En slem Fugl paa Felttjeneste.

Når de respektive regimenter af Københavns Garnison øves i felttjeneste, sædvanligvis i nærheden af Charlottenlund Skov, sker der tit uordener som indsenderen der ejer nogle huse tæt ved skoven, her vil anføre et eksempel på i det håb at bidrage til at hæmme sådant.

Lørdag den 11. februar øvedes hans kongelige højhed Christians regiment i en sådan felttjeneste på nævnte sted. Henimod middag måtte min hustru retirere ind i huset da hun i gården blev angrebet af 3 soldaters usømmelige kærlighedstaler. Men mon hun selv i sit eget hus kunne undgå heltene? Nej! Hver mand for til sit vinduesfag for der udefra at præsentere deres yndigheder efter fattig lejlighed. 

Indsenderen som arbejdede i et nærved liggende hus, kom netop ud derfra. Så disse 3 væbnede folk glo gennem sine vinduer og spurgte da den ene: Hvad ser du efter, hvorpå genspurgtes: Er det mig du taler til. Og da svaret blev ja, for den adspurgte tillige med de to andre bistert imod mig og med den kraftigste ed bebrejdede mig at have brugt ordet du idet de sagde at hvis han ville gøre det ret, burde han slå mig til jorden med sit gevær som et æsel. 

I stedet for at krybe til korset som denne fugl der var et helt hoved højere end jeg og blev assisteret af de andre vel havde ventet, svarede jeg kun: Slå! Hvis det behager dig. Ellers er der dør på huset og den står åben for dig og enhver militær som har noget der at udrette i tjenestesager. Men denne gloen igennem min vinduer tåler jeg ikke. Ved denne gentagelse af det for personen så forargelige du, forbitredes han således at han råbte efter sin løjtnant der skulle hentes for at jeg kunne få den fortjente straf. For at værge mig lidt mod en så overlegen magt, gik jeg hen i min port forfulgt af alle de 3 slemme gaster, og greb en brændeøkse som jeg betydede de gode folk at jeg ville forsvare mig med hvis der blev øvet vold i mit hus. Men da gav den person som var blevet fornærmet ved mit du, med sit gevær et drøjt stød for brystet, hvilket dog ikke bragte mig til at falde, og de andre fældede gevær mod mig, så at jeg nu med 2 bajonetter for brystet stod indespærret i mit eget portrum med mit ubetydelige våben i hånden. 

Dette varede et godt kvarters tid. Men der kom ingen officer. Der blev heller ikke sendt efter nogen. Måske anså befalingsmanden det heller ikke for rådeligt at svække sin magt ved at detachere en mand med rapport om det passerede. Af angst over at se 2 bajonetspidser true mit bryst og bevæget ved børnenes gråd, vovede min kone sig nu ud af huset for at tale et ord til min frelse, og spurgte derfor hvad jeg havde forbrudt. Og lød da svaret af nævnte høvedsmand, en underofficer, Deres mand er yderlig grov, han siger du til mig. På hendes gensvar at vi jo sagde du til den der var mere end vi alle, og at dette ord altså vel kunne bruges til en soldat som vi var vant til at kalde den der har gevær, enten han havde kjole eller trøje på, i stedet for at man måske havde ventet en bøn om nådig tilgivelse, syntes der at komme lidt vand i heltens blod. De to soldater vendte sig fra mig, affyrede deres geværer og ved nogle udtryk som bondefæ og andre lignende soldatervittigheder forlod dette smukke kløverblad os.

Ved at bekendtgøre ovenstående vil jeg råde de mænd i egnen som ofte må forlade deres huse for at tjene brødet og lade deres kvinder alene hjemme, at bede disse at hænge for vinduerne i deres huse når krigsfolk spores i nærheden da dette vel er den eneste råd for at undgå at blive overbegloet ved deres huslige sysler af uforskammede karle der som oftest fører et højst uterligt sprog. Men især advare dem for at sige du til en underofficer. For hvem ved hvad følgen af sådant kan have når blodet kommer i kog såvel på den ene som den anden. At en højere og højeste befalingsmænd ikke billiger en opførsel som den her påankede, ved vi jo ikke.

Eigaard.

(Politivennen nr. 843, Løverdagen den 25de Februar 1832, s. 128-132)

Et besynderligt Brev, og halvtredsindstyve Rigsbankdaler at fortjene.

Først i denne uge modtog jeg følgende brev:

Da jeg har erfaret at mine alvorlige advarsler ikke hidtil har haft den tilsigtede virkning på Dem, nemlig at bevæge avisskriverne til at tænke sig meget om hvad de skriver, og må formode at de halvt trøster Dem med at jeg i grunden ikke vil eller ikke kan føre Dem i nogen svær borgerlig straf, da jeg endnu ikke har indstævnet Dem for retten, vil jeg ikke undlade herved at underrette Dem om at jeg i denne uge vil have udtaget stævning imod Dem hvis ikke Deres sidst udgivne nummer af Politivennen havde foranlediget mig til på nu at indkalde Dem for Forligelseskommissionen. I den anledning vil jeg bede Dem overveje forordningen af 27. september 1799 § 13, og modtage min forsikring om at ligeså ugerne jeg nu bruger lovens sværd mod alle fornærmelser mod mig, ligeså alvorlig skal jeg retlig behandle alle dem som på trods af min advarsel har vist at de kun ønskede at falde for loven. At jeg i lige måde på behørige steder skal andrage på lovens opretholdelse mod anonymitet og pseudonymitet og i den henseende anbefaler Dem at gøre Dem bekendt med forordning af 27. september 1799 Grund. og § 16, 17, 19 vil jeg heller ikke skulle være Dem ubekendt. Efter en tre gange offentlig gentagen advarsel og dette monitum til Dem, må De ikke vente at jeg advarer tiere, men heller ikke venter at jeg tier fordi jeg bier. Flere samtidige processer vil som De let begriber forsinke de enkeltes incammination,men skal ikke redde en som endelig vil lide dom fra at smage loven for sine gerninger.
København den 7. februar 1832.
Jac. Chr. Lindberg
Magister artium.

Jeg kan på ingen måde tro at dette brev er sendt mig af hr. magister Lindberg, og det af følgende grunde.

1. Jeg har siden vores sidste møde i Forligelseskommissionen ikke omtalt hr. magisteren med et eneste ord eller optaget noget der på fjerneste måde sigter til ham.
2. Jeg anser ham for klog til at ville fremkomme med sådanne trusler som det ikke står i hans magt at udføre, sålænge han ikke er herre over lov og ret, og meget vel ved at han kun kan anlægge en sag, men ikke som dommer bestemme dens udfald.
3. Havde hr. magisteren fundet en advarsel nødvendig, ville han sikkert ligesom før have givet den i de offentlige lade, hvorved han da muligt kunne have jaget skræk i nogle frygtsomme, da han derimod kunne vente at en privat trussel til mig måtte, ifølge min engang givne erklæring, helt forfejle virkningen, om ikke lede til at bevirke det modsatte af det hvortil det sigtedes med det.

Jeg formoder snarere at en spøgefugl, eller måske endog et ondskabsfuldt menneske ved nogenlunde at efterligne hr. magisterens stil og skrivemåde har villet forsøge på at opægge mig til fornærmelse mod hr. magisteren, hvilket jeg dog i øvrigt vel skal vogte mig for. Er da denne min formodning rigtig, og det omhandlede truende brev tilstillet mig uden hr. magisterens vidende og vilje, udlover jeg herved en belønning af 50 Rbd. r. sølv til den eller de der opdager og bevisligt angiver falskneren. Til den ende skal det originale brev ligge til eftersyn på min bopæl fra i dag otte dage fra. kl. 9 morgen til kl. 6 eftermiddag. Vel ved jeg at det er vanskeligt, nøje og bestemt at kende en andens håndskrift, da der endog findes folk som ikke engang kan genkende deres egen efter ½ års forløb (se Juridisk Ugeblad af Sørensen). Men en nøjere betragtning og sammenligning af det skrevne kunne måske dog lede på rigtigt spor.
København den 10. februar 1832.

(Politivennen nr. 841, Løverdagen den 11te februar 1832, s. 112-113)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen ligger i forlængelse af retssagen der opstod i kølvandet på en lille notits i Politivennen nr. 837. Om denne retssag, se Redacteurens Anmærkning til denne notits.

Anmodning til Eieren af et stygt Plankeverk i Krystalgaden.

På hjørnet af Krystalgade og Peder Hvitfeldts Stræde befinder sig et plankeværk omkring en plads som tilhører hr. kaptajn Sibbern. Det mispryder meget den ellers ret skønne Krystalgade. Dette plankeværk der formodentlig har stået omkring denne plads siden bombardementet, består af en del gamle uregelmæssige planker som varierer i alle kulører, og hvorpå tidens tand har gnavet således at fornaglingen næppe kan holde sammen. I gadens beboeres navn anmoder man herved pladsens ejer enten at oprejse et nyt plankeværk i stedet for det gamle eller også at opbygge et hus på pladsen, hvilket vist ville yde et skønnere skue end plankeværket nu afgiver.

(Politivennen nr. 837, Løverdagen den 14de Januari 1832, s. 29-30)

Redacteurens Anmærkning

Der må være tale om Krystalgade 6, da det andet hjørne er en ældre bygning. Krystalgade 6 er opført 1834-35, altså få år efter artiklen. Huset kom det til at huse mange berømte personer.

Andre Stæder, Andre Skikke!

I de offentlige Blade fortælles: at Politiet i Paris har i sinde at gøre ende på Saint-Simonisternes Konventikelprædikener. Salen Taitbout, hvor disse missionærer hidtil om søndagen gav den arbejdende klasse undervisning, skal fra en vis tid lukkes, og indgangen til samme besættes med bevæbnet magt. Her holder magister Lindberg, uforstyrret, hver søndag offentlige andagtsøvelser i privat hus uden for byen, og truer enhver der offentligt vil tale om ham eller hans virksomhed. (Se Adresseavisen nr. 8, tirsdag den 10. januar i år).

Politivennen nr. 837. Løverdagen den 14de Januari 1832, s. 29-30.

Redacteurens Anmærkning

Artiklen affødte et sagsanslæg fra Lindberg, se Omtale. Her er artiklerne optrykt. Den omtalte artikel i Adresseavisen er denne:

Advarsel.
At jeg har gjort de foreløbig fornødne Skridt, for at saggive Redacteuren af "Dagen" Etatsraad Fr. Thaarup for hans Fornærmelser mod mig i Dagen 1832 Nr. 5 og Cancellieraad S. Hempel i Odense, som først har fremført disse Fornærmelser i sin Avis, samt Pastor C. H. Visby, Capellan ved Vor Frelsers Kirke, ligeledes for hans fornærmelige Udtryk mod mig i hans Ugeblad "For practisk Christendom" 1831 Nr. 52, bringer jeg herved til offentlig Kundskab, for saaledes paa det eftertrykkeligste at advare alle Redacteurer af offentlige Blade og Andre om for Fremtiden at afholde sig fra at optage andre Artikler i deres Blade, mig og min Virksomhed vedkommende, end de maatte trøste sig til som Sandhed at kunne vedstaae og bevise for Domstolene, da jeg er til Sinds for Fremtiden strax at drage Enhver til Ansvar, som skulde forsøge paa at vedblive at misbruge Pressen til alle Slags Fornærmelser imod mig
Jacob Chr. Lindberg
Magister artium.

Det var i øvrigt ikke første gang Visby og Lindberg kom i klammeri med hinanden. I 1834 frikendte højesteret såldes H. Visby for kætteri, efter at Lindberg havde rejst klage imod ham.

Artiklen suppleres i "Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst privilegeret Skanderborg Amtsavis og Avertissements-Tidende". 7. februar 1832. Den citerede først ovennævnte artikel og tilføjede: 

"Enhver Upartisk vil ved første Øiekast, som ogsaa efter nøiere Granskning, vistnok finde, at jeg, ved historisk at fremsætte disse tvende Kjendsgjerninger, uden mindste Sammenligning eller Bedømmelse, ikke det fjerneste har havt den Hensigt at fornærme Nogensomhelst; men at hentyde paa, at vi, i vort lille lykkelige Danmark, under en absolut monarkisk Regent, nyde større Frihed, end Indvaanerne i et Land, hvis Konges Magt er indskrænket af 2de Kamre og et Charte. At jeg til Slutning har sagt: "At Hr. Mag. Lindberg truer Enhver, der offentligen vil omtale ham eller hans Virksomhed,"kan ikke ansees for noget fornærmeligt fra min Side, da jeg blot har anført hans egne Ord (see Adressavisen No. 8), men altsaa i det høieste maa antages for en Misbilligelse af, at Hr. Magisteren ikke stiltiende paaskjønner den uforstyrrede Ro han nyder til at fremme sit forehavende Værk. Det er derfor mig, og vist Mange med mig, ubegribeligt hvorledes dette ubetydelige og uskyldige Stykke har kunnet foranledige Hr. Magisteren til, i Gaarsavisen, at lade indrykke et Avertissment, hvori han slaaer om sig med: "Løgn og Fornærmelser," og truer mig med Loveen Strænghed; ja det er mig saa meget mere ubegribeligt som jeg aldrig nogensinde med en Tøddel har omtalt den mig aldeles ubekjendte Hr. Mag. Lindberg, eller den Sag han siger sig at ville forsvare, ihvorvel ellers endeel af hans offentlige Færd ikke har fundet mit Bifald. Saaledes mishager mig f. Ex. hans igjentagne langvarige Strid med Hr. Prof. Clausen; - hans Angreb paa adskillige af Hovedstadens agtede og agtværdige geistlige; - hans Sag med Bogtrykker Jørgensen - og hans truende Avertissementer. Det er vel muligt, at der blandt hansTilhørere kunne findes nogle, som finde Behag i Sligt, men jeg herimod kan ikke andet end ønske: at den Mand, der af egen Drivt paatager sig, at forkynde Jesu ypperlige Lære uforfalsket, ogsaa vilde træde i hans Fodspor, som i sin hele Vandet, gav lysende Exempler paa Kjærlighed, Sagtmodighed, Ydmyghed, Fredsommelighed, Taalmodighed, Overbærelse og Tolerance, og som selv under sin haardeste Forfølgelse, sagde til sin væbnede Forsvarer: stik dit Sværd i Balgen, thi hvo, som griber til Sværdet, skal omkomme ved Sværdet! - Slutteligen erklærer jeg for de af Politievennens Læsere, der nu i 16 Aar har yndet mit Blad for dets Frimodighed, Sandhedskjærlighed og Upartiskhed: at jeg med Rolighed og aldeles uden mindste Frygt oppebier ethvert Foretagende af Hr. Mag. Lindberg imod mig, og skal ingen skrivtlig eller mundtlig Trusel bevæge mig til at ansee Nogensomhelst forr et Noli me Tangere, eller afholde mig fra, med Frimodighed, som hidtil, lov igen at omtale hvor og hos hvem jeg maatte finde noget Urigtigt eller Ulovligt, saalænge jeg staaer under vore gode Loves Beskyttelse,og ikke under en Pave, der med sin Banstraale kan tilintetgjøre Trykkefrihedsforordningen af 27de September 1799."

Se i øvrigt Politivennen nr. 841. 

Ønske om Opsigt med Iisning og ved Iislæsning paa offentlig Vei.

Hvis den uorden at holde læsseplads for is på Ladegårdsvejen ved Søerne, hvilket sker hvert år, og nu ved tiltagende frost sandsynligvis snart kan ventes atter at ske, ikke ganske kan forbydes, da forventes dog at noget opsyn må sættes derved for at indskrænke denne uorden, hvoraf opstår at færdslen gøres vanskelig, ja undertiden spærres af isvognene da kuskene ikke synderligt ænser de kørendes beden og råben om plads. At heste som skulle der forbi, skræmmes ved kastning med isstykkerne og ved at se de store isstabler som undertiden opstilles der. At betydelige levninger af is ofte bliver liggende på vejen til de smelter bort, og i den tid spærrer den for gående bedste del af vejen. Samt hvad der er noget af det værste, ved en mange dage varende vandflod på vejen skader denne særdeles meget. Endelig kan let ske hvad indsenderen engang har set ved dagslys, at ridende om natten kan styrte med hesten over de isklumper som er tabt og bliver liggende på vejen, indtil de smelter bort eller køres i stykker.

Politivennen nr. 837. Løverdagen den 14de Januari 1832, s. 27-28.