Hvorfor foretrække Kjøbenhavns Indvaanere Bonderpiger, for de kjøbenhavnske Piger, til Tjenestetyende?

I en række af år har Københavns indbyggere almindeligvis som tjenestetyende ansat bondepiger frem for de stakkels piger i København, hvis lod det blev at måtte ernære sig som tjenende. Heraf kommer den store nød en mængde af disse er udsat for. Det kan skønnes dels ved at besøge Adressekontoret om morgenen hvor disse daglig flokker sig for for at efterspore tjenesteplads i Adressebladet, dels ved at se de mange tjenestesøgende i samme blad. Af mangel på beskæftigelse følger således at de henfalder til mange slags dårlighed og som oftest udsvævelse, og derved søger at opretholde tilværelsen. 

 "På Adressekontoret om morgenen flokker de sig for i Adressebladet for at efterspore tjenesteplads, dels ved i samme blad at se de mange tjenestesøgende" (En bondepige søger plads som enepige, en bondepige som lige er ankommet fra Jylland søger plads, og en formodentlig københavnsk pige søger plads som kokkepige eller enepige. Adresseavisen 1. maj 1834)

Det synes at være uret at så mange tilsidesættes, da de dog sikkert lige så godt som en bondepige kan arbejde og udføre hvad der kræves i tjeneste, undtagen det skulle være i tjeneste hos brændevinsbrændere eller andre som holder køer og hvor altså malkning forekommer. For at afhjælpe denne omstændighed kunne man vist imidlertid ved de pågældende fattigskoler uden stor opofrelse holde nogle køer, og vejlede og øve sammes elever i den ikke just vanskelige bestilling at malke. 

Endvidere foretrækkes vel bondepiger fordi mange tror at de er mere stille, tro og sædelige. Hvilket dog ofte er fejlagtigt, da de almindeligvis søger staden for den sjov de forventer der, hvilken erfaringen også viser. Og ofte udmærker de sig ikke just betydeligt i sædelighed. Besynderligt synes også denne tilsidesættelse af den københavnske pige for bondepigen som gerne kommer lige fra bondens gård hvor hun sjældent er vant til stor renlighed eller huslig gerning, men oftest må køre harve, rengøre kostald, pålæsse og strø møg, mm. Hvorimod den københavnske pige almindeligvis kan vaske, stryge, rengøre værelser, lave mad og andre mest forefaldende arbejder hos Københavns indbyggere, hvilket bondepigen først skal læres og vænnes til. 

Hertil kommer at der på landet i de senere år virkeligt savnes mange hænder af tjenesteklassen, alene på grund af deres idelige higen og bortrejse til staden, så at kvindearbejder sammesteds snart enten må blive forsømt eller der må søges anden udvej for at få samme udført. Det ville derfor være ønskeligt om det blev anordnet at enhver bondepige som rejste til København for at tjene, og altså ved sin ankomst dertil skal melde sig hos politiassistenten, skulle godtgøre ved et efter anordnet skema affattet bevis fra hendes hjemstavns øvrighed eller præst at hun hjemme ikke kunne få nogen tjeneste. I begge henseender synes sagen dog at fortjene at blive taget til nærmere overvejelse af de ansvarlige. 

(Politivennen nr. 960, Løverdagen den 24de Mai 1834, s. 385-387) 

En halvttvungen Daabshandling af Hr. Dr. Schack, Provst etc. etc.

En mand hvis embeds forretninger medfører at han ofte må være ude og ikke altid råder over klokkeslættet, anmodede sin hustrus jordemor, madame K. at besørge det fornødne hos hr. provst Schack og kirkens øvrige betjente for at få sit barn døbt sidste kristi himmelfartsdag. Efter at have betale over- og undergraver samt klokker, modtog hun fra denne sidste en seddel til hr. provst Schack hvori mandens og hans hustrus navn og borgerlige stilling stod anført, såvel som hvad der for resten plejer at indføres i kirkebogen ved dåbshandling. Hun leverede sedlen tilligemed 1 rigsbankdaler r. S. til hr. provsten der modtog den med det spørgsmål "hvorfor faderen ikke var kommet selv?" Da hun herpå forklarede at mandens forretninger ikke havde tilladt ham at komme til det klokkeslæt da hr. provsten plejede at være hjemme, gjorde provsten ingen videre indvendinger og sendte heller ikke fra tirsdag til torsdag noget bud til manden for at underrette ham om at nogen fejl var begået. 

Manden havde tillige anmodet jordemoderen om at begære at hans barn måtte døbes af hr. Visby, hvilket han vidste at hr. provsten oftere havde tilladt. Dette påstår imidlertid hr. provsten at hun ikke har gjort. Torsdag morgen modtog manden en billet fra hr. pastor Visby hvori hr. pastoren beklager at han ikke kan døbe barnet, da hr. provst Schack havde erklæret at han aldeles ikke tillod det, hvortil hr. provsten udtrykkeligt havde bedt ham anføre at grunden hertil var at manden ikke havde betalt ham anstændigt nok. Hvor ubehageligt det nu også var for familien at lade barnet døbes af en præst der ved en sådan opførsel lige meget syntes at overtræde høfligheden mod sin kollega som mod den, kørte man dog da alting desværre var berammet kl. 11 til kirken, hvor moderen, jomfrufadderen og jordemoderen blev lukket ind med nogle andre i dåbssalen, mens en af kirkebetjentene kom hen til faderen og bad ham komme op i sakristiet til hr. provsten. 

Ved hans indtræden kom hans højærværdighed ham i møde med korslagte arme og udbrød: "er De en mand og kender ikke bedre Deres pligter!" Da manden derpå svarede at han kendte sine pligter der hører til hans embede og stilling, men at han ikke kendte de kirkelige love, vedblev provsten: "Og De ved ikke at når De vil have Deres barn døbt, da skal De henvende Dem selv til mig?" Da manden hertil svarede nej, sagde provsten "når de ikke kender de kirkelige love lige så godt som de borgerlige, kan De ikke være nogen god embedsmand! Og nu døber jeg slet ikke Deres barn! De kan gå til den kirke hvortil De hører, og Deres rigsdaler skal De få tilbage." 

I højeste grad indigneret over denne opførsel, vendte manden sig straks om for at gå ned i kirken igen. Men hr. klokker Petersen, som var til stede under hele denne samtale, søgte at tysse hr. provsten og da nu barnet engang var kommet i kirken, bad ham dog at døbe det. Det syntes han nu at være villig til. Men manden fandt sig ikke beføjet til nogen videre underhandling, og med ordene: "Nej, nu skal De ikke døbe mit barn!" gik han ned i kirken, hvor såvel fadderne til hans barn som til flere andre børn stod, tog sin kone under armen og førte hende ud af kirken. Ved udgangen af kirken brast hun der er meget nervesvag, i en heftig krampegråd og sagde hun ikke ville tage ud af kirken før hendes barn var døbt. Og uden at manden kunne eller ville forhindre det, ilede hun tilbage gennem kirken op i sakristiet til hr. provsten og sagde: "hvad hr. provst! må jeg ikke få mit barn døbt?" hvortil han der nu var blevet meget from, svarede: "jo, min kære kone! jeg skal gerne døbe det!" hvilket derpå også skete.

Anmelderen har i flere henseender anset det for sin pligt at bekendtgøre denne passage. For da den foregik i mange vidners nærværelse, kan der dels udbredes urigtige forestillinger om faderen og hans forhold,  dels forekommer hr. provst Schacks adfærd ham værdig den daddel hvormed almenhedens dom vist nok vil ramme den. I to dage vidste hr. provsten at manden ventede at få sit barn døbt til den bestemte tid da betalingen var modtaget for det. Det er bevisligt at hr. provsten i mange lignende tilfælde har ladet sig nøje med jordemoderens forklaring. Og der findes i sandhed ingen lov for at faderen selv skal indfinde sig hos præsten for at forlange dåbshandlingen foretaget. Desuagtet sendte provsten intet bud til manden der bor så godt som lige over for ham, for at underrette ham om en formalitetsfejl i fald en sådan her skulle være indløbet. Han tøver derimod indtil manden med kone, barn og faddere er kommet i kirken. Der nægter han at døbe barnet for ikke at overtræde anordningerne, og dog gør han det alligevel få minutter efter. Anmelderen vil ikke indlade sig i videre refleksion over denne hr. provstens opførsel, men  overlader dette til menighedens og publikums dom.

(Politivennen nr. 960, Løverdagen den 24de Mai 1834, s. 380-385) 

"Hun ilede tilbage gennem kirken op i sakristiet til hr. provsten og sagde: "hvad hr. provst! må jeg ikke få mit barn døbt?" hvortil han der nu var blevet meget from svarede: "jo, min kære kone! jeg skal gerne døbe det!" hvilket derpå også skete." (Døbefonten i Frelser Kirke, 2015. Den skulle stamme fra Frederik 4.s tid. Eget foto).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen nævner ikke Kruses embede, men i Krak 1834 er han anført som: Kruse, H. C., Bataill. Chirurg ved Artillerie Corpset, Chvn. Overgade n. V. 165. 

Nicolai Clausen Schack (1781-1844) benævnes provst men såvel den Store Danske som Wikipedia angiver hans titel som sognepræst, udnævnt året før. På artiklens tid var han præst ved Vor Frelser Kirke. Han var i øvrigt far til Hans Egede Schack.

Carl Holger Visby (1801-1871) angives både af den Store Danske og Wikipedia som kapellan ved Vor Frelser Kirke på daværende tidspunkt. Salmonsens Leksikon bemærker interessant nok at han som student i 1820'erne var stærkt kritisk til "tyskheden". I 1838 var han igen i pressen i en helt anderledes opsigtsvækkende sag om morderen Worm.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 963, 14. juni 1834, s. 426-433.

Ønske angaaende Begravelsespladsen ved Farimagsveien.

Ved Farimagsgade på venstre hånd tæt ved indgangen fra Nørrebro er en plads hvor ligene af dem der dør af kopper bliver jordede. Om det er nødvendigt for at sikre mod smitte, at have en egen begravelsesplads til sådanne lig, da det efter forlydende ikke nægtesat få plads for samme på assistenskirkegårdene, når man der har købt eller kan købe et eget gravsted, vil man ikke indlade sig på at bedømme. Men da man ser at der findes nogle som søger at vedligeholde deres på nævnte plads hvilende venners ellers familiers grave, så tror man at burde ønske pladsen hvad enten den er indviet eller ikke, omhegnet med et forsvarligt gærde at den ikke som nu skal ligge åben for kåde drenge og kreaturer.

(Politivennen nr. 958, Løverdagen den 10de Mai 1834, s. 336-337) 

Om Mangler ved vort Befordringsvæsen.

Da vi lever under en regering der ikke blot tåler at forældede indretninger og skadelig misbrug påankes, men endog om muligt søger at afskaffe dem, så tør man vove at håbe at følgende bemærkninger ikke vil blive ugunstigt opfattet og at det påankede bliver rettet.

Blandt de indretninger hvorved vi står tilbage for udlandets, udmærker sig især vores befordringsvæsen. I udlandet har man overalt, ja selv endog til privat brug, bønderne ikke iberegnet, lukkede vogne. Her derimod blot åbne, på nær få undtagelser der desuden falder lidt i det kostbare. I udlandet kører man sædvanligvis en mil på 3/4 time. Her derimod må man takke Gud fortrinligt gode veje og en postkarl der ikke just er kvægdriver af profession, hvis man på en time kan køre en mil. Opholdet i herbergsstederne naturligvis fraregnet. Det må fx være den rejsende der med schnellposten i 3 dage har tilbagelagt rejsen fra Stettin til Wien (100 mil), påfaldende at bruge omtrent 24 timer på en rejse med posten fra Korsør her til staden. Årsagen til denne navnkundige sneglefart der endog i udlandet er blevet et ordsprog, må især søges i vores store fragtvogne. For disse ser snarere ud som en uheldig efterligning af de gamle kæmpemæssige stridsvogne end som indretninger til rejsendes befordring der desuden oven i købet er forsynet med 3 til 4 sæder hvoraf hvert i det mindste vejer ligeså meget som en passager. At et par gode arbejdsheste har mere end tilstrækkeligt læs i et sådant skrummel, uagtet det er ganske tomt, er en selvfølge. Og at fod for fod med en sådan maskine på slæbetov er mere udmattende end et hurtigt trav med en almindelig rejsevogn ligeså.

Det er overflødigt at vise hvilke ubehageligheder den rejsende i et land som vores hvor regn, hagl, sne og tåge følger hverandre i hælene, udsætter sig for med et sådant køretøj. Hører man ikke til de lykkens forkælede skødebørn der kan pakke sig ind i et halvt dusin kjoler, frakker, kapper, bjørnepelse etc, så er resultatet sædvanligvis at han mellem stationerne bliver så stivfrossen at han næppe kan hjælpe sig selv på eller af vognen, ja vel endog ikke sjældent at han bliver så dyndvåd som om han i fuld garderobe havde gjort en saltomortale fra en af broerne til bunden af Kalvebod Strand. At en sådan kørsel har ubehagelige følger, er indlysende. Og der gives vis ikke mange som ikke finder anledning til at angre at de ikke foretrak en fodrejse fremfor en sådan køretur. Indsenderen hvem forsynet i øvrigt har begavet med en forønsket sundhed, har således så ofte han har rejst en 10 til 20 mil med vores befordringssystem, befundet sig upasselig flere dage efter turen. Hvor ønskeligt er det derfor ikke at lukkede og lette vogne, lige såvel her som andre steder blev anskaffet til befordringsvæsnet og ville det endog anses for kostbart at anskaffe offenbachere, diligencer eller vogne lig schnellposterne, så turde man dog muligt håbe at man især og vinteren fik et overtræk over de almindelige rejsevogne. Dagvognene formenes derimod at kunne indrettes som diligencer eller som schnellposterne.

Om overfarten over bælterne kunne man ligeledes have mange uopfyldte ønsker. Taksten synes således at stamme fra den tid, 1814 da sportelreglementet blev sanktioneret, følgelig til et tidspunkt da man fik 50 rigsbanksdaler for en tønde hvede, og må på grund af det forekomme mange til en tid da man kun får 5 til 6 rigsbankdaler lidt vel drøj. Børtfragten over Storebælt med drikkepenge, etc. er således 16 til 18 rigsbankdaler der vist må forekomme mange for trykkende. Man vil vel herimod kunne indvende at børten går to gange ugentlig over og at fragten med samme er forholdsmæssig billig. Dette nægtes ikke, men den rejsende kan ikke altid indrette sig rejse efter lejlighed og forgodtbefindende og må på grund af det hvis han ikke kommer netop til den tid da børtskibet skal afgå, enten selv leje et fartøj eller også, hvad der er omtrent lige så kostbart, i 3 til 4 nætter vælge en gæstgivergård til opholdssted.

Hvad der ytres om dette færgested, lader sig anvende på ethvert. Men især på Helsingørs. For her betales for en båd 10 rigsbankdaler, 5 mark og desuden bompenge, drikkepenge og Gud ved hvor mange andre slags penge der til sammen udgør en sum af omtrent 12 rigsbankdaler for en overfart af omtrent ½ mil. Denne betaling er så meget mere iøjnefaldende høj som man blot giver 4 til 5 rigsbankdaler for overfarten fra Helsingborg til Helsingør, uagtet man dog vel næppe kan anse vandet farligere eller længere på hen- end på tilbagerejsen. At fragten på henrejsen bliver denne sideordnet, ønsker vist enhver statsborger, færgelauget og vedkommende betjente naturligvis undtaget, og man tør af den grund vove at håbe at dette ønske bliver opfyldt. Fremdeles kunne ønskes at en færgebåd gik over straks efter dagvognens ankomst. For det hænder ikke sjældent at denne ikke har flere end en til to passagerer der skal til udlandet og det er vel ikke altid tilfældet at de har så mange penge at undvære som en sådan fragt koster.

(Politivennen nr. 953, Løverdagen den 5te April 1834, s. 223-228)  

 At køretøjer blev bedre, vidner denne annonce i Adresseavisen fra 1842 om. Bemærk at man understreger at det er en "fjedervogn", en affjedret vogn. Vejene egnede sig dårligt til denne form for transport og blev i 1860erne afløst af hestetrukne sporvogne. Med motoromnibusserne i 1900-tallet fik de en renæssance og blev til vore dages busser.

Dansk diligence i Købmagergade ved Postgården som i øvrigt stadig findes. Bemærk opslaget til højre: Hamborg Post. 1800-tallet. Rasmus Christiansen - Postkort fra Alfred Jacobsens serie: Dansk Postvæsen før og nu, fra første halvdel af 1800-tallet. Rasmus Christiansen: Den agende post ankommer til Københavns Postgaard (postkort). Public domain.

Et Vink til en nøgen Herre!

Den herre som logerer i Borgergade nr. 194, 1. sal, ville gøre sig genboerne meget forbunden ved at nedlade et gardin når han skifter linned. Sådan omskiftning blev atter foretaget tirsdag den 25. i denne måned om aftenen ved lys tæt indenfor vinduet og afgav et ubehageligt skue for flere. Da den her betegnede herre formodentlig før har haft bolig her i byen på et sted hvor ingen genboer generedes ved en sådan halv offentlig af- og påklædning og dette måske heller ikke er tilfældet på hans almindelige bopæl i provinserne, har han vel ikke gjort sig nogen tanke om det upassende i her således at stille sig for vinduet som han rimeligvis er vant til hjemme. Men man håber ved dette vink at se hans omtanke vakt i denne henseende.

(Politivennen nr. 952, Løverdagen den 29de Marts 1834, s. 222)  

Redacteurens Anmærkning

Borgergade 194 blev i 1859 til nutidens Borgergade 23. I 1990 kom den under matrikel 626, "Turbinehallerne". Adressen findes ikke længere.