Noget om de saakaldte Probenreutere.

Indsenderen tror at burde gøre de højere ansvarlige opmærksom på en uskik som desværre finder sted, vel ikke alene her i staden, men også i købstæderne. Den nemlig at de såkaldte probenreutere som kommer hertil i læssevis, efter behag kan tilbyde deres varer til de mindre kræmmere, og af disse modtage bestillinger på halve stykker varer og et, ja et halvt dusin tørklæder. Grossereren som sidder med en talrig familie og som passer borgerlige skatter, er det pålagt ikke at sælge mindre end hele stykker varer, og nævnte probenreutere skal efter forgodtbefindende kunne sælge for deres udenlandske huse så lidt og så meget som kræmmeren, efter sin afsætning, bestiller hos ham. Forskriver kræmmeren selv varerne, så er det jo naturligt at han kan lade komme så lidt han vil, fx når en varesort er udgået. Men at de udenlandske handlende skal kunne sende deres agenter rundt i landet, og disse til de småhandlende sælge et enkelt stk. varer, ja endog derunder. Dette finder indsenderen højst utillladeligt. Man vil næppe fortænke kræmmeren når en sådan probenreuter tilbyder ham et enkelt stk. varer på 6 til 9 måneders kredit. Men hvoraf skal da grossereren leve som for at afhænde sine varer desto billigere, selv rejser udenlands, og som endelig når han efter megen møje og risiko har fået sine varer hjem, får til svar at man af probenreutrene kan få dem nogle procent biligere, og man ikke behøver at tage så stort kvantum ad gangen? Skal da sådanne landstrygere nyde større ret end borgeren der må svare skatter og afgifter? Indsenderen mener nej, og tror derfor at burde gøre de ansvarlige opmærksom på det, i håb om at der vil tages forholdsregler mod denne uskik, som vistnok ikke gavner, men tværtimod skader den desværre så ubetydelige handel.

(Politivennen nr. 749, Løverdagen den 8de Mai 1830, s. 291-292)

Redacteurens Anmærkning.

Ifølge ODS er en probenreuter Probenreuter (fra tysk probe, vareprøve og reuter (rytter) en betegnelse for en (tysk)handelsrejsende (agent, repræsentant).

Om Spærring af Veien ved Assistence-kirkegaarden.

Da anmelderen i mandags den 19. om formiddagen klokken halv elleve kørte fra Jagtvejen ad Nørrebro, fandtes denne ved Assistenskirkegården besat af kareter hvis kuske ventede på et ligfølge og for god bekvemmeligheds skyld holdt i to rækker, således at de optog stenbroens hele bredde. På anmodning om at gøre plads, svarede en af de bageste tølpere idet han målte bukkens længde med en del af sin egen, at der jo var plads nok på begge sider og rørte sig så lidt som nogen af de andre. Idet han stolede på sin egen som på hestens dygtighed kørte altså anmelderens kusk ud i moradset - der gik vognen til hjulnavene - og slap efter temmelig nær at være væltet lykkeligt igennem, med den ærgrelse at se det gode endnu meget unge dyr anspænde alle kræfter for at slæbe vognen op af æltet.

På grund af det og da vejen jo er for alle, tager anmelderen sig den frihed at bede de ansvarlige også udenfor staden at indføre den sædvanlige orden ved vognes opstilling då at stenbroen ikke må spærres der for jordvejen ikke kan passeres uden fare.

(Politivennen nr. 748, Løverdagen den 1ste Mai 1830, s. 284-285)

Jagtvej 53. Tæt på nuværende Nørrebros Runddel (Søllerødgade/ Julius Blomsgade. Tegning, formentlig fra omkring år 1900, men Stadsarkivets kort antyder at ejendommen lå der også i 1856. Fra Grandjean: Stamtavler over to kjøbenhavnske familier Jæger og Knudsen, 1913.

Det haarde Leie.

I den stærke storm natten mellem den 3. og 4. april dette år er et fartøj totalt forlist i nærheden af Vordingborg. Dette uheld skal om formiddagen være opdaget af nogle personer som skønt der mellem det opskyllede vrag og gods fandtes 2 mennesker, først om eftermiddagen kl. 1 (muligvis af gyldige grunde) anmeldte samme for øvrigheden. Hvilken derpå med dens velkendte skyndsomhed satte sig i bevægelse og med største iver søgte at bjerge det ilanddrevne brænde. De 2 fundne mennesker lod man derimod ligge urørt i grus og snavs ved stranden indtil om eftermiddagen kl. 6 da de efter al sandsynlighed var døde,. Men så blev disse omhyggeligt lagt på en vogn, kørt til byen og slænget ind i et sprøjtehus hvor indsenderen dagen efter så dem ligge i samme tilstand i hvilken de blev fundet ved havet. Dog med undtagelse af en guldring som var taget af kaptajnens finger, formodentlig for at rotterne i sprøjtehuset ikke skulle bide den af.

Det nævnte sprøjtehus er særdeles ubekvemt til sådanne, muligvis skindødes redning. For for det første ligger de blot indenfor døren på den bare jord med hovedet så nær ved tærsklen at de gennem åbningen derved og fra den udfaldne væg kan få frisk luft. For det andet ligger benene betydeligt højere end hovedet. Vandet har altså frit løb. Og for det tredje er lejet så hårdt at man absolut må være virkelig død hvis man skal ligge der længe.

At disse ulykkelige mennesker efter at have lidt mere end alle byfogeder og forstrandsejere, ikke er meddelt et bedre lokale til ligstue, synes at være et barbarisk handlet in specie da det ilanddrevne brænde og vrag er mere end tilstrækkeligt til at afholde bjergeløn, begravelse og embedsmandens sportler.

Når altså dette er tilfældet, hvorfor sørger da ikke stedets øvrighed for at disse efter alle mulig kendetegn agtværdige mænd nyder den samme gode medfart som de ville have vederfaret dersom de i deres hjem havde forladt jordelivet? Hvis byen (fx) med alle dens øvrige uheld og dårlige tilstand i den tid de døde mennesker hvis antal nu er steget til 3, ligger på sprøjtehusets bare jord var blevet hjemsøgt af ildebrand, ville man have handlet særdeles skånsomt hvis ligene var blevet slænget ud i rendestenen, da man i modsat fald for at komme til sprøjterne måtte have trådt disse aldeles til - intet.

Indsenderen kan heller ikke lade ubemærket at da den arme by Vordingborg har så mange, ja! flere små vognmænd end der kan leve, synes det ham at disse burde have været forundt den fortjeneste som hr. proprietær Hastrup får ved bjergningen af brændet og vraget. Dels fordi det er på byens grund tabet er sket, dels på grund af at byens indbyggere kunne trænge til alle de indtægter det er muligt at forskaffe disse. Og endelig fordi at Vordingborgs vognmænd efter alle rimelige slutninger havde gjort dette billigere end hr. Hastrup, og altså i følge anordningernes bud burde foretrækkes.

Efter rygtet skal den afsjælede skipper hedde P. Marcher fra Christianshavn og havde indtaget brænde ved Karrebæk.

J. Rasmussen, cand. juris.

(Politivennen nr. 746, Løverdagen den 17de April 1830, s. 245-248)

"I den stærke storm natten mellem den 3. og 4. april dette år er et fartøj totalt forlist i nærheden af Vordingborg." (J. P. Møller: Kysten ved Vordingborg med Gåsetårnet en tidlig morgen, 1848. Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1829 og 1830 optræder en skibsfører Chr. Marcher, Hummergade 239. Men fra 1831 optræder han ikke længere. Hummergade lå ikke på Christianshavn, så om det bare er et hændeligt sammentræf, kan ikke verificeres.

Bøn om en ny Brolægning i Kronprindsessegaden.

Den i året 1803 så meget smukt anlagt ny gade Kronprinsessegade har i senere år højligt trængt til en bedre brolægning. Da den nu er så forfalden at det er en Farimagsgade, så må med rimelighed undres over at ikke samtlige beboere i nævnte gade ansøger de ansvarlige autoriteter om at den måtte blive behørigt omlagt, samt at udløbsrenderne fra gårde og huse måtte forsynes med så dybt i jorden nedgående sten at disse ikke om vinteren igen nedsank, hvilket nu i flere år har været tilfældet så at sjældent fortovet er i nogenlunde orden, men endog farlig at passere på mørke aftener så at enhver som er bekendt i gaden, holder sig fra husene og til den modsatte side ved Kongens Have. At brolægningen i samme gade er dårlig overalt, derom kan enhver overbevise sig, og det er ikke at undre sig over da den for 26 år siden blev anlagt på havejord og siden den tid ikke har undergået nogen omlægning, men kun fået lidt forbedring ved rendestenene og udløbsrenderne, hvilket er et årligt spildt arbejde så længe som udløbsrenderne og kisterne ikke bliver sat med behørigt dybtgående sten der befæstes med jernstænger. Også var det at ønske om denne så højlig trængende brolægning måtte finde sted at den da ikke blev foretaget efter licitaion eller akkord, men af duelige arbejdere med dagløn og under behørig tilsyn.

(Politivennen nr. 745, Løverdagen den 10de April 1830, s. 232-233)

Spørgsmaale, der ønskes besvarede igjennem dette Blad.

1. Er det passende at en ung underlærer der for nyligt er ansat ved en offentlig stiftelse, tillader sig at tiltale de voksne studerende der frekventerer stiftelsen, med det andet personlige pronomen, nemlig "Du?"
2. Synes det ikke i høj grad upassende hvis en sådan underlærer endvidere tillod sig at give en voksen studerende en såkaldt "lussing" (ørefigen)?
3. Kunne man rimeligvis kræve at den voksne studerende roligt skal tåle en sådan adfærd og kan det ikke let undskyldes, hvis han på stående fod udøvede jus talionis (gengældelsesretten)?
4. Turde det ikke anses for mest passende at det ene og alene overlades til stiftelsens forstander at diktere enhver korporlig straf hvis de voksne studerende da absolut skal prygles?
5. Har en kandidat med dansk-kirurgisk eksamen noget overordentligt fortrin for en kandidat med veterinæreksamen, og 
6. Burde en dansk-kirurgisk kandidat hvis han tilfældigvis blev kaldt til lærer ved en stiftelse for voksne, til dels dannede studerende, ikke allermindst gøre sig skyldig i et forhold som det omspurgte?

(Politivennen nr. 745, Løverdagen den 10de April 1830, s. 230-232)