En Spaaqvinde paa Christianshavn.

Man skulle næppe tro at der i vore tider efter at der er gjort så meget for ungdommens dannelse og opdragelse fandtes mennesker der var enfoldige eller overtroiske nok til at tro at den kan få deres skæbne at vide af et spil kort, eller at der findes personer der er dristige nok til at give sig ud for at kunne spå. Og dog er dette tilfældet.

Anmelderen havde hørt at der på Christianshavn i Sofiegade nr. 342 skulle bo en kone som gav sig af med at spå, samt at nogle af hans bekendte havde besøgt hende med det formål. Han besluttede derfor at prøve om dette også virkeligt var tilfældet og begav sig sammen med en ven ud til hende. Men da vi først kom derud omkring kl. 8 aften fandt vi hende i en så beskænket tilstand at vi ikke kunne indlade os med hende. Imidlertid lovede hun os at hun hvis vi ville komme dagen efter kl. 6 skulle sige os hvad vi ønskede at vide. 

Vi indfandt os til bestemte tid. Og nu lagde hun kort op og spåede os den ene efter den anden. naturligvis var hendes pytiske orakelsvar ikke alene meget mystiske, men også undertiden meget almindelige, så at de kunne passe på enhver af de spørgendes stilling. Men da hun dog undertiden i sin spådom lader falde et løfte om en stor arv, en uventet stor gevinst eller lader vedkommende ane kæresters eller ægtefællers utroskab, kan denne spøg virkelig have alvorlige og uberegnelige følger. Det ville derfor være ønskeligt at familiefædre ville advare deres børn og tyende for sådanne kvinder, ligesom også at myndighederne ville formene ovennævnte kvinde at drive en sådan næringsvej der strider mod religion og love.

(Politivennen nr. 740, Løverdagen den 6te Marts 1830, s. 151-152)

"Der skulle bo en kone som gav sig af med at spå." (Så vidt jeg kan se må det være Prinsessegade der krydser, og nr. 22 hjørnehuset i midten af billedet. Sofiegade set mod Christianshavns Vold. Maleri af J. S. Jensen. Københavns Museum)

Redacteurens Anmærkning.

Sofiegade 342 er vore dages nr. 22. Huset eksisterer ikke længere. På ovenstående maleri fra starten af 1900-tallet får man muligvis et indtryk af hvor spåkonen boede. Hele området er saneret.

En paatrængende Tiggerske.

I Bredgade fra krydset af Fredericiagade til ned mod Frederiksgade ses hver dag et temmelig højt kvindemenneske med et lille barn på armen, tryglende om almisse af de forbigående. Men ikke nok hermed, hun overfalder endog de høje og allerhøjeste herskaber som passerer denne vej. Således så anmelderen hende forleden dag trygle af en meget høj person der kørte ind af porten til hendes kongelige højhed prinsesse Carolines palads. Da dette kvindemenneske nogle gange er set at være beruset, bør hun så meget mere fjernes fra dette revir og indskærpes at søge sit ophold på anden måde.

(Politivennen nr. 740, Løverdagen den 6te Marts 1830, s. 149)

Uorden ved den saakaldte: Slaaen Katten af Tønden (i Valby).

Onsdag den 24. i denne måned var indsenderen tillige med fire af sin familie i Valby som tilskuere ved det såkaldte "slå katten af tønden" og fik herved lejlighed til at bemærke en del uordner som går i svang ved dette fastelavnsspøg, og som han tror fortjener det offentliges opmærksomhed. De fleste af deltagerne var nemlig beskænket og forstod ikke at styre deres utilredne heste, hvorved det uheld indtraf (muligvis indtraf flere som indsenderen ikke havde lejlighed til at bemærke), at en af rytterne som formodentlig mere lod sig lede af sin hest, end han var i stand til at lede den, ved et sidespring væltede fem personer, hvoraf dog kun en kom til synderlig skade ved at få et betydeligt hul i hovedet, og desuden blive således forslået på øvrige lemmer at han endnu er både brun og blå af det. 

Når sådanne populære forlystelser er tilladt, synes det indsenderen ønskeligt at der fra politiets side blev truffet anstalter til sikkerhed for de tilstedeværendes liv og helbred, således mener han at galopridning samt i det hele taget hestes brug ved denne lejlighed hvorved rytterne ikke udmærker sig ved særdeles ridekunst, og oven i købet ofte er beskænket, måtte forbydes. Eller hvis dette ikke turde ske, at der måtte oprejses skranker inden for hvilke tilskuerne kunne stå sikre, samt fornemmeligt at nogle af politiets personale måtte være til stede for at overholde orden, og at disse måtte vise større opmærksomhed end den politibetjent der ved oven nævnte lejlighed var til stede, og som om han end tilfældigvis befandt sig der, og ikke af sin foresatte var beordret til at holde orden ved denne lejlighed, eller ikke af vedkommende fået nogen betaling derfor, dog da han nu engang var til stede, var kendt af de fleste tilstedeværende og i påkommende tilfælde vist nok var blevet respekteret, vel burde have forebygget uorden og ikke, da denne indtrådte, forsvinde fra scenen.

(Politivennen nr. 739, Løverdagen den 27de Februar 1830, s. 141-143)

Ud over Rytterskolen er der ikke mange bygninger tilbage fra Valby på Politivennens tid. Her er det en forhenværende Smedje ved Langgade. (Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 741, 13. marts 1830, s. 167-173.

Meïr Aron Goldschmidt beskrev en sådan fastelavn i Valby nogenlunde på samme tid som ovenstående artikel (gengivet i "Maske og forklædning i Danmark", s. 217-221, 2014). Heri beskrev han hvordan deltagerne var udklædt i eventyrlige dragter, ofte lejet fra maskeradegarderober i København. Til hest "stak man til stråmanden" (en dukke udklædt som tyrker som sad i en tønde) med en lanse. Denne forlystelse blev dog mere sjælden fordi den var overmåde kostbar, så måske blev kun tønden tilbage, uden tyrker. Der var et ridende musikkorps. Og der blev spist og drukket.

Nogle Bemærkninger i Postgaarden.

Da den kongelige generalpostdirektion altid med megen beredvillighed har opfyldt ethvert publikums rimelige ønske som sigtede til bekvemmelighed for de der besøger Postgården her i staden, og efter rygte nu endog i samme hensigt agter at lade et ur anbringe over porten ud til Købmagergade *), så tager anmelderen sig den frihed ærbødigst at gøre opmærksom på et par mangler han der har bemærket og som let kan afhjælpes.

Ved nemlig at passere gennem gangen i den forreste postgang til venstre fik han forrige efterår en god kjole ødelagt af tran som dryppede ned fra den lygte der hænger der. Og da han for kort tid siden passerede samme gang til Helsingør Postkontor, var han atter ved at vige af vejen for en der kom ham i møde og derved kom i berøring med et bræt eller bord der er anbragt langs væggen, så uheldig at få en ny frakke ilde tilsølet af den tran, hvormed brættet der af en vægter skal bruges til at pudse lamper på, var oversmurt.

Det ville være ønskeligt at nævnte lygte som på gulvet har efterladt betydelige spor af sin skrøbelighed, blev efterset og at dette bræt eller bord måtte anvise et mere passende sted.

Ved at passere oven nævnte gang bemærkede anmelderen også en art trækasse anbragt ved en mur går gennem alle gårdens etager. Og på spørgsmålet om hvad denne kasse tjente til, fik det svar at den var indrettet for derigennem at kunne redde arkivet som gemtes i øverste etage, i tilfælde af ildebrand. Til høje ansvarliges og sagkyndiges behagelige overvejelse henstiller anmelderen om i et sådant ulykkeligt tilfælde nævnte kasse vel ville svare til den hensigt, hvorfor den blev indrettet, eller om den da ikke snarere måtte anses for at forvolde megen ulempe? Anmelderen antager nemlig at selv hvis dokumenterne som ligger i arkivet, kunne passere gennem den noget smalle kasse uden at blive standset i den, så ville de ved at udtømmes nedenfor i gangen, ufejlbarligt spærre passagen der, som det i sådant ulykkelige tilfælde er så vigtigt at holde åben, og der atter kræve mange hænder for offentligt at transporteres videre. 

Endvidere mener anmelderen at ovennævnte kasse netop i det tilfælde hvor den skulle bruges, er yderst farlig. For den må da danne en leder for ilden hvorved denne i et øjeblik kan udbredes i alle etager af den herlige bygning. Skulle anmelderen fejle i sin mening om denne indretning, håber han tilgivelse for disse linjer, som kun er fremsat med det offentliges vel for øje. Finder høje vedkommende den derimod grundet, vil den vel bevirke kassens borttagelse, og måske arkivets flytning til et sted nærmere jorden. Under Postgården findes efter sigende store kældre. Kunne måske ikke en af disse ved en hensigtsvarende indretning afgive et godt lokale for arkivet?

*) Dette ville vist nok være af mangefold nytte, og blandt andet også tjene til at vise den som måtte tro at komme i rette tid for at indlevere breve, men finder vedkommende postkontor lukket, at han virkelig kommer for sent og intet har at klage over.

(Politivennen nr. 739, Løverdagen den 27de Februar 1830, s. 138-141)

"Ved at passere gennem gangen i den forreste postgang til venstre fik han forrige efterår en god kjole ødelagt af tran som dryppede ned fra den lygte der hænger der." (Københavns Postgård på Købmagergade. Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning. 

I Politivennen nr. 741, 13. marts 1830, s. 176 gøres opmærksom på at problemet stadig eksisterede: "Hvorfor de mange velklædte personer som passerer nævnte gang til direktionen, sekretariaterne eller revisionskontoret, advares om at holde sig til venstre i gangen, da det fatale bræt hvorpå klæderne tilsøles, findes til højre."

Sorte Brød.

På huset nr. 50 i Toldbodgade er anbragt et gulmalet skilt med to brød. Men da disse er ganske kulsorte, ligner de snarere ligkister til børn end rugbrød, og da maleren således har taget fejl af farven, bør han male skiltet om da dette ikke svarer til sin bestemmelse, men kun tjener til at vække latter hos de forbigående.

(Politivennen nr. 738, Løverdagen den 20de Februar 1830, s. 124)