Angaaende Valgene af Deputerede til de Raadgivende Stænder: Nogle Ord til Vælgerne.

Hans majestæt kongen har besluttet herefter i alle sager som vedkommer hans undersåtters vel og ve, ikke alene at høre sine embedsmænds råd og forslag, men også at erfare hvad borger og bonde, godsejer og fabriksejer m.fl. kan have at sige om mange vigtige anliggender. Dette er en foranstaltning som man må prise meget, og den vil hos kommende slægter forhverve vor konge en ny adkomst til et udødeligt navn. For i mange henseender kan mænd af disse førnævnte klasser bedre vide hvorledes det går til i verden, end embedsmændene da de har mere lejlighed til at blive det var end disse. Ikke uden grund siger ordsproget: "Den ved bedst hvor skoen trykker som har den på. Men også hvad der er godt og til gavn i mange af de gældende love og mange indretninger, kan disse samme mænd ofte bedre se og påskønne end mange embedsmænd, og kan da advare mod utidig afskaffelse af love og foranstaltninger hvis mangler opvejes af det gode ved dem.

Man tænker sig fx at der blev spørgsmål om at ophæve laugsindretningerne og rent afskaffe laugene, hvilket i andre lande af mange er blevet holdt for at være det bedste, så vil vel mange mænd i laugene vide meget og kunne gøre opmærksom på meget, som andre ikke så godt kan vide og som dog bør tages i betragtning hvad enten man tænker på at ville nå så vidt at man kan se dem afskaffede engang med tiden, eller man blot tænker på at forbedre dem.

Angående forholdene mellem herskab og tjenestefolk, husejere og lejere og mange slags andre forhold kunne råd af mænd i disse stillinger ligeledes være vigtige. Skal der gøres alvorlige foranstaltninger til fattigvæsnets forbedring, enten i byerne eller på landet både til at hæmme lediggang og tiggeri, og til at sørge vel for de virkelig fattige, så må der rigtig nok mænd til som har haft at gøre med fattigvæsnet og har haft lejlighed til at gøre sig bekendt med hvad man på andre steder har gjort for de fattige og for at standse tiltagelsen af deres antal. Men disse mænd er dog såre vel tjent med at kunne rådføre sig med mænd af borger- og bondestanden som er indkaldt til sådan og anden rådførsel, og som man derfor nu kan forlange af at de skal sige hvad de ved og mener. Det samme gælder i mange andre henseender. Selv hvad rettergangsmåde og politi angår, kan mange folk som har haft sager for i retterne, og som har set meget der går for sig på gader og stræder, i stuer og kældre, i forhuse og baghuse, eller har erfaret derom af sine jævnlige, have mange oplysninger, mange gode råd at give når man leder ham dertil ved at spørge ham ud, eller ved at lade ham være med ved en rådslagning om sådanne sager.

Om en sådan mand ikke har nogen stor talegave, gør ikke så overmåde meget. Hvor der er forstand og sindig eftertænksomhed, samt tilbørlig bekendtskab med tingene og forholdene i borger- eller bondelivet, der kommer ordene nok med tiden. Desuden når nu alle de udnævnte fra hele landet er kommet sammen for at rådslå (hvilket skal ske i Roskilde hvad dem fra Sjælland og de andre øer angår), og nu nogen vigtig sag kommer for, så vælges der altid tre eller fire eller fem, eller måske nogle få flere, til først at gå sagen igennem med hinanden i enrum, før den kommer frem i hele forsamlingen, for derpå at give denne deres tanker derom til kende. I sådanne komiteer eller små forsamlinger i enrum, kan nu vel mange få mod til at tale som i de store forsamlinger ikke har mod dertil.

Må det nu være vigtigt for enhver at de mænd som fra ethvert sted sendes hen til rådsforsamlingen hvor landets vel og ve skal omhandles, for at alt derpå desto bedre kan blive afgjort af hans majestæt kongen, må være dygtige mænd, så bør også enhver som har ret til at vælge, og som tror at kunne nævne mænd der tør anses for dygtige og værdige til at røgte dette vigtige kald, indfinde sig ved valgene, uden at agte den ulejlighed og det tidsspilde det kan volde ham. Men han må da forud vel have overvejet hvem han vil stemme på. For ellers kan han let komme til at vælge på må og få, og det er værre end slet ikke at vælge.

Der skal i København i alt vælges 24. De tolv af dem skal være medlemmer af forsamlingen, de tolv andre derimod skal holde sig færdige til at træde in hver efter sit nummer, når nogen af disse 12 får forfald. Men det er dog just ikke nødvendigt at nogen vælger nævner 24 mænd. Der kunne vel gives mange vælgere som ikke vidste at nævne så mange mænd blandt de hus-og gårdejere i København og dens distrikt som er valgbare. Men endog den som kun ved nogle få - tre eller fire - at nævne, bør ikke udeblive, så snart han holder sig forvisset om at disse hører til de mænd man kan vente af at de ville vise sig dygtige til at være på råd med anliggender hvor det gælder det almene bedste. Men da de sager som ville forekomme, kunne slå ind i mange forhold, mange næringsveje og anliggender, så bær det ikke anses for nok at en mand har vist dig som en dygtig mand til at dømme og råde i sit fag og sin stands anliggender når al hans dygtighed hertil indskrænker sig, og ikke omfatter noget mere. Man bør vælge sådanne som kunne regnes til hele byens dygtigste mænd, blandt dem som har fået sådan ejendom at de er valgbare.

Men blandt den store mængde at finde dem ud som man burde foretrække for alle de andre, er ikke så let en sag. Uden tvivl gjorde man bedst i først at læse listerne opmærksomt igennem, og at sætte et mærke ved enhver om hvis forstand, indsigt og kyndighed man havde gode tanker, indtil man kom til enden, og derpå atter at tage dem for, og nu at søge dem deriblandt ud, man mente at kunne vælge. Dog som sagt, hellere vælge færre end de bestemte 24, ja hellere kun 12, eller endog kun ganske få end at vælge på må og få, eller at give nogen sin stemme ene og alene fordi man vidst at han ønskede det, uagtet man ikke anså ham for meget skikket dertil. Men meget ønskeligt var det om enhver ved sammenkomster med andre ville tage den mindre liste med som han således havde, for sin person, uddraget sig af den store liste, for at flere i forening kunne hjælpe hinanden til at træffe gode valg. Men hvorledes man så går til værks, så bør man anse valgene for en sag af vigtighed hvis udfald ikke bør være nogen ligegyldig. 

På valglisterne finder man blandt andre en del embedsmænd. Ikke fordi de er embedsmænd, men fordi de er grundejere. Dem bør nu det, jeg i det foregående har fremsat, ikke bringe nogen til aldeles at forbigå. For manglede sådanne ganske, så manglede det på dem som skulle vejlede de andre og give dem mange fornødne underretninger i mange tilfælde. Men ene og alene eller især, skal man dog heller ikke vælge på embedsmænd eller andre mænd som kunne sættes i klasse med embedsmænd.

Uden tvivl vil forsamlingen for Københavns vedkommende blive bedst sammensat når deri findes a) nogle embedsmænd hvortil også prokuratorer bør regnes, b) nogle grosserer, boghandlere, mæglere eller andre som er at stille i klasse hermed, c) nogle fabriksejere som tillige bestyrer deres fabrikker selv, eller mænd i håndværkslaugene, d) nogle med anden næringsbrug.

Udenfor København har man i købstæderne valgt nogle øvrighedspersoner prokuratorer, en kasserer, nogle købmænd, en boghandler, en farver, en brændevinsbrænder, en skipper, en militærperson. Man har altså taget af meget forskellige klasser, dog vides endnu ingen præst at være valgt. Måske fordi kun få præster har ejendomsgård af tilstrækkelig værdi. På landet har man i de mindre ejendomsbesidderes klasse valgt lige fra stiftamtmænd og kammerherrer til sognefogeder og simple bønder.

(Politivennen nr. 982, Løverdagen den 25de October 1834, s. 739-747) 

Om Johan Clemens Todes Gravminde.

Hvem kender ikke navnet på denne som læge, skribent og menneske lige agtværdige mand ved hvis død en endnu levende digter sang følgende:

Apollo laurbær om din urne vinder
som klagende hygæa knæler ved;
og borgerdyd en egekrans dig binder,
der grønnes skal til sildig evighed.

Sov sødelig i gravens lune gemme!
Du mindes skal så længe Norden står.
Forklarte olding! Ja din visdoms stemme
selv ned til os fra hine verd'ner når.

Han jordedes i 1806 på Assistenskirkegården og en del agtede medborgere der skattede mandens værd, forenedes om at oprejse ham en mindesten. Denne vil nu blive borttaget ifølge den bekendtgørelse i de berlingske aviser at gravmindet i mangel af fornyelse, er hjemfaldet til kirken. Således, selvom hans minde vil leve til en sen efterslægt, vil man om få år ikke kunne vise stedet hvor han lagdes til hvile. Dog endnu lever nogle for hvem han i sin hovedvidenskab, var lærer og vejleder, mange der skylder hans råd og kunst, liv og helbred, end flere der fandt og endnu finder belæring, underholdning og opmuntring i hans mangehånde skrifter, hvoraf et nyt udvalg i denne tid er under pressen. Skulle alle disse lade den digterens spådom så aldeles uopfyldt ved at en sådan mands gravsted så hastigt bortryddes, mens mange ufortjente rigmænd kan tilkøbe sit mausolæum flere seklers varighed?  Nej, visselig ikke, så ganske er taknemmelighedsfølelsen og agtelsen for fortjeneste ikke uddød hos det danske folk. Tværtimod håber vi at der vil fremstå mænd som endnu ejer disse borgerdyder og som vil bevirke at den hædrede afdødes hvilested bliver uforstyrret og således vedligeholdt at det endnu kan beskues af en senere generation.

Danmark har intet Westminster Abbedie, intet Pantheon for dets fortjente mænd. Det ville derfor være ønskeligt om staden København måtte komme i besiddelse af et lille stykke jord på eller ved Assistenskirkegården hvor monumenter over nationens fortjente mænd efter borgerrådets bestlutning kunne hensættes når tiden hvori der var betalt for deres henstand på kirkegården, var udløbet og der ikke fandtes nogen som ville betale fornyelsen.

(Politivennen nr. 981, Løverdagen den 18de October 1834, s. 727-729) 

Redacteurens Anmærkning.

Annoncen var dog blot en bekendtgørelse til de efterladte om at tiden nærmede sig. Der blev herefter dannet Foreningen til Gjenoprettelsen af Johan Clemens Todes Gravmæle.

Bøn til Hans Majestæt, samt til vor høiere kirkelige og verdslige Øvrighed, om en forbedrende Forandring i Sønderjydlands kirkelige og juridiske Stilling.

Det er almindelig bekendt hvilken betydelig forvirring der allerede i mange tider har hersket i Sønderjyllands kirke- og skolevæsen. Ifølge en af de nyeste rejsebeskrivelser fra disse egne *) prædiker man tysk og synger tysk om formiddagen i Apenrades eneste kirke, følgelig kan omegnens befolkning der ikke forstår tysk, ikke nyde godt deraf. Om eftermiddagen prædikes dansk, men - skulle man tro det muligt, og dog er et vist - der synges på tysk formodentlig af mangel på danske salmebøger. Heraf følger at de mange mennesker af almue- og tyendeklassen som er født på landet i byens omegn, og altså ikke forstår andet end dansk, aldrig kan deltage i kirkesangen. Ligeledes er bønderne ikke i stand til at læse, hvad der på amtstuerne indskrives i deres skattebøger, fordi disse føres på tysk. Og dog er det jo efter dem de har at betale de påbudte skatter og afgifter, ja bønderne er endog nødt til at anmode forvaltere og andre som forstår begge sprog, at forklare øvrighedens bekendtgørelser for dem, og at oversætte dokumenter mv. Hvilke misligheder herved kan opstå, er let at indse da ofte et enkelt ords rette forståelse kan være af vigtighed og en families velfærd let kan bero derpå. Man tænker sig at danske bønder har en tysk født øvrighed (eller holstensk født hvilket er det samme med hensyn til sproget), som ringeagter de mennesker sprog af hvilke de modtager deres betydelige embedsindkomster! Næppe finder sådant sted i noget andet kultiveret land under solen. 

Allerede for nogle og tyve år siden blev det ved en kongelig forordning pålagt dem at sørge for landssprogets (det danske sprogs) genindsættelse i sine rettigheder, og årligt at indsende beretning om hvorvidt det var lykkedes dem. Men det synes at vedkommende ganske ignorerer denne forordnings tilværelse, da de i en række af omtrent 24 år har undladt at efterleve den. Deres ringeagt for Sønderjyllands sprog er så stor at de ved en højtidelighed i anledning af prins Frederik Carl Christians formæling, udbragte skålerne på latin fordi de ikke kunne eller ikke ville tale dansk, og fandt det alt for galt ved sådan lejlighed at bruge det tyske sprog. **) Men i retsforhandlinger, protokoller, resolutioner og beskeder undser de sig ikke ved at bruge tysk sprog til danske folk. Anderledes går det til i Ribe som tillige med dets omegn taler sønderjysk (der just ikke er smukt, men dog ikke styggere end nørrejysk). Dog her er embedsmændene danskfødte, derfor har et dannet tungemål, et behageligt dansk omgangssprog, altid været i brug i denne byb og egn, ligesom i Nørrejyllands stæder. Men ved Faldingbro, 3 mile nord for Ribe er sindelaget hos de højere allerede så tysk at man i anledning af nys nævnte fyrstelige bryllupshøjtid havde på en æresport sat en tysk indskrift!!

I Haderslev eller Harsløv (som vedkommende har omdøbt til Hadersleben, d.e. et liv fuldt af had og kiv!) spores samme stræben som i Apenrade, på Als og flere steder at fortrænge eller om muligt udjage dannersproget. Ungdommen i denne by taler dansk, men undervises kun i tysk, konfirmeres på tysk, lærer altså ikke at læse og skrive sit modersmål i de offentlige skoler, og det så nær ved Nørrejyllands grænse. Også her sker alle udfærdigelser på tysk til danske bønder og danske købstadsmænd. Embedsbreve om danske indbyggeres anliggender skrives og besvares på tysk, danske retssager forhandles ved domstolene på tysk, ligeledes tillysning af auktioner, lysninger efter bortrømte forbrydere, proklamationer, indskrifter på de offentlige vejvisningssten, endog tæt udenfor Kolding, vægterråb, gadenavne, offentlige og private skilte (jordmødrenes undtaget), skattebøger, brevskaber, udskrifter af domme osv. Sønderjylland eller det såkaldte slesvigske er således en dansktalende provins under en dansk fyrste, men bestyres af tysksindede og tyskskrivende øvrigheder. Når en enkelt danskfødt embedsmand i disse enge skriver et embedsbrev til sine foresatte på dansk, besvarer disse det på tysk!! - På Als står Nordborg (eller Nørborg som almuen siger) tillige med den større del af øen i kirkelig hensyn under samme danske biskop som Ærø. Men Sønderborg (som man har forkvaklet til Sonderburg) samt landtungen Kekenis (det vil sige Kiknæs) står under generalsuperintendenten i Slesvig. En sådan forvirring, sådant blandet jurisdiktion, forekommer hyppigt i Sønderjylland. Nogle egne står i kirkelig henseende under det danske kancelli eller andre danske autoriteter, i verdslig under det holstenske kancelli eller honstenskfødte øvrighed, hvilket giver anledning til stor ulempe. På Als hersker tyskheden kun i Sønderborg. På den øvrige del af øen sker det danske sprog og alt hvad dansk er sin ret.

Nu da den sjældne casus er indtruffet at den højeste kirkelige øvrighed i begge hoveddele af dannerstaten, nemlig Sjællands biskop og hertugdømmernes generalsuperintendent næsten på en tid forlod verden, ville det sikkert være tiden at regulere en stor del af disse uregelmæssigheder, at sørge for en mere naturlig og gavnlig inddeling, nemlig forening af de provinser som står hverandre nærmest i sprog, sæder, beliggenhed mv. under en fælles kirkelig og verdslig forvaltning, hvorimod en forbindelse måtte iværksættes af de tysktalende statsdele (nemlig fra omegnen mellem Flensborg og Slesvig af) med Holsten og Lauenburg. Gid dette som utallige har ønsket i en lang række af år, nu må gå i opfyldelse!

*) Titlen på samme er "Frimodig skildring af sex jydske og slesvigske (sønderjydske) stæder med deres omegne, i statlig og sproglig hensyn, af J. C. Lange, København 1834. Heri findes beretning om de mange og store misbrug i kirke- og skolevæsen, skatte- og toldvæsen, postindretninger, møntvæsen og modersmålets mishandling i Sønderjylland.

**) Se nys anført skrift pag. 11.

(Politivennen nr. 981, Løverdagen den 18de October 1834, s. 715-721) 

Correction paa offentlig Gade, og Bøn om Fritagelse for Skuer af samme.

Mandag den 6. i denne måned om morgenen kl. omtrent 6 da det 2. livregiment samledes i Sølvgade, sås en sekondløjtnant såvidt skønnedes af regimentets første kompagni eller det der stilledes ved siden af grenader-kompagniet, med egen hånd at tildele nogle af mandskabet en portion fugtel. Det syntes som eksemplet smittede. For da denne var færdig, begyndte en løjtnant af grenader-kompagniet på lignende eksekution. En grenader blev nemlig trukket frem, hans lædertøj bragt til side og kommandersergenten beordret at fugtle ham.

Der er vist lige så lidt tvivl om at karlene ved en eller anden forseelse havde gjort sig fortjent til straf, som om de herrer officerers retfærdighedsfølelse og kompetence til at eksekvere straffen. Men desuagtet kan man dog ikke undlade det ønske at eksekutionen ikke skete offentligt. Den mest simple soldat har dog en grad af æresfølelse som bør næres. Men han føler sig krænket og nedværdiget når han straffes i påsyn af andre end kammerater. Også for uvedkommende, enten nærboende eller forbipasserende er det højst ubehageligt at se straf tildeles på offentlig gade. Det ville derfor være ønskeligt om højere ansvarlige for fremtiden forebyggede at sådan korrektion eller afstraffelse fandt sted offentlig, men derimod anviste de respektive eksercerpladser eller kaserner til eksekutionsplads. 

(Politivennen nr. 980, Løverdagen den 11te October 1834, s. 706-707) 

Ønske om Passage igjennem Amagerport om Natten.

For  3 til 4 uger siden var indsenderen med sin familie taget ud til besøg på Amager. Da man om aftenen ville køre tilbage til staden, begyndte det at regne meget stærkt, hvorfor man besluttede at opholde sig noget endnu, i forventning om at regnen skulle ophøre. Men denne tog snarere til end af, og da man frygtede for ikke at komme til porten forinden denne blev lukket, hvis man tøvede længere, måtte man begive sig på vejen, og kom således gennemblødte til hjemmet. Næppe ½ kvarter efter hjemkosten ophørte ikke alene regnen helt, men det blev smukt vejr og det skønneste måneskin. Havde selskabet kunnet opholde sig 1 time længere, vilde det således have undgået at blive gennemblødt, hvilket på en sen efterårsaften kan drage slemme følger med sig. 

Amagerport set fra Amager ind mod byen med Frelser Kirketårn midt i billedet. Lille Mølle (?) til højre i billedet. Vagthuset med det røde tag findes endnu, dog flyttet.

Dette giver indsenderen anledning til følgende spørgsmål: kunne det ikke lade sig gøre at follk, såvel til fods som til vogns kunne komme ind eller ud af Amagerport om natten? Porten står jo dog åben for renovationsførerne, toldbetjent og bommand er til stede, og der er vagt ved porten. Fra ingen kant af Sjælland er man om natten udelukket fra staden, man kan om end ved en lille omvej komme ind gennem Nørreport. Det der i almindelighed taler for dette gode, synes også at måtte gælde her. Der gives mange af Københavns og Christianshavns indbyggere som på Amager har gårde og fabrikker hvormed det er nødvendigt at have tilsyn, hvilket kan kræve ejernes tilstedeværelse til sent ud på aftenen, mens embedsstilling eller daglig syssel forbyder dem at være fra staden om natten. Også findes der vel ikke sjældent tilfælde hvori man kan ønske hurtig lægehjælp fra staden, og hvor en for sen hjælp kan have uoprejselige følger. Disse og flere andre grunde tror man vil vise gavnligheden af dette ønskes opfyldelse, hvis ikke der gives andre, mere begrundede, indsenderen ubekendt årsager der taler for det modsatte.

(Politivennen nr. 980, Løverdagen den 11te October 1834, s. 701-703)