En slem Historie, fortalt i "Kieler Correspondenzblatt".

Der var en tid da man klagede og det næppe uden grund, over at man på offentlige kontorer hvor menigmand havde nødvendige forretninger, ofte mødtes med en stødende hovmod eller vrangvillighed, ja vel endog med en uhøflighed der grænsede til grovhed. Men siden sådanne embeder er blevet besat med dannede mænd, har man ikke sådant at frygte. Man kan tværtimod vente at behandles med den forekommenhed og humanitet der karakteriserer stadens højeste embedsmænd, og hvorved disse viser sig som et følgeværdigt mønster for de øvrige. Skulle det imidlertid hænde at en eller anden yngre underordnet betjent var kommet ud af det rigtige spor, da ville sikkert hans foresatte, underrettet derom, snart hjælpe ham til rette igen. For dedicisse fideliter artes, emollit mores, nec finit esse feros. Det er derfor man i Kieler Correespondenzblatt nr. 761, f. 26. september 1832 med forundring læser nedenstående historie hvoraf men her tillader sig at give en oversættelse.

* * *

"En landmand kommer i forretninger til en embedsmand. Han finder gadedøren lukket, En gentagen banken åbner betjenten så meget at døren endnu spærres ved en lænke. "Hvad vil han?" farer han op mod den udenfor stående bonde. - Denne foredrager sin sag. - "Herren har ingen tid!". - Bonden lader sig afvise, kommer igen næste dag, samme spil finder sted. Således går det nogle gange. Endelig får bonden af en god ven det vink at han skal stikke betjenten et par skilling i næven. Han gør det, og se! den lukkede port åbner sig, og bonden kommer ind i forstuen. Her løber en skriver ham i møde: "Hvorhen?" Bonden taler om sit ærinde. "Nej, nej, vi har ingen tid!" - Bonden lader endnu et par skilling springe og kommer til skriverstuen. Her sidder fuldmægtigen. "Hvad er der på færde? Hvad vil han? Forstyr os ikke!" - Bonden ved nu desværre besked, lægger tavs en femskiling *) på bordet og finder det allerhelligste åbent. Han indlades i embedsmandens kontor og får nu tid til at foredrage sin begæring om at en med alle dertil nødvendige bilag forsynet obligation som han bringer med sig, måtte udslettes af gælds- og panteprotokollen. "Det kan ikke gå an i dag" er svaret. - "Skal jeg da komme igen i morgen?" - "I morgen er heller ikke tid dertil." - "Overmorgen da?" - "Nej, nej, nej. Da kan det heller ikke lade sig gøre!" - "Hvornår skal jeg da komme igen?". -  "Tøv, jeg vil sætte ham en termin". Kalenderen tages frem, og embedsmanden siger med tilbørlig vigtighed: "Jeg vil sætte ham terminen til torsdag, han møder på torsdag!" - Bonden møder om torsdagen, køber sig endnu engang igennem alle instanser, får sin obligation udslettet og betaler to rigsdaler "for en termins anberammelse og afholdelse". - Dette er vist ikke nogen retfærdighedens flor."

Der er ovenfor sagt at man med forundring har læst denne historie, og det fordi den ellers så frimodige redaktør af nævnte blad hvis det er et virkeligt faktum han fortæller, ikke tydeligere har peget hen til den pågældende person eller til stedet hvor sådant skulle være foregået. For kun således ville hans fortælling bevirke at den påankede uorden, kommet til vedkommende foresattes kundskab, kunne hæves og forebygges i fremtiden, da den tværtimod nu kan forårsage at en ufortjent mistanke rettes på aldeles uskyldige, eller den kun anses for en morende anekdote.

*) Ein Fünfschillingstück.

(Politivennen nr. 876, lørdag den 13de October 1832, s. 678-681) 

Redacteurens Anmærkning.

Det latinske citat er af Ovid, og betyder noget i retning af et troværdigt studie af den liberale kunst redefinerer menerer og retter deres hårdhed.

En nyttig Advarsel i vor Frelsers Kirke.

Det er vist nok meget nødvendigt at der til enhver tid holdes god orden i kirkerne og især ved konfirmationerne da der i almindelighed er stærkest tilløb. Men når iveren i denne henseende går så vidt at kirkebetjentene tillader sig at prygle børn der befinder sig i kirken med deres forældre, da drives nidkærheden så vidt at de fleste ville finde sådant utroligt. Og dog er dette virkelig sket sidste konfirmationssøndag i Vor Frelsers Kirke. Graver Lystrup tillod sig nemlig der en meget uartig behandling mod flere, og for det ene barn synes følgerne heraf at blive ret alvorlige og sørgelige for forældrene, da det dels af skræk og dels af slaget, øjeblikkelig blev sygt og hidtil endnu er uden bedring. Det er derfor indsenderen velmente råd til enhver som søger nævnte kirke, eller der lader børn konfirmeres, at vogte sig for nævnte hr. Lystrups næver. I øvrigt synes kirken at være det sted hvor man burde være aldeles sikker for en sådan behandling, hvis følger kunne være så betydelige for børn der ligesom det her omhandlede, ikke hjemme er vant til sådant.

Petersen
Kontorist.

(Politivennen nr. 876, lørdag den 13de October 1832, s. 641-642) 

Undskyldning for en i Politievennen fremført Anke.

I Politivennen nr. 783 af 1. januar f. å. blev blandt mere ført anke over et upassende oplag for forskelligt skramleri, som daglig fandtes henstående indenfor stadens Nørreport. Efter anken blev det straks borttaget og porten var således i en tid fri for en efter anmelderens mening upassende zirat. Dette ophørte dog, og så vidt anmelderen har lagt mærke til det, har skramleret igen været placeret der siden sommerens begyndelse og endnu i dette øjeblik vil der findes henstående: den lille materialvogn fra f. å., en bærebør, flere borde og bænke opstablede på hinanden, i krogen umiddelbart op til porten og vagtbygningen. Altså har anmelderens mening om at porten vansiredes ved disse tings stade der og at sådant var utilladeligt, været fejlagtig. Han beder derfor tingenes ejer om undskyldning for den gene han forvoldte dem i det korte tidsrum de måtte savne dette stade, ligesom han også beder om undskyldning hos den civile eller militære embedsmand i hvis embedsfunktion han har været så dristig at gøre en ibeføjet påtale. Anmelderen vil nu hver gang han går ind eller ud af Nørreport, vænne sig til at betragte disse ting som et appendix til porten eller til vagten, og har derfor en bøn til vedkommende, den nemlig at når han om føje tid som hanhåber, er kommet i denne vane, han da ikke må forstyrres i den, men at nævnte skramleri må for bestandig have sit stade der, og om muligt efterhånden forøges.

(Politivennen nr. 873, lørdag den 22de september 1832, s. 641-642) 

Overfald i Kroen: "Amsterdam."

Søndag den 23.september tog jeg på min rejse til København ind i oven nævnte kro for at nyde en forfriskning og fik blandt andet et flækket surbrød hvorfor jeg måtte betale 6 rigsbankskilling. Da jeg på taksten i andre krostuer havde set at derfor kun skulle betales 4 skilling, gik jeg ind i en anden stue for at spørgeværten om pigen muligvis ville tilvende sig de 2 skilling. Men da han var ude i gården, leverede hans datter mig taksten som lå  chatollet, i stedet for at den burde være opslået i krostuen. Imidlertid kom værten og i stedet for at besvare mit spørgsmål, gav mig med udtrykket: "Jeg skal give dig takst" et vældigt slag under øret. Af frygt for værre mishandling da han straks forsynede sig med et tykt tov, retirerede jeg ind igen i krostuen, hvor jeg i to personers påhør fik ham til at tilstå at han havde slået mig. Foruden at jeg ved retten vil søge oprejsning for den mig tilføjede fornærmelse, holder jeg det for pligt at advare enhver rejsende for denne mand der måske give folk prygl. Ligesom jeg herved anmoder hr. birkedommeren i Hørsholm om at påse at den anordnede takst på behørigmåde ophænges i omhandlede krostue.

J. Ulstrup.

(Politivennen nr. 873, lørdag den 22de september 1832, s. 639-641) 

Bemærkninger angaaende Hesteveddeløbene.

At de store forventninger som det københavnske publikum har haft om væddeløbene, ikke er blevet opfyldt, og at de fleste tilskuere, utilfredse med det lidet de havde set for deres penge, forlod dette skuespil, er bekendt. Men da vi nu oftere kan vente at mores på lignende måde, tillader indsenderen sig at bemærke hvad man i almindelighed fandt at udsætte på de ved væddeløbene trufne foranstaltninger.

1) Banens for store omfang. I fald den kun havde været halvt så stor, havde man dog set hver hest gennemløbe den 2 gange, og man havde kunnet overse hele banen. Desuden begyndte de fleste løb efter at hestene i skridt blev ført ned 1/3 af banen. De tilskuere som opholdt sig ved banens begyndelse, så derfor intet af løbet.

2) Den lange tid mellem hvert løb, af mindst en time, hvilket trættede tilskuernes tålmodighed. Hvorvidt en hel time var nødvendig for at veje rytterne, som i forvejen havde forsynet sig med den anordnede vægt, og derefter at bestemme hvilken hest havde vundet præmien, er indsenderen for uindviet til at kunne bedømme. 

3) De få heste som deltog i væddeløbet. Årsagen hertil var at en hest, Petronella, overtraf næsten alle de øvrige i hurtighed og vandt de fleste priser. Flere hesteejere som havde bestemt at lade deres heste løbe, holdt af den grund disse tilbage da de ikke ville risikere deres heste uden udsigt til gevinst. Ville det derfor ikke være fordelagtigt for flere som ønsker at deltage, ifald man fulgte den regel at en hest efter at have vundet en præmie, ekskluderedes fra at konkurrere om flere på samme dag? Også ville det være behageligt at have set bønderne deltage i væddeløbene, hvortil man let kunne opmuntre dem.

4) Plankeværket hvormed banen var omgivet og hvorved væddeløbene i København forhindres at blive hvad de er i England og andre lande, nemlig et nationalskuespil, da det her udelukker enhver derfra som ikke kan eller vil betale. De betydelige omkostninger dette plankeværk har krævet, alene for at afholde uvedkommende eller ikke-betalende tilskuere, og som endda ikke aldeles har svaret til øjemedet, skønnes at kunne være undgået. At de som ønsker at sondre sig fra den store hob og ønsker at sidde på bænke, eller de som foretrækker at se væddeløbene til vogns eller til hest, betaler derfor, er meget rimeligt, og en sådan betaling selv om den var mindre høj, end den der forlangtes 7. og 8. september, ville sikkert være mere end tilstrækkelig for at godtgøre alle omkostninger som bænke og rækværk om banen kunne medføre. år forinden hvert løbs begyndelse nogle husarer gennemred banen, forhindredes derved at nogen uforsigtig fandtes på selve banen og kom til skade. Efter forlydende har komiteen for væddeløbene indgået kontrakt med en mand om at påtage sig oprettelsen af tribunerne og det omtalte plankeværk, imod derfor i erstatning i 5 påfølgende år at få den betydelige adgangspris for samtlige tilskuere, subskribenterne undtaget. Som man hører er alle disse udgifter allerede dækket ved de to første dages indtægt. Man har altså årsag at lykønske vedkommende til en så meget fordelagtig kontrakt der endnu i 8 lignende dage sikrer et rigt udbytte.

(Politivennen nr. 873, lørdag den 22de september 1832, s. 622-625) 

Redacteurens Anmærkning.

Se også artiklen i Kjøbenhavnsposten den 20 september 1832.

Christian Holm (1803-1846): Hestevæddeløb (1833). Statens Museum for Kunst. Public Domain.