Om Sparekasser paa Landet.

Om sparekassernes nytte og gavn for samfundet især med hensyn til almuen og tjenestefolk, er der sikkert kun en mening. Erfaringen har bekræftet den til fulde.

At derfor så få deltager i disse nu på flere stæder i riget oprettede institutioner har - som jeg tror - ene og alene sin grund i den svage sikkerhed disse sparebanker afgiver indskyderne. Man forlanger at man skal tro bestyrerne af disse banker på deres ord, og at man i denne tro på deres fejlbarlighed med tillid og ro skal betro dem sine opsparede midler, og påberåber sig i så henseende "på den offentlighed hvormed det hele bliver udført og på den tiltro man hidtil skænkede enhver af dem især." Men foruden dette: at almuen, bønder, husmænd, indsiddere og tjenestefolk ikke er skikket til at efterse papirer og regnskaber, lærer erfaring endnu som altid at vi alle er syndere, og til ingen tid har folket hørt og set flere beviser på selv de højt betroede embedsmænd end i vore dage - hvor vil og kan man da forlange at man uden større sikkerhed skal betro sig til bestyrerne af disse sparebanker? Ja - spørger - hvilken sikkerhed vil du have? Og hvem vil du skal give den? - Jeg svarer kort og gode: vores godsejere og rigmænd som for det meste er medbestyrere af disse distriktsbanker, skulle og burde tillige være kautionister og selvskyldnere og give første eller anden prioritet i deres godser og ejendele. 

Forlanger jeg måske her for meget af disse mænd i vort samfund, så forlanger disse også for meget af mig når de vil at jeg skal have tro til deresblotte ord og navn. På den måde kan enhver mand hvis redelighed og gode vilje lige så lidt kan omtvistes som disses - være bestyrere, og al fortjeneste af samfundet, som disse dog vel gør kræv på - falder bort, når de ikke for at fremme en så velgørende indretning i deres kreds og samfund, vil gøre mere end de gør, og ikke gør hvad dekan. For da disse distriktsbanker dog ikke indeholde så store summer, og da disse rigets godsejere og rigmænd selv er medbestyrere, kunne de jo uden risiko ved at tage pengene til sig, være kautionister og selvskyldnere. Som det u er, ser jeg ikke at nogen af bestyrerne har nogen synderlig fortjeneste undtagen den mand som har påtaget sig det vist nok byrdefulde og hel fortrædelige arbejde ved og med lån af disse spare- og lånebanker.

Da nu disse sparekasser tillige er lånebanker, og det vist nok som direktionen for den Møenske Spar- og Lånekasse siger, er rimeligt og hensigtsmæssigt at disse udlån først og fremmest bør komme jurisdiktionens (distriktets) beboere til nytte, var det vel at ønske at revisorerne årligt bevidnede at disse udlån i små summer (for i store summer burde disse næppe ske) var gjort til trængende og værdige mænd i samfundet. Da, men først da, når dette sker, vil det være muligt at gøre almuen, for hvis skyld disse distriktsbanker oprettes, modtagelig for den gavnlige hensigt med samme, og først da ville landets gejstlige - hvis medvirken til denne almen erkendte nyttige indretningman har forlangt - og hver den hvis stilling tillader ham med råd og opmuntring at virke på folket, med kraft og held opmuntre til at benytte sparekassen og være behjælpelige til at fremme et foretagende hvis nytte for samfundet, erfaringen overalt har bekræftet.

(Politivennen nr. 789, Løverdagen den 12te Februar 1831, s. 105-109)

Bøn til Bomforpagteren ved Nørreports Bom.

Det er nogle gange i dette efterår og i vinter hændt anmelderen at han ved tidligt om morgenen at komme til staden, indenfor Nørreports bom har truffet en del fattige mennesker som opholdt sig der for at vente på bommens oplukning. På efterspørgsel har han erfaret at disse fattige folk havde arbejde, nogle 1/4, andre ½ mil udenfor staden og at de tidligt forlod deres hjem for at komme betids til arbejdet. Men da de af deres ringe fortjeneste ikke kunne undvære bompengene, måtte vente på bommens åbning til fri passage, hvilket først sker når de andre af stadens porte åbnes. I denne anledning kan anmelderen ikke undlade at ønske at bomforpagteren ville føle medlidenhed med disse fattige, flittige mennesker og tillade dem at passere bommen så snart de indfinder sig ved den, da de er uformuende til at betale, og han dog ikke kan have nogen interesse ved at de står ørkesløse og næppe forsynede med de nødvendigste klædningsstykker udsat for at forkomme af kulde på den ublideste tid af året.

(Politivennen nr. 787, Løverdagen den 29de Januar 1831, s. 87-88)

Betragtninger paa Nørrebro.

Nørrebro har i de senere år været genstand for en del anker i Politivennen. De har alle tilsigtet at bevirke en bedre og mere bekvem passage for dens beboere og dem som færdes der. Gavnligheden af lygter og et par vægtere har ofte været bragt på bane, og nu er der endelig taget den beslutning at ønsket eller forslaget bliver opfyldt.

I Politivennen nr. 700 af 30. maj 1829 er fremsat ønske om at fortovet fra hjørnet af Blegdamsvej og til vejen der fører til den mosaiske kirkegård, måtte blive stampet da det er så ujævnt og har så mange opstående, spidse sten at det falder vanskeligt at betræde det. Dette ønske er endnu lige påtrængende, ja endnu mere da den færdsel på jordvejen der er forøget ved cirkus og teatret på den modsatte side af nævnte fortov og den megen vandhenten og spilden fra den post der er der, forøget ved beriderselskabets kreaturer har gjort nævnte jordvej i forhold til forrige år næsten upassabel og på tidspunkter hvor den dog før var det. 

Den indkørsel der er omtalt i samme blad, er senere forøget med flere. Da de ikke som de vel burde, er brolagt, forøger det meget jordvejens ufremkommelighed for fodgængere. På nævnte jordvej på højre side af det stykke mådelige stenbro som fører ind til Blågårds hovedbygninger, findes i vejen en fordybning som er farlig for gående og som er fremkommet ved en dårlig bedækning eller tilkastning af som det lader til den udløbsrende som er der, hvorover er lagt nogle mådelige brædder.

I Politivennnen nr. 699 af 23. maj 1829 blev foreslået at det rækværk der er anbragt for enderne af de alleer som ligger straks uden for barrieren, måtte sættes således at det tillige sluttede grøfterne. Da disse i sommer blev godt opkastede, ville denne forandring bidrage til at de vedligeholdt sig i længere tid, i stedet for at de nu snart vil blive nedtrådt for enderne når den allerede længe påbegyndte indgang fra siderne ikke forhindres ved den foreslåede forandring. Man kan ikke se til hvilken nytte de interimistiske lægter er anbragt i flugt med rækværket som det nu står i alleen på højre side fra byen.

Da anmelderen i sine betragtninger over Nørrebro har nærmet sig selve porten, kan han ikke undlade tillige at berøre det efter hans mening upassende skue som viser sig inden for nævnte port, lige over for den derværende vagt og umiddelbart på den der stationerede skildvagts post. Det murede gemme som er i volden, benyttes af handlende der bor i nærheden, til pakhus for, anmelderen tror brænde, korn og fedevarer. Sådant kunne måske være uden omtale. Men udenfor dette gemme og langs op ad volden findes dagligt stående en halv snes foderkasser, tomme tønder og ankre, stiger, bærebøre, en lille materialvogn og andet skrammel der i høj grad støder øjet, og vel med rette kan kaldes et upassende oplag ved stadens hovedport og umiddelbart ved en vagt og en skildvagt hvis fornødne respekt næppe synes at burde tåle sådant naboskab.

Forannævnte forskellige genstande og hvad derved kan være at gøre til opnåelse af det øjemed i hvis hensigt anmelderen har nedskrevet disse linjer, henstillles til høje vedkommendes mere indsigtsfulde bedømmelse.

(Politivennen nr. 783, Løverdagen den 1ste Januar 1831, s. 1-4)

Redacteurens Anmærkning.

i Politivennen 873, 22. september 1832, s. 641-642 skrev anmelderen igen om skramleriet ved Nørreport.

"Da anmelderen i sine betragtninger over Nørrebro har nærmet sig selve porten ..." (Christen Købke: Et kik fra Sortedammen mod Nørrebro, 1838. Statens Museum for Kunst)

Luk Op!

Når man i Frue Kirke er så uheldig at gå ind ad den midterste kirkedør som er lige for prædikestolen, og kirken allerede er fuld af mennesker, kan man let blive indespærret. For kirkebetjentene tager sig af høflighed mod prædikanten den frihed under prædikenen at forvandle kirken til et fængsel. Den del af menigheden som er samlet inden for ovennævnte udgang bliver derved ofte slemt ulejliget. 

Således hændte det sig julemorgen at en person for forgæves havde søgt at komme ud i det frie, blev nødt til at falde præsten i talen ved lydeligt og gentagne gange at kalde på Ulrik. Følgerne heraf måtte nu de omkringstående døje næsten en time da ingen jo kunne slippe ud, og således blev den gudstjeneste til en pine. Hvis derfor menigheden skal finde sig i at døren lukkes for at ingen skal komme ind, kan i det mindste med ret kræves at en af de talrige kirkebetjente hensættes for at lukke enhver ud der ikke kan blive, formedelst en naturlig eller unaturlig fornødenhed.

(Politivennen nr. 786, Løverdagen den 22de Januar 1831, s. 68-69)

"En person for forgæves havde søgt at komme ud i det frie, blev nødt til at falde præsten i talen ved lydeligt og gentagne gange at kalde på Ulrik." (Frue Kirke. Prædikestolen er udenfor billedet til venstre. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

At "kalde på Ulrik" er ifølge ODS er udtryk for at brække sig.

Til Barbariet dermed! eller lidt høiere op!!

At man i barbariske lande spidder levende folk, det har man vel læst og hørt tale om. Men at der i vort kære København eksisterer pigge eller kroge til lignende uvæsen er måske ikke så almindelig bekendt som fortjenstligst og nødvendigt er. - Man ser imidlertid disse om man vil uden for butikkerne på begge sider af stadens vejerbod, men med varsomhed for ikke at spidde sig selv. Disse pigge eller koge der endog på mørke sommeraftener er farlige, er det dobbelt ved vintertid når sne og is forhøjer fortovet og rendestenens opkastning nøder den gående til at holde sig tæt ved husene. - Indsenderen takker sin højde for at han i forrige vinter slap med et sønderrevet ærme og ikke mistede øjet eller fik ansigtet skamferet - og af taknemmelighed derfor gør han Politivennen opmærksom på farligheden for at enhver kan vogte sig i den nu begyndende vinter hvis der ingen anden foranstaltning bliver føjet.

(Politivennen nr. 782, Løverdagen den 25de December 1830, s. 839)

Redacteurens Anmærkning.

Der er formentlig tale om vejerboden på Gammeltorv.