Anmodning til Eieren af den røde Port, paa Hauserpladsen Nr. 204 Litr. G.

Da de 2 pæle som er anbragt udenfor nævnte port står temmelig langt ude på fortovet, er det meget vanskeligt at passere stedet på mørke aftener uden at komme til skade. Man ønskede derfor at disse pæle måtte borttages, eller også at der på pladsen ligefor porten anbragtes en lygtepæl med lygte som soledes kunne belyse fortovet at pælene der er af 20 til 25 centimeters højde, kunne ses af de passerende. Måske var det bedre når ejeren anskaffede et par jernkroge der kunne holde portfløjene når disse åbnedes.

(Politivennen nr. 779, Løverdagen den 4de December 1830, s. 797-798) 

Et fælt syn i Vimmelskaftet.

Onsdag middag så anmelderen i Vimmelskaftet 2 karle bære en kvinde på en almindelig bærebør. Om denne kvinde var drukken eller druknet, gav han sig ikke tid til at undersøge, men han observerede at hendes klæder var våde og at hun lå i en temmelig usømmelig eller upassende stilling. Flere mennesker især kvinder som kom dette optog i møde, måtte vende sig bort fra dette fæle syn. Anmelderen kan derfor ikke undlade at ytre det ønske at når forulykkede eller drukne transporteres gennem byen, disse da må tildækkes med et lagen eller tæppe for ikke at såre ømtfølende mennesker der uheldigvis kommer et sådant optog i møde.

(Politivennen nr. 779, Løverdagen den 4de December 1830, s. 795-796) 

Forslag til Sikkerhed mod Livsfare.

Ved Holmens Bro mod Slotspladsen er bolværket så lavt at flere mennesker er forulykkede ved i mørke at gå ud i kanalen idet de har troet at gå over broen, hvilket sidste er forklaret af enkelte som har været så heldige at få øjeblikkelig hjælp. At denne livkostende fejltagelse også let kan finde sted, vil enhver kunne overbevise sig om ved fra slotspladsen at passere nævnte bro om aftenen, da lygterne på den anden side af kanalen synes at betegne stedet for overgangen, og skibsmasterne i mørke og tåge let kan antages for at være de opstående pæle ved broen. Har man nu storm, stærk regn eller snefog imod sig, og man derfor går ned nedbøjet hoved, vil ulykken meget let være sket.

Stadens høje ansvarshavende har også med sædvanlig omhu for indbyggernes sikkerhed nærmest ved broen ladet et rækværk opsætte lands med det lave bolværk, samt ladet det derværende slæbested indrettes således at nedgangen kan spærres, og dette fortjener virkelig påskønnelse. Men - man tilgiver indsenderen der ved et der på stedet forrige lørdag morgen indtruffet ulykkestilfælde er foranlediget til at fremsætte dette spørgsmål - er der også tilstrækkeligt sørget for at denne spærring altid sker? Sagen er af så stor vigtighed at man burde have den højst mulige vished herfor. Og skulle det in praxi være brugeligt at denne spærring overdrages besætningen på de fartøjer der ligger ved sæbestedet, da synes det dog virkelig som øvrighedens formål - at sikre medborgerne for at miste livet på en meget sørgelig måde, der bliver endnu sørgeligere ved de altid på rede hånd værende rygtesmedes virksomhed, hvorved næsten altid uforskyldt vanærende mistanke kastes på en sådan forulykket - ikke ganske er opnået. For næppe kan man således vente den herved så nødvendige nøjagtighed iagttaget selv om det under det allerstørste ansvar der dog kun lidt vil gavne den døde, var pålagt vedkommende tilsynsmand at våge herover. For ikke at tale om at det daglige tilsyn såvel tidligt som sent ville blive meget byrdefuldt.

Indsenderen holder derfor for pligt at foreslå til højere, modnere overvejelse om det ikke måtte anses hensigtspassende at nævnte slæbested - og måske flere andre - som har et ordentligt forsvarligt lukke med lås, måtte såvel åbnes som lukkes til visse bestemte tider, og at dette måtte ske ved vagtmandskab fra nærmeste - her slotsholms - vagt hvor nøglen kunne opbevares? Sagens vigtighed for enhver medborger medfører at den ringe ulejlighed ved udførelsen af det her foreslåede efter indsenderens mening aldeles ikke bør komme i betragtning.

(Politivennen nr. 779, Løverdagen den 4de December 1830, s. 792-795) 

Mere fra Antonistrædet.

I dette blads nr. 778 er rimeligvis fra nogle af Antonistrædes beboere, ført anke over de uordener og den ulempe det medfører at et antal skøger der på den seneste tid har opslået deres bopæl i denne gade. Allerede var det anmelderens beslutning at klage over dette, for også han har som der i mange år bosat, ofte haft god grund til at klage over de ubehageligheder man som følge heraf hele tiden ser sig udsat for, da han i dette blad så sig forekommet, men uagtet måske enhver videre anke for øjeblikket er unødvendig, tror han det dog, skønt ganske enig med indsenderen af stykket: "Ønske om en lille renselse i Antonistrædet", ikke overflødigt, endnu desangående her at tilføje nogle bemærkninger.

Ikke fem ejere som det i den annonce er anført, har Antonistræde at takke for alle disse onder. For ejeren af hjørnehuset ved Kristen Bernikows Gade har også for ikke længe siden indkvarteret i sit hus en slump af disse fruentimmer, ja næsten flere end nogen anden af sine kolleger, og således tæller da Antonistræde nu seks sådanne offentlige anstalter. Vel har ejeren af dette hus hidtil forskånet gadens øvrige beboere for illumination og røde gardiner, men om han endnu besidder så megen humanitet at han, af agtelse og skånsel mod sine mangeårige medbeboere i denne gade, vil ophøre med en fremgangsmåde som han mindre end måske nogen af gadens øvrige husejere har trang til at anvende og så lidt anstår ham, vil tiden vise.

Ikke alene ser man sig udsat for de i Antonistræde egentlige hjemmehørende skøgers excesser, men også fra Pilestræde såvel som Kristen Bernikows Gade begiver disse væsener sig for det meste til Antonistræde der allerede har mere end nok, og alt for meget i sin egen del. Ikke nok med at disse ligesom de i Antonistræde hjemmehørende, besætter fortovet og uden forskel, enten selv eller ved deres trøjeklædte hjælpere hvorpå det sædvangvis ikke fattes dem, forhåner og støder ethvert forbipasserende fruentimmer i rendestenen, ligesom også ethvert mandfolk der ikke vil føje sig efter deres ønsker. Men disse indvandringer forårsager også da så manges interesse ikke vel lader sig forenes på et sted, nedsættelse i prisen, og dette giver igen anledning til indbyrdes klammerier og slagsmå mellem disse fruentimmer, hvilke ofte indtræffer midt om natten, og i forening med den hvinen og skrigen hvorpå det ved sådanne optrin sjældent mangler, ikke tillader beboerne at nyde nogen nattero. At Antonistræde skal lide så meget af de der hjemmehørende skøger, er allerede hårdt nok, men at andre gaders skulle forøge disse lidelser, synes anmelderen dog at være for hårdt, og såre ønskeligt ville det derfor være, og disse fruentimmer blev tilholdt at forblive i de gader hvor de hører hjemme og fritage Antonistræde for deres besøg.

At forlange af sexumviratet der så grumt har belagt Antonistræde med en så slem indkvartering at det af skånsel imod deres medborgere, skulle ophøre i denne gade med en fremgangsmåde der i så mange henseender medfører så megen ulempe for disse, vil anmelderen ikke engang kræve, da han ikke formoder humanitet nok hos dem til at føje sig efter hans, og sikkert et ønske fra enhver der er bosat i denne gade. Men rimeligvis tror han at kunne kræve af dem at de ved at tilholde de i deres huse værende logerende fruentimmere fred og rolighed, nogenlunde letter de ubehageligheder deres adfærd har bragt over andre, ligesom han for øvrigt forener sin bøn med de ham ubekendte indsendere af de foregående stykker om denne genstand, til høje ansvarlige om i nåde at se ned til det så slemt medtagne Antonistræde.

(Politivennen nr. 779, Løverdagen den 4de December 1830, s. 789-792) 

Foto fra Antonistræde. Meget senere end de beskrevne begivenheder, men husene giver måske, måske ikke et visuelt indtryk af strædets udseende.

En Redningshistorie.

Den 26. juli dette år om aftenen kl. 9.30 kom jeg ombord i Kieler-paketten Sabine der lå ved ny toldbod. Da jeg var i begreb med at gå til køjs, hørte jeg noget dumpe i vandet, og et menneske at skrige. Jeg løb da straks op på dækket, hvor jeg erfarede at skriget kom foran for skibet hvorfor jeg begav mig derhen for om muligt at række mennesket hånden. Men han var kommet alt for langt fra bolværket til at jeg kunne nu ham. I dette øjeblik fandt jeg intet som kunne rækkes ham til hans frelse hvorfor jeg råbte til en af skibets folk som ved skriget havde forladt køjen og var kommet op på dækket at han skulle hjælpe mig at fire jollen som hængte under hækken, ned i vandet. Dette skete øjeblikkelig, men da jeg kom i jollen var der hverken året eller bådshage, hvorfor jeg måtte lade mig begge dele tillanges fra dækket, og nu halede jeg forud med jollen, men mennesket var forsvundet.

Imidlertid havde på landet samlet sig en del mennesker som på mit spørgsmål "om de ikke havde set hvor det menneske som lå i vandet, var blevet af?" gav mig til svar: "at han var sunket." Jeg stak da til bunds med bådshagen, men da denne var for kort, bad jeg om en anden som også blev mig tillanget fra bolværket. Med denne søgte jeg omtrent et minut, og var endelig så heldig at få fat i klæderne. Glad halede jeg det fiskede op fra bunden, og da i samme øjeblik en jolle med 2 mand fra en galease som lå foran paketten, kom til, fik jeg disse til at hjælpe med med at gale den bjergede ind i jollen.

Der var ikke mindste livstegn at mærke hos mennesket,chvorfor jeg straks sendte bud efter en barber, og i dette mellemrum arbejdede jeg med at få den druknede til live igen, hvilket også lykkedes mig ved at lægge ham på mavencover toften i jollen og rulle ham dygtigt hvorpå han efter et halvt minuts forløb begyndte at drage ånde. Fra barberen fik jeg straks derpå ordre til at bringe ham op i toldbodvagten hvilket uden ringeste forsømmelse blev efterkommet. Efter at jeg ombord havde taget et par benklæder på og kastet en pjækkert om mig, gik jeg efter de bærende op i toldbodvagten, og da jeg der til min store glæde så at manden kunne reddes fra døden, begav jeg mig ombord for at gå til ro.

Men omtrent 5 minutter efter at jeg var kommet i køjen, bankedes på kahytsdøren, og man lod mig vide at den vagthavende løjtnant i toldbodvagten ville tale med mig. Jeg iførte mig mine klæder og gik igen op i vagten hvor løjtnanten spurgte mig om det var mig der havde reddet manden, og om jeg ikke attråede nogen belønning, hvortil jeg svarede: "at hvis jeg havde fortjent nogen belønning, ville jeg ikke forsmå den." Jeg erfarede tillige at den jeg havde reddet, var en skipper ved navn Rasmus Christopher Hermansen der førte en jagt og hørte hjemme i Marstal. Løjtnanten bad mig at komme igen næste dag, hvilket jeg da også efterkom, og da jeg havde opgivet de fornødne vidners navne, skrev vagtskriveren for mig en ansøgning som jeg fik en ven til at besørge på behørige steder. For jeg havde ikke selv tid til det da vi med skibet lå for udgående.

Efter at have gjort en rejse til Kiel og tilbage, blev jeg tillige med Zacharias Johansen som vidne tilsagt af 2 politibetjente at møde næste dag på politikammeret. Vi mødte begge og aflade forklaring om det passerede, men siden gjorde jeg 3 rejser uden at høre videre om denne sag. Endelig blev jeg den 21. oktober i Adresseavisen indkaldt at møde i Magistratens 2. sekretariat hvor jeg tilspugtes om det var mig der i sommer havde reddet et menneske ved ny toldbod? Jeg bekræftede dette og sagde mandens navn, men fik da til svar a kancelliet ikke havde fundet for godt at tilstå mig nogen belønning da det blev antaget som et menneskes pligt at redde det andet.

Af rygter ha jeg imidlertid erfaret at barberen som var behjælpelig med at få mennesket til live igen, har fået en belønning på 12 rigsbankdaler sølv. Men kunne barberen vel have fortjent 12 skilling når jeg ikke havde trukket mennesket op fra bunden? Og da barberen har nydt så meget, synes mig også at jeg kunne have fortjent en lille belønning. I min enfoldighed har jeg anmodet hr. udgiveren af Politivennen at indrykke dette for om muligt at kunne nytte mig noget.

Christen Møller, styrmand.

(Politivennen nr. 779, Løverdagen den 4de December 1830, s. 783-787)