Utaalelig Svinerie fra Jødernes Fribolig i Krystalgaden.

Næsten dagligt behager det nogle af de jøder der bor i friboligen, at sende en hoben papir med menneskelige ekskrementer ind i den tilstødende have, tilhørende nr. 106 i Peder Hvitfeldts Stræde. Indsenderen har på værtens vegne påtalt dette uvæsen og klaget over det hos en mand der kaldtes inspektør og som også lovede at formå de skidenfærdige jøder at beholde deres skarn hos dem selv. Da det imidlertid ikke har hjulpet hidtil, så tager indsenderen sig herved den frihed at anmode politiet om muligt at standse dette uvæsen. Så vidt vides fører boligen navn af Meiers Minde, men næppe har det været et sådant minde den afdøde der skal have været en skikkelig mand, har villet efterlade naboerne.

Dog er det ikke at undres over at jøderne der ikke kan holde fred i deres Guds hus ikke holder den med dem der er så uheldige at være deres naboer.

(Politivennen nr. 926, Løverdagen, den 28de September, 1833. Side 658-659) 

"Nogle af de i friboligen boende jøder sender en hoben papir med menneskelige ekskrementer ind i den tilstødende have" (Haven lå bag ved nr. 9, midt i billedet ved lygten. I baggrunden Krystalgade. Synagogen ligger når man går til. Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning

Matrikel nr. 106 optræder i jævnførelsesregisteret sammen med matrikel 105 som nutidens Peder Hvitfeldts Stræde 9. Huset er fra 1811.  

Til Opsynsmændene ved Mosaiternes Kirkegaard.

Med megen taknemmelighed må man erkende den omsorg som vises for publikums bekvemmelighed ved anlæggelse af gangstier og fortove, næsten på enhver vej, ikke alene i selve forstæderne, men endog i længere afstand fra hovedstaden. Således er den lille vej heller ikke blevet glemt som fra Nørre Alle forbi de 2 nye møller fører til Nørrebro. Denne er nemlig også blevet forsynet med bekvemme fortove. Dog er det aldeles umuligt at passere det stykke af disse fortove som er udenfor graverboligen ved mosaisternes kirkegård hvor fodgængerne til megen besvær i sølet føre, er nødsagede til at gå ud på kørevejen da de afbarkede stammer af 2 meget store udgåede kastanjetræer opfylder hele det smalle fortov. Denne ulempe venter at de ansvarlige - formodentlig husets ejer eller ejere, der vist nok har ladet disse træer plante - ville afhjælpe ved at lade disse træer fældes, da de på det sted hvor de står, og i den forfatning hvori de er, både forårsager ulejlighed og er til største vansir.

(Politivennen nr. 921, Løverdagen, den 24de August, 1833. Side 580-581) 

Svømmende Hunde i Sorte-Søen.

Rent vand, sundt brød, nærende øl burde aldrig savnes i København. Dog høres hele tiden klager snart over den ene, snart over den anden af disse artiklers beskaffenhed, og meget ofte lider vist nok sundheden ved disse næringsmidlers mådelighed, ja ikke sjældent dårligdom. Især er almuen i denne som i så mange andre henseender, værst faren, da den vel kun sjældent i vore tider kan sende kraftigere, mere nærende fødemidler ned, for at råde bod på den fortræd slimet, urent vand, ildelugtende, oret brød, dårligt øl osv. forvolder.

Hvorledes det hænger sammen at vi ikke har bedre, eller rettere mindre dårligt, brød og øl, må Gud og nogle indviede kende. Det kommer ikke til almindelig kundskab, og disse fødevarers mislige beskaffenhed bliver vanskeligt genstand for retslig påtale, om endnu og da en stemme offentligt lader sig høre derimod. Men når vi ser kådhed eller tankeløshed offentligt bestræbe sig for endnu mere at besudle det vand en hel hovedstads indbyggere skulle nyde, og som ved flere samvirkende, ikke let hævede årsager allerede er mådeligt nok, da kan vi ikke afholde os fra at bekendtgøre dette, dels til advarsel såvel for den pågældende for andre, dels for at henvende vedkommendes opmærksomhed på mulige gentagelsestilfælde, selvom vi vistnok indser umuligheden af at værne om stadens store vandgemmer ved en skjoldborg.

Et ungt menneske der efter sigende skal bo på blegdammene, sås således i mandags ved højlys dag more sig ved at kaste stokke, pinde og lignende ud i Sortedamssøen og lade dem rapporteres af 2 jagthunde hvoraf den ene siden efter svømmende fulgte en anden herre der steg ud i en båd og roede omkring i søen, indtil hunden, ked eller træt af svømningen, gik land. - En stor mængde mennesker var øjenvidner til denne deres forlystelse, som de allerede før skulle have gjort sig på samme sted.

Denne simple fortælling af anførte kendsgerning, behøver ingen videre kommentar. Så vidt vides er det allerede ved lov forbudt på denne eller lignende måde at forurene københavnernes drikkevand. Det er alts ku ved lovovertrædelse at sådant kan ske. Men anmelderen kan ved denne lejlighed ikke undlade at foreslå at lystsejlads og skøjteløben på disse vore drikkekar også måtte forbydes. Det er vist at man lige så lidt på vandet som på landet kan undgå visse naturlige udtømmelser, som man må væmmes ved at tænke sig blandede i sin drik. Og enhver der har betragtet søerne efter en nogenlunde langvarig frost, har også set den mængde uhumskhed som da findes på isen og siden blandes i vandet. Et sådant forbud er altså højst rimeligt, så  meget mere som Københavns beliggenhed giver lysthavende lejlighed nok til andre steder at more sig på vand og is.

(Politivennen nr. 921, Løverdagen, den 24de August, 1833. Side 573-575) 

Reisendes Klager i Helsingør.

Det skal ikke være ualmindeligt at høre folk som har opholdt sig noget i Helsingør, klage over dyr og ikke god beværtning i gæstgivergården Hôtel d'Oeresund, og mange som har gjort denne erfaring, søger derfor hellere byens andet gæstgiversted hvor man veel mangler en del bekvemmelighed, men hvor dog priserne er moderate.

Man kan ikke altid stole på rigtigheden af klager som erfares på tredje hånd, og det er derfor vel muligt at ikke alt er sandt som fortælles om beværtningen i Hôtel d'Oeresund. For logiet selv kan vel næppe lastes. Da fleres interesse imidlertid er hermed forbundet, så var det ønskeligt at de ansvarlige som finder anledning til at klage, det være nu over priserne eller beværtningen selv, -for det påstås også at man ikke altid præsenterer gæsterne de bedste spisevarer - ikke ville spare den ulejlighed at anmelde deres besværing for øvrigheden da denne sikkert ville lade det være sig magtpåliggende at undersøge gæstgivernes forhold og for fremtiden have vågent øje med at han opfylder sine pligter.

På en tid da der fra det offentliges side er gjort så meget for at lette samfærdslen mellem Sjællands og Skånes beboere, er det højst beklageligt at de rejsende i en by som  Helsingør hvor man kan få både gode og ikke dyre fødemidler, skulle afskrækkes fra at komme tiere ved en enkelt mands mangel på eftertanke, om hvad der mest gavner ham og andre. Det må i den henseende også bemærkes at byen for øjeblikket ikke har et eneste sted udenfor nævnte hotel hvor en fremmed som ikke hører til den ganske simple klasse, kan for betaling få tarvelig middagsmad.

(Politivennen nr. 919, Løverdagen, den 10de September, 1833. Side 550-551) 

Redacteurens Anmærkning.

Hotel dˋØresund lå på Stengade 53, på hjørnet med Bjergegade. Det stammer tilbage til 1700-året og blev efterhånden et meget besøgt hotel. Omkring 1847 ses det, at hotellet hed Hotel d´Øresund. Det blev renoveret 1904-05, og man fandt munkesten, som tyder på, at derhar ligget et kloster på stedet. Kilder: 1) Helsingør kommunes museer, årbog 1980. 2) Meddelelser fra Den personlige Friheds Værn nr. 111/1959. 3) Helsingør Købstads Vejviser 1901-1902.

Om Musiken i Marienlyst Hauge.

I den første tid S. T. hr. kammerherre og oberst v. Romeling var chef for kronens regiment, har han gjort sig Helsingør by meget fortjent ved den kendelige uddannelse som regimentets musikkorps af hvis personale de fleste desuden assisterer stadsmusikanten, ved hr. kammerherrens foranstaltninger i så henseende  har opnået. Det må betragtes som en følge heraf at nævnte korps nu hver søndag eftermiddag fra kl. 5 til kl. 7 offentligt musicerer i Marienlyst Have og derved skaffer menigmand en behagelig og uskyldig fornøjelse, ligesom også den mere dannede kan finde nydelse ved i den fri natur og på et af denne så begunstiget sted at høre harmonimusik vel udført. 

Imidlertid kan indsenderen heraf ikke tilbageholde den bemærkning at det efter hans og muligvis fleres mening ikke er så ganske passende og let forvolder ubehageligt omdømme af fremmede rejsende, at de musicerende som møder der ikke efter privat engagement, men efter regimentsbefaling, og altså er i kongelige tjeneste, i en kongelig slotshave lader indsamle frivillige gaver hos de der spadserende for derved måske at skaffe sig fornøden forfriskninger som i lighed med hvad der finder sted i København, burde tilvejebringes på anden måde. Man vil muligvis indvende at de musicerende ikke møder i militær, men i civil påklædning, men dels hæver dette efter stedet og anledningen ikke det anstødelige dels fremkalder denne omstændighed endog en anden bemærkning at man ved sådan lejlighed kan se den der står i tambour-nummer meget ordentligere og bedre klædt end den der står i sergent nummer, da folk af denne klasse ikke kan tænkes at have lige sans og lige evne til at sørge for det udvortes.

Til slut må indsenderen gentage hvad til dels ovenfor er sagt at man vist gerne ser at de vedkommende får den opmuntring de fortjener, når det kun sker på anden måde end ved en omløbende tallerken.

(Politivennen nr. 919, Løverdagen, den 10de September, 1833. Side 548-549)