Anmodning til Politiet.

Det var ønskeligt, ja i høj grad ønskeligt om de ansvarlige ville pålægge dem af stadens vægtere der har post i Brolæggerstræde og Badstuestræde, men især dem i Knabrostræde, at udjage af gaden de utallige offentlige fruentimmere der dagligt i skumringen indfinder sig i disse gader for der at søge fortjeneste. For foruden andre uordener som de afstedkommer der, sammenhober de sig på hjørnerne eller midt i gaden og opslår ofte en latter der nødvendigvis må vække enhver som har sengekammer til gaden. Forunderligt er det om en vægter skulle have mere magt end den anden. Således har indsenderen fx set at vægteren i Rådhusstræde så snart et af de ovennævnt fruentimmere nærmede sig, anråber samme med spørgsmålet: "hvorhen?", og i samme øjeblik jage hende tilbage, hvorimod Knabrostrædes vægter uden videre lader dem passere revy op og ned af gaden. Man kunne derfor næsten forledes til at tro at der var en eller anden venskabelig forståelse mellem disse folk. 

Politivennen nr. 909, Løverdagen, den 1ste Juni, 1833. Side 379-380

"Det var ønskeligt om de ansvarlige ville pålægge stadens vægtere, især den i Knabrostræde, at udjage af gaden de utallige offentlige fruentimmere der dagligt i skumringen indfinder sig i disse gader for der at søge fortjeneste." (Knabrostræde, 2016. Eget foto.)

Varsko paa Nørregade.

Ved at gå gennem Nørregade onsdag den 22. dennes kl. 9.30 var anmelderen så uheldig at blive overøst med et fluidum af meget ubehagelig bestanddele fra gården nr. 229 i denne gade hvorved en næsten ny overkjole ødelagdes. Der er vel ofte i dette blad blevet klaget over den pøbelagtige uskik at udkaste sådanne sager på offentlig gade, men da man desuagtet ser at den vedbliver, tror anmelderen det ikke overflødigt at offentliggøre den, til advarsel for andre der om aftenen skulle komme forbi denne gård.

(Politivennen nr. 908, Løverdagen, den 25de Maii, 1833. Side 372-373)

Redacteurens Anmærkning.

Nørregade 229 blev 1818 sammenlagt med 230B til 229 & 230 B. Nuværende adresse er Nørre Voldgade 68/Nørregade 40. Huset er opført 1958.

Det er i midten af billedet, på højre side af vejen på hjørnet man risikerede at få indholdet af en natpotte i hovedet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Om den forestaaende mosaiske Religionsprøve.

Ved den forestående mosaiske religionsprøve, hvorved eksaminationen for første gang foretages af hr. dr. Wolff, er antaget en orden i børnenes følge på kirkegulvet som har forbavset mange af menigheden. Den består nemlig i at de rigeres børn (det vil sige de som ikke går i de to mosaiske fattigskoler), skal stå for sig selv og de fattiges afsondret fra disse, ligesom for ikke at smitte disse.

Når man ser hen til at der hverken findes stands- eller rangsforskel blandt mosaisterne, undtagen den som formuen eller forstanden bevirker, så må man sandelig undre sig over at en mand som dr. Wolff der har sine reelle kundskaber at takke for sin fremkomst i verden, og som oplyst og sandhedsfærdig mand ikke bør lade sig beherske af fordomme, ja så ofte i sine åndfulde prædikener har berørt at "for Gud er vi alle lige", og "i Herrens hus bør alt tant og forgængeligt forsvinde," vil foretrække det første for det sidste (for efter sigende skal der blandt de fattiges børn, som denne gang skal aflægge deres trosbekendelse, være adskillige som med hensyn til deres kundskaber står langt over mange blandt de såkaldt rigeres). Hvem som kender til det barnlige hjerte, må vel vide hvor krænkende det er for et barn at se sig tilsidesat, og i endnu højere grad er dette tilfældet i en stor forsamlings påsyn, når det ligesom ser sig afsondret fra dem hvis forældre Gud har tildelt noget mere verdsligt gode end der blev dets forældre til del, skønt det med vished ved at det i kundskaber står langt over de andre. Og ikke blot børnene såres ved denne adfærd. Den er endog meget krænkende for forældrene, af hvilke flere skønt de lader deres børn gå i to fattigskoler, dog intet nyder af menigheden.

Både hr. kateket Mannheimer og hr. kateket Levysohn der før eksaminerede ved religionsprøven, havde vedtaget at sætte børnene i den orden som deres kundskaber gav dem adkomst til. Og man har sjældent hverken af rige eller fattige hørt nogen beklage sig over at være forurettet, skønt dette havde været mere tilgiveligt hos mænd som kateketerne der i langt højere grad var afhængige af menigheden end hr. dr. Wolff. Af hvilken grund hr. doktoren altså nu har indført denne orden som er ganske i uoverensstemmelse med vor tids anskuelser, må Gud og han alene vide. At udgrunde dette, går langt over pluralitetens horisont.

Skønt indsenderen nok ved at den vedtagne orden endnu kan forandres, går hans dristighed dog ikke så vidt som til at ville tro at hr. doktoren skulle tage disse linjer i betragtning. For indsenderen har allerede forudset at dette som så meget andet bliver en røst i ørkenen. Hensigten med dets bekendtgørelse var kun at tolke pluralitetens mening i det mosaiske trossamfund og at lade rimelighedens stemme lyde for de ansvarliges ører.

Politivennen nr. 908, Løverdagen, den 25de Maii, 1833. Side 369-372

Redacteurens Anmærkninger

Artiklen besvares i Politivennen nr. 909, Løverdagen, den 1ste Juni, 1833. Side 384-388. 

Rabbiner Isac Noa Mannheimer (1793-1865) student fra Metropolitanskolen 1814 blev ansat 1817-1823 som kateket (underviser for ungdommen i religion) og afholdt som sådan den første konfirmation. Hans indførelse af gudstjeneste med danske salmer med orgelledsagelse og mænd uden hovedbeklædning vakte i starten ingen modstand blandt de ortodokse jøder, men striden blussede ud da det begyndte at foregå i et lejet lokale. Modstanden betød at andagtsøvelserne stoppede i 1821. Hvorefter Mannheimer rejste til udlandet. Da han vendte tilbage til København, hvor der imellemtiden havde rejst sig en så voldsom modstand mod de nyindførte former i konfirmationen at de stort set blev afskaffet igen i 1823. Hans forsøg på at videreføre reformerne i en privat synagoge strandede da den blev lukket af myndighederne. Han havde bedre held i Hamborg og i Wien hvor han arbejdede i 40 år og vandt stor anseelse.

Nogle Bemærkninger ved Stykket i Politievennen Nr. 906: En skammelig Misbrug ved den kongelige danske Skueplads.

Vel kan man ikke andet end istemme forfatterens yttringer om det skamløse der ligger i den omtalte uskik, hvad enten man henser til det offentlige udbrud af rå lidenskabelighed og ubunden kådhed, eller til den store og urimelige ulighed der finder sted mellem pibens gennemtrængende lyd og det blotte klap af hænder som ikke er garvede ved langvarig brug af tærskeplejlen eller ved sangskærerdont. Kun indses det ikke hvorfor just Heiberg skal fremhæves som den der især burde fritages for uværdig behandling i Skuespilhuset: en sådan udmærkelse burde snarere tilfalde Oehlenschläger der både inden- og udenlands har gjort sit fædreland ære. Men ikke nok med det: enhver skuespilforfatter som ikke har gjort sig skyldig i uanstændig skrivemåde, bør ikke heller behandles uanstændigt. Hvorledes kan et misheld eller et mindre held, i behandlingen af et emne berettige til en pøbelfærd som man aldrig tillader sig ved beskuelser af arbejder i andre kunstfag! Det er et usselt argument at kun på den måde kunne slette arbejder holdes borte fra skuepladsen, for det må blive teatercensorernes sag. Som bekendt kan dommerne over æstetiske arbejder aldrig ventes at blive ens hos de mange individer, af hvilke de store publikum er sammensat: skulle nu enhver afvigelse fra teatercensorernes mening kunne berettige vedkommende til at afstedkomme larmende og forargelige optrin i Skuespilhuset? Hvorfor da ikke også kaste skuespillerne og skuespillerinderne appelsinskaller og rådne æg i ansigtet, således som den finere og grovere pøbel har for skik i Paris og London? Den ene råhed er jo ikke bedre end den anden! - Kan en kongelig teaterdirektion et eneste øjeblik betænke sig på at afskaffe en sådan uskik som passende hører hjemme i almuens kipper og på hovedstadens navnkundige fisketorv! Er det ikke en skændsel at forfattere af talent, som en Overskou og Hertz, skulle krybe i skjul og ikke turde være deres navne bekendt før efter tre til fire års forløb! I fremmede øjne må vi når vi erfarer sådant, endnu stå på et meget lavt trin af kultur.

At Heiberg i den senere tid har været udsat for pøbelagtig forfølgelse, dels på prent, dels i Skuespilhuset, er på en måde af ham selv foranlediget, fordi han var en af dem som gav første fremstød til den stygge adfærd at skildre virkelige personer på en latterlig måde, så nøjagtigt at ingen kunne tage fejl af dem: dette skede både i vaudeviller og i Flyveposten. Det første gav også anledning til at skuespillerkunsten blev nedværdiget til personlig satire. Flyveposten var tillige tumlepladsen for hån- og hadefulde angreb på fortjente mænd, især adskillige udmærkede videnskabsmænd og duelige ungdomslærere. Således har han både på og udenfor teatret bidraget til at vedligeholde den, kunstnernes og videnskabernes dyrkere aldeles uværdige tone som især i de sidste årtier har taget sådan overhånd hos os at nylig et lovbud måtte sætte skranker derfor. Gid et lignende ville gøre ende på en opførsel som intet velopdraget menneske kan være bekendt, og som i alt fald kun egner sig for teatre der kan stilles i række med fjælleboderne.

A. Petersen.

(Politivennen nr. 908. Løverdagen den 25de Mai, 1833. Side 363-367).

Redacteurens Anmærkning.

Piberiet er før omtalt i Politivennen, og det ophørte ikke. Kjøbenhavnsposten mente den 29. marts 1841 at hele affæren havde fået Bournonville til at vende hovedstaden ryggen:

Dampskibfarten for iaar har nu atter begyndt, i det "Frederik den Sjette" idag for første Gang er afgaaet herfra til Kiel. Blandt dem, der ved denne Leilighed have vendt Hovedstaden Ryggen, er ogsaa Hr. Balletmester Bournonville, der skal have erholdt Permission paa længere Tid og agter at besøge Berlin og Paris. 

Ønske angaaende Gjerderne imellem Søerne ved Kjøbenhavn.

Da Københavns magistrat har bidraget så meget til byens og omegnens forskønnelse, foreslås som prydende og mere varigt, i stedet for de med jord og græstorv belagte stengærder på begge sider af vejen mellem søerne, at opføre hegn af hollandske linker og cement, belagt eller dækket med fliser eller hugne sten (der efter omstændighederne i fald det behøvedes kunne bindes ved jernankre). De nys omtalte stengærder er vanskelige at vedligeholde, græstørven og stenen rives løse og falder i vandet, og gærdernes udseende vansirer promenaden til forstæderne.

(Politivennen nr. 908, Løverdagen, den 25de Maii, 1833. Side 363.)