Hr. udgiver.
Siden adskilligt i den senere tid har været skrevet i Deres blad om Helsingør, vil det næppe være af vejen at omtale deri også to onde ting som desværre er i frodig tilvækst, og som i tidens løb vil skade byen mere end man i øjeblikket kan spore.
Det ene onde er de ægteskabelige forbindelser som indgås uden præst og uden lysning fra prædikestolen, eller de såkaldte naturlige ægteskaber. Disses antal skal for tiden her i byen være mindt halvfjerds, hvilket ikke er så utroligt når man ser hen til de uforholdsmæssigt mange uægte børn som der fødes. Sidste år var af 218 fødsler de 54 uægte, altså hvert fjerde barn avlet udenfor ægteskab . Halvdelen af disse fødsler skylder sikkert disse forbindelser sin tilværelse.
I en havneby som Helsingør hvor erhvervskilderne holder mange ugifte personer til stedet og hvor desuden underofficer- og spillemandsklassen udgør omtrent tredjedelen af det indkvarterede militær, kan man in puncto sexus ikke være alt for nøjeseende, og det gælder blot så vidt muligt at forebygge at det uundgåelige onde ikke efterlader for indgribende følger. Når der fra det offentliges side ikke lægges hindring i vejen for at såkaldte kærester flytter under tag sammen, så kan man ikke vente at moralske og religiøse hensyn afholder dem fra et sådant levned. De fortsætter dette i en del år til døden eller uenighed adskiller dem, og da kommer fattigvæsnet så at sige til at betale gildet. Vel er det sandt at der også indgås mange ubesindige og lovlige ægteskaber, og at udgifterne ved disse ikke kan siges at være så betydelige at de for sig alene kunne være nogen væsentlig anstødssten. Men foruden at underofficerer og de i klasse med dem stående militære ikke så let får friseddel, således ved man også af erfaring at det som oftest er disse udgifters besparelse som gør de naturlige ægteskaber temmelig langvarige, og kan man ved alvorligt at sætte skranker for disse, kun forebygge 10 uægte fødsler årligt, så er dog allerede herved betydeligt vundet for fattigvæsnet og de dertil kontribuerende. - En anden sag er det at man ikke på en gang kan hæve nærværende onde. Man må forene lempelighed med alvor, for så vidt alt nu bestående forbindelser angår, for ellers ville fattigforsøgelsen straks påvæltes en alt for trykkende byrde.
Som et andet onde der fortjener ikke mindre opmærksomhed, må dernæst nævnes den måde hvorpå man i den senere tid har eluderet de befalede indskrænkninger i at meddele borgerskab på værtshuhold. Hvilket er så meget mere begalgeligt som man kunne ønske denne næringsgren i det mindste for halvdelen, aldeles afskaffet, idet blot meget få værtshuse kan kaldes nødvendige, og en del kun tjener til at føde dagdrivere og til at fremavle en yngel af lignende væsner. Men - skete ting står ikke til at forandre - og man kan derfor nu ikke gå videre end at sætte grænser for følgerne af fortidens synder. Hertil hører da først og fremmest at indskrænke værtshusenes antal, hvilket absolut nødvendige forholdsregel disse elusioner ssigter til at trodse. Når en udtjent soldat i nogle år har konditioneret som tjener i en klub, eller andet sted, og samlet sig nogle skillinger, er han enten uskikket eller for fornem til atter at gå til ploven, men finder det derimod mageligere at ernære sig og sin elskede ved at holde skænk, og ved engang imellem at have - i egentlig form af dansebod - bal eller essemble for sluttet selskab. Øvrigheden kan ikke give tilladelse til sådan næringsvej. Men hjælper sig altså ved at betjene sig af en eller anden affældig værtshusholders eller værtshusholderenkes borgerskab på den måde at man tager disse til sig i huset, føder og klæder dem, men desuagtet i politiets øjne vil passere som deres tjener eller fuldmægtig. Der skal for tiden være over 12 sådanne konverterede værtshuse i Helsingør, og efter den betryggelse man i den senere tid har fundet ved kuverterne, kunne vel flere være i vente. - Det vil måske indvendes at nuværende spilfægteri må ophøre engang når de gamle værtshusholdere uddør. Men heri tager man mærkbart fejl. Når den nuværende pro forma tjener eller fuldmægtig i 8 til 10 år har drevet gæk med lovene, selv er blevet aldrende, svagelig og har fået en flok børn at forsørge, tager han ligesom masken af, og giver det offentlige valget mellem at overtage denne familiebyrde eller at give ham borgerbrev. Nødvendigheden bestemmer let valget, og med det opnåede patent agerer man igen skærmbræt for andre. Det er altså rådeligst for det offentlige straks at rykke det onde op med roden, og få de forvænte Larser og Madser til i tide at se sig om efter andre leveveje.
Af en øvrighed som Helsingørs, der ved flere lejligheder har lagt for dagen at den har kommunens sande vel for øje, tør man vente at utidig barmhjertighed ikke vil afholde den fra at tage kraftige forholdsregler imod uordener og sande onder, og at for så vidt bestående love ikke giver aldeles hensigtspassende midler derimod, man fra højere steder vil skaffe sig den hjælp som behøves.
C. Gottliebsen.
Efterskrift.
Efter at den ovenstående var leveret til trykken, har man erfaret at en del uberettigede værtshusholdere er indklaget for politiretten. Man ønsker at denne undersøgelse måtte lede til et resultat der med tiden også vil være gavnlig for de indklagede.
(Politivennen nr. 918, Løverdagen, den 3die August, 1833. Side 521-526)
