En Redningshistorie.

Den 26. juli dette år om aftenen kl. 9.30 kom jeg ombord i Kieler-paketten Sabine der lå ved ny toldbod. Da jeg var i begreb med at gå til køjs, hørte jeg noget dumpe i vandet, og et menneske at skrige. Jeg løb da straks op på dækket, hvor jeg erfarede at skriget kom foran for skibet hvorfor jeg begav mig derhen for om muligt at række mennesket hånden. Men han var kommet alt for langt fra bolværket til at jeg kunne nu ham. I dette øjeblik fandt jeg intet som kunne rækkes ham til hans frelse hvorfor jeg råbte til en af skibets folk som ved skriget havde forladt køjen og var kommet op på dækket at han skulle hjælpe mig at fire jollen som hængte under hækken, ned i vandet. Dette skete øjeblikkelig, men da jeg kom i jollen var der hverken året eller bådshage, hvorfor jeg måtte lade mig begge dele tillanges fra dækket, og nu halede jeg forud med jollen, men mennesket var forsvundet.

Imidlertid havde på landet samlet sig en del mennesker som på mit spørgsmål "om de ikke havde set hvor det menneske som lå i vandet, var blevet af?" gav mig til svar: "at han var sunket." Jeg stak da til bunds med bådshagen, men da denne var for kort, bad jeg om en anden som også blev mig tillanget fra bolværket. Med denne søgte jeg omtrent et minut, og var endelig så heldig at få fat i klæderne. Glad halede jeg det fiskede op fra bunden, og da i samme øjeblik en jolle med 2 mand fra en galease som lå foran paketten, kom til, fik jeg disse til at hjælpe med med at gale den bjergede ind i jollen.

Der var ikke mindste livstegn at mærke hos mennesket,chvorfor jeg straks sendte bud efter en barber, og i dette mellemrum arbejdede jeg med at få den druknede til live igen, hvilket også lykkedes mig ved at lægge ham på mavencover toften i jollen og rulle ham dygtigt hvorpå han efter et halvt minuts forløb begyndte at drage ånde. Fra barberen fik jeg straks derpå ordre til at bringe ham op i toldbodvagten hvilket uden ringeste forsømmelse blev efterkommet. Efter at jeg ombord havde taget et par benklæder på og kastet en pjækkert om mig, gik jeg efter de bærende op i toldbodvagten, og da jeg der til min store glæde så at manden kunne reddes fra døden, begav jeg mig ombord for at gå til ro.

Men omtrent 5 minutter efter at jeg var kommet i køjen, bankedes på kahytsdøren, og man lod mig vide at den vagthavende løjtnant i toldbodvagten ville tale med mig. Jeg iførte mig mine klæder og gik igen op i vagten hvor løjtnanten spurgte mig om det var mig der havde reddet manden, og om jeg ikke attråede nogen belønning, hvortil jeg svarede: "at hvis jeg havde fortjent nogen belønning, ville jeg ikke forsmå den." Jeg erfarede tillige at den jeg havde reddet, var en skipper ved navn Rasmus Christopher Hermansen der førte en jagt og hørte hjemme i Marstal. Løjtnanten bad mig at komme igen næste dag, hvilket jeg da også efterkom, og da jeg havde opgivet de fornødne vidners navne, skrev vagtskriveren for mig en ansøgning som jeg fik en ven til at besørge på behørige steder. For jeg havde ikke selv tid til det da vi med skibet lå for udgående.

Efter at have gjort en rejse til Kiel og tilbage, blev jeg tillige med Zacharias Johansen som vidne tilsagt af 2 politibetjente at møde næste dag på politikammeret. Vi mødte begge og aflade forklaring om det passerede, men siden gjorde jeg 3 rejser uden at høre videre om denne sag. Endelig blev jeg den 21. oktober i Adresseavisen indkaldt at møde i Magistratens 2. sekretariat hvor jeg tilspugtes om det var mig der i sommer havde reddet et menneske ved ny toldbod? Jeg bekræftede dette og sagde mandens navn, men fik da til svar a kancelliet ikke havde fundet for godt at tilstå mig nogen belønning da det blev antaget som et menneskes pligt at redde det andet.

Af rygter ha jeg imidlertid erfaret at barberen som var behjælpelig med at få mennesket til live igen, har fået en belønning på 12 rigsbankdaler sølv. Men kunne barberen vel have fortjent 12 skilling når jeg ikke havde trukket mennesket op fra bunden? Og da barberen har nydt så meget, synes mig også at jeg kunne have fortjent en lille belønning. I min enfoldighed har jeg anmodet hr. udgiveren af Politivennen at indrykke dette for om muligt at kunne nytte mig noget.

Christen Møller, styrmand.

(Politivennen nr. 779, Løverdagen den 4de December 1830, s. 783-787) 

Sct. Antonistræde.

Hvorledes helgenes anseelse endnu vedligeholder sig, endog i Danmark, tror jeg at se et tydeligt bevis på i Antonigade. Det er bekendt at den hellige Antonius især plagedes af djævelen med mange kødelige fristelser som han med temmelig held overvandt eller undveg. Formodentlig er dette årsagen hvorfor en mængde stue- og salshetærer og en endnu større mængde gadeværmersker bosætter sig i helgenens stræde for under hans bestyrelse og ved hans bistand at blive bodfærdige magdalener.

Man kunne tro at så nær ved hinanden beliggende etablissementer skulle gøre hverandre skår i næringen når man ikke havde erfaringsbevis for det modsatte i den fordums Ulkegade og - sans comparaison i galanterihandlen på Østergade. Det bliver en merkantilistisk-historisk opgave at udfinde faderen til denne nærmelseside.

(Politivennen nr. 778, Løverdagen den 27de November 1830, s. 780-781) 

Velmeent Advarsel.

Min kone Dorthe Barchow gik den 10. november ind i tømrersvend eller frimester Quists gårdsrum nr. 177 og 178 i Store Fiolstræde for at hente en spand vand der. På turen derhen passerede Quist forbi hende, og gik op i samme stræde forbi gården kaldet Linden i hvilken jeg bor. 

Mens min kone postede en spand vand i hans gård af den vandpost der var der, havde Quist begivet sig hjem og stillet sig i et hjørne inden for døren til husets gårdsrum i hvilken stilling han på grund af det på den tid sædvanlige mørke på et sådant sted ikke kunne ses. Just som min kone gennem denne dør ville gå bort med den fyldte spand, fratog han hende voldsomt spanden for deraf at udtømme vandet, hvorefter han leverede den tilbage til hende og tilføjede hende et slag i ansigtet, som han tildelte hende med en sådan styrke at kinden adskillige dage derefter var blå og opsvulmede. Ligesom den også endnu af og til lider meget af smerter.

Uden at angive nogen årsag til denne opførsel der synes at være stimandsmæssig, sagde han alene: Nu kan hun gå med den.

Selv om jeg antager at han med den brugte metode ville nægte hende adgang til at hente vand fra sin vandpost, en nægtelse som den strenge ejendomsret om just ikke humanitet eller velvillighed vel kan understøtte, så berettigede hans håndhævelse af ejendomsretten ham dog ikke til at udøve voldsomhed mod min kones person, hvilken grove behandling endogså som det synes er sket med den snilde hvormed stimændene udfører deres overfald. For lig disse stillede han han som nævnt ovenfor i et skjult baghold i hjørnet eller krogen ved sin husdør for således at kunne uset udføre sit voldsomme overfald på min kone, på hvis anskrig folk fra huset og naboskabet kom til stede, hvis mulige ydende bistand han ved en hurtig flugt ind i gårdsrummet klogt undgik. 

Ikke tilfredsstillet ved dette hans formentlig lidet hædrende foretagende tillod han sig endvidere et lignende mod mig selv, idet han - da jeg straks efter at min kone havde fortalt mig om det omhandlede lovstridige forhold imod hende, begav mig til ham for med muligste høflighed at spørge om anledningen til det, samt for at kræve fyldestgørelse for det, i sit eget hus gadedør så voldsomt greb mig i mit bryst med begge sine hænder at jeg dersom jeg havde været mindre kraftfuld end jeg lykkeligvis er, uundgåeligt måtte være faldet i rendestenen tæt ved, hvilket nok også var hans hensigt med det. 

Til advarsel for andre som kunne have fornødent at afhjælpe deres trang til fersk vand fra hans vandpost bekendtgøres herved denne hans opførsel mod min kone og mig, hvilken Quist som oven forklaret, i anledning af det vand som min kone havde hentet fra hans vandpost, har tilladt sig mod os. Hensigten med denne offentliggørelse er blot den muligvis at forebygge for andre en lignende modtagelse ved vands afhentning fra hans vandpost.

København den 24. november 1830
M. D. Barchow, snedkermester.


(Politivennen nr. 778, Løverdagen den 27de November 1830, s. 776-778) 

"Hensigten med denne offentliggørelse er blot den muligvis at forebygge for andre en lignende modtagelse ved vands afhentning fra hans vandpost." (Fiolstræde 42 med Rosengården ind til venstre. Eget foto, 2016.) 

Redacteurens Anmærkning

Store Fiolstræde 177 og 178 har en rodet matrikelhistorie, men svarer til nutidens Fiolstræde 40-42/Rosengården 15. Husene er opført i 1828 for tømmersvenden Johannes Quist. I Krak 1830 optræder snedkermester M. D. Barkow, Store Fiolstræde 181, nutidens Fiolstræde 34, altså ganske få huse derfra, nemlig huset efter det røde.

Ønske om en lille Renselse i Antonistrædet.

I løbet af de sidste år er Antonistrædet blevet opfyldt af et dagligt voksende antal skøger. Og deres antal som deres ekcesser synes nu at have nået sin højeste spids. Især er næppe aftenen indtrådt så er al orden her ophørt. Og de beboere som måske ofte i højst nødvendige forretninger nødes til at gå ud af huset, den søn eller datter der vil begive sig til sine forældres bopæl i denne gade kan vente at se sig overøste med forhånelser og skældsord. Ja endog mishandlede af disse væsener. Opløb, skrigen og hvinen forstyrrer beboernes nattero og håndværkeren eller forretningsmanden i denne gade kan ikke længere nyde en ofte højst nødvendig nattesøvn fordi han ro forstyrres af skøger der i Antonistræde synes at have fundet det hidtil savnede fristed. Og dette er dog ikke de eneste heraf flydende skadelige følger for gadens øvrige beboere der tæller så mange agtværdige borgere der har boet der i mange blandt sig.

Mens fem husejere i denne gade drager en uhyre leje af deres værelser uden at bekymre sig om de skade deres egennyttighed forårsager gadens øvrige mere end tredobbelt så store antal husejere, kunne disse nu ikke heller længere bortleje deres værelser, fordi få vil bo i en så berygtet gade som denne. At ejendommene i denne gade i samme grad må tabe i værdi, er en selvfølge. Og næppe kan gadens husejere længe udholde således at have deres lejligheder stående ledige. Og det er da nu kommet så vidt at når grænser ikke sættes for dette uvæsen, da de kun har valg mellem ruin og skændsel.

Hvorvidt at grænser kan sættes for det, ved anmelderen ikke. Men skulle det være sandhed hvad han har hørt at det er disse skabninger forbudt at vælge gaden til deres hverveplads eller sidde for vinduet med lys, håber han ved her at gøre opmærksom på dette så længe dreven uvæsen at se samme hæmmet. I det mindste således at gadens beboere atter kan nyde samme fred og rolighed som vort årvågne politi har sikret stadens øvrige beboere, men som man så længe her har måtte savne.

(Politivennen nr. 778, Løverdagen den 27de November 1830, s. 774-776)

Et Vink til Bestyrelsen af den kongelige Veterinairskole.

Det har vist nok næppe tiltrukket sig den ærede direktions opmærksomhed at de fortove der begrænser den Kongelige Veterinærskoles facade mod Prinsesse- og Sankt Annægade på forskellige steder, især i den førstnævnte gade, har en mængde fordybninger hvori vandet efter en endog kun tålelig regn, forbliver stående, indtil jordbunden bliver modtagelig for den væske der intet andet afløb kan få.

Da grunden derved lider meget betydeligt, har indsenderen troet at kunne måde den ærede bestyrelses ønsker ved at henlede opmærksomheden på denne ikke uvigtige mangel, og han tør forvente at fortovene bliver udbedrede forinden vinteren indtræder.

En anden højst mærkbar mangel er vist nok den at skolens ret smagfulde bygninger ikke er forsynede med tagrender. Men da denne mangel ikke så let vil kunne afhjælpes eftersom dertil ville medgå en ikke ubetydelig sum, så vil det vel næppe turde håbes at en så betydelig udgift skulle kunne afholdes i år da en hovedreparation har koste en del, hvorvel murene på begge sider af portene lider såre betydeligt ved savnet af tagrender, hvilket nok så meget viser sig efter den nu tilendebragte afpudsning.

(Politivennen nr. 777, Løverdagen den 20de November 1830, s. 746-747)