En simpel Landmands Bemærkninger om Stykket i Politievennen Nr. 992, med Overskrivt: "En skammelig Kjøre- og Gangvei nær Kjøbenhavn.

Forfatteren til ovennævnte stykke siger blandt andet om vejen: "Alle bruger den, men ingen vil gøre den i stand og vedligeholde den." Men ser man hen til anordningens ord: de mindre veje og biveje skal vedligeholdes af dem som nytter og bruger dem, så er det let at udlede hvem der er pligtig at istandsætte og vedligeholde denne vej, nemlig alle, det vil vel omtrent sige: det offentlige. Det menes at den da burde sættes i fuldkommen god stand og da den så efter forfatterens mening, ville bleve endnu mere befaret, kunne det offentlige ved at opkræve vej- eller bompenge af brugerne, gøre sig betalt for istandsættelsen og vedligeholdelsen. Da i øvrigt denne vej og flere biveje her i egnen, såsom Godthåbsvej (den Storm blandt så mange urigtigheder i sit skrift har omdøbt og kaldt den Grøndalsvej) jævnligt af vejvæsenet, eller andre vedkommende, blive anvist de vejfarende til almindelig brug, når hovedlandevejen eller andre veje er under stor reparation, så burde de alene af den årsag istandsættes og vedligeholdes af det offentlige. Frederiksberg Bakke, eller rettere vejen over den, er ellers bekendt og i vanry over næsten hele Sjælland (som før Sprogø på sin vis) for den vanskelige kørsel over den, især i frostvejr. Ved at forlægge vejen her noget over imod syd og der udgrave bakken, så blev der en hulvej af tilstrækkelig bredde og om ikke ganske, dog mest så dyb at ingen betydelig højde blev at køre over, kunne dette vejstykke blive en slags sjældenhed her på egnen, en pryd for stedet og af største nytte for den mange krøende som der skulle frem. En del ville det vist kost, men til nytte for fattige arbejdere, og pengene gik hverken til Kina, Øst- eller Vestindien, Frankrig eller England for undværlige eller unyttige ting.

(Politivennen nr. 994, Løverdagen den 17de Januar 1835, s. 38-40)

Ønske om at den Skik, at blotte Hovedet ved Begravelser, maatte afskaffes.

På landet har det fra gammel tid været skik at der i kirken holdes ligtale over døde ved begravelsen. Og om det vel nu ikke er gået til som i de tider da Holberg lader Per Degn sige: "Før min tid holdt folk her i byen alle ligsange for lige gode, men jeg har bragt det på den fod at jeg kan sige til en bonde: hvilken salme vil du have? den koster så meget, den så meget. I lige måde når der skal kastes jord på den døde: vil du have fint sand, eller slet og ret jord" så vedligeholdes dog denne skik endnu. 

Her i hovedstaden har man i de sidste år set indført den skik som nu er blevet så almindelig, at man dagligt i Adresseavisen indsætter taksigelser til præster for afholdte ligtaler endog over aldeles ubetydelige personer. Man indrømmer gerne at denne skik er uskadelig. Og det er vist at den er indbringende eller gavnlig for nogle. Men det er skadeligt for mange gamle, svagelige personer der følger en slægtning eller ven til graven, på vinterdage at stå på en åben kirkegård med blottet hoved for at høre på en lovtale over den afdøde. Især når taleren for at gøre det ret godt, trækker den noget langt ud. Og det er næppe underkastet tvivl at jo mange ved at følge sin ven eller pårørende til graven, af sådan årsag hurtigt er fulgt ham i graven.

Man ønsker af den grund at den skik at stå med blottet hoved under en tales afholdelse ved åben grav måtte ophøre. Og man er sikker på at dette ønske vil opfyldes når nogle af vores værdige gejstlige ved deres indflydelse ville bidrage dertil. Det skønnes ikke at der kan være noget at indvende imod det, da militære i uniform hverken ved begravelser eller som vagthavende under gudstjenesten i kirken aftager deres hovedbeklædning, men blot ved at lægge hånden på samme, ligesom ved hilsen viser deres ærbødighed for stedets og handlingens hellighed. 

Også de mosaiske trosbekendere der dog iagttager sådanne ceremonier, står med bedækket hoved under deres gudstjeneste og tillader ingen anden trosbekender at overvære samme med blottet hoved. Selv den uoplyste og læge mand har et slags begreb om at den allerhøjeste ser på hjertets og tankens renhed og ikke på klædedragt og ceremonier. Således sagde en gammel bonde der en vinterdag kom ind i en kirke med sin hat på hovedet, til en mand som forklarede ham at han burde tage hatten af mens præsten lyste velsignelsen: jeg er gammel, har intet hår på hovedet og kan ikke tåle kulde. Men jeg tænker: er velsignelsen god, trænger den nok gennem hatten. 

(Politivennen nr. 993, Løverdagen den 10de Januar 1835, s. 22-25)

Redacteurens Anmærkning.

Et eksempel på at "Man indsætter dagligt i Adresseavisen taksigelser til præster for holdte ligtaler endog over aldeles ubetydelige personer." kan ses i Adresseavisen den 13. januar 1835, hvor en pastor Waage har talt ved marskandiserenke Ane Marie Holtes begravelse:

Mandagen den 5te Dennes bortkaldte Gud vor kjære stræbsomme Moder, Marchandiser-Enke Ane Marie Holte, fød Lorensen, efter længere Tids Svaghed og 3 Ugers Sygeleie; hvilket herved sørgeligst bekjendtgjøres af hendes efterladte Børn. Hr. Pastor Waage takkes forbindtligst for de skjønne Ord, der uanmodet fremsagdes ved den afdødes Grav.

Uorden.

Fra bryggergården nr. 106 på Gråbrødretorv er en udkørselsport ud til Valkendorfsgade. Udenfor denne port mangler et bræt over rendestenen af hvilken årsag de der liggende flisestene er nedkørte. Man håber at gårdens ejer hvis vogne ofte kører ud og ind af denne port, vil se denne mangel afhjulpet før brolægningen nedkøres endnu mere.

(Politivennen nr. 992, Løverdagen den 3die Januar 1835, s. 16)

Redacteurens Anmærkning.

Nr. 106 er nutidens Gråbrødretorv 11, Valkendorfgade 20. Huset er opført 1731 for brygger Bent Bentsen og ombygget 1843-44. Valkendorfsgade 20 er opført 1844.

En skammelig Kjøre- og Gangvei nær Kjøbenhavn.

Denne vej findes langs Frederiksberg Have fra Frederiksberg by til Slotsbakken. Den er i den våde årstid, altså over halvdelen, eller næsten tre fjerdedele af året, i en aldeles ufarbar tilstand. Alle bruger den, men ingen vil gøre den i stand og vedligeholde den. Den består af lutter lerjord som hurtigt gennemblødes af regnen, og i en våd vinter er højst ødelæggende for vogntøjet som her skal slide sig frem. For fodgængere som færdes fra Frederiksberg til Roskildevejen og gerne vil spare en betydelig omvej, er den næsten umulig at befare da her ikke findes den allerringeste gangsti, og vejen selv er et sådant morads at man synker dybt i dynd og mudder som endog går op over de bedste træsko. I denne tid da det spejlglatte føre har gjort det vanskeligt at køre over Frederiksberg Slotsbakke, og altså både landmand og købstadsfolk, offenbachere og dagvogne har måttet passere den her omtalte kørevej, var den i mange dage på grund af sin skrækkelige ujævnhed, benbrækkende for hestene og ødelæggende for vogntøjet indtil de mange og store frosne bulker blev nogenlunde jævnet i midten af vejen. 

Dersom Frederiksbergs jordejere ikke er pligtige til at istandsætte og vedligeholde denne vej der i henseende til færdsel fuldkomment kan sættes i række med landeveje, da var det dog højst rimeligt at det offentlige tog sig af en så uforsvarlig vej som når den længere skal overlades til sig selv, til sidst vil blive så aldeles ruineret at den vil koste dobbelt at istandsætte mod det dens reparation nu kunne medtage.

A. Poulsen.

(Politivennen nr. 992, Løverdagen den 3die Januar 1835, s. 11-13)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen kommenteres i Politivennen nr. 994, 17. januar 1835, s. 38-40)

Ønske om et Par Litzenbrødres Ansættelse ved Toldopsynet i Vesterbroes Ravelin.

For omtrent 14 dage siden kom 2 rejsende fra Jylland til København med ekstraport. Ved ankomsten til toldbetjentens opholdssted i Vesterports ravelin måtte de holde for at lade deres kufferter efterse. Men da kørekarlen kun var en halvvoksen person der vel kunne styre et par gamle og magre hester, men ikke var stærk nok til at løfte en kuffert af vognen, måtte de selv, våde og halvt forkomne af en hel dags rejse i et fugtigt og koldt vejr, stå at vognen og bære kufferterne ind i betjentenes værelse og derfra igen på vognen. Sådan ubehagelighed at måtte påtage sig sjoverarbejde når man længes efter ro og vederkvægelse, indtræffer vist ikke sjældent på dette sted som passeres af så mange rejsende. Det var derfor ønskeligt at der ansattes et par litzenbrødre der mod en lille godtgørelse kunne være de rejsende behjælpelige med at læsse deres kufferter og pakker af og på vognen. I København findes desværre mange som mangler arbejde og fortjeneste og som med glæde ville modtage en sådan post, og de rejsende ville vist næppe findes uvillige til at betale 4 til 8 skilling når de kunne blive siddende på vognen i deres rejsetøj og fritages for at forrette uvant sjoverarbejde.

(Politivennen nr. 992, Løverdagen den 3die Januar 1835, s. 10-11)