Om dobbelt Næringsbrug.

Ved min ankomst hertil på ny besøgte jeg atter konditor Ottos butik i Vimmelskaftet for der at tilbringe nogle af mine fritimer. Jeg så nu andre ansigter og fandt varerne ikke var de samme, men jeg formodede det første var en følge af at man havde antaget en anden til at bestyre butikken, og det sidste fordi man anså sig at være gæsterne visse nok. For vinduesgardinerne og de fyldte glas i vinduerne var jo som før.

Endelig spurgte jeg om hr. Otto befindende og da erfarede jeg at dette hele var et blændværk. At hr. Otto var flyttet og at der boede en madame Dúrú, men da denne madame allerede er død, så spørger jeg: "hvorledes kan et dødt menneske drive borgerlige næring eller hvordan kan jeg på en gang være borger af de dødes og dette rige?" 

For nogle dage siden kom jeg ind hos en konditor på Kultorvet som hedder som jeg erindrer Helmcke. Nogle dage derefter kom jeg på et andet konditorsted hvor jeg traf en mand af samme navn. Jeg spurgte da om de var brødre, men man fortalte mig at det var mand og kone der var fraskilte, men førte et navn. Jeg er ikke jurist og ikke konditor, spørger altså disse om det kan være os nu om stunder tilladt at drive en og samme næringsgren flere steder, og om det ikke ved en proforma skilsmisse lod sig gøre at drive borgerlig næring på to forskellige steder.

(Politivennen nr. 781, Løverdagen den 18de December 1830, s. 820-821) 

Konditor Helmcke holdt til her, Kultorvet 7. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning.

At Otto var flyttet, fremgik af Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 9. november 1829:

"Conditor F. A. Otto er flyttet fra Vimmelskaftet Nr. 138 til Gammelamagertorv Nr. 4c, skraaes for lille Helliggeist.stræde."

Skribenten huskede konditorens navn rigtigt, som det fremgår af følgende annonce i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 11. december 1829:

"Undertegnede giver sig herved den Frihed at anbefale sig til de ærede Familier, som i hans forrige Bopæl paa store Kjøbmagergade Nr. 48 beærede ham med deres Handel; og er han til forestaaende Julehøitid forsynet med et Udvalg af nyligen arriverede franske Deviser, Hamborger Sukkerdukker, samt Alt, hvad der henhører til at pynte Juletræer. Alle Salgs Confecturer, Brystsukker, Pebermyntekager, Bonbons, med andet Dragant-Arbeid, saavelsom enhver Conditori vedkommende Artikel, sælges til de billigste priser.

N. H. Helmcke
Kultorvet Nr. 88 og 89."

Kultorvet 88 og 89 er nutidens Kultorvet 7. Huset er fra 1810-11 og opført af murermester Peter Morten Quist.

Oprørende Kattejagt paa Østergade.

Søndag formiddag den 12. december varanmelderen i et ærinde i gården nr. 13 på Østergade, og så at en karl der er i tjeneste hos værten i samme gård, med en jernspade slog en kat for panden således at denne tumlede en 10 til 12 gange omkring i gården og endelig i kraftløs tilstand retirerede ned i en kælder. Opbragt ved skuet af denne barbariske scene, bebrejdede han karlen hans grusomme fremfærd, hvortil svaredes: "at det angik ikke anmelderen." Dog man forundrer sig ikke over at en rå eller udannet karl ikke kender sine pligter mod dyrene, når man erfarer at karlens husbond da han blev underrettet om det passerede, ikke alene billigede karlens adfærd, men erklærede endog at han havde givet ham lov til at ihjelslå alt? hvad der kom i gården. Men hensyn til sådan tænkemåde må gårdens beboere prise sig lykkelige ved at leve i et land hvis retfærdige love ikke alene betrygger menneskers liv og ejendom, men endog hævner uskyldige kreaturers mishandling, hvilke så ofte ustraffet finder sted i banditternes hjem. Skulle det være kattens pæne sorte skind denne barbar eftertragtede, kunne man dog med rimelighed ønske at han havde dræbt den på en mindre oprørende måde ligesom som også at husbonden for eftertiden ville give ham en mere indskrænket ordre i så henseende.

(Politivennen nr. 781, Løverdagen den 18de December 1830, s. 818-820) 

Advarsel mod en drabelig Barbeer.

Søndag den 5. i denne måned kom jeg op til barber Ingemann i Store Kongensgade nr. 264 for at få mit skæg raget af. Da jeg trådte ind i stuen, fandt jeg 3 personer som sad der i samme hensigt, og da min tid var meget knap og jeg troede at det ville vare for længe, inden turen kom til mig, ville jeg gå igen. Men en af barberens folk bad mig vente da jeg snart skulle bleve ekspederet. Det varede heller ikke længe før han kom til mig og indsæbede mig. Men næppe var han færdig med det før barberen selv, hr. Ingemann, kom hen til mig, rev servietten fra mig, gav mig et slag i ansigtet og under mange og grove skældsord sparkede mig ud af døren.

Jeg tror derfor at have årsag til at klage over denne barbers grove og uforskammede behandling mod mig som jeg aldeles ikke havde forskyldt, og at fremsætte dette til offentlig advarsel for andre, så at de med forsigtighed betræder denne barberstue, da man må formode at manden efter den opførsel han udviste mod mig vel ikke er rigtig i hovedet.

S. Andresen.

(Politivennen nr. 780, Løverdagen den 11te December 1830, s. 812-813) 

Redacteurens Anmærkning

Artiklen blev besvaret i Politivennen nr. 782, 25. december 1830, s. 836-838

Store Kongensgade 264 blev sammenlagt med 165 i 1845 og skiftede i 1856 nummer til Store Kongensgade 100. Bygningen fra Politivennens tid eksisterer ikke længere. Huset har tidligere været omtalt i Politivennen. Ifølge Krak 1830 var der en barber P. Ingemann på denne adresse. Huset er omtalt i forbindelse med koleraepidemien i 1853, hvor huset blev evakueret. Her findes også en kort beskrivelse af huset på daværende tidspunkt:

Huset No 264 & 265 i Store Kongensgade (kaldet Løven); dette Huus bestaar af Forhuus, tvende Sidehuse, 1 Mellembygning og 1 Bagbygning, hvori der ei boer mindre en 66 Familier, foruden Pakleilighed til Høkeren.

Bøn fra Didrikbadskjærsgang.

Allerede for 2 år siden blev i nærværende blad gjort opmærksom på den uorden med slagsmål, rædselsskrig osv. der dengang herskede i en kælder i Didrik Badskjærs Gang. Ved politiets kraftige bistand standsedes straks denne uorden, og alle beboerne glædede sig over at have fået ro i gaden. For nyligt omtaltes fra Antonistræde den uorden der forårsagedes ved

- "den mængde tøjter, der står på pinde straks når en Josias fløjter" 

og, inden man vidste et ord deraf, var huset nr. 205 i den ulykkelige Didrik Badskjærs Gang aldeles opfyldt med disse skabninger. Man har således udsigter til de samme uordener som for 2 år siden, så meget mere som ejeren ikke bor i huset selv, og altså ingen kan hæmme de uordener der opstår, når de såkaldte glædespiger der egentlig er sorgens døtre, ville løbe durch.

At en mand blot af interesse kan genere en hel gades beboere, er virkelig hårdt. For hvilken honnet kone eller pige vil vove at åbne et vindue eller blot opholde sig i nærheden, når hun risikerer af forbigående at sættes i sammenligning med de ulykkelige faldne af hendes køn. Hvilken fader vil vove at lade sine ærbare, dydige døtre komme til vinduet eller tage frisk luft når de altid har et sådant skuespil for øje. For ikke at tale om den skade andre husejere lider ved ikke at kunne få deres værelser udlejede til anstændige familier. Dog - ejendomsretten gælder, og man vil derfor blot ærbødigst bede Københavns hæderlige og humane politi om at have et vågent øje med Didrik Badskjærs Gang, for at ikke gamle uordener skal fornys, og at i alle tilfælde vægteren i gaden bliver forsynet med en durabel blyantspen til at male de fornødne beter med, for aftenbakkerne begynder allerede slemt at flyve i gaden.

(Politievennen. Nr. 780. Løverdagen den 11te December, 1830. Side 806-808)

En Uskik i en af Byens Hovedkirker.

Den andægtige sindsstemning hvormed det sædelige menneske træder ind i Guds hus for at deltage med sine medkristne i religionens opbyggelsesmidler, er det så vigtigt at vedligeholde. Og når den engang er forsvundet, er den så vanskelig at kalde tilbage at man med rette harmes over selv alt som i kirken forstyrrer den hos sig og andre. Dette er en af årsagerne til hvorfor jeg gennem Politivennen anmelder en uskik som jeg ikke ved hvor længe har fundet sted i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, men som jeg ikke har bemærket i nogen anden kirke. Midt i denne måske hovedstadens skønneste kirke i den brede korsgang er på gulvet fremsat en slags lænestol, vel forsynet med puder for at kunne give et ret sybaritisk sæde, men som ellers har megen lighed i formen med de velkendte såkaldte kommoditetsstole. 

Da jeg for nogle uger siden overværede gudstjenesten, faldt mit øje på denne stol som noget usædvanligt og jeg troede i begyndelsen at der fandt en eller anden kirkehøjtidelighed sted den dag, og at stolen var fremsat for en særdeles vigtig mand som man derved ville vise en udmærket respekt. Men jeg kom snart ud af vildfarelsen. For midt under den højtidelige tavshed hvormed den meget opbyggelige prædiken blev modtaget af tilhørerne, trådte en forklædt person - man sagde at det var undergraveren - meget anstandsfuldt frem for lænestolen, og efter at han betænksomt og roligt havde løftet først det ene og så det andet kjoleskød op over hofterne, nedlod han sig langsomt i det magelige sæde. At den ideforbindelse som dette syn uvilkårligt opvakte, ikke var gunstig for andagten, behøver jeg vel ikke at bemærke. Tydeligt blev adspredelsen og misfornøjelsen var hos den del af menigheden som var scenen nærmest. Da undergraveren formodentlig har sin bestemte stol i kirken, såvel som de øvrige kirkebetjente, gjorde han efter mine tanker bedst i at betjene sig af denne og ikke føre sin huslige magelighed over i Guds hus. For formodentlig er lænestolen hans egen og ikke bekostet til ham af kirken. Man tør vel vente at de ansvarlige hvis pligt det er at våge over sømmelighed ved gudstjenesten, vil besørge denne dårligt placerede stol taget bort fra et sted hvor den næppe er fremsat med tilladelse.

(Politivennen nr. 780, Løverdagen den 11te December 1830, s. 799-801) 

"Midt under den højtidelige tavshed hvormed den meget opbyggelige prædiken blev modtaget af tilhørerne, trådte en forklædt person - man sagde at det var undergraveren - meget gravitetisk frem for lænestolen, og nedlod sig langsomt i det magelige sæde." (Korsgangen, men om det var præcis her melder historien ikke noget om. Frelser Kirke, 2015. Eget foto.)