Ingen god Beværtning i Lyngbye.

På grund af andre forretninger kunne indsenderen der bor 7 mil fra København, hvorhen han skulle befordre et par damer, først tiltræde sin rejse søndag aften den 23. i denne måned og måtte således køre hele natten. Vejret var særdeles ublidt med regn og sne, og derfor kørte han ind i staldlængen ved Store Kro i Lyngby hvor han agtede at ville bede samt skaffe damerne nogen forfriskning. 

Mens hestene blev spændt fra, spurgte han staldkarlen om han ikke kunne få et værelse samt te til damerne, hvortil denne svarede at da klokken kun var 5 turde han ikke vække pigen som havde været længe oppe om aftenen, og ikke plejede at stå op før kl. 6 og at der i det mindste ville medgå 1 time inden man kunne få noget. Da det ikke er behageligt at opholde sig i en stald en times tid i den kolde morgenstund, lod anmelderen spænde for igen for at køre til Postgården hvor han ventede en bedre modtagelse. Men deri tog han fejl, for modtagelsen var ikke stort bedre end i Store Kro. Dog blev der anvist ham og rejseselskab et værelse til ophold. Men da dette ikke var opvarmet og stødte lige til den simple krostue hvorfra mange slags dunster af brændevin, elendig røgtobak osv. strømmede ud, var det på ingen måde tilfredsstillende for folk der er vant til anden levemåde end kulsvierne. 

En tilstedeværende mand for hvem anmelderen beklagede sig over at rejsende ikke for betaling til enhver tid kunne få de ønskede forfriskninger og bekvemmeligheder i en privilegeret kro, det være ved nat eller dag, forklarede at det ikke pålå gæstgiveren at holde noget varmt og oplyst værelse for rejsende om natten, foruden den simple krostue for bønder, men at nærværende vært af særegen godhed havde overladt omtalte værelse til afbenyttelse for konditionerede rejsende. I den anledning tillader man sig det spørgsmål: er privilegerede kroværter og gæstgivere ikke ifølge deres privilegium forpligtet til på enhver tid at skaffe rejsende al mulig bekvemmelighed og de forfriskninger som den dem af øvrigheden satte takst viser at de er berettigede til at falholde? En besvarelse af dette spørgsmål i dette blad ville glæde mange.

(Politivennen nr. 952, Løverdagen den 29de Marts 1834, s. 213-215)

Redacteurens Anmærkning

Store Kro stammer fra 1660. Den lå skråt over for vandmøllen. Den havde både ølbryggeri og brændevinsbrænderi, og den blev efterhånden et centrum i Lyngby. Kroen brændte flere gange. De nuværende bygninger stammer fra 1875 og 1891 og hedder nu Hotel Lyngby.

Den nuværende Hotel Postgården på Lyngby Hovedgade 78 er fra 1897. Den gamle Postgården lå på Lyngby Hovedgade 11. På Politivennens tid ejede Postgården en del af Lyngby Assistens Kirkegård på Hestebakken. Bygningen er revet ned.

Barberen paa Sandkisten.

Flere gange og sidst søndag den 1. marts har anmelderen set en barber udøve sit håndværk på sandkisten ligefor hjørnet af Gammelstrand, idet personen forsynet med alle behørige rekvisitter barberede en mand som havde taget sæde på en bærebør der stod mit på kisten. I London og Paris ville sådant vel ikke være påfaldende. Men her er vi endnu ikke vant til sådanne forretninger foretages på offentlig gade og under åben himmel. Dog ikke nyheden af dette skue bevæger anmelderen til at omtale det. Men det sker kun for at gøre oldermanden for det kirurgiske amt opmærksom på det for at han kan undersøge om denne person muligvis gør sig en bifortjeneste på sin principals eller principalindes bekostning eller om han er aldeles uberettiget til at drive denne næringsvej og altså gør indgreb i andres rettigheder.

(Politivennen nr. 951, Løverdagen den 22de Marts 1834, s. 204-205) 

Nybrogade, Gammelstrand. Thorvaldsens Museum (færdigt 1848). Busch, Johan Frederik (1825-1883), så billedet må være fra før 1883. Det Kongelige Bibliotek.

Opfordring til Synagogeforstanderskabet.

Fremgangsmåden at bortvise eller true med at kaste et menighedsmedlem ud fra synagogen når det under gudstjenesten benyttede en ledig stol eller plads der ikke tilhører den pågældende, som dennes direkte ejendom syntes at være sat i bero af vedkommende, og det uden tvivl indtil udfaldet af den proces der i anledning af det er indledt mod forstanderne, er endt og kundgjort.

Imidlertid viser det sig at man har taget fejl i sin mening herom, idet man atter finder for godt at gøre brug af en formentlig rettighed hvortil man vist nok bør vide at man hverken har haft eller har endog den allermindste hjemmel!!

Indsenderen kan derfor ikke undlade at gøre de pågældende opmærksomme på at ingen som helst her i landet har ret til at foretage sig hvad der strider mod lovene og borgernes ejendomsret. Men tilføjer endnu at han oprigtigt vil råde forstanderne ikke at foretage sig nogen videre kraftanvendelse i forberørte anledning, men derimod roligt og i al ærbødighed afvente den forventede kongelige landsoverrets dom der snart vil oplyse dem angående et anliggende hvori det forekommer os at De enten er eller ønsker at antages for at være aldeles fremmede.

Eibeschütz

(Politivennen nr. 951, Løverdagen den 22de Marts 1834, s. 198-200) 

Ønske om Indskrænkning i Vægtenes høie Natraab.

Skønt det sikkert må anses for en uskik at kællinger og sjovere om dagen støder folks ører med deres til væmmelse ækle skrigen på gaden, vil indsenderen dog lade dette være upåtalt, da det har en grund. Nemlig den at gøre folk opmærksomme på varer til salg. Men at vægterne (som et fortrinligt eksempel kan nævnes vægteren i Vognmagergade) skulle have en slags privilegium på at forstyrre folks ro om natten ved deres undertiden lige så hæslige råben idet de ofte synes at anstrenge sig for at overråbe hinanden, er et uvæsen af den natur at det må forundre enhver at samme ikke for længe siden er standset, da det ikke alene er hensigtsløst, en endog skadeligt.

Den eneste tænkelige hensigt skulle vel være denne at vægterne ved sin råben skulle tilkendegive sin årvågenhed. Men det ubegrundede heri indses let når man betænker at man derved på en måde gør alle byens indbyggere til opsynsmænd over vægterne, og således ligefrem modarbejdet hovedhensigten af vægtervæsnet, der sikkert er den at flertallet betrygget ved enkeltes årvågenhed, kan nyde en uafbrudt hvile.

At denne skrigen på den anden side endog er skadelig, vil lige så let indses, når man betænker hvor ofte en syg derved forstyrres i den ham styrkende søvn eller hvor ofte den arbejdende mand derved kan blive afbrudt i sin hvile og således næste dag følge sig mindre skikket til sit arbejde.

(Politivennen nr. 944, Løverdagen den 1ste Februar 1834, s. 67-69) 

Til Vertshuusholder Knud - , udenfor Vesterport.

Min kære Knud! Du erindrer vel det besøg du og din kammerat fra Fuglestangen nede ved vandet gjorde hos mig torsdag den 2. i denne måned og mindes da vel også at I begge to da jeg ville sige jer min mening om den opførsel I viste, kom så hurtigt afsted at jeg ikke kunne få lejlighed til det, hvorfor jeg nu vil sige dig det i dette blad.

Når 2 borgermænd der er kommet til skels år og alder, kommer tumlende ind på et sted, den ene hængende på ryggen af den anden, og gør en hob abekattestreger der kun kan passe for en bajads i en fjælebod, derefter flere gange slukker lysene, kaster dem med tilbehør under borde og bænke, samt forsøger på at gøre skade og virkelig gør den, så synes mig at de viser en opførsel som man endog ikke kunne tilgive uopdragne, kåde, halvdrukne gadedrenge.

Efter således ganske kort at have sagt dig min mening om din og din kammerats opførsel, vil jeg endnu gøre dig opmærksom på at der gives skrappe love mod forstyrrere af folks husfred, og at jeg helt sikkert ikke skal undlade at tage min tilflugt til dem hvis det oftere skulle falde dig eller andre ind at gæste mit hus på sådan pøbelagtig måde. Ville du ikke gøre det samme, Knud! hvis nogen øvede vold i dit hus?

København den 7. januar 1834
Andersen

(Politivennen nr. 941, Løverdagen den 11te Januar 1834, s. 28-29)