Philosophgangen angaaende.

Filosofgangen er jo som bekendt en ret vakker gang. Men det er ikke sjældent at man der træffer hele skarer af tiggere der plager enhver nogenlunde anstændig klædt person om gave til brød etc. Det var at ønske at denne uskik kunne hæves. For det er dog meget ubehageligt at blive forfulgt af tiggerdrenge hele gangen igennem, når man just ikke har en 2 skilling ved hånden til at affærdige dem med. Den vedvarende riden og gallopperen er tillige med kørslen ikke alene til ødelæggelse for gangen, men også til fare for de gående. Det var derfor også at ønske at der her som andre steder, måtte blive opsat et sort bræt med den indskrift: "At Filosofgangen alene er for fodgængere og ikke for kørende eller ridende". Et ønske så meget rimeligere som en velbrolagt gade ligger lige ved siden af den.

(Politivennen nr. 855, Løverdagen den 19de Mai 1832, s. 334-335).

En slem Mangel ved Helsingøers Apothek.

Helsingør har et apotek hvis ejer, en ung mand, svarer faderen en årlig afgift på 2.000 rigsbankdaler. Et bevis på at afsætningen på medicinalvarer må være betydelig. Men dog har det hele vinteren som også hidtil haft mangel på blodigler hvormed det let og for en ubetydelig bekostning i tide kunne være blevet forsynet enten fra omegnen eller fra Sverige hvor de haves i overflod. Denne mangel er så meget mere utilgivelig og kan have de sørgeligste følger som Helsingør har en folkemængde på 6.000 sjæle, foruden en stor del fremmede fra alle Europas stæder, opholder sig her i længere eller kortere tid. Når alle barberer, kirurger, ja selv hospitalet nægter at have igler, påligger det dog vist apotekeren at være forsynet dermed. Men at dette ikke er tilfældet, tjener følgende til bevis på. Hr. regimentskirurg doktor Møller ordinerede i forrige uge for en ung kone her i byen 12 igler der skulle anbringes på forskellige steder omkring hjertet hvor smerten ikke ved åreladning kunne hæves. Men apoteket var ikke i stand til at præstere flere end 4 stykker. Det samme var også tilfældet for nogen tid siden da en købmand Ella blev syg af et apoplektiske og rheumatisk tilfælde. Lægen ordinerede igler, men på apoteket var igen at få, og inden de ankom fra Sverige, var manden død. Man håber dog at denne offentlige anke vil bevirke at apotekeren herefter vil være forsynet med denne så nødvendige artikel, eller også at det bliver ham pålagt af de ansvarshavende.

Ved denne lejlighed kan man ikke tilbageholde det ønske at Helsingør måtte få endnu et apotek, da to ville ret godt kunne bestå her, hvor foruden en betydelig afsætning til byens og omegnens beboere, mange søfarende forsyner med medicin på rejser. Århus som kun tæller 4.000 indbyggere, har 2 gode apoteker, og så vidt vides, kun 3 til 4 læger. Her har vi 8 læger og kun et apotek.

(Politivennen nr. 855, Løverdagen den 19de Mai 1832, s. 332-334).

Redacteurens Anmærkning.

Apotekeren S. A. Steenberg svarede i Politivennen nr. 857, 2. juni 1832, s. 363-369. Heri fortæller han at han allerede for 14-15 år siden begyndte at handle med igler. I omegnen var der kun få at købe, men ved at søge længere væk fik han et forråd på 5.613. Heraf døde 2.392. Og det lykkedes herefter ikke at få særlig mange. Artiklen er vedhæftet en attest fra stadsfysikus Klems at antallet anvendt på konen ikke var afgørende. 

En artikel i Politivennen nr. 870, 1. september 1832, s. 575-577 argumenterede for at der blev oprettet endnu et apotek. Denne artikel er ikke på denne blog.

Bøn om Rensning paa Cancellie-Trappen.

Hvorfor hæmmes ikke den sig atter indsnigende uorden med omløbe af amager- og københavnske piger på gangene i kancellibygningen, generalitetet og Lerches Gård som sælger dels frugt, dels sild og radiser, og som oftest står med tomme kurve, hvilket sidste tydeligt nok viser hvad egentlig deres hensigt er, nemlig at forføre de unge mennesker som embedsforretninger medfører, at passere dette utøj.

Ønskeligt var det derfor om de ansvarlige ligesom i forrige år da samme anke blev ført gennem dette blad, ville tillægge buddene ved kontorerne fornøden ordre til at bortjage sådanne fruentimmer eller rettere sag skøger.

(Politivennen nr. 855, Løverdagen den 19de Mai 1832, s. 318-319).

Endnu et Ord om Gasbelysningen i den nye Synagoge.

Uden at ville indlade mig i den strid betræffende det økonomiske som i denne tid er ført i Politivennen m.fl. steder, tror indsenderen det pligt mod menneskeheden at anføre at han af en grundig teoretisk og praktisk kemiker har erfaret en kendsgerning som tydeligt viser at gasbelysning kan have skadelige, eller endog farlige følger for menneskets sundhed. Denne mands søster har allerede i lang tid lidt af et farligt krampetilfælde som har sin grund i indvirkningen af den os som gassen frembringer *). Gas af olie er mindre farlig, men dyr. Gas af kul derimod må underkastes en dobbelt eller tredobbelt rensning som falder meget dyr og derfor sjældent iværksættes skønt den er uundgåelig fornøden når man vil være sikker på at gassen skal være uden skade for helbred og velbefindende. Hvor 500 flammer udfordres til et lokales belysning, kan man vel næppe vente at den bekostelige rensning vil ske.

*) Man har for nyligt læst i aviserne at kolera ikke angreb beboerne af huse hvori gasbelysning anvendtes. Hvorledes stemmer det med denne mening, og kunne ikke andre årsager foranledige et enkelt individs ildebefindende uden netop gasuddunstningen? Udg. anm.

(Politivennen nr. 854, Løverdagen den 12te Mai 1832, s. 318-319).

Til Fattigvæsenet.

På en tid da der skrives et og andet om vort fattigvæsen, er det vist ikke af vejen at gøre de ansvarlige opmærksom på det forskrækkelige betleri der finder sted ikke alene på gaderne eller på vore spadseregange, men navnlig på Østerhade hvor fattige dagligt, især lørdag og søndag i skokketal overstrømmer de derværende butikker.

Hvor ubehageligt og trykkende denne uskik er, vil anmelderen her ikke indlade sig på videre at udvikle, men kun anmærke hvor urigtigt han og vist nok mange flere finder det at være at man foruden de svære udgifter som den borgerlige næringsvej medfører, for ikke at forglemme fattigskal mv. tillige skal besværes af så mange fattige hvoraf en del desuden er i hospitaler og fattighuse.

Den ærede fattigbestyrelse skænker dette sin opmærksomhed og søger ved lempelige midler at få et uvæsen bortryddet som i sandhed for mange der har vilje, men ikke evne, er højst byrdefuld.

(Politivennen nr. 854, Løverdagen den 12te Mai 1832, s. 315).