Et stygt Uvæsen i Sorgenfri Skov.

Det er bekendt at hans kongelige højhed prins Christian har ladet anlægge en meget behagelig gangsti fra Sorgenfri til Frederiksdal, til bekvemmelighed for spadserende som i sommermånederne vil besøge disse yndige egne. Men dette gode kan som oftest ikke benyttes da en del drenge, ja vel endog karle, finder for godt på en tid da vejen er mest besøgt, at bade i den tæt ved vejen værende sø. Dette var tilfældet søndag eftermiddag den 2 juni så at anmelderen i selskab med nogle damer, der ville gå ad denne vej, måtte vende tilbage for at undgå skuet af henved en snes nøgne kroppe der drev deres kåde spøg i søen og just ikke vist sig alt for blufærdige. Man vover at mene at hvis badning i nævnte sø er tilladt, den dog burde indskrænkes til en tid på dagen da stedet ikke hyppigt besøges, og at sådant forbud offentligt bekendtgjordes, ligesom det ikke ville være af vejen om en af politiets betjente i begyndelsen indfandt sig der indtil forbuddet blev almindeligt bekendt. I kildetiden er der jo betjente i Dyrehaven for samme sted at se orden overholdt.

(Politivennen nr. 910, Løverdagen, den 8de Juni, 1833. Side 404-405) 

Søndermarken.

Forleden dag havde anmelderen lejlighed til at besøge Søndermarken - denne så yndige lystskov ved vor kongefamilies sommerresidens. - Han fandt alt i god orden og vel vedligeholdt, med undtagelse af at der i en del af gangene var nogle dybe huller der lignede indgangen til en rævehule. Ligeledes fandtes den derværende stengrotte i en meget forfalden tilstand, da fliserne i gulvet dels lå løse, dels var bottaget og gulvet fyldt op med den del fra loftet nedfaldne sten. Bassinet til den i grotten værende kilde var fuld af urenligheder og kildens løb stoppet. Man tillader sig at anmelde disse mangler for at de kan blive afhjulpet før vores elskede kongefamilie tager sit ophold på Frederiksberg Slot.

(Politivennen nr. 910, Løverdagen, den 8de Juni, 1833. Side 396-397) 

Varsko.

Enhver som har rene klæder kær, advares for at passere hjørnet af Vognmagergade og Pilestræde hvor adskillige drenge finder glæde i at overstænke såvel forbigående som forbikørende med rendestensskarn som de med særdeles færdighed og øvelse kaster så højt at selv de forbikørendes hatte bliver besudlede deraf. Anmelderen hvis klæder og nybetrukne offenbachervogn på denne måde bleev ødelagt for nogle aftner siden, anser det som pligt mod sine medborgere at fremføre denne advarsel.

(Politivennen nr. 909, Løverdagen, den 1ste Juni, 1833. Side 389-390) 

Bøn om mindre Støi ved Tavlernes Ombæring i Garnisonskirken.

Indsenderen der ofte besøger gudstjenesten i Garnisonskirken, kan ikke andet end beklage den støj der forårsages når tavlerne ombæres i kirken, hvilket især var tilfældet til højmesse anden pinsedag, idet kordrengene trampede dygtigt i gulvet med deres velbeslåede skohæle. Foruden det at det altid forårsager uro i kirken når tavlerne ombæres, og derved andagten for øjeblikket tabes, forøges denne uro i en højere grad når de der ombærer tavlerne, ikke går sagte, hvilket sjældent er tilfældet med kordrengene i nævnte kirke. Man beder derfor de ansvarlige så vidt muligt at råde bod på samme, hvilket nok lettest kunne ske derved at kordrengene fik lettere sko på i den tid de ombærer tavlerne (for at de ellers for varigheds skyld må være vel beslåede med jern, indser indsenderen meget godt), eller at de blev befalede at gå så sagte som muligt på deres nu havende sko Da man endog pålandet ser bønderne tage deres træsko af når de går i kirke og derrimod sko eller støvler på for ikke at forårsage for megen støj, så tror man at der især i hovedstadens kirker burde holdes så meget som muligt over at ingen støj forårsages, og da udgifterne til sko for de drenge der ombærer tavlerne, vist ville ubetydelige, og således megen støj afværges, så beder man de ansvarlige at tage dette i nøjere overvejelse.

(Politivennen nr. 909, Løverdagen, den 1ste Juni, 1833. Side 388-389) 

Bemærkninger, i Anledning af det i Nr. 908 Indførte: "Om den forestaaende mosaiske religionsprøve."

Det er ikke let at se hvorfra den ærede indsender af ovennævnte stykke har den kundskab at mange af den israelitiske menigheds medlemmer er blevet forbavset fordi nogle børn af samme der frekventerer friskolerne skal stå adskilt ved religionsprøven på kirkegulvet, med mindre det skulle være at det er børnene selv der harmes over denne i og for sig aldeles intetsigende formalitet. For såvel disses forældre som enhver anden må denne omstændighed vist nok forekomme aldeles ligegyldig.

Når der nemlig fornuftigvis lod sig tænke nogen som helst skadelig virkning for de manges tilkommende vel der i fremtiden i så henseende resulterede deraf, da måtte man ubetinget bifalde indsenderens mening som da var velbegrundet. Men kan sådant nogensinde blive tilfældet?

Når indsenderen påberåber sig at velærværdige hr. dr. Wolff i sine prædikener har ytret: "for Gud er vi alle lige", "I Herrens hus bør al tant og forfængelighed forsvinde" da forekommer det os at denne evige sandhed netop burde have været et motiv til at afholde sig fra at føre anke herover, og det hvad enten de omtalte børns intellektuelle evner overskrider eller står tilbage for de øvrige såkaldte riges. Især da indsenderen vel bør vide at det ikke er i kirken disses (de intellektuelle evners) udvikling skal prøves.

Hensigten med religionsprøven skal jo være den at aflægge bekendelsen for sin religiøse tro. Dette sker i kirken. De som er tilstede samme sted og erfarer sådant, lægger vist nok ikke synderlig mærke til i hvad orden dette sker på den dag. I deres øjne bør kun den fortjene øverste plads der i fremtiden som tilkommende borger i ordets mest ædle bemærkelse følger og virker efter de der foredragne guddommelige sandheder, uanset hvad plads der er faldet i hans lod da han stod på kirkegulvet.

Det er vist nok denne omstændighed der har bevæget hr. dr. Wolff til ikke at lægge vægt på hvorledes disse børn fremstilles på kirkegulvet. Og enhver fornuftig må derfor være særdeles kortsynet om han ikke skuede grant hvad der dog så tydeligt ligger for dagen.

Det er klart at megen sandhed offentligt er blevet fremsat angående "menighedens anliggender" og at meget står tilbage at ønske hvorved dets tarv kunne fremmes, desto værre! er dette blevet en røst i ørkenen. Enhver sandhedskærlig mand der føler dette, har derfor al årsag at påtale væsentlige omstændigheder der fortjener drøftelse. Den påtalte kan vel næppe henføres til det. Og da det så vidt os bekendt er skik i landets kirker hvortil der hører unge som besøger friskoler, at disse på deres konfirmationsdag står samlet for sig selv på kirkegulvet, så har hr. dr. Wolff altså hjemmel for at et lignende forhold bør finde sted hos mosaiske trosbekendere. 

Eftersom man således ikke kan dele indsenderens anskuelser i disses hele, fordrer sandhed dog at indrømme at det indtryk som den formentlig vilkårlige fremgangsmåde muligvis kan bevirke hos de unge, idet disse henlededes til kirken med en såret følelse på den dag de aflægger løfte om at overholde det "dyrebareste" mennesket skal stræbe efter i sin hele levetid: sin religiøse tro - for den allerhøjeste - hvilket aldrig bør ske i harmfuld tilstand, så tror vi at enhver hindring i denne anledning blev bortryddet når vedkommende for fremtiden fremstiller ungdommen på kirkegulvet "efter værten", hvorved ethvert hensyn faldt bort på det sted hvor verdenstant aldrig bør fremmes.

5. 9. 13.

Politivennen nr. 909, Løverdagen, den 1ste Juni, 1833. Side 384-388 

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 908, Løverdagen, den 25de Maii, 1833. Side 369-372.