En forgjeves Reise.

Indsenderen heraf, borger og professionist, rejste den 8. dennes ned til Roskilde for at forhandle mit arbejde hos købmændene, og ved fremvisning af den befalede passerseddel lod den vagthavende portbetjent mig passere. Men jeg havde kun været hos nogle få købmænd og intet afsat endnu, da to politibetjente kom og befalede mig at jeg skulle følge med til justitsråden. Jeg måtte altså følge. Da vi kom på kontoret, var der ingen anden end fuldmægtigen til stede som straks sagde at varerne var konfiskeret og tillige skulle jeg betal ene mulkt som var mere end varernes værd. Jeg blev derover meget ilde til mode og viste ham mit borgerskabsbrev som jeg havde taget med, men det hjalp ikke. Endelig lod han sig dog bevæge imod at jeg skulle give betjentene en dusør. Jeg tilbød dem da 3 mark som de sagde var for lidt, og da fuldmægtigen sagde at jeg ikke kunne give dem ringere end 1 rigsbankdaler, og dernæst at jeg straks skulle forlade byen, så efterkom jeg begge dele.

Jeg tillader mig derfor at spørge: må en mand ikke når han ikke kan blive af med sit arbejde i her i byen, søge at afsætte det i de andre købstæder? En rettænkende mand ser dog alletider  at ernære sig og sin familie på en redelig måde uden at falde det offentlige til byrde.

(Politivennen nr. 742, Løverdagen den 20de Marts 1830, s. 187-188)

Svar paa det i Politievennen nr. 739 indførte Stykke, betitlet: "Uorden ved den saakaldte: Slaaen Katten af Tønden i Valby"

Efter at den anonyme forfatter har fortalt at han tillige med fire andre personer af hans familie har været til stede som tilskuere ved fastelavnsspøgen i Valby, siger han at han har bemærket en del uordener som skulle have fundet sted der og som han mener fortjener offentlig opmærksomhed. For nu at berigtige hans anførte og for at det ærede publikum kan sættes i stand til at skelne mellem hvad der er sandhed og hvad der er usandhed, finder vi som deltagere i omtalte forlystelse os beføjet til herved at erklære:

At ingen som deltog i selskabet var beskænket i den grad som den anonyme forfatter synes at ville indbilde publikum, nemlig så at vi ikke kunne styre vores heste, men at disse styrede eller ledede os. Att vi ikke var aldeles fastende, kan vel ikke forlanges af os på en sådan dag. For hvem anretter vel et gilde uden at ville smage mosten? Men beskænket eller som meningen skal være, fuld, var ingen af os.

Før forfatteren så bestemt erklærede at ingen af Valby-rytterne forstod at styre deres heste, burde han dog nok have godtgjort at have enten stået i tjeneste ved et af kavalleriregimenterne eller også at have lært af en kongelig berider at ride en hest. For ellers må vi sige ham at han ikke står til troende. Det er bekendt at kosakkerne når deres hest går for slap tøjle eller i stærk galop, ofte hænger snart på den ene, snart på den anden side, snart kaster sig forover og snart lægger sig langt ud over hestens lænd. Lignende boltigeren har vi set at husarerne og lansenererne bruger på Københavns fælleder i manøvretiden. Og skønt bønder kan vi dog indse og erkende at sådant har sin taktiske nytte. Om vi Valby-ryttere nu har villet efterabe disse manøvrer og som følge heraf dinglede på hesten, har vi derfor været beskænkede som forfatteren beskylder os for, eller mon han derved ikke røber at han selv er aldeles ukyndig i ridekunsten?

Når forfatteren siger at alle 5 personer faldt omkuld! er det åbenbar usandhed som han heller aldrig skal kunne bevise. Men at en person person omkuld er rigtigt, dog er det ligeledes bevisligt at denne ikke havde fået større skade end at han rejste sig selv, gik i kroen og der for de tilstedeværende - endog i en mild tone - sagde: jeg takker forsynet for at jeg ikke fik værre skade. Hvad ville jeg der, jeg burde være blevet fra det. 

Disse Deres egen families ord er det vi herved forelægger Dem, idet vi spørger: Hvem har inviteret Dem? Hvad ville De der? Og hvem er De?

Deres svar kender vi omtrent i forvejen, nemlig til 1. membr.: Ingen. Men at De troede De som andre kunne indfinde sig ved offentlige forlystelser. Hertil svarer vi: Ja, vel kan De det. Men dog med den indskrænkning som velanstændigheden byder enhver. Den nemlig at hverken De eller Deres såkaldte familie skulle have udvist forvovenhed eller frækhed ved at overtræde grænselinjen mellem tilskuerne og ridekredsen. De har allerede i Deres anonyme anfald lagt for dagen at De har gjort dette, idet De foreslår at skranker skal oprettes mellem publikum og de ridende. Men hvem skulle bekoste denne adskillelse? Og er det afgjort at Valbys grundejere for at føje nogle uindbudte, nysgerrige mennesker fra København, ville tillade at deres gade og grund af denne årsag blev indskrænket? Kunne ikke sådanne nysgerrige personer blive hjemme hos dem selv og bestille noget til nytte for dem og deres familie. Hvem har haft bud efter dem? Hvem har inviteret dem? Siger ikke Danske Lov: Dersom nogen går i fare for at brydes og derover fanger skade, har skade for hjemgæld? Det er analogisk med det nærværende indtrufne tilfælde og lovgiverens mening behøver ingen videre forklaring for tiden.

Til det andet mem. vil De sikkert svare: Jeg ville her som andre (vi sætter her i parentes, nysgerrige dagdrivere) have fornøjelse. Men vi replicerer: Søg Deres fornøjelser i den by eller stad hvor De hører hjemme og lad landmændene - bønderne som man kalder os - have deres fornøjelser for dem selv. Hvad ville jeg her? sagde Deres omkuldfaldne slægtning i kroen da han kom derind, og dette gentager vi her for Dem.

Til tredje membr. forventer vi svar, og vi lover Dem, hr. Anonymus, at vi ikke skal forlade scenen før endelig afgørelse, uagtet De dog således taler om en offentlig betjent, hvilket De dog slet ikke er i stand til at bevise. Vi mener politibetjenten som De meget rigtigt siger var til stede og var kendt. Men De har glemt eller ikke vidst at her var 2 politibetjente til stede der vist nok ville vide at forsvare deres opførsel og deres handlemåde i omhandlede tilfælde. Vel ikke for Dem. For Dem skylder de intet regnskab, men for deres foresatte, hvortil De, hr. Anonymus har givet anledning.

Til slut håber vi at da vores høje øvrighed i en række af mange år tilbage aldrig har forbudt denne fornøjelse i fastelavnsugen, næsten den eneste som vi året igennem har til erstatning eller opmuntring for vores sure slid og sved hele året, heller ikke på grund af en projektmagers markskrigeri i fremtiden vil forbyde os denne, og indlader vi således denne affære til det skånsomme og upartiske publikums dom, forsikrende at dersom Anonymus vil nævne sig offentligt ved navn og bopæl er vi villige til personligt at overtyde ham om hvad vi her har andraget.

Valby den 6. marts 1830

På egne og øvrige deltagendes vegne
O. Pedersen. O. Larsen. J. Bentsen
Jørgen Jensen. Peter Sørensen. 

(Politivennen nr. 741, Løverdagen den 13de Marts 1830, s. 167-173)

En Spaaqvinde paa Christianshavn.

Man skulle næppe tro at der i vore tider efter at der er gjort så meget for ungdommens dannelse og opdragelse fandtes mennesker der var enfoldige eller overtroiske nok til at tro at den kan få deres skæbne at vide af et spil kort, eller at der findes personer der er dristige nok til at give sig ud for at kunne spå. Og dog er dette tilfældet.

Anmelderen havde hørt at der på Christianshavn i Sofiegade nr. 342 skulle bo en kone som gav sig af med at spå, samt at nogle af hans bekendte havde besøgt hende med det formål. Han besluttede derfor at prøve om dette også virkeligt var tilfældet og begav sig sammen med en ven ud til hende. Men da vi først kom derud omkring kl. 8 aften fandt vi hende i en så beskænket tilstand at vi ikke kunne indlade os med hende. Imidlertid lovede hun os at hun hvis vi ville komme dagen efter kl. 6 skulle sige os hvad vi ønskede at vide. 

Vi indfandt os til bestemte tid. Og nu lagde hun kort op og spåede os den ene efter den anden. naturligvis var hendes pytiske orakelsvar ikke alene meget mystiske, men også undertiden meget almindelige, så at de kunne passe på enhver af de spørgendes stilling. Men da hun dog undertiden i sin spådom lader falde et løfte om en stor arv, en uventet stor gevinst eller lader vedkommende ane kæresters eller ægtefællers utroskab, kan denne spøg virkelig have alvorlige og uberegnelige følger. Det ville derfor være ønskeligt at familiefædre ville advare deres børn og tyende for sådanne kvinder, ligesom også at myndighederne ville formene ovennævnte kvinde at drive en sådan næringsvej der strider mod religion og love.

(Politivennen nr. 740, Løverdagen den 6te Marts 1830, s. 151-152)

"Der skulle bo en kone som gav sig af med at spå." (Så vidt jeg kan se må det være Prinsessegade der krydser, og nr. 22 hjørnehuset i midten af billedet. Sofiegade set mod Christianshavns Vold. Maleri af J. S. Jensen. Københavns Museum)

Redacteurens Anmærkning.

Sofiegade 342 er vore dages nr. 22. Huset eksisterer ikke længere. På ovenstående maleri fra starten af 1900-tallet får man muligvis et indtryk af hvor spåkonen boede. Hele området er saneret.

En paatrængende Tiggerske.

I Bredgade fra krydset af Fredericiagade til ned mod Frederiksgade ses hver dag et temmelig højt kvindemenneske med et lille barn på armen, tryglende om almisse af de forbigående. Men ikke nok hermed, hun overfalder endog de høje og allerhøjeste herskaber som passerer denne vej. Således så anmelderen hende forleden dag trygle af en meget høj person der kørte ind af porten til hendes kongelige højhed prinsesse Carolines palads. Da dette kvindemenneske nogle gange er set at være beruset, bør hun så meget mere fjernes fra dette revir og indskærpes at søge sit ophold på anden måde.

(Politivennen nr. 740, Løverdagen den 6te Marts 1830, s. 149)

Uorden ved den saakaldte: Slaaen Katten af Tønden (i Valby).

Onsdag den 24. i denne måned var indsenderen tillige med fire af sin familie i Valby som tilskuere ved det såkaldte "slå katten af tønden" og fik herved lejlighed til at bemærke en del uordner som går i svang ved dette fastelavnsspøg, og som han tror fortjener det offentliges opmærksomhed. De fleste af deltagerne var nemlig beskænket og forstod ikke at styre deres utilredne heste, hvorved det uheld indtraf (muligvis indtraf flere som indsenderen ikke havde lejlighed til at bemærke), at en af rytterne som formodentlig mere lod sig lede af sin hest, end han var i stand til at lede den, ved et sidespring væltede fem personer, hvoraf dog kun en kom til synderlig skade ved at få et betydeligt hul i hovedet, og desuden blive således forslået på øvrige lemmer at han endnu er både brun og blå af det. 

Når sådanne populære forlystelser er tilladt, synes det indsenderen ønskeligt at der fra politiets side blev truffet anstalter til sikkerhed for de tilstedeværendes liv og helbred, således mener han at galopridning samt i det hele taget hestes brug ved denne lejlighed hvorved rytterne ikke udmærker sig ved særdeles ridekunst, og oven i købet ofte er beskænket, måtte forbydes. Eller hvis dette ikke turde ske, at der måtte oprejses skranker inden for hvilke tilskuerne kunne stå sikre, samt fornemmeligt at nogle af politiets personale måtte være til stede for at overholde orden, og at disse måtte vise større opmærksomhed end den politibetjent der ved oven nævnte lejlighed var til stede, og som om han end tilfældigvis befandt sig der, og ikke af sin foresatte var beordret til at holde orden ved denne lejlighed, eller ikke af vedkommende fået nogen betaling derfor, dog da han nu engang var til stede, var kendt af de fleste tilstedeværende og i påkommende tilfælde vist nok var blevet respekteret, vel burde have forebygget uorden og ikke, da denne indtrådte, forsvinde fra scenen.

(Politivennen nr. 739, Løverdagen den 27de Februar 1830, s. 141-143)

Ud over Rytterskolen er der ikke mange bygninger tilbage fra Valby på Politivennens tid. Her er det en forhenværende Smedje ved Langgade. (Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 741, 13. marts 1830, s. 167-173.

Meïr Aron Goldschmidt beskrev en sådan fastelavn i Valby nogenlunde på samme tid som ovenstående artikel (gengivet i "Maske og forklædning i Danmark", s. 217-221, 2014). Heri beskrev han hvordan deltagerne var udklædt i eventyrlige dragter, ofte lejet fra maskeradegarderober i København. Til hest "stak man til stråmanden" (en dukke udklædt som tyrker som sad i en tønde) med en lanse. Denne forlystelse blev dog mere sjælden fordi den var overmåde kostbar, så måske blev kun tønden tilbage, uden tyrker. Der var et ridende musikkorps. Og der blev spist og drukket.