Vel kan man ikke andet end istemme forfatterens yttringer om det skamløse der ligger i den omtalte uskik, hvad enten man henser til det offentlige udbrud af rå lidenskabelighed og ubunden kådhed, eller til den store og urimelige ulighed der finder sted mellem pibens gennemtrængende lyd og det blotte klap af hænder som ikke er garvede ved langvarig brug af tærskeplejlen eller ved sangskærerdont. Kun indses det ikke hvorfor just Heiberg skal fremhæves som den der især burde fritages for uværdig behandling i Skuespilhuset: en sådan udmærkelse burde snarere tilfalde Oehlenschläger der både inden- og udenlands har gjort sit fædreland ære. Men ikke nok med det: enhver skuespilforfatter som ikke har gjort sig skyldig i uanstændig skrivemåde, bør ikke heller behandles uanstændigt. Hvorledes kan et misheld eller et mindre held, i behandlingen af et emne berettige til en pøbelfærd som man aldrig tillader sig ved beskuelser af arbejder i andre kunstfag! Det er et usselt argument at kun på den måde kunne slette arbejder holdes borte fra skuepladsen, for det må blive teatercensorernes sag. Som bekendt kan dommerne over æstetiske arbejder aldrig ventes at blive ens hos de mange individer, af hvilke de store publikum er sammensat: skulle nu enhver afvigelse fra teatercensorernes mening kunne berettige vedkommende til at afstedkomme larmende og forargelige optrin i Skuespilhuset? Hvorfor da ikke også kaste skuespillerne og skuespillerinderne appelsinskaller og rådne æg i ansigtet, således som den finere og grovere pøbel har for skik i Paris og London? Den ene råhed er jo ikke bedre end den anden! - Kan en kongelig teaterdirektion et eneste øjeblik betænke sig på at afskaffe en sådan uskik som passende hører hjemme i almuens kipper og på hovedstadens navnkundige fisketorv! Er det ikke en skændsel at forfattere af talent, som en Overskou og Hertz, skulle krybe i skjul og ikke turde være deres navne bekendt før efter tre til fire års forløb! I fremmede øjne må vi når vi erfarer sådant, endnu stå på et meget lavt trin af kultur.
At Heiberg i den senere tid har været udsat for pøbelagtig forfølgelse, dels på prent, dels i Skuespilhuset, er på en måde af ham selv foranlediget, fordi han var en af dem som gav første fremstød til den stygge adfærd at skildre virkelige personer på en latterlig måde, så nøjagtigt at ingen kunne tage fejl af dem: dette skede både i vaudeviller og i Flyveposten. Det første gav også anledning til at skuespillerkunsten blev nedværdiget til personlig satire. Flyveposten var tillige tumlepladsen for hån- og hadefulde angreb på fortjente mænd, især adskillige udmærkede videnskabsmænd og duelige ungdomslærere. Således har han både på og udenfor teatret bidraget til at vedligeholde den, kunstnernes og videnskabernes dyrkere aldeles uværdige tone som især i de sidste årtier har taget sådan overhånd hos os at nylig et lovbud måtte sætte skranker derfor. Gid et lignende ville gøre ende på en opførsel som intet velopdraget menneske kan være bekendt, og som i alt fald kun egner sig for teatre der kan stilles i række med fjælleboderne.
(Politivennen nr. 908. Løverdagen den 25de Mai, 1833. Side 363-367).
At Heiberg i den senere tid har været udsat for pøbelagtig forfølgelse, dels på prent, dels i Skuespilhuset, er på en måde af ham selv foranlediget, fordi han var en af dem som gav første fremstød til den stygge adfærd at skildre virkelige personer på en latterlig måde, så nøjagtigt at ingen kunne tage fejl af dem: dette skede både i vaudeviller og i Flyveposten. Det første gav også anledning til at skuespillerkunsten blev nedværdiget til personlig satire. Flyveposten var tillige tumlepladsen for hån- og hadefulde angreb på fortjente mænd, især adskillige udmærkede videnskabsmænd og duelige ungdomslærere. Således har han både på og udenfor teatret bidraget til at vedligeholde den, kunstnernes og videnskabernes dyrkere aldeles uværdige tone som især i de sidste årtier har taget sådan overhånd hos os at nylig et lovbud måtte sætte skranker derfor. Gid et lignende ville gøre ende på en opførsel som intet velopdraget menneske kan være bekendt, og som i alt fald kun egner sig for teatre der kan stilles i række med fjælleboderne.
A. Petersen.
(Politivennen nr. 908. Løverdagen den 25de Mai, 1833. Side 363-367).
Redacteurens Anmærkning.
Piberiet er før omtalt i Politivennen, og det ophørte ikke. Kjøbenhavnsposten mente den 29. marts 1841 at hele affæren havde fået Bournonville til at vende hovedstaden ryggen:Dampskibfarten for iaar har nu atter begyndt, i det "Frederik den Sjette" idag for første Gang er afgaaet herfra til Kiel. Blandt dem, der ved denne Leilighed have vendt Hovedstaden Ryggen, er ogsaa Hr. Balletmester Bournonville, der skal have erholdt Permission paa længere Tid og agter at besøge Berlin og Paris.
