Advarsel mod en drabelig Barbeer.

Søndag den 5. i denne måned kom jeg op til barber Ingemann i Store Kongensgade nr. 264 for at få mit skæg raget af. Da jeg trådte ind i stuen, fandt jeg 3 personer som sad der i samme hensigt, og da min tid var meget knap og jeg troede at det ville vare for længe, inden turen kom til mig, ville jeg gå igen. Men en af barberens folk bad mig vente da jeg snart skulle bleve ekspederet. Det varede heller ikke længe før han kom til mig og indsæbede mig. Men næppe var han færdig med det før barberen selv, hr. Ingemann, kom hen til mig, rev servietten fra mig, gav mig et slag i ansigtet og under mange og grove skældsord sparkede mig ud af døren.

Jeg tror derfor at have årsag til at klage over denne barbers grove og uforskammede behandling mod mig som jeg aldeles ikke havde forskyldt, og at fremsætte dette til offentlig advarsel for andre, så at de med forsigtighed betræder denne barberstue, da man må formode at manden efter den opførsel han udviste mod mig vel ikke er rigtig i hovedet.

S. Andresen.

(Politivennen nr. 780, Løverdagen den 11te December 1830, s. 812-813) 

Redacteurens Anmærkning

Artiklen blev besvaret i Politivennen nr. 782, 25. december 1830, s. 836-838

Store Kongensgade 264 blev sammenlagt med 165 i 1845 og skiftede i 1856 nummer til Store Kongensgade 100. Bygningen fra Politivennens tid eksisterer ikke længere. Huset har tidligere været omtalt i Politivennen. Ifølge Krak 1830 var der en barber P. Ingemann på denne adresse. Huset er omtalt i forbindelse med koleraepidemien i 1853, hvor huset blev evakueret. Her findes også en kort beskrivelse af huset på daværende tidspunkt:

Huset No 264 & 265 i Store Kongensgade (kaldet Løven); dette Huus bestaar af Forhuus, tvende Sidehuse, 1 Mellembygning og 1 Bagbygning, hvori der ei boer mindre en 66 Familier, foruden Pakleilighed til Høkeren.

Bøn fra Didrikbadskjærsgang.

Allerede for 2 år siden blev i nærværende blad gjort opmærksom på den uorden med slagsmål, rædselsskrig osv. der dengang herskede i en kælder i Didrik Badskjærs Gang. Ved politiets kraftige bistand standsedes straks denne uorden, og alle beboerne glædede sig over at have fået ro i gaden. For nyligt omtaltes fra Antonistræde den uorden der forårsagedes ved

- "den mængde tøjter, der står på pinde straks når en Josias fløjter" 

og, inden man vidste et ord deraf, var huset nr. 205 i den ulykkelige Didrik Badskjærs Gang aldeles opfyldt med disse skabninger. Man har således udsigter til de samme uordener som for 2 år siden, så meget mere som ejeren ikke bor i huset selv, og altså ingen kan hæmme de uordener der opstår, når de såkaldte glædespiger der egentlig er sorgens døtre, ville løbe durch.

At en mand blot af interesse kan genere en hel gades beboere, er virkelig hårdt. For hvilken honnet kone eller pige vil vove at åbne et vindue eller blot opholde sig i nærheden, når hun risikerer af forbigående at sættes i sammenligning med de ulykkelige faldne af hendes køn. Hvilken fader vil vove at lade sine ærbare, dydige døtre komme til vinduet eller tage frisk luft når de altid har et sådant skuespil for øje. For ikke at tale om den skade andre husejere lider ved ikke at kunne få deres værelser udlejede til anstændige familier. Dog - ejendomsretten gælder, og man vil derfor blot ærbødigst bede Københavns hæderlige og humane politi om at have et vågent øje med Didrik Badskjærs Gang, for at ikke gamle uordener skal fornys, og at i alle tilfælde vægteren i gaden bliver forsynet med en durabel blyantspen til at male de fornødne beter med, for aftenbakkerne begynder allerede slemt at flyve i gaden.

(Politievennen. Nr. 780. Løverdagen den 11te December, 1830. Side 806-808)

En Uskik i en af Byens Hovedkirker.

Den andægtige sindsstemning hvormed det sædelige menneske træder ind i Guds hus for at deltage med sine medkristne i religionens opbyggelsesmidler, er det så vigtigt at vedligeholde. Og når den engang er forsvundet, er den så vanskelig at kalde tilbage at man med rette harmes over selv alt som i kirken forstyrrer den hos sig og andre. Dette er en af årsagerne til hvorfor jeg gennem Politivennen anmelder en uskik som jeg ikke ved hvor længe har fundet sted i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, men som jeg ikke har bemærket i nogen anden kirke. Midt i denne måske hovedstadens skønneste kirke i den brede korsgang er på gulvet fremsat en slags lænestol, vel forsynet med puder for at kunne give et ret sybaritisk sæde, men som ellers har megen lighed i formen med de velkendte såkaldte kommoditetsstole. 

Da jeg for nogle uger siden overværede gudstjenesten, faldt mit øje på denne stol som noget usædvanligt og jeg troede i begyndelsen at der fandt en eller anden kirkehøjtidelighed sted den dag, og at stolen var fremsat for en særdeles vigtig mand som man derved ville vise en udmærket respekt. Men jeg kom snart ud af vildfarelsen. For midt under den højtidelige tavshed hvormed den meget opbyggelige prædiken blev modtaget af tilhørerne, trådte en forklædt person - man sagde at det var undergraveren - meget anstandsfuldt frem for lænestolen, og efter at han betænksomt og roligt havde løftet først det ene og så det andet kjoleskød op over hofterne, nedlod han sig langsomt i det magelige sæde. At den ideforbindelse som dette syn uvilkårligt opvakte, ikke var gunstig for andagten, behøver jeg vel ikke at bemærke. Tydeligt blev adspredelsen og misfornøjelsen var hos den del af menigheden som var scenen nærmest. Da undergraveren formodentlig har sin bestemte stol i kirken, såvel som de øvrige kirkebetjente, gjorde han efter mine tanker bedst i at betjene sig af denne og ikke føre sin huslige magelighed over i Guds hus. For formodentlig er lænestolen hans egen og ikke bekostet til ham af kirken. Man tør vel vente at de ansvarlige hvis pligt det er at våge over sømmelighed ved gudstjenesten, vil besørge denne dårligt placerede stol taget bort fra et sted hvor den næppe er fremsat med tilladelse.

(Politivennen nr. 780, Løverdagen den 11te December 1830, s. 799-801) 

"Midt under den højtidelige tavshed hvormed den meget opbyggelige prædiken blev modtaget af tilhørerne, trådte en forklædt person - man sagde at det var undergraveren - meget gravitetisk frem for lænestolen, og nedlod sig langsomt i det magelige sæde." (Korsgangen, men om det var præcis her melder historien ikke noget om. Frelser Kirke, 2015. Eget foto.)

Anmodning til Eieren af den røde Port, paa Hauserpladsen Nr. 204 Litr. G.

Da de 2 pæle som er anbragt udenfor nævnte port står temmelig langt ude på fortovet, er det meget vanskeligt at passere stedet på mørke aftener uden at komme til skade. Man ønskede derfor at disse pæle måtte borttages, eller også at der på pladsen ligefor porten anbragtes en lygtepæl med lygte som soledes kunne belyse fortovet at pælene der er af 20 til 25 centimeters højde, kunne ses af de passerende. Måske var det bedre når ejeren anskaffede et par jernkroge der kunne holde portfløjene når disse åbnedes.

(Politivennen nr. 779, Løverdagen den 4de December 1830, s. 797-798) 

Et fælt syn i Vimmelskaftet.

Onsdag middag så anmelderen i Vimmelskaftet 2 karle bære en kvinde på en almindelig bærebør. Om denne kvinde var drukken eller druknet, gav han sig ikke tid til at undersøge, men han observerede at hendes klæder var våde og at hun lå i en temmelig usømmelig eller upassende stilling. Flere mennesker især kvinder som kom dette optog i møde, måtte vende sig bort fra dette fæle syn. Anmelderen kan derfor ikke undlade at ytre det ønske at når forulykkede eller drukne transporteres gennem byen, disse da må tildækkes med et lagen eller tæppe for ikke at såre ømtfølende mennesker der uheldigvis kommer et sådant optog i møde.

(Politivennen nr. 779, Løverdagen den 4de December 1830, s. 795-796)