Uforsvarlig Fremfærd af Militaire i Fredstider.

Sidste onsdag den 21. dennes om aftenen kl. 9 kom en velklædt kone gående gennem Møntergade til Gothersgade. Idet hun passerede forbi svineslagteren hvor der i lang tid har været gravet, mødte hun 3 militære, nemlig 2 soldater og en underofficer. Den sidste i mundering med gehæng og sabel, de andre i civil dragt. De var så vidt skønnedes af 1. jydske infanteriregiment. Disse tre personer som havde hinanden under armen, og i stærkt forceret march, stødte den ene den anden over på konen hvorved den person der var hende nærmest som holdt den højre arm med krum albue, stødte hende med magt i rendestenen der ved gravningen var blevet en moradsagtig pøl, hvori konen i faldet blev ganske tilsølet af uhumskhed på sine klæder, den højre arm slået til blods, og brystet der desuden er svagt, fik et så hårdt stød at samme har efterladt sig ømhed og sting. Over denne voldsomhed forundrede adskillige velklædte personer sig og udbrød: "Det er dog nederdrægtigt". Konen udstødte nogle forbandelser i sin smerte, og i sin besudlede og pinefulde tilstand gik hun videre så godt hun kunne.

At underofficerer udenfor tjenesten afholder sig fra at være i selskab med sine underordnede, især ved aftenkommers, skulle man vente. Men sikkert har denne underofficer været af andre tanker uden at tænke på sin stilling. Handlingen i sig selv er højst lovstridig, og ligner den mest uopdragne gadedrengs eller gadestrygers opførsel.

Vel kan høje ansvarlige, hans foresatte, ikke vide hvad en underordnet foretager sig, når denne om aftenen får tilladelse til at gå i byen fra kasernen efter tappenstreg. Man ved også at der er pålagt dem anstændig opførsel mod enhver af stadens indbyggere. Men der kunne dog sættes grænse for deres tøjlesløse adfærd. Dog er som man ser, befalinger og forbud utilstrækkelige. At et sådant forhold af militære (på hvem man snarere burde og kunne have krav til sit forsvar) ikke passer for en ærekær soldat, vil vel enhver indrømme. Men hvad skal man forlange af personer der ikke kender til moral? For dette ord forstår de ikke. Det er kun en tom lyd for deres ærer. De er vælige og kåde fordi de har det for godt.

Jacobsens Enke.

(Politivennen nr. 883, lørdag den 1.ste December 1832, s. 791-793.)