Studiigaarden.

Blandt de mange offentlige og private bygninger der blev lagt i aske ved bombardementet 1807, er også universitetsbygningen eller den såkaldte studiegård.

Imidlertid er i de 23 år som er forløbet siden den tid, de fleste af brandtomterne fra disse rædselsdage atter og til dels smagfuldt bebygget. Af offentlige bygninger er blandt flere Metropolitanskolen for længst og selve Frue Kirke siden et års tid genopført. Kun den stakkels studiegård står endnu som skærende kontrast til disse, mørk og sørgende i sine ruiner.

"Af offentlige bygninger er blandt flere Metropolitanskolen for længst og selve Frue Kirke siden et års tid genopført." (Metropolitanskolen i 2016, 200 år efter opførelsen i 1816. Frue Plads i forgrunden, ruinen af Studiegården lå til venstre, udenfor billedet. Og Frue Kirke ligger udenfor billedet til højre. Eget foto, 2016)

Det kan dog næppe i det hele taget være mangel på de fornødne fonde der kan skyld i det. Den ikke ubetydelige assurance og hvad der ellers i denne række af år har kunnet være henlagt hertil, tør sikkert nu i det mindste anslås til ikke under en tønde guld, og en sådan kapital burde dog vel være mere end nok for enhver bygmester til dermed i det mindste at genopføre fx blot den fløj der danner facaden mod Frue Kirke.

Når man dagligt ser hvor betydelige bygninger private opfører med forholdsvis ubetydelige kapitaler, eller man endog blot ser hen til andre offentlige bygninger der i de seneste år med hurtighed og ikke meget forhøjede udgifter er opført her i byen, så forekommer det vist nok yderst påfaldende for enhver der kan skønne over universitetets midler i dette tilfælde, at der endnu til dato ikke ses at være lagt mindste hånd på denne i så mange år sikkert vidtløftigt diskuterede genopbygning.

Det er iøjnefaldende hvor meget disse ruiner vansirer den ellers så smukke plads ved Frue Kirke, og det er til fulde vist at både universitets lærere og dens tilhørere gensidigt lider føleligt under manglen af ikke blot tilstrækkelige, men man kunne til dels næsten sige, anstændige høresale.

Indsenderen af dette og mange med ham, ønsker derfor offentligt at være underrettet om enten hvorfor man endnu ikke har kunnet lade genopførelsen påbegynde, eller i fald når den endeligt tør ventes iværksat, og om i så tilfælde den fra Sorø Akademibygningers opførelse bekendte stadsbygmester Malling allerede for længst er overdraget også dette arbejde.

Uden tvivl vil den berømmelige direktion for universitetet og de lærde skoler allerbedst fyldestgørende kunne tilfredsstille indsenderens og publikums, i dette tilfælde vist nok undskyldelige og ikke lovstridige nysgerrighed.

Uden imidlertid for denne side derom at skulle henvende sig til den, er det derimod til universitetets konsistoriales man frimodigt og ærbødigt adresserer nærværende opfordring, overbevist om at denne forsamling af universitets hæderlige og hædrede lærere gerne for deres vedkommende ville give den muligste oplysning om dette så interessante anliggende for almenheden.

M. Christensen, cand. juris.

(Politivennen nr. 745, Løverdagen den 10de April 1830, s. 223-226)

Redacteurens Anmærkning

På Politivennens tid var Studiegården betegnelsen på universitetets bygninger på Frue Plads. Som artiklen skriver blev denne bygning ødelagt i 1807, og den blev først i 1836 erstattet af den nuværende hovedbygning. Denne kom dog ikke til at gå under betegnelsen Studiegården. Efter 1. Verdenskrig er Studiegården blevet brugt som betegnelse for det kompleks, der i 1915-16 blev delvis nyopført som hjemsted for auditorier, læsesale, laboratorier og lærerkontorer for alle fakulteter. (Kilde).

Ønske om en stadig Postgang til Bornholm.

I forrige, men især i indeværende års strenge vinter, har vist nok ingen af øerne lidt så meget ved kommunikationens spærring som Bornholm. Det nærmeste land er Simritshamn som ligger omtrent 5½ mil fra øen. Men da isen her sammenskruer sig til uoverstigelige bjerge hvorimellem findes åbninger som om de end fryser, består af det såkaldte kråis der er højst usikker at gå på, så er overfarten forbundet med største livsfare. Imidlertid har dog en djærv mand ved navn Hans Jensen Juul, borger og skipper i Rønne, påtaget sig det vovestykke flere gange i forrige og indeværende år at passere isen, og over Sverige at bringe postsækken og løse breve til og fra København. Hans dåd fortjener så meget mere offentlig ros som han ikke har ladet sig lede af egennytte, skønt hans kår da han har kone og 7 børn vel kunne byde det.

Man ledes herved til at ytre det ønske at en autoriseret indretning kunne indføres for fremtiden for i lignende vintre at holde kommunikationen så vidt muligt åben. At den ville medføre betydelig nytte, er indlysende og ønsket bedes derfor værdiget vedkommendes opmærksomhed.

(Politivennen nr. 744, Løverdagen den 3die April 1830, s. 217-218)

Uskik ved Frederiksholmskanal.

Med største forundring har indsenderen øjenvidne til hvorledes en mand som rimeligvis driver handel med ballast jævnligt  sidste sommer havde et stort oplag af denne handelsartikel liggende, dels ved bolværket, dels efter kvantitetens størrelse, mere eller mindre ud på den offentlige alfare gade, udenfor nr. 244 ved Frederiksholms Kanal. Hvorfra samme efter lejlighed i prammen blev transporteret til bestemmelsen. Da denne uskik nu atter ved forårets nærmelse, har taget sin begyndelse, og den efter indsenderens mening er aldeles i strid med politianordningerne, som befaler at fortovene skal holdes ryddelige, tillader man sig gennem dette blad herpå at henlede vedkommendes opmærksomhed.

For ikke at tale om det ubehagelige skue som en sådan losseplads frembyder i en af stadens hovedgader, der især om sommeren i badetiden passeres så hyppigt endog af noblessen, og uden at berøre det ubehagelige for passerende og omkringboende, i de støjende og bøddelagtige optrin som finder sted ved den besværlig opkørsel i og nedkørsel af bunken på en så indskrænket plads, hvilket endog flere gange har forårsaget vognenes  omvæltning i gaden, hvorved de i nærheden boende alarmeres, og ulykkestilfælde let kunne afstedkommes, uden endelig at omtale det søle som fra dette behold af urenligheder, i regnvejr udbredes over gaden, så er denne uskik endnu desforuden til væsentlig ulempe for det offentlige da den ved denne selvgjorte over rendestenen anlagte losseplads, værende udløbsrende især i regnvejr udfører en stor del urenlighed fra dette oplag i kanalen, og dette vil omsider gøre stedet utilgængeligt for skibe.

Langt fra at indsenderen med denne anke har til hensigt at forårsage manden noget skår i hans erhvervskilde, mener han meget mere at hvis en offentlig gade i øvrigt måtte findes passende til denne slags trafik, de omtalte ulemper da kunne forebygges når indlosningen i prammene skete umiddelbart fra vognene som hidfører disse varer.

(Politivennen nr. 743, Løverdagen den 27de Marts 1830, s. 187-188)

Redacteurens Anmærkning.

Adressen Frederiksholms Kanal 244 er nutidens nr. 24. Huset er opført i 1740'erne tegnet af Philip de Lange for etatsråd Jacob Barchmann.

En forgjeves Reise.

Indsenderen heraf, borger og professionist, rejste den 8. dennes ned til Roskilde for at forhandle mit arbejde hos købmændene, og ved fremvisning af den befalede passerseddel lod den vagthavende portbetjent mig passere. Men jeg havde kun været hos nogle få købmænd og intet afsat endnu, da to politibetjente kom og befalede mig at jeg skulle følge med til justitsråden. Jeg måtte altså følge. Da vi kom på kontoret, var der ingen anden end fuldmægtigen til stede som straks sagde at varerne var konfiskeret og tillige skulle jeg betal ene mulkt som var mere end varernes værd. Jeg blev derover meget ilde til mode og viste ham mit borgerskabsbrev som jeg havde taget med, men det hjalp ikke. Endelig lod han sig dog bevæge imod at jeg skulle give betjentene en dusør. Jeg tilbød dem da 3 mark som de sagde var for lidt, og da fuldmægtigen sagde at jeg ikke kunne give dem ringere end 1 rigsbankdaler, og dernæst at jeg straks skulle forlade byen, så efterkom jeg begge dele.

Jeg tillader mig derfor at spørge: må en mand ikke når han ikke kan blive af med sit arbejde i her i byen, søge at afsætte det i de andre købstæder? En rettænkende mand ser dog alletider  at ernære sig og sin familie på en redelig måde uden at falde det offentlige til byrde.

(Politivennen nr. 742, Løverdagen den 20de Marts 1830, s. 187-188)

Svar paa det i Politievennen nr. 739 indførte Stykke, betitlet: "Uorden ved den saakaldte: Slaaen Katten af Tønden i Valby"

Efter at den anonyme forfatter har fortalt at han tillige med fire andre personer af hans familie har været til stede som tilskuere ved fastelavnsspøgen i Valby, siger han at han har bemærket en del uordener som skulle have fundet sted der og som han mener fortjener offentlig opmærksomhed. For nu at berigtige hans anførte og for at det ærede publikum kan sættes i stand til at skelne mellem hvad der er sandhed og hvad der er usandhed, finder vi som deltagere i omtalte forlystelse os beføjet til herved at erklære:

At ingen som deltog i selskabet var beskænket i den grad som den anonyme forfatter synes at ville indbilde publikum, nemlig så at vi ikke kunne styre vores heste, men at disse styrede eller ledede os. Att vi ikke var aldeles fastende, kan vel ikke forlanges af os på en sådan dag. For hvem anretter vel et gilde uden at ville smage mosten? Men beskænket eller som meningen skal være, fuld, var ingen af os.

Før forfatteren så bestemt erklærede at ingen af Valby-rytterne forstod at styre deres heste, burde han dog nok have godtgjort at have enten stået i tjeneste ved et af kavalleriregimenterne eller også at have lært af en kongelig berider at ride en hest. For ellers må vi sige ham at han ikke står til troende. Det er bekendt at kosakkerne når deres hest går for slap tøjle eller i stærk galop, ofte hænger snart på den ene, snart på den anden side, snart kaster sig forover og snart lægger sig langt ud over hestens lænd. Lignende boltigeren har vi set at husarerne og lansenererne bruger på Københavns fælleder i manøvretiden. Og skønt bønder kan vi dog indse og erkende at sådant har sin taktiske nytte. Om vi Valby-ryttere nu har villet efterabe disse manøvrer og som følge heraf dinglede på hesten, har vi derfor været beskænkede som forfatteren beskylder os for, eller mon han derved ikke røber at han selv er aldeles ukyndig i ridekunsten?

Når forfatteren siger at alle 5 personer faldt omkuld! er det åbenbar usandhed som han heller aldrig skal kunne bevise. Men at en person person omkuld er rigtigt, dog er det ligeledes bevisligt at denne ikke havde fået større skade end at han rejste sig selv, gik i kroen og der for de tilstedeværende - endog i en mild tone - sagde: jeg takker forsynet for at jeg ikke fik værre skade. Hvad ville jeg der, jeg burde være blevet fra det. 

Disse Deres egen families ord er det vi herved forelægger Dem, idet vi spørger: Hvem har inviteret Dem? Hvad ville De der? Og hvem er De?

Deres svar kender vi omtrent i forvejen, nemlig til 1. membr.: Ingen. Men at De troede De som andre kunne indfinde sig ved offentlige forlystelser. Hertil svarer vi: Ja, vel kan De det. Men dog med den indskrænkning som velanstændigheden byder enhver. Den nemlig at hverken De eller Deres såkaldte familie skulle have udvist forvovenhed eller frækhed ved at overtræde grænselinjen mellem tilskuerne og ridekredsen. De har allerede i Deres anonyme anfald lagt for dagen at De har gjort dette, idet De foreslår at skranker skal oprettes mellem publikum og de ridende. Men hvem skulle bekoste denne adskillelse? Og er det afgjort at Valbys grundejere for at føje nogle uindbudte, nysgerrige mennesker fra København, ville tillade at deres gade og grund af denne årsag blev indskrænket? Kunne ikke sådanne nysgerrige personer blive hjemme hos dem selv og bestille noget til nytte for dem og deres familie. Hvem har haft bud efter dem? Hvem har inviteret dem? Siger ikke Danske Lov: Dersom nogen går i fare for at brydes og derover fanger skade, har skade for hjemgæld? Det er analogisk med det nærværende indtrufne tilfælde og lovgiverens mening behøver ingen videre forklaring for tiden.

Til det andet mem. vil De sikkert svare: Jeg ville her som andre (vi sætter her i parentes, nysgerrige dagdrivere) have fornøjelse. Men vi replicerer: Søg Deres fornøjelser i den by eller stad hvor De hører hjemme og lad landmændene - bønderne som man kalder os - have deres fornøjelser for dem selv. Hvad ville jeg her? sagde Deres omkuldfaldne slægtning i kroen da han kom derind, og dette gentager vi her for Dem.

Til tredje membr. forventer vi svar, og vi lover Dem, hr. Anonymus, at vi ikke skal forlade scenen før endelig afgørelse, uagtet De dog således taler om en offentlig betjent, hvilket De dog slet ikke er i stand til at bevise. Vi mener politibetjenten som De meget rigtigt siger var til stede og var kendt. Men De har glemt eller ikke vidst at her var 2 politibetjente til stede der vist nok ville vide at forsvare deres opførsel og deres handlemåde i omhandlede tilfælde. Vel ikke for Dem. For Dem skylder de intet regnskab, men for deres foresatte, hvortil De, hr. Anonymus har givet anledning.

Til slut håber vi at da vores høje øvrighed i en række af mange år tilbage aldrig har forbudt denne fornøjelse i fastelavnsugen, næsten den eneste som vi året igennem har til erstatning eller opmuntring for vores sure slid og sved hele året, heller ikke på grund af en projektmagers markskrigeri i fremtiden vil forbyde os denne, og indlader vi således denne affære til det skånsomme og upartiske publikums dom, forsikrende at dersom Anonymus vil nævne sig offentligt ved navn og bopæl er vi villige til personligt at overtyde ham om hvad vi her har andraget.

Valby den 6. marts 1830

På egne og øvrige deltagendes vegne
O. Pedersen. O. Larsen. J. Bentsen
Jørgen Jensen. Peter Sørensen. 

(Politivennen nr. 741, Løverdagen den 13de Marts 1830, s. 167-173)