Motto. Ved sparsommelighed bliver man rig.
Til det som i nærværende blad nr. 818 og 819 er anført som næringsvejene, mener indsenderen endnu et og andet kunne være at tilføje, hvilket han her vil fremsætte:
Det vil ikke kunne være undgået iagttagere at flere såkaldt ringere næringsveje næsten udelukkende drives af personer som har tilbragt deres tidligere år ved landvæsnet, og efter at have tilendebragt de bestemte år i militærtjeneste og siden været i lejligheds eller fast tjeneste nogle få pr, etablerer sig her i staden. Hvilket især er tilfældet med marskandisere, værtshusholdere, jernkræmmere og spækhøkere. Mange sådanne etablerer sig endog i en temmelig ung alder i disse næringsveje når de med lægeattester godtgør at have et eller andet sygdomstilfælde (som dog vel ikke altid gør dem uskikkede til agerbrug) og de givne anordninger til at indskrænke disse næringsveje virker kun ufuldkomment. Så meget som der taler for at der ikke bør finde indskrænkning eller personsanseelse sted i antallet af producerende og fabrikerende borgerklasser, hvortil disse fire henhører. Vel kunne disse borgerklasser være lige så nødvendige som så mange højere. Men genstanden for deres virksomhed kræver formentlig større personlige egenskaber end blot at personerne ikke er politiet bekendt fra nogen dårlig side, og at de har opnået en vis alder.
Værtshusholdere er et onde som såvel den ældre som yngre lovgivning altid omtaler med ugunst. Men det er en af de onder som ikke lader sig udrydde og derfor hellere bør tilstedes offentligt end udøves hemmeligt. Hvor mange gamle og unge mennesker har ikke ødelagt helbred og formue i værtshuse? Hvor mange før ufordærvede mennesker er ikke i værtshuse blevet moralsk fordærvede, kommet i ledtog med dårlige mennesker og har omsider sluttet deres borgerlige bane med plads i en straffeanstalt? Lærer ikke historien os at de farligste planer til indgreb i ejendomsretten og andre forbrydelser er udrugede i værtshuse? Disse og flere eksempler beviser nok så meget hvor vigtigt det er at bruge streng varsomhed i valget af personer som tilstedes at udøve værtshushold. Værtshusholderen bør formentlig være en person af rene sæder, retskaffen karakter og besidde den verdens- og menneskekundskab som fordres hos et nogenlunde velopdraget og dannet menneske, og det vil da være en undtagelse at han bliver farlig for sine gæster eller tilsteder sammenkomster der kan være skadelige for medborgere. Vi har eksemplerne for os: Mens det nemlig ikke er nogen sjældenhed at høre uordener som stammer fra værtshuse, hvor værten er rå og udannet, vil man have ondt ved at nævne noget eksempel herpå hvor værten har nogenlunde dannelse. Det strider imod hans æresfølelse at tilstede eller ved smudsig egennytte fremkalde uordener og hans højere grad af menneskekundskab giver ham i sit eget jeg midlerne til på en passende måde at hæmme endog en begyndelse herpå.
Men at de egenskaber som således udfordres hos en god værtshusholder, ordentligvis ikke kan forudsættes hos en bondekarl som ikke har nydt en fortrinligere skoleundervisning og opdragelse end bønder i almindelighed har adgang til at på, behøver intet bevis.
De samme egenskaber som kræves hos værtshusholderne, kræves ikke mindre hos de tre andre nævnte og flere næringsbrugere, and indsenderen mener derfor at bønderkarle i almindelighed burde udelukkes fra at etablere sig i nævnte og andre lignende, blot tærende næringsklasser. Herved ville ikke blot vindes dette an mange uheldige, men dannede borgere som ikke har kunnet fortsætte en større virkekreds, og andre dannede personer som ved konjunkturerne eller tilfældige omstændigheder er revet ud af deres bestemte brødfag, ville kunne udkomme i et ringere, men anstændigt næringsfag, og hvad ingenlunde bør overses, agerbrugerne som så beføjet klager over mangel på arbejdere, gives forøget arbejdskraft og sættes i stand til bedre at dyrke deres jorder. Også måtte en forøget arbejdskraft have til følge at mange nu øde jorder blev dyrkede til gavn for det hele.
Et andet, ikke mindre gode ville blive følgen heraf: Forbrydernes tal ville formindskes.
Erfaringen lærer os nemlig at mange bliver forbrydere af trang og næringssorger. Sådanne mennesker søger gerne at neddysse deres sorger i værtshuse, og når de ikke harmere at fortsætte sådant levned for, men imidlertid er fordærvede på sjæl og legeme, stedes de i fortvivlelse og forgriber sig på andres gods, eller begår andre forbrydelser. Sådanne eksempler ville blive færre når adgangen til erhverv blev større. Man indvender forgæves herimod at det er at formindske hovedstadens byrder på landmandens bekostning. Men foruden at der som allerede vist, er trang på arbejdskraft for landmanden, er hjælpemidlerne ved bondens tarvelige levemåde og hans brugbarhed ved alt landarbejde langt større end hos og for købstadsmanden, der sjældent forstår mere end et eneste håndværk, en slags handel osv. Men når han heri mangler beskæftigelse, må blive brødløs - om smånæringsveje ikke åbnes for ham. Og om end 5-600 bønders anbringelse i de nævnte næringsveje her i staden kan, hvilket dog er usandsynligt, have nogen indflydelse på befolkningen over hele landet (at antallet af bønder i de nævnte næringsveje er langt større, er uomtvisteligt, men indsenderen antager heller ikke at enhver bonde skal være udelukket), så er det så vidt indsenderens erfaring gennem mange år strækker sig, kendsgerning at forbrydernes antal på landet er uden forhold, ringe mod her i staden, og selv blandt disse forbrydere er mange, ja det er endog sandsynligt, pluraliteten ikke af bondestanden eller født på landet, hvilket dog nok bør tilskrives mindre fordærvet moral hos landalmuen og lettere adgang til erhverv.
Fremdeles ville indskrænkning i de marskandisere ved plakaten af 4. november 1790 tilståede rettigheder have en gavnlig indflydelse på handels- og håndværkerklasserne, for om det end ved plakaten er tilsigtet at give dem ret at handle med nogle nye varer, så forekommer det dog indsenderen uforeneligt med lovgivningens øvrige bestemmelser - in specie grundsætningerne i anordning af 23. april 1817, forpligtelserne at aflægge prøver på duelighed som svend, mester eller kræmmere - at personer der er blottet for al sand handels- og håndværkskundskab, ja ofte blottede for de simpleste skolekundskaber, skulle tilstedes udøvelse af handelsret med, næsten uden undtagelse, al slags håndværks- og kunstarbejde. En ret som ikke engang dem mest oplyste og dannede handelsmand besidder, og dertil uden i streng forstand at kunne påkastes ansvar for det sælgendes godhed, fordi de kan fremsætte den exception som ingen i sit fag oplært mand kan benytte - de har ikke selv forfærdiget arbejdet, de forstår dem ikke derpå.
Da de fleste af marskandiserne formentlig blot driver deres næringsvej efter interims tilladelser der kan tilbagekaldes, kunne sådan indskrænkning muligvis straks iværksættes med dem som ikke har vundet borgerskav - uden at krænke nogen dem tilstået ret.
Det er gennem lovgivningen fra den ældre til den nuværende tid erkendt at det er nødvendigt for at købstæderne kan bestå at udelukke landmanden fra deltagelse i deres næringsbrug. Ikke desto mindre er det bekendt at skippere, valbyere og andre landboere, landsbyslagtere med flere som udgiver sig for at bo på landet, detailhandler kød, flæsk, smør og andre varer i de ringeste kvantiteter. Da dette er i strid med grundsætningerne for plakaten af 3. april 1816 og 18. marts 1828, og torve- og havnehandelen med føde- og kornvarer formentligt bør indskrænke sig til de i plakaten af 2. oktober 1741 og forordning 24. november 1798 foreskrevne kvantiteter, så ville også ved streng overholdelse af disse anordninger en forøget adgang til erhverv opnås for stadens borgere - uden at krænke den virkelige agerbruger som dog ikke befatter sig med sådant høkeri.
[Herefter beskæftiger artiklen sig mere med hvordan alt dette kan ændres]
(Politivennen nr. 825, Løverdagen den 22de October 1831, s. 719-730)
