Opfordring til de Dannemænd, som have bevirket den veldædige Bespiisnings-Anstalt, samt til andre Medborgere.

Ingen der har lejlighed og vilje til at gøre sig bekendt med den trang som de sidste hårde vintre og ugunstige somre har bevirket og den husarmod som hersker rundt omkring os, kan være ubekendt med det gode der er bevirket, eller med de ta[xxx] der er standsede ved den offentlige bespisning som en del hædersmænd har foranstalte, og veldædige borgere så villigt understøttet. Men efter indsenderens mening kunne denne menneskekærlige indretning når den som man tør håbe, fortsættes, blive endnu mere heldbringende, hvis:

1) agtværdige, hæderlige embedsmænd og borgere selv lod sig bespise derfra, og deres navne offentliggøre.

2) hvis den metode som følges, blev bekendtgjort ved trykken, og med beregninger fremsat eksempelvis til anvendelse i husholdninger af et vist antal personer.

Hvad det første angår, da er det indsenderen bekendt at mange familier har benyttet denne indretning, og mod den bestemte betaling derfra ladet sig bespise. Mange har ønsket at gøre det samme, men undseelse, embeds- eller andre forhold har holdt dem tilbage, mens de ofte omgivet af flere børn, har levet i kummer og elendighed.

Hovedformålet for denne veldædige indretning var at hjælpe husarme. Men så længe den trængende er nødsaget til eller tror det pligt mod sig selv ikke at lade det blive bekendt at han benytter bespisningsanstalten, kunne de ædle mænds bestræbelser ikke ganske fyldestgøre øjemedet.

Det er derfor nødvendigt at sådan undseelse undertrykkes, og dette ville ufejlbarligt ske på den foreslåede måde. Eksemplet må virke her som i så mange andre tilfælde. Indsenderen mener at når nogle af komiteens medlemmer velvilligt ville påtage sig at modtage anmodninger om bespisning og disse ikke kom til andres kundskab, da ville der ufejlbarligt snart gives flere fordomsfrie mænd og koner som ville melde sig. Og når de anmodende anførtes, uden navngivelse eller anden forklaring, hvorved de personligt kunne kendes, men fx blot: nr. 1 justitsråd og kontorchef: 2 portioner, 2) bødker: 6 portioner, 3) guldsmed: 4 portioner osv. på en liste som hos vedkommende komiteens medlemmer var til eftersyn, eller vel endog gennem aviserne efterhånden offentliggjordes, da ville den undseelse snart hæves. For hvorfor skulle membedsmand eller borger undse sig for at følge embedsbrødres og medborgeres eksempel?

Hvad det andet forslag angår, da gør indsenderen sig håb om at dettes opfyldelse ikke vil være mindre heldbringende. Mange familier kunne nemlig både ønske og behøve at indføre en sparsommere husholdning. Men ofte er familierne så store at det af denne grund bliver for brydefuldt at benytte bespisningsindretningen, ofte lægger andre forhold hindringer i vejen herfor. Derimod vel endog tyendet ikke kunne lægge mærke til den egentlige årsag, når den forstandige husmoder gør en eller anden forardring i sin madlavning. Men skal enhver indstudere regler, bliver følgen i dette som i andre tilfælde, hvor man intet eksempel ahr for sig: den findes først sent. Måake af nogle - aldrig. At komiteens metode er anvendelig i en hver husholdning, kan indsenderen så meget mindre betvivle, selv der hvor man ønsker lidt kraftigere spise, da han ikke skønner rettere end at enhver efter behag må kunne tilsætte et eller flere lod kød, urter osv. uden at reglen for madens kogning og øvrige tillavning fraviges.

At husholdninger ikke kan have bespisningen til samme pris som komiteen, forudser indsenderen, men at forskellen ikke ville blive stor, er han lige så overbevist om som han trygt tør antage at når det skadelige forprang med kreaturer blev fjernet, og de herimod givne anordninger med kraft og strenghed overholdt, ville de unaturlige priser på kreaturer som nu alene beriger og bevirkes af vindesyge prangere (blandt hvilke endog findes halvvoksne drenge), snart nedstemmes, og kødpriserne i forhold dertil.

Måtte indsenderen forslag måde de kristeligt sindede mænds velvilje, ved hvis menneskekærlighed allerede så mange er bespiste, da ville vist nok endnu en mængde familier reddes fra undergang. Og den besparelse som herved frembringes i de væsentlige husholdningsudgifter ville visseligt ikke heller blive uden gavnlige følger i andre huslige udgifter. Og man ville da sande den ufravigelige lov: det er kun ved sparsomhed og flid man kan bestå, særdeles under den nu almindelige næringsløshed.

(Politivennen nr. 761, Løverdagen den 31te Julii 1830, s. 477-482)

Bort med det Ildelugtende, om Du end skal drage det paa Din Nakke.

I gården på Kongens Nytorv nr. 210 har man fundet det for godt at lade omtrent i 6 til 7 uger henligge i gården en bunke gødning som vedkommende efter at den i så lang tid har hvilet der og er gået i forrådnelse, nu endnu ydermere igen på nye daglig begynder at opdynge højere og højere, så at det vel snart er at formode at denne gødning ganske vil tildække et helt fag vinduer i stueetagen, og derpå avandere op til første sals etages vinduer, for desto bedre ikke alene at kunne uddunste til de tilstødende naboers gårdsrum, og der give de sig indfindende en ægte pris tobak, men endog dunste ind i deres værelser. 

Anmelderen anser dette svineri ikke alene at udspringe af en mageløs ligegyldighed, man tror endog at bekostningens besparelse ved ikke-bortkørslen af gødningen har fremkaldt en komplet dumdristighed hos vedkommende i denne henseende. For disse således længe opbevarede ingredienser afgiver der en så afskyelig stank, at de der har værelser som støder ud til nævnte gårdsplads, må væmmes ved at betræde disse, og tør under ingen omstændighed åbne noget vindue. Den knibe hvori man således er bragt af hr. hesteholderen på nævnte sted, kniber igen beboerne heromkring, til ved probate midler atter at knibe hesteholderen til enten selv at påtage sig en tjeners skikkelse og bære m**** væk, eller også ved lejede svende at besørge dette bortskaffet og det lidt rapt og gesvindt, da han ellers kunne til (måske mod sin vilje) at dræbe med denne stank mange mennesker i meget kort kort.

(Politivennen nr. 760, Løverdagen den 24de Julii 1830, s. 474-475)

Redacteurens Anmærkning.

Naboen sørgede for at møddingen blev fjernet, ifølge Politivennen nr. 761, 31. julii 1830, s. 489-490

Slet Opførsel.

Da en vis hr. Sp- T********* oftere og især in specie morgenen den 15. i denne måned har tilsidesat den agtelse som skyldes en uskyldig ung pige der i families sted står i udsalgsbutik, hvorved han som gift mand så meget mere nedværdiger sig under sin agtede charge: så advares nævnte herre om i fremtiden at afholde sig fra sådan usømmelig adfærd hvis han ikke vil se sit navn offentligt nævnt.

(Politivennen nr. 760, Løverdagen den 24de Julii 1830, s. 468-469)

Raad mod uvelkomne Hahaer til Udsigt eller Indsigt.

Lovbudet: Skaf din næste fred! gjorde med et slag ende på alle de stridigheder om hegn og indfredning som efter de ældre lovbestemmelser så ofte opstod mellem naboer. Af Politivennens nr. 758 ses imidlertid at de såkaldte hahaer, udskåret i lyststedet Svanholms udmærket skønne tjørnehæk langs Gl. Kongevej er et værk af ondskab eller kådhed som udøvet under nattens skjul uden ejerens vidende eller vilje synes at kunne belægges med navn af hærværksgerning, og i casuistens øje må betragtes som en værre forbrydelse end de loven belægger med den højeste straf, da disse som oftest er fostre af egennytte eller utæmmede lidenskaber, mens denne niddingsdåd alene udspringer af grænseløs ringeagt mod lovene og medborgernes ejendomsret. 

Det må anses at være af vigtighed at den fule gerningsmand eller rettere den fjernere end fulere og foragteligere gerningsvolder, hvis håndlanger rimeligvis kun har arbejdet efter anvisning og aftale opdages, fremstilles for dagens lys og afstraffes. Det må især være yderst vigtigt for ejerne af lyststeder og andre ejendomme omkring København der ofte med megen bekostning skaffer sig lignende hegn. Det må være allervigtigst for den på hvem ifølge naboskab eller andre omstændigheder mistanken nærmest må falde.

For at denne ønskelige opdagelse måtte ske, foreslås derfor at ejerne af landsteder omkring København og især de der bor nærmest lyststedet Svanholm, vil sammenskyde en ikke ubetydelig sum der må udloves til den som kan give nogen oplysning som leder til gerningsmandens opdagelse. Ingen der har nogen agtelse for andres rettigheder, vil vel undslå sig for at bidrage til det.

Som et råd mod anbringelsen af omtalte hahaer i anden mands hæk for derved at skaffe sig udsigt eller indsigt til hans ejendom forslås dernæst: Anbringelsen af nogle løseligt sammenslåede brædder indenfor sådanne åbninger. Og blev sådanne sådanne skærmbrædder påmalet et HA-HA, da ville de foruden at tilintetgøre gerningsmandens øjemed, også tjene til at gøre enhver vejfarende opmærksom på årsagen til en sådan påfaldende afbrydelse af en ellers skøn og sammenhængende tjørnehæk, og den snorrige sammensætning af levende, skønt hegn og livløst, stygt plankeværk.

(Politivennen nr. 760, Løverdagen den 24de Julii 1830, s. 469-471)

"De såkaldte hahaer, udskåret i lyststedet Svanholms udmærket skønne tjørnehæk langs Gl. Kongevej er et værk af ondskab eller kådhed." (F. Sødring: Marielyst på Frederiksberg, Ole Winstrups hus, 1828. Området omkring Svanholm har formentlig lignet dette. Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

Svanholms Have lå ved Gammel Kongevej. Under Københavns Bombardement havde englænderne et batteri her.

En farlig uskik som ønskes afskaffet.

Indsenderen hvis levevej medfører at komme omkring i mange huse her i staden, tillader sig at gøre høje ansvarlige (enten politiet eller brandvæsnet) opmærksom på en højst farlig uskik. Det er nemlig på denne årstid meget gængse at lade damehatte svovles, hvilket dagligt kan erfares af Adresseavisen. Hos de fleste som driver denne næringsgren, sker det som oftest på små loftskamre der desuden er propfulde af baller, bøtter og tørvesmuld og flere let fængelige sager, ved at hensætte en kasse med en ildpotte og svovl i, og heri hattene som er af strå. Hvorpå det hele forlades og ved lejlighed går man da op igen for at tage hattene ud. Potten bliver stående. 

Mere behøves vist ikke at blive sagt for at kunne indse den store fare som sådan håndtering udsætter staden for. Kun tilføjes at flere familier som bor i disse svovlehuse, har beklaget sig for indsenderen over at dette svovleri udover den bestandige angst de lever i, også medfører en dræbende stank i deres og de andre husbeboeres loftslokale. Man må derfor højligt ønske disse svovlere under straf blev pålagt at drive denne håndtering i gården hvor faren for derved opkommende ildsvåde er mindre, og hvor stanken snart trækker bort.

(Politivennen nr. 759, Løverdagen den 17de Julii 1830, s. 459-460)

Redacteurens Anmærkning.

Hattelivet beskrives ganske malende i denne annonce fra Flyveposten, 9. marts 1850:

R. Løvgreen

Silkehattefabrikant

Adelgade 236 (mellem Dr. Tværgade og Prindsensgade), anbefaler sig med smukke Hatte fra 10 Mk. til højere Priser, alt paa Filt; gamle Hatte modtages tl Reparation, nemlig: en Hat presses og paasættes en smuk og varig Glands for 12 Sk; Hatte presses og kantes for 24 Sk; Hatte som ere gennemtrukne af Sved og Haarpomade afkoges saa de blive som nye for 4 Mk. For Arbeidets propre Behandling indestaaes. Gamle Silkehatte kjøbes og tages tilbytte.