Som bekendt tillades det i almindelighed ingen at drive borgerlig næring før ham er meddelt borgerskab på den næringsvej han agter at drive, eller før han har aflagt borgereden og betalt det anordnede gebyr m.v. Lige så bekendt er det at de der vil vinde borgerskab, er pligtige at producere forskellige attester for at godtgøre at de er berettiget til at få borgerskab på den næringsvej eller håndtering ved hvilken de agter at søge udkomme, ligesom der da også kræves attest for at de pågældende ikke er kendt af politiet fra nogen tvetydig eller ufordelagtig side. Med nogen føje afkræves den kommende borger sådanne vidnesbyrd der afgivet en ikke uvigtig, om just ikke altid tilstrækkelig garanti for at tvetydige og uredelige personer ikke skal få lejlighed til at indsnige sig i borgersamfundet, og man må derfor finde det højst besynderligt at det endnu i året 1833 tillades visse personer at drive forskellige, endog betydelige næringsveje, uden at afkræve den endog kun det allermindste bevis for at deres foregående vandel har været pletfri. Dette er fx tilfældet med hestehandlere og med dem der holder spisning ved et såkaldt sluttet bord, og måske endnu med adskillige andre. Hvad de første angår, da er det i høj grad påfaldende at en mand der jævnligt køber og sælger flere jobler af kostbare heste (12 stk. i hvert kobbel) skal være fritaget for at dokumentere sin fortidige vandel, og for at svare næringsskat af den næringsvej, han ernærer sig vej, da dog enhver anden næringsdrivende selv endog den der kun har kunnet drive det dertil at leje sig nogle flasker og glas, samt at gøre kredit på nogle potter brændevin og en tænde øk, må aflægge borgereden samt at rykke ud med det takstmæssige gebyr og kvartaliter med den påbudne næringsskat.
Men det er ikke alene det påfaldende hvorved vi her vil dvæle. Det skadelige turde måske være af endnu større vigtighed, og det er da overflødigt at antyde dette nærmere når indsenderen bemærker at han har kendt personer som straks efter at de har forladt slaveriet eller Tugt- og Rasphuset indfinder sig på markederne, og driver handel med heste under det anmassende prædikat "hestehandlere", hvilket de klogeligt ved at betjene sig af, i stedet for de for sødanne personer mere passende betegnelser: vagabond, dagdriver, lommedragon og andre lignende.
Det er unægteligt at indsenderen blandt vores hestehandlere kender mange agtværdige mænd. Men lige så vist er det også at disse må skamme sig ved prædikatet "hestehandler", hvis denne benævnelse ellers også kan findes anvendelig på de nys nævnte personer. - Denne ulempe ville imidlertid kunne ryddes af vejen, hvis det bliv gjort til pligt for enhver der vil ernære sig ved handel med heste, at vinde borgerskab på denne næringsgren, og de udgifter som dette kunne medføre for dem der vandt borgerskab, ville snart komme igen med renters rente da terrænnet derved blev renset for en mængde fuskere. At her ikke kan være tale om de landboere der til eje, leje eller fæste driver landbonæring, turde det være overflødigt at erindre.
Muligvis ville det heller ikke være af vejen hvis det gjordes til en betingelse for at få det her omhandlede borgerskab at de pågældende som ikke havde underkastet sig veterinæreksamen *) indskærpedes at bilægge deres ansøgninger med attest fra viterinærskolens forstander eller andre dertil bemyndigede, veterinærkyndige, en attest der burde indeholde en bevidnelse om at ansøgeren havde et sådant praktisk **) kendskab til heste, at der var grund til at formode at han med fordel ville kunne benytte det borgerskab han attråede.
* * *
Betræffende dem der holder spisning ved et såkaldt sluttet bord, da vil den for kort tid siden afsagte allernådigste højesteretsdom hvorved værtshusholdere og øltappere, samt te- og kaffeskænkere er kendt uberettigede til at beværte med varme spisevarer, ikke kunne medføre nogen væsentlig nytte for spiseværterne, hvis det ikke fremtidigt anordnes at enhver der søger udkomme på denne måde, skal vinde borgerskab på denne næringsvej, hvilket borgerskav burde betales med et gebyr der var lige med det der afkræves spiseværterne. For i modsat fald ville det ikke være vanskeligt for enhver uberettiget at beværte med varme spisevarer, og illudere lovgivningen ved uantastet at gøre indgreb i spiseværternes rettigheder.
Adskillige ved også allerede nu at benytte sig at lejligheden. Og indsenderen kender blandt flere et par værthusholdere der ved sluttet bord dagligt beværter et større antal personer end de mest søgte spiseværter uden dog at have betalt noget borgerskab, eller svaret nogen næringsskat, hvilket mildest talt dog synes at være højst urimeligt.
Skønt indsenderen af forestående linjer er en stor hader af alt laugs- og korporationsvæsen, har han dog troet at burde henlede de ansvarshavende autoriteters opmærksomhed på hvor megen ulempe det medfører når nogle af en stads borgere er bundet og indskrænket i udøvelsen af deres håndteringer, andre derimod ikke, og han indstiller derfor dette sit forslag til højere ansvarliges modnere bedømmelse.
København den 2. april 1833. A. P. Jensen.
(Politivennen nr. 903, Løverdagen den 20de April 1833, s. 263-269)
*) Vel synes det rimeligt at eksaminerede dyrlæger fritages for at producere en sådan attest. Men det går her som ordsproget siger: "Ingen regel uden undtagelse". For det turde sikkert endnu være i frisk minde at en eksamineret dyrlæge og hestehandler for nogle år siden afgav et så modsigende skøn over en meget renommeret hingst at man vist nok kunne have rimelige føje til at ønske ham en større portion hesteforstand end den han ved denne lejlighed lagde for dagen. Nævnte hingst er siden efter brændt af de selv samme personer der samtidig med den omhandlede dyrlæge tillagde den forskellige, arvelige lyder, hvilket hos et vittigt hoved fremkalde den ytring: "De har nu brændt Es hingst. Men mig synes at de derved har svedet sig selv"
Sætterens anmærkning.
**) Teoretiske kundskaber burde ikke kræves. I øvrigt forekommer det forfatteren at den kommende hestehandler ikke kan finde det anstødeligt at underkaste sig en sådan prøve, da den kommende brændevinsbrænder netop er i samme tilfælde.
