Svar paa det i Skillingsbladet Nr. 17 indførte, om Vartou, for saavidt det vedkommer Undertegnede.

Den anonyme forfatter begynder med: "Man har påstået at der spises biligere og bedre på forskellige simple restaurationer, fx hos Almind i Gothersgade." Jeg har hos nævnte ladet hente en portion ærter og flæsk og betalt samme med 8 skilling. Hos mig derimod fik lemmerne i Vartov samme dag en portion ærter og flæsk for 6 skilling. Denne pris er uændret alle 7 dage i ugen, og hver dag laves forandring på middagsmad. Det er ofte tilfældet at jeg kan have 20 til 30 portioner mad til overs og alligevel skal jeg næste dag have frisk mad. Jeg kan ifølge min instruks ikke opvarme den tiloversblevne mad fra gårsdagen. Urtekramhandelen består i kaffe cikorie og sukker, heraf sælges 1 til 2 lod ad gangen. Høkervarer sælges ligeledes i meget små partier. Forfatteren synes ikke at være vidende om at lemmerne nu for tiden har 4 mark 5½ skilling ugentlig for at anskaffe sig alle fornødenheder. At jeg har fri bolig i stiftelsen, er vel en nødvendighed og har været fra den tid Vartov blev indrettet til et asyl for gamle, svage mennesker.

Mine øvrige tilfældige indtægter er efter hvad jeg er vidende om, de samme som mine forgængere har haft, og de ville vel næppe interessere almenheden. Min forgænger havde ikke samlet sig rigdom, men derimod forlod han stiftelsen i den yderste fattigdom. Om jeg kan samle mig meget til den gamle mand, vil tiden vise. Imidlertid kan den dyrebare hr. Ubekendt være overbevist om at mine høje foresatte, direktionen for Københavns Fattigvæsen, såvel som forstanderen i Vartov der alle daglig er til stede, vist ville have rettet og påtalt det fejlfulde i min vandel, dersom noget sådant havde fundet sted. Så meget mere som enhver af lemmerne i Vartov uforment kan klage hos deres foresatte. Imidlertid ville hr. Ubekendt glæde mig meget ved personligt at ulejlige sig til mig i Vartov mellem klokken 11 og 12 om middagen for at spise en portion mad, hvilken dag han lyster, og endvidere at være til stede hos mig fra kl. 4 om morgenen til kl. 10 om aftenen for at iagttage kvantiteterne jeg sælger, disses kvalitet og om de er for dyre.

Endvidere er den ubekendte vist ikke vidende om at stiftelsen lemmer er frie mennesker som kan gå ud når de lyster, som ofte spiser flere dage ude, bringer mad ind fra familier, selv koger mad og gør indkøb af fødemidler i byen som de kan få hos mig lige så billigt og måske billigere.

Jeg tvivler ingenlunde om at den rede forfatter modtager min invitation. Dog, skal han ikke have lyst til at indfinde sig, så udbeder jeg mig at han for fremtiden ikke blander sig i det han ikke kender.

Jacobsen
Plejefar i Vartov. 

(Politivennen nr. 967, Løverdagen den 12te Juli 1834, s. 502-504)  

Vartov 2016. I baggrunden Rådhuset. Her forløb på Politivennens tid Vestervold og Filosofgangen. (Eget foto)

Om Bøndernes Holdepladse i Kildetiden.

Deres blad, hr. udgiver har som jeg hører medvirket til afskaffelsen af mange misbrug. Jeg tør derfor håbe at jeg ikke forgæves henvender mig til Dem for at søge oplysning i en for os bønder vigtig sag.

De holdepladser som ved plakat af 16. februar 1780 er anvist bønderne i kildetiden, er nu så opfyldt af vognmænds og hyrekuskes vogne at kun lille plads levnes bøndervogne, og Gud ved hvorledes det går til, disse må som oftest søge de bagerste pladser hvor folk ikke gerne går til dem.

Da imidlertid såvel forordning 27. januar 1804 som plakat 13. april 1822, kun tillader vognmændene hjemme at udleje befordring, så bedes at en kyndig mand gennem dette blad ville give underretning om til hvem bønderne skal henvende sig for at få bortvist fra pladserne de vogne som er uberettigede til at holde der, ved hvilken lejlighed muligvis også de skriftkloge som på holdepladserne søger at indbilde bønder at det kun er dem fra Københavns Amt der har rettighed til at køre i kildetiden, kan bringes til tavshed. For den gængse tale at bonden aldrig får ret, gælder ikke længere. Ved jeg blot hvor jeg skal henvende mig for at påtale min ret, og vedkommende øvrighed oplyses om at bondens rettighed krænkes, da vil denne blive lige så godt hævdet som nogen anden stands.

(Politivennen nr. 967, Løverdagen den 12te Juli 1834, s. 497-498)

Ønske om Forbud mod den bestandige Badning, som finder Sted ved Lange Linie og sammes Nærhed.

Det er vel en uomtvistelig sag at den såkaldte Langelinje ved Kastellet i forbindelse med vejen til og langs med den Classenske Have indtil det gamle kalkbrænderi i flere år har været et af hovedstadens mest udsøgte og yndede spadsereture. Det er fremdeles næppe nogen ubekendt at der, især i den sidste tid er anvendt meget fra det offentliges side for at gøre samme spadseretur endnu behageligere end den af naturen er. Ikke desto mindre har man bestandig på nævnte spadseretur med største mishag måttet se den simple klasses nøgne kroppe, hvilken ifølge en som det synes ældgammel skik, har udvalgt samme til et stadigt og ganske almindeligt badested. Denne højst anstødelige uskik som forstyrrer den almindelige selskabelighed, burde uanset hvor længe den har fundet sted, ikke tåles længere. 

Man tror derfor ikke uden grund at kunne henvende sig til de ansvarlige autoriteter med en indstændig bøn om at fritage det spadserende publikum for dette uanstændige og ubehagelige skue der i sommertiden dagligt byder sig til fra morgen til aften, og nødvendigvis må bemærkes af de forbigående, da afstanden fra spadserevejen til vandet på sine steder knap er ti alen. Hertil kommer at den simple mand ikke viser nogen synderlig følelse af blufærdighed ved af- og påklædningen. En befaling der forbød alle og enhver at bade på terrænet fra Langelinje inklusiv indtil gamle kalkbrænderi, synes derfor i højeste grad i overensstemmelse med ret og rimelighed. For 1) er det spadserende publikum langt mere talrigt end det badende, 2) kan de badelystne benytte terrænet umiddelbart ved gamle kalkbrænderi og det som strækker sig mellem gamle og ny kalkbrænderi, hvor få, ja næsten ingen spadserende findes. 

At her ikke sigtes til de der svømmer og som benytter det badehus der er indrettet ved Langelinje, synes ufornødent at tilføje, selvom man ikke kan undlade at bemærke at det ville have været ønskeligere at et sådant badehus ikke var stillet ved en så almindelige befærdet vej. 

Til slut må det bemærkes at man endog på det territorium hvor Langelinje strækker sig, nemlig ved det jordsmon som kaldes Huths Batteri, i de sidste dage har nydt skuet af flere badegæster. Man mener hvad dette sidste punkt angår at det ikke behøves at fremførenoget ønske, men at man meget snarere har en retmæssig fordring at kunne gøre gældende, da adgangen til Langelinje må betales, og det offentlige vel næppe vil lade sig betale for en ret hvoraf man under sådanne omstændigheder som ovennævnte, hverken kan eller bør gøre brug.

(Politivennen nr. 967, Løverdagen den 12te Juli 1834, s. 494-497)

Langelinje. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)

I Anledning af Opforstringshusets Festdag, den 29de Juni.

Den 29. juni 1753 er den uforglemmelige dag for Danmark da Frederik 5., Danmarks lovgiver, tillige med den uforglemmelige greve af Bernstorff lagde grunden til det Kongelige Opfostringshus. Her var det at 200 fattige og forældreløse drengebørn efter fundatsen fra 5 til 8 år skulle få hus og hjem og ved duelige lærere dannes til nyttige og duelige medlemmer af samfundet.

Hr. Mortensen, nu for tiden førstelærer ved det Kongelige Opfostringshus, holdt talen, og nævnte nogle gange fædrelandskærlighed. Men hvorledes behandler de nulevende denne stiftelse? Kan man kalde det kærlighed til fædrelandet og dets velgørende justituter at højtideligholdelsen af en sådan indretnings stiftelsesdag ikke bekendtgøres offentligt - anderledes højtideligholder de Massmannske søndagsskoler deres årsfest, og den mand som har stiftet dem, har i sandhed været en retskaffen og hæderlig mand, men som fædrelandets velgører kan han aldrig komme i betragtning i sammenligning med Frederik 5. og greve af Bernstorff. Og burde ikke en sådan bekendtgørelse finde sted og de første mænd i staten indfinde sig til højtideligheden på Opfostringshuset? Mig synes dette skyldes vores forfædre, de 2 store mænd og stiftelsen. Man bør sandelig kalde dagen højtidelig.

Stifternes hensigt har vist ikke været at 200 fattige og forældreløse børn skulle betros til dårlige plejeforældre, der tit bruger dem som værktøj til en eller anden slet handling og fordærver dem fra deres tidlige ungdom af. Men at de i Opfostringshuset indenfor lukket port, skulle få alt som behøves til at blive nyttige mænd og borgere i staten; og her er vist mange  i landet som med glæde takker forsynet for Frederik 5. og for den opdragelse de i fortiden har nydt i Opfostringshuset. Jeg har selv søgt at få mine 22 sønner - noget af det kæreste jeg ejer - opdraget i Opfostringshuset, for der hører ikke alene det daglige brød til faderligt at opdrage uopdragne og moderløse børn. Nej, der hører mere til for at turde håbe i sin tid at kunne træde from for al verdens dommer og sige: her er de som du havde betroet mig til opdragelse for tid og evighed.

Nu for tiden er der kun 65 drengebørn i Opfostringshuset. Grunden til det kan jeg ikke se. Da staden København alene udreder 175.000 rigsbankdaler årligt i fattigskat, så synes mig at den stiftelse burde være noget af det første der blev taget i betragtning, og desforuden må enhver jo antage at den har sine egne fonds. 

I foråret 1832 søgte jeg at få mine to sønner i Opfostringshuset, men ingen af dem kom ind. I anledning deraf gjorde jeg hr. major Mangor og hr. forstander Borch 7 spørgsmål i Politivennen nr. 896 den 2. marts 1833. Derefter har jeg haft en mundtlig samtale med dem begge, hvilket aldeles ikke tilfredsstillede mig. Jeg ønsker derfor at disse to herrer ville svare mig offentlig. Hr. geheimeråd Kierulff var i udlandet da drengene blev eksamineret og børn blev optaget i stiftelsen. Da hr. major Mangor og forstander Borch eksaminerede drengene, må jeg også tro at børnenes opdragelse beroede på dem. Jeg havde agtværdige mænds vidnesbyrd for at jeg var værdig og trængende til at få denne understøttelse og mine 2 sønner havde fra skolen beviser for god opførsel og flid, hvorfor jeg ikke før jeg får svar på mine spørgsmål, kan forklare mig hvori ikke i det mindste et af mine børn blev optaget.

Hr. Mortensen ønskede tillige i talen at Frederik 5.'s ånd måtte omsvæve os alle ved denne højtidelighed. Kunne vi antage denne åndige tilstedeværelse, så ville i sandhed den ophøjede hedengangne have glædet sig over at være vidne til at hans stiftelse, Opfostringshuset, indeholdt efter fundatsen 200 drenge, i stedet for 65.

At stiftelsesdagen for opfostringshuset ikke  bekendtgøres offentligt, at der fra den høje Fattigdirektion ikke møder flere end major Mangor og justitsråd Petersen, at højtideligheden holdes den 30 juni i stedet for den 29. og at indgangsbilletten lyder på kl. 5 mens højtideligheden først begynder henved halv syv, dette er alt sammen små omstændigheder. Men ser man da de to gipsbuster som står i kirken, nemlig Frederik 5. og greve af Bernstorff, som man vist kan formode at have været personlig til stede da denne indretning blev stiftet for 81 år siden, så vil jeg lade enhver retskaffen dansk mand dømme om denne højtidelighed dengang og nu. At de to første tilstedeværende mænd, de herrer Mangor og justitsråd Petersen kan sammenligne sig med Frederik 5. og greve af Bernstorff tror jeg næppe. Gid de måtte komme til at ligne dem inden deres øjne lukkes! Til slut ønsker jeg at Opfostringshuset snart må få 200 drenge som fundatsen bestemmer. Muligvis hørte man da ikke at en 12 års dreng druknede sig selv. Og politiet kan da vel blive fri for at hente drenge om natten under broen ved Vesterport. En anden gang flere bemærkninger om Opfostringshuset.

P. F. Nissen
Gartner på Vordrupgård.

(Politivennen nr. 967, Løverdagen den 12te Juli 1834, s. 489-494)

Redacteurens Bemærkninger

Det Kongelige Opfostringshus lå på Politivennens tid i Søkvæsthuset på Christianshavn. 1880-1953 lå det i Randersgade og 1953-2004 i Hellebæk, hvorefter det lukkede. Den druknede dreng blev omtalt i Politivennen den 28. juni 1834. Løftet i den sidste sætning om flere bemærkninger blev aldrig indfriet.

En notits i Dagen, den 2. december 1809 gav et lille indblik i hvad der skete i huset:

Endel af Drengene i Opfostringshuset lære at dreje af en antagen Drejer. Han betaler om Sommeren 16 sk. af hver Rdlr. han sælger for, om Vinteren derimod kun 12 sk. Værkstedet forsyner han selv med Lys og Brænde, Værktøj og Træ. - En Pidskemager giver nogle af Drengene Undervisning i at flette Køre- og Ridepidske imod en Understøttelse af 100 Rd. aarlig. Materialindkøbet bekostes fra Fattigvæsenets Side.

En formeentlig Overtrædelse af den jødiske Ceremoniallov.

Efter den jødiske ceremoniallov tør især ingen jødisk schächter i bestemte tidsrum lade sit skæg aftage. Af den grund var det påfaldende at hr. Kalkar pludselig lod sit skæg rage af da han blev ansat ved synagogen som forlæser. I anledning af det og som følge af dr. Wolffs seneste bekendtgørelse om kødindkøbet, tillader man sig at spørge om en schächter og forlæser tør tillade sig en sådan afvigelse, og om man ifølge nævnte bekendtgørelse tør købe kød hos en sådan der før har holdt sig ceremonialloven efterrettelig i så henseende?

(Politivennen nr. 966, Løverdagen den 5te Juli 1834, s. 485-486)