22 juli 2016

Om Justits-Inspectionen.

Det er bekendt at der nu gennem flere år årligt er rejst højt betroede embedsmænd som har inspiceret embedsmændenes forretningsførelse i provinsbyerne. Og de velgørende følger af det kan spores på mange måder, idet den duelige og fortjenstfulde embedsmand er blevet bekendt. Den mindre aktive er på en mild og broderlig måde blevet advaret og vist til rette, samt den dovne og uredelige er berøvet midlerne til at skade. Men så vidt indsenderen er bekendt har denne inspektion været indskrænket til de ordinære justitsembedsmænd (politimestre, dommere, skrivere, skifteforvaltere), men har hverken været udstrakt til andre ordinære embedsmænd, til ekstraordinære skifteforvaltere (kommissærer, executores testamneti og andre) til godsbesiddernes skiftejurisdiktioner, fattigvæsnet eller lignende.

Den som kikker fordomsfrit på sagen og abstraherer fra den formentlige sørgelige anledning til denne inspektion (rimeligvis de Gud ske lov forbigangne mange kassedefekter og andre uordner) kan ikke andet end hjerteligt takke høje vedkommende for den. For hvilke er ikke dens frugter: Orden i embedsførelse, regeringens nøjere kendskab til den driftige embedsmand grundet
på faktiske beviser, den vildfarendes broderlige belæring, men også forbedring af kårene for den virksomme embedsmands og familiefader og meget mere som værdigt befæster vores landsfaders lovforbedring.

Kongen vil og må, tro mod sit høje kald, sin ædle tænkemåde og sit sande faderhjerte, så vidt muligt, kende alle sine børn i den store familie (undersåtterne). For kun da kan han belønne, afhjælpe trang eller faderligt irettesætte.


Men det forekommer indsenderen at så længe ikke alle underordnede embedsmænd, inklusive amtsforvaltere, kongelige godsforvaltere, forst- og jagtbetjente, toldofficerer, militæretaternes civilembedsmænd, kort sagt enhver sådan embedsmand, i og udenfor hovedstaden som har offentlig autoriseret embedsfunktion på lige måde inspiceres, er den undersøgelse hverken fuldstændig eller embedsmændenes kår ens.


Det må som allerede bemærket, ikke alene være vigtigt for regeringen at have rigtig, på faktiske beviser grundet oplysning om embedsmændenes duelighed og retskaffenhed. Men for embedsmændene selv må det være af vigtighed i gerningen at vise sine fortjenester, at have adgang til umiddelbart at oplyse manglerne i en eller anden påbudt administrationsorden, at vise misforholdet i den enkeltes embedsbyrder og lønning mod andre embedsmænd, osv.


Den afdøde som tillidsfuldt har betroet sin sidste viljes fuldbyrdelse til eksekutorer, eller som har legeret kapitaler til fattigvæsenet, kirker, skoler, kommuner såvel som bonden og borgeren der betaler skatter skatter, told, konsumption osv. bør jo ydes den samme betryggende kontrol som de mænd der har sager for retterne eller hvis boer behandles af den ordinære skifteret, osv. At sådan udvidet inspektion medfører nogle få udgifter, bør naturligvis ikke komme i betragtning hvor der er spørgsmål om at forbedre embedsførelsen og yderligere at betrygge almenvel.


(Politivennen nr. 773, Løverdagen den 23de October 1830, s. 671-674)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er enestående for en Politivennen-artikel idet den nævner at der findes uduelige embedsmænd. Sagsbehandling under enevælden var uhyre kompliceret og skulle gennem et væld af forskellige kontorer hvilket gav en langsommelig behandling. Indtil de nåede kongen selv. Men andre toner begyndte at lyde rundt om i Europa: I Frankrig var der revolution i juli 1830. Soldaterne var gået over på oprørernes side og kongen måtte flygte ud af landet. Efterfølgende var der enkelt oprør andre steder i Europa.

21 juli 2016

Hold paa Tallerkenen.

Et råd til gæsterne hos spisemester Bang i Lille Kongensgade.

Det er hændt undertegnede 2 gange og sidste gang for nogle dage siden at følgende underlige opførsel er vist mod mig hos nævnte Bang. Efter at jeg havde fået den ret jeg forlangte, har  tjenestepigen den ene og madammen selv den anden gang snuppet tallerkenen før jeg havde fortæret portionen. Førte gang troede jeg at det var sket ved en fejltagelse eller fordi manden havde mangel på tallerkner. Men da det skete anden gang, beklagede jeg mig over det til spisemesteren der vel gjorde mig en del komplimenter på sin vis, men hvormed jeg ikke var nær så godt tjent som jeg havde været ved at beholde mit kun halvt fortærede gåselår der var snuppet fra mig. 


Da Bangs spisekvarter ikke er af de fornemste her i byen, kan jeg ikke tro at denne opførsel er vist mig fordi jeg har indfundet mig der i min anstændige skipperdragt der dog vel er lige så hæderlig som en liberikjole. Dog ved jeg at samme tallerkensnupperi er sket en anden skipper som er bosat her i byen hos nævnte Bang. Det er som jeg har hørt et ikke ganske afgjort spørgsmål hvorvidt en offentlige spisevært er berettiget til at nægte nogen som indfinder sig hos ham, spise. Men afgjort er det at har jeg fået min portion, er den min ejendom. Og må ikke snuppes fra mig før jeg har fortæret den.

Jeg gentager derfor mit råd til Bangs gæster:


Hold på din tallerken som smeden på sin tang.
Hvis du vil spise det du har forlangt hos Bang


P. Olsen
Skipper fra Præstø


(Politivennen nr. 772, Løverdagen den 16de October 1830, s. 666-668)


Lile Kongensgade mellem Holmensgade og Nikolaj Plads. (Kreditering: Københavns Museum, Niels Ludvig Mariboes billedsamling, 60-80 år efter Politivennens artikel. Fotoet er taget nogenlunde fra Lille Kongensgade 25 - som altså ikke kan se på fotoet)

Redacteurens Anmærkning

Ifølge Krak 1830 må der være tale om Niels Bang, værtshusholder, Lille Kongensgade 85. Som i 1859 skiftede nummer til Lille Kongensgade 25. Stedet eksisterer ikke længere.

Bøn til Vognmanden i Strandstrædet.

I Strandstræde holder ofte en række af vogne der især på regnfulde dage på grund af den brede rendesten og det smalle fortov gør passagen endog for gående vanskelig.

Da denne er en af stadens mest befærdede gader, så kunne man ikke undlade at anmode ejeren af nævnte vogne om at vælge en anden plads for sit befordringstøj (fx pladsen ved sandkisten), da han derved sikkert vil gøre sig mange, selv blandt det smukke køn, forbundet.

(Politivennen nr. 772, Løverdagen den 16de October 1830, s. 664)

Veien over Vesterfælled og Enghaven.

Der er i flere år ført klager over denne vejs dårlige tilstand. Men det har intet frugtet. Den er især på den anden side af pesthuset aldeles ufremkommelig for vogne og avlsredskaber, og bliver den ikke uopholdeligt istandsat, ville de fleste forpagtere af fælleden hverken kunne udføre deres gødningsmidler, pløje eller få vintersæd, hvorledes det end vil gå med vårsæden.

Grunden til den stedbarnlige behandling af den vej er ikke let at indse. For vel siger rygtet at valbyerne skulle vedligeholde samme. At stadens og amtets øvrigheder er uenige om hvem vedligeholdelsen påligge osv. Men - hvad vedkommer det forpagterne? Må de ikke enten i penge eller med arbejde bidrage til vejenes vedligeholdelse i almindelighed? Og vil staden tage det for god betaling når afgiften skal betales, at vejen har været ufremkommelig? Når privatmænd har strid med hinanden, da kan de i alt fald gennem domstole få afgjort hvem der har ret. Men - er det retfærdigt at fordi forpagterne ikke kan udpege nogen privatmand de kan holde sig til, at deres ret derfor skal være mere indskrænket? Er det retfærdigt mod samtlige stadens indbyggere at måske netop den ufremkommelige vej er skyld i at forpagtningsafgiften af Vester Fælled er så ringe mod de andre stadens jorder? Hvem skal give borgerne erstatning for det mere som de på grund af det må betale i forhøjet nærings- eller andre skatter til stadens fornødenheder? -

Det er en ufravigelig regel at enhver skal have forsvarlig vej til sine jorder, og hvorfor skulle da københavnerne som både i konsumtionsafgifter og på andre måder er langt højere beskattede end provinsboerne ikke nyde samme gode?

At der kan opstå strid om vedligeholdelsespligten af en vej så godt som om så meget andet, er naturligt, men unaturligt er det at dersom strid virkelig finder sted, de samme midler da ikke anvendes som private kan anvende mod hinanden. De nemlig at syn optages over vejen og denne derefter istandsættes og vedkommende (staden eller amtet) siden sagsøges til at betale omkostningerne.

Man gentager derfor den bøn at høje ansvarlige ville uden ophold tage sig af vejen i det mindste med en tålelig reparation om bekostningen end forskudsvis skulle udredes af vejkommissionen. For en ende bør dette flerårige uvæsen dog vel have.

(Politivennen nr. 772, Løverdagen den 16de October 1830, s. 661-663)

Redacteurens Anmærkning.

Klagen førte ikke til noget, hvilket fremgik af en artikel i Politivennen nr. 803, 21. maj 1831, s. 357-362.

Erklæring fra Baadsmanden ved Toldbodbommen.

I Politivennen nr. 770 for lørdag den 2. oktober har en anonym ladet indrykke med overskriften "Grov opførsel på dansk." Ved at gennemlæse dette erfarede jeg at deri findes noget anført om mig, og det er altså min pligt at besvare det, eftersom det passerede netop er foregået den dag da jeg havde post ved bommen. Jeg erindrer meget vel at en skipper efter at have forevist mig sin toldseddel, atter indfandt sig hos mig og besværede sig over en af bomfolkene som (på sine kammerater vegne) havde afkrævet ham en dusør eller drikkepenge for at have hjulpet til at hale hans fartøj ud af bommen, hvilket skipperen som rigtigt var, nægtede at betale da ingen på bommen har noget at kræve. Hvilket jeg såvel som min kollega strengt har pålagt det underordnede mandskab at holde sig efterretteligt. Jeg gav straks den anklagede en irettesættelse, og pålagde ham for fremtiden at afholde sig fra en adfærd som denne. - Hermed troede jeg at det passerede var glemt, indtil jeg i ovennævnte Politivennen med forundring så indrykket denne anke.

I øvrigt anmodes enhver vedkommende når nogen fornærmelse af bomfolkene mod nogen skulle finde sted, da øjeblikkelig at anklage dem til mig eller min kollega, for at den skyldige straks kan blive draget til ansvar da det er umuligt for os at iagttage hvad der sker på den ene ende af broen mens vi er ved den anden.

L. Olsen.
Overkanoner i sø-eaten og tjenstgørende bådsmand ved toldbodbommen.

(Politivennen nr. 771, Løverdagen den 9de October 1830, s. 643-645)