Anmodning til Herr' Reebslageren i Sølvgaden.

Flere af Sølvgades beboere ville være nævnte rebslager meget taknemmelig hvis han om søndagen ville forskåne dem for han og hans folks utålelige råben, skrigen og banden. Det begynder med den tidlige morgen og vedvarer uafbrudt næsten hele dagen. Man tror denne anmodning i høj grad er rimeligt begrundet. For når man hele ugen har udholdt disse plager og hvert øjeblik på dagen har måtte være vidne til hvorledes en ulykkelig dreng der står i lære, bliver udskældt, pryglet og tyranniseret for den mindste forseelse på den mest barbariske måde, så tror man med rette at kunne kræve at blive fri for disse oprørende og hjerteskærende optrin på den dag hvor sindet efter hele ugen har været i virksomhed, ønsker ro og hvile efter sine forretninger.

(Politivennen nr. 800, Løverdagen den 30te April 1831, s. 313-314)

Redacteurens Anmærkning

Der var rebslagerier langs Østervoldgade mellem Sølvgade og Stokhusgade i nyere tid. Så langt tilbage som folketællingen 1787 boede en rebslager i Stokhusgade. Sabinsky fortæller at "i 1849 da Fredericia-slaget var vundet, blev der sendt en stor masse Slesvig-Holstenere hertil som fanger, omtrent 1100. Da stod jeg og drejede for rebslagerne ved Østervold, da fangerne kom forbi og rebslagerne trillede er stort postetræ oppe fra volden og ned på dem. Det var jo oprørere fra Fredericia slaget. De skulle til Sølvgades kaserne." 

Trinitatis Kirkegaard.

I en stor stad opliver alt som minder os om den fri natur. Og skønt vi har så mange erindringer herom i København, har vi dog intet at miste.

Trinitatis Kirkegård kunne give et behageligt skue for beboerne af en del af Købmagergade, Landemærket og Springgade. Men som kirkegården ser ud nu, mindes man kun med bedrøvelse hvad den har været som gravlund, mens man beklager dens nuværende tilstand. Pladsen selv er oversået med sten og andet som gadedrengene kaster derind. Nogle gravsteder vansires af faldefærdige rækværker. Træerne er kendeligt stævnet af uøvede hænder. Rækværket ved mellemgangen trænger hårdt til eftersyn af snedker og maler.

Når dette og mere som kendeligt trænger til hjælp, blev istandsat og vedligeholdt bedre end hidtil, ville øjet fryde sig. Og ejendomsbesidderne især i Landemærket og Springgade, kunne da regne med at få dannede familier i og passende leje af deres ejendomme. Især når de som i Springgade tillige gav deres ejendomme et sirligere ud- og indvortes således som enkelte ejendomsbesidder allerede er begyndt på.

Men beder derfor høje vedkommende at skænke denne sag opmærksomhed. Herunder kunne måske komme i overvejelser om ikke gangen der befærdes meget, kunne skænkes en række fliser, og gadedrengene som nu spærrer den, jages bort. Den pæl der står ved indgangen til Springgade, synes at være overflødig da det vist ikke vil falde nogen ind at køre ind i gangen.

(Politivennen nr. 800, Løverdagen den 30te April 1831, s. 311-313)

"Kirkegården er oversået med sten og andet som gadedrengene kaster derind. Nogle gravsteder vansires af faldefærdige rækværker." (Rester af Trinitatis Kirkegård mod Springgade, dvs. Pilestræde og Landemærket. Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning

En beskrivelse af kirkegården findes endvidere i artiklen "Sammenligning imellem Holmens og Trinitatis Kirkegaarde her i Staden, og ærbødigst Spørgsmaal til høie vedkommende i denne Anledning." Politivennen nr. 1136, lørdag den 7. oktober 1837, side 623-625. 

Politivennen nr. 803, 21.maj 1831, s. 370 bekendtgjorde at kirkegården nu blev istandsat og rækværket malet.

Natligt Overfald i Gothersgaden.

Natten mellem den 12.og 13. april kl. 1 gik to unge mennesker fra et selskab hos familien, ledsagede af den enes onkel. På hjørnet af Møntergade og Gothersgade traf de på en ondskabsfuld person som med magt væltede sig ind på dem, og da onklen gjorde anskrig, måtte han undgælde for denne, formodentlig berusede pøbelkarls brutalitet. Uagtet gentaget råb på vægteren, kom ingen til syne, skønt tre gader her støder samme, og altså vel en af disse gaders vægtere måtte være ved hånden, især så nær ved politidirektøren bolig. Man håber at det offentlige vil have indseende med at vægterne ikke er forsømmelige og fraværende eller sover på deres post på en årstid da vejret er godt og de i det hele taget kun er 6 til 7 timer på gaden.

(Politivennen nr. 799, Løverdagen den 23de April 1831, s. 293-294)

Bøn ved Sct. Nicolai Taarn.

For de herrer der er beskæftiget på pladsen omkring Skt. Nicolaj skønne vagttårn, er anbragt et lokum der synderligt nok støder tæt op til slagterbutikken nr. 54 som vender udad mod hvælvingen. Da butikkens ejer derved må udstå en utålelig stank som kun harmonerer dårligt med de varer der skal tjene mennesket til føde, så tillader man sig herved at anholde om at nævnte lokum måtte flyttes til et andet sted på pladsen, hvor vedkommende butiksejere der til rette tid må udrede deres afgifter til det offentlige, ikke generes på en så følelig og ubehagelig måde, især i den nu forestående varme årstid.

(Politivennen nr. 798, Løverdagen den 16de April 1831, s. 280)

Der blev gjort noget ved de formentlig temmelig ulækre træboder som eksisterede dengang artiklen blev skrevet. Her et billede af de senere slagterboder af jern ved Nikolaj Tårn, Illustreret Tidende 23. marts 1862.

Nogle slemme, andagtsforstyrrende Uordener i Helliggeistes Kirke.

Det som anmelderen i disse linjer vil omtale er vist nok før påanket, men han har den overbevisning at når en sag drøftes ofte, vinder dog til sidste fornuft og rimelighed sejr.

Første påskedag var naturligvis et stort antal tilhørere samlet til aftensang i Helligåndskirken for at opbygges ved den af hans hvbr. højærværdighed biskoppen holdte tale. Men anmelderen såvel som flere med ham, kunne skønt de stod i gangen lige overfor prædikestolen dog næsten intet høre, hvilket var en følge af den uophørlige vandren ud og ind af kirkedørene hvoraf den ene bestandigt tonede i den dybeste bas og drønede næsten som et kanonskud hver gang dem blev slået i (i Frue Kirke falder dørene på puder for ikke at gøre støj, hvilket anbefales), mens den anden bestandig knirkede i en fistel og råbte ynkeligt på smørelse. Når prædikenen begyndte, burde kirkens døre vist nok lukkes, og den samme orden iagttages som under konfirmationshandlingen er befalet. Endvidere forstyrredes andagten og roen ved ombæringen af de tit omtalte tavler som rimeligvis burde afskaffes eller på anden tid og måde ombæres. Men hvad der i nævnte kirke formerer disse tavlers støj er at de er forsynede med bjælder eller klokker så de lader sig høres lang tid før de ses. Himmelen og - - må vide af hvad årsag de der er anbragt. Så vidt anmelderen er bekendt, er sådanklingklang for længst afskaffet i de andre kirker.

Endvidere forstyrres roen i denne kirke derved at graverkarlen går foran den marcherende trop af de 4 eller 5 tavlebærende for at gøre plads for dem, og i pulpiturgangene pikker nogle gange på hver stoledør. Denne pikkerens forretning burde vel afskaffes, og kirkebetjentene med nøgle oplukke stolene for at erfare om nogen ville give i tavlen. For ingen veltænkende ville vel tage det ilde op at de gik lige ind uden at man foruroligedes ved at der først pikkedes på. Den højærværdige taler på 1. påskedag til aftensang vil sikkert selv have lagt mærke til en del af det her anførte, og vist nok derfor ved sin formående indflydelse sørge for at kirkeandagten i fremtiden ikke forstyrres.

(Politivennen nr. 798, Løverdagen den 16de April 1831, s. 264-266)