Om Helligdags-Arbeide.

Søndag den 25. november om eftermiddagen kl. 2.30, altså under gudstjenesten, passerede anmelderen Sværtegade og hørte at der i de nye huse som opføres der, arbejdedes med høvle og save. Jeg fandt dette urigtigt, og fortalte det til Politivens-udgiveren som vel trak på skulderen, men mente at det ikke var nogen opmærksomhed værd. Han viste mig tillige at der i Pontoppidans forklaring på det spørgsmål: "Er ingen udvortes gerning om søndagen tilladt?" gives til svar: "Jo, sande fornødenhedsgerninger som ikke kan opsættes, og kærlighedsgerninger som altid finder sted." Men da den gode mand, Pontoppidan på et andet sted siger: "at man vanhelliger hviledagen ved dans, spil, komedier, krogang og sådant som altid er synd i sig selv, men på helligdage dobbelt synd" og vi nu på helligdagene har komedier både inde i byen og udenfor samme, samt koncerter, baller og andre lystigheder, så må man vist have fejlet, og kan han fejle en gang, så kan han fejle oftere. Desuden kan jeg ikke anse dette søndagsarbejde for en sand fornødenhedsgerning, da husenes værelser jo ikke kunne eller bør bebos før påske flyttetid. Og kærlighedsgerninger er der vist endnu mindre, for folkene ville sikkert have deres dagløn. Jeg tror snarere at sådan søndagsfortjeneste bidrager til mandagshøjtideligholdelse på kroerne. Jeg er ingen lindbergianer, skønt jeg erklærer at jeg holder mig til Guds bud: Kom ihu at du helligholder hviledagen, samt til de kongelige forordninger om helligbrøde, der er udgivet i dets ånd, og endnu ikke ganske tilbagekaldte. Jeg beder derfor at Politivennens udgiver vil indføre dette, da det måske kunne vække eftertanke og bidrage til at man ikke gjorde helligdage til søgnedage. For som der siges, ved helligdagsarbejde er der ingen velsignelse.

(Politivennen nr. 883, lørdag den 1.ste December 1832, s. 799-801.)

Uforsvarlig Fremfærd af Militaire i Fredstider.

Sidste onsdag den 21. dennes om aftenen kl. 9 kom en velklædt kone gående gennem Møntergade til Gothersgade. Idet hun passerede forbi svineslagteren hvor der i lang tid har været gravet, mødte hun 3 militære, nemlig 2 soldater og en underofficer. Den sidste i mundering med gehæng og sabel, de andre i civil dragt. De var så vidt skønnedes af 1. jydske infanteriregiment. Disse tre personer som havde hinanden under armen, og i stærkt forceret march, stødte den ene den anden over på konen hvorved den person der var hende nærmest som holdt den højre arm med krum albue, stødte hende med magt i rendestenen der ved gravningen var blevet en moradsagtig pøl, hvori konen i faldet blev ganske tilsølet af uhumskhed på sine klæder, den højre arm slået til blods, og brystet der desuden er svagt, fik et så hårdt stød at samme har efterladt sig ømhed og sting. Over denne voldsomhed forundrede adskillige velklædte personer sig og udbrød: "Det er dog nederdrægtigt". Konen udstødte nogle forbandelser i sin smerte, og i sin besudlede og pinefulde tilstand gik hun videre så godt hun kunne.

At underofficerer udenfor tjenesten afholder sig fra at være i selskab med sine underordnede, især ved aftenkommers, skulle man vente. Men sikkert har denne underofficer været af andre tanker uden at tænke på sin stilling. Handlingen i sig selv er højst lovstridig, og ligner den mest uopdragne gadedrengs eller gadestrygers opførsel.

Vel kan høje ansvarlige, hans foresatte, ikke vide hvad en underordnet foretager sig, når denne om aftenen får tilladelse til at gå i byen fra kasernen efter tappenstreg. Man ved også at der er pålagt dem anstændig opførsel mod enhver af stadens indbyggere. Men der kunne dog sættes grænse for deres tøjlesløse adfærd. Dog er som man ser, befalinger og forbud utilstrækkelige. At et sådant forhold af militære (på hvem man snarere burde og kunne have krav til sit forsvar) ikke passer for en ærekær soldat, vil vel enhver indrømme. Men hvad skal man forlange af personer der ikke kender til moral? For dette ord forstår de ikke. Det er kun en tom lyd for deres ærer. De er vælige og kåde fordi de har det for godt.

Jacobsens Enke.

(Politivennen nr. 883, lørdag den 1.ste December 1832, s. 791-793.)

Nogle Vink til det saakaldte Forstanderskab for det mosaiske Troessamfunds Synagoge.

Efter det kongelige danske kancellis resolution af 30. f. m. er det bestemt "at præsten ved det mosaiske trossamfund, repræsentanterne for og 4 medlemmer af samme, hvilket sidste de kontribuerende medlemmer der har lejet plads i synagogen" samt er over 25 år gamle, indbyrdes har at vælge, skal under navn af "Forstanderskab for synagogen" bestyre samme.

De i denne resolution bestemte "4 medlemmer" kunne naturligvis ikke vælges før pladserne er bortlejede, hvilket ikke kan have været tilfældet da de i det følgende omtalte konditioner udkom, og forinden dette sker, mener man at enhver bestemmelse af et "forstanderskab for det mosaiske trossamfunds synagoge" ingen kraft har, da resolutionen jo ellers ikke er adlydt. Det måtte derfor undre indsenderen og vist nok mange med ham, at se "konditioner hvorefter pladserne i det mosaiske trossamfunds synagoge bortlejes" udgivne i trykken af "et forstanderskab for det mosaiske trossamfunds synagoge".

Disse konditioners § 3 lyder således: "Enhver der lejer plads i synagogen er den orden som vil blive indført i samme, underkastet."

Det såkaldte forstanderskab burde antage at man kender og adlyder den orden landets lov byder. Men kan desårsag ikke andet end tro at hermed er ment de meget omtvistede, intenderede forandringer med ritualet. Da denne forandring af mange ikke ønskes, frygtede man for at det ville antages at man bifaldt den når man indgav skriftlig begæring om plads, og dette ville man ikke.

De som troede at kun en synagoge var bygget, blev af disse konditioner helt anderledes belært. De omtaler to, nemlig en mandfolke- og en fruentimmersynagoge.

Disse konditioner omtaler "plads i koret". I en jødisk synagoge har man aldrig før vidst af noget "kor" at sige. Skønt nu hidtil ingen forandring med ritualet er tilladt af regeringen, synes det såkaldte forstanderskab allerede at nære et vist håb om at se dets yndlingsønske kronet med held. Hat es den aber solche Eile? at man endog forinden en ønsket resolution i så henseende er faldet, udgiver konditioner hvori findes udtryk som var dette sket.

Det har muligvis været rigtigere a) at paragraf 3 havde været tydeligere og bedre udarbejdet, så at den ikke kunne misforstås. b) at man havde anvendt lidt mere varsomhed med udtrykkene, så at den ene synagoge ikke kan blive gjort til to, endsige til et tempel. c) at vedkommende indtil forstanderskabet bestod af det befalede antal medlemmer, havde brugt deres navns underskrift, i stedet for ordet forstanderskab. - skønt forstand findes heri.

Repræsentanten hr. Lassen har fritaget sig for al anstrengelse med synagogens modernisering. Han gik sin vej og deri har han muligvis gjort vel. Han kan nu i templet i Hamburg blidt omtonet af koralsang, omgivet af stads, og befriet for at bede de gamle bønner, der skurrer i vore højlærde, højvise og moderne jøders fine, skønt altid små, øren, glemme livets sorger og fataliteter. Denne fornøjelse vil man ikke misunde alle ligesindede.

(Politivennen nr. 882, lørdag den 24de November 1832, s. 777-780.)

Den første Frugt af Modernisationen, eller: Brudeskamler ved jødisk Brudevielse.

Ved jomfru Heilbuths brudevielse der for kort tid siden fandt sted, så man en ny for jøderne hidtil ukendt ceremoni anvendt, nemlig brugen af brudeskamler. I denne anledning mener man sig kompetent til at opfordre hr. dr. Wolff til at tilkendegive menigheden hvad betydning denne brug skal have, eller kan vinde i rækken af jødiske religionsvedtægter. Så vidt indsenderen ved, finder aldrig knælen sted i synagogerne eller i nogen som helst bøn til og påkaldelse af guddommen, hverken i jødernes private eller offentlige andagt, eller ved nogen af de religionshandlinger som foregår i deres gudshuse. Man anmoder af den årsag hr. doktoren behageligst at ville give menigheden fuldstændig oplysning om årsagen til denne overførelse af en kristen kirkebrug til jødernes tempel.

(Politivennen nr. 881, lørdag den 17de November 1832, s. 769-770.)

Spørgsmaal til Hr. Stadsmusikanten.

For nogen tid siden kom jeg i et selskab hos nogle bekendte og blev der anmodet om at spille en kort tid til fornøjelse og tidsfordriv indtil klokken 9.30 om aftenen som ikke var over borgerlig tid. Men skønt musikken kun var mådelig og gaves uden nogen betaling, måtte jeg dog betale 1 rigsbankdaler i mulkt for at have spillet. Jeg ønsker derfor at vide om denne rigsbankdaler er givet til de fattige eller til hr. stadsmusikanten selv. Dersom det første er tilfældet, vil det glæde mig som selv er fattig, og må arbejde for min og families underhold. Men er det derimod til hr. stadsmusikanten selv, da vil det gøre mig ondt om han trænger til at lade en arbejdsmand give sig en skærv af sit daglige arbejdes slid og ringe fortjeneste.

Ved denne lejlighed tillader jeg mig at lade hr. stadsmusikanten vide: 1) at jeg ikke kan påtage mig at være spillesvend fordi jeg ikke er kender af musik; og 2) at jeg ernærer mig og min familie med mit slid og arbejde, og ikke med at give musik.

H. S. Holbech.

(Politivennen nr. 881, lørdag den 17de November 1832, s. 768-769.)