Om Ulfelds Plads.

En stemme har for nyligt i Adresseavisen henvendt sig til den forestående stænderforsamling med begæring om at udvirke fjernelsen af skamstøtten på Gråbrødretorv.

Det er langt fra at være den første bekendtgjorte ytring mod dette mindesmærke, men kunne dog med rette ønskes at blive den sidste. Dog tillader jeg mig herved at gentage at frembære ønsket om støttens fjernelse med det håb at sådan sag vil kunne afgøres langt simplere end ved at påkalde eller ulejlige stænderforsamlingen desangående. Men der er mere at gøre end alene at borttage støtten. Ser man nemlig hen til den ynkelige forfatning hvori brolægningen såvel på fortovene som på pladsen befinder sig, er der meget at ønske til ære for stadens brolægningsvæsen, og betragtes de slemme fjælleboder som har sted på pladsen for slagtere og marskandisere, kan vel også stadsbygmesteren eller hvem det påligger at sørge for orden og pyntelighed i staden, være opfordret til at henvende sin virksomhed til denne plads hvor allerede adskillige bygninger findes, som ville tjene til pryd for torvet, hvis det befries fra dets nuværende besætning.

Hvad støtten især angår, da kan det vel antages at mange øvrighedspersoner har afholdt sig fra på rette tid og sted at fremføre eller understøtte forslaget om dens fjernelse af frygt for at anses for en mindre god patriot, eller for at ville virke til fordel for den mand, hvis utroskab og forbrydelse imod konge og land den skal bringe i minde til afsky og forskrækkelse, og derfor har man måske villet afvente en allerhøjest tilladelse til fjernelse, givet af hans majestæt uden begæring om det. Men har der end ikke været anledning nok til uopfordret at give denne, så bør dog håbes både at den ikke vil blive nægtet, og at det ikke vil blive ilde optaget at fremsætte et motiveret ønske om det. Og da man nu i lang tid har tilladt sig at skjule støtten med den ligeså hæslige boder, så ville den aldeles ikke blive savnet om den kom helt væk. Skal den derimod blive stående, så synes det at være en selvfølge at boderne må væk fordi de ganske modvirker hensigten med dens tilstedeværelse.

Gråbrødretorv. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019)

Som en besynderlighed anmærkes dernæst pladsens navn. Så vidt vides hedder kun den mindre plads mod vest: Gråbrødretorv, men det større plads: Ulfelds Plads. Nu er det vel sådan at mange af byens gader og stræder, ja også åbne pladser, bærer navn efter personer, men det er dog så vidt bekendt kun efter hædrede eller agtbare og uskyldige personer. Det må derfor anses for upassende at kalde en forhadt mands navn bestandig i minde ved at bruge den hidtidige benævnelse til torvet. Og selv om støtten ikke kom væk, måtte navnet dog væk. Hvorledes skikker det sig at nævne Suhmsgade, Frederiks Plads og Ulfelds Plads! - Man kunne måske kalde pladsen Frimandsplads efter kvarteret hvori den ligger, eller med hvilket andet navn Magistraten *) ville benævne den, af et eller andet hensyn.

Hvad boderne angår, da kunne samme vist godt undværes idet man har lige så smukke boder ved Nikolaj Tårn, og en del af dem synes dertil at være ubenyttede. Den stadeleje som måske svares af dem, kunne stadens kasse vel undvære, så meget desto mere som det endog kan være megen tvivl underkastet om byens offentlige og fælles grunde med rette tør benyttes til sådanne belemrede stadepladser når ikke nød udfordrer det. Man kunne da lige så godt udleje en strimmel af den overflødigt brede Amaliegade til fitteboder og deslige **). Marskandiserne kunne vel finde kældre eller andre lejligheder, nok så bekvemme og sikre for deres handel, og for nabolagets skyld kunne de såvel som slagterne i al fald henvises til de forhenværende lærredsboder ved Helligåndskirken, hvoraf de fleste nu længe har stået ledige, hvilke vel uden vanskelighed kunne indrettes og overlades dertil, da det formentlig endnu i lang tid ikke tør forventes at kirkemuren vil blive fjernet for at åbne en plads omkring kirken, lignende den skønne plads omkring Frue Kirke og på den ene side af Trinitatis Kirke.

Kunne det lykkes at få pladsen tydeliggjort, ville brolægningsvæsenet vel også med fornøjelse bidrage sit til orden og prydelse for dette stakkels torv, og om noget særdeles tilskud skulle behøves, var det måske at vente at de omkringboende og flere villigt ydede bidrag til det.

Det er rimeligt at disse forslag og bemærkninger ikke er aldeles nye for vedkommende, men de fremsættes dog herved for at underkastes en nøjere prøvelse, og det ville være meget at beklage om udførelsen, hvis ellers intet vigtigt argument var at sætte derimod, skulle møde hindringer blot fordi forslagene ikke kom fra autoriteterne selv, hvorfra de for længe forgæves har været forventet iværksat.

*) Det formodes ikke at være fornødent at inkommodere hans majestæt med sådan ringe sag.

**) Rigtignok fik byen sidste sommer en fjællebod at se på Kongens Nytorv, men det skønnes dog ikke at være bestemmelsen af torve og offentlige pladser, at de således skulle anvendes, omend derved kan profitteres en skilling for stadens kasse. Og så længe der er plads nok i Dyrehaven eller i forstæderne for markskrigere og raritetskræmmere, behøver deres boder næppe at vansire byens offentlige pladser.

(Politivennen Nr. 987, Løverdagen den 29 November 1834, s. 823-828)

Redacteurens Anmærkning.

Det lykkedes ikke at få gjort noget ved sagen i 1834. Efter Christian 8.s tronbestigelse udviklede skamstøtten sig tilsyneladende til et symbol for enevældens dårlige sider, måske endog til et samlingspunkt for protester. Det kan man i hvert fald få indtryk af ved at læse om maj-urolighederne i 1840.

Moderniserede Dandseboder i Helsingør.

Indsenderen af dette hører ikke til de strenge moralister som fordi de selv ikke mere kan deltage i ungdomslivets glæder, misunder de yngre disses nydelse og ivrer imod enhver offentlig forlystelse. Han finder heller ikke noget særdeles at indvende mod at den som stand og stilling udelukker fra klub- og familieballer, nu og da får lejlighed til at more sig ved dans der nydt med måde vel også har sine gode sider. Men som alt kan overdrives, således er indsenderen forvisset om at flere med ham vil erkende at man i den senere tid har været alt for føjelig i at tillade dans på offentlige steder i Helsingør. Fordum blev sådan tilladelse kun givet  til enkelte værtshusholdere og ved enkelte lejligheder. Men nu indrømmer man den til flere og regelmæssigt hver søndag. Man bygger eller indretter offentlige danseboder som man giver navn af dansesale, indbyder i Helsingørsavisen de danselystne og anskaffer entrebilletter som man først lod sig betales med 16 skilling Men formodentlig for at få større søgning, nu har nedsat til det halve. 

Fra et udenbys sted, en fjerdingvej fra Helsingør fortæller man os i avisen at der bliver dans til kl. 12. Fra et andet forsikrer man ligeledes at unge mennesker under 18 år og uanstændige kvinder ikke bliver ladt ind. Hvad skal man tænke om alt sådant? Er den tjener eller pige, den håndværkssvend eller underofficer som efter midnat kommer hjem fra svir og dans, skikket til sit arbejde eller tjeneste den næste dag? Kan et indskrænket politipersonale overkomme at påse orden ved nattetid endog udenfor byen og på vejen til samme? Tror man for alvor at kunne bilde os ind at kun anstændige kvinder søger sådanne steder, eller at man nøje undersøger gæsternes alder? Flere er de spørgsmål og bemærkninger som sådant uvæsen fremkalder. Men de ligger for det meste sagen så nær at indsenderen ikke vil trætte læserne med almenbekendte erfaringer. Kun til slut vil han, idet han indstiller til de ansvarlige at sætte en skranke for det om sig gribende onde, tillade sig endnu at fremsætte til overvejelse om fristelserne og de moralske afveje i en søstad som Helsingør ikke allerede er betydelig nok, så man ikke behøver at anspore sanseligheden og at makademisere disse veje? 

(Politivennen nr. 985, Løverdagen den 15de November 1834, s. 787-789)

"Man har i den senere tid været alt for føjelig i at tillade dans på offentlige steder i Helsingør." (Her dog i København i Klæstrups streg).

Redacteurens Anmærkning

Makadamisering var en stor forbedring af vejene fordi den betød bedre vejbelægning. Den var opkaldt efter MacAdam, som i 1824 havde udgivet en bog om engelske veje og som i 1828 blev udgivet på dansk. Bogen kan læses online på Google Books.

Slem Parfume ved Nybørs.

Udenfor konditorens port ved Nybørs findes næsten altid nogle pøle af stinkende urin der blandet med det vand der kommer ud fra porten, oversøler gaden og forbliver stående der da der ikke er nogen rendesten hvori det kan finde afløb. Det synes derfor nødvendigt at der anlagdes en smal rendesten langs flisestenene mellem fortovet og gaden eller at der ved porten opsattes et par urinkummer som de der findes på bege sider af indgangen til Børsen og som har afløb under jorden.

(Politivennen nr. 984, Løverdagen den 8de November 1834, s. 785-786)

Ægyptisk Mørke paa Wilders Plads.

Da der bor folk såvel på Krøiers som på Wilders Plads og adgangen til disse pladser er åben til kl. 10 om aftenen er det underligt at der på sidst nævnte plads af mangel på lygter hersker et egyptisk mørke på vinteraftner. Det er således ikke alene muligt for en spitsbube at skjule sig blandt de mange bræddestabler og varer som findes oplagte på pladsen for siden at begå en eller anden udåd. Men det er endog virkelig sket. Således angreb en lurvet klædt person søndag aften den 26. oktober en på pladsen tjenende pige der havde været i byen og havde en pakke at bære. Men på hendes anskrig og da personen bemærkede at det kun var et par træsko hun havde i et tørklæde, forlod han hende og forsvandt iblandt nogle bræddestabler. Nogen belysning på denne plads i det ringteste til kl. 10, da porten lukkes og hundene løses, er så meget mere nødvendig som der ved pladsen ligger mange skibe fra fremmede steder hvis mandskab såvel som andre der er mindre bekendte med lokalet, er udsat for i det der herskende mørke at gå ud i vandet såsom der ikke findes noget bolværk for samme.

(Politivennen nr. 984, Løverdagen den 8de November 1834, s. 774-775)

Redacteurens Anmærkning.

Også i Politivennen nr. 1092, 3. december 1836, side 774-775 klages over det egyptiske mørke, selvom der nu var opsat et bolværk der dog var for lavt. Faren var derfor overhovedet ikke overstået. I Politivennen nr. 1099, 21. januar 1837, s. 47 bekendtgjordes at der nu var kommet belysning. 

Nogle alvorlige Ord om vore Garvere og Skomagere.

Der var en tid da klædevarer og fodtøj havde betydelig varighed, uden at stå i højere priser end nu. Klæde og andre kramvarer har i de sidste 20 til 30 år betydeligt forringet sig i henseende til bonitet og konsistens. Men den største forværring for ikke at sige bedrageri, finder sted med fodtøj, hvilket de især føler som har meget at gå om, og alt for knapppe indtægter til hvert halvår at kunne anskaffe sig nye støvler eller støvlefødder. Enten brister læderet eller begtråden løber op få dage efter at reparationen er sket, så at det er umuligt at beholde tørre fødder. Med hensyn til læderets dårlige hold og varighed undskylder skomagerne sig med at det næsten er umuligt at få godt og forsvarligt læder af dansk fabrikation, fordi garverne anvender en spiritus eller visse ætsende midler som vel kunne tjene til at give læderet tilsyneladende tykkelse og smukt udseende, men i sig selv forårsager stor skade da det derved taber sin fasthed og styrke, og brister længe før det kan opslides. Sandheden heraf bestyrkes ved skomagerarbejde som rejsende har købt i Altona til samme priser som det københavnske, og som har haft i det mindste dobbelt så lang varighed som det man får hos vore københavnske skomagere.

Man håber at nævnte laug, især garverne, vil lægge mærke til disse sandheder. Det vil både være til ære og gavn for dem selv, og bidraget til at afværge ufordelagtig omtale af vore håndværkeres virksomhed når fremmede som besøger Danmark, kommer tilbage til deres hjemstavn.

A. Poulsen.

(Politivennen nr. 982, Løverdagen den 25de October 1834, s. 751-752)