Aide toi, et le ciel t'aidera. Hjelp Dig selv og Du vil ei savne Himlens Hjelp.

I den seneste tid er hovedstadens indbyggere ofte bragt i uro ved fortællinger om overfald som skulle være udøvet på Københavns gader mod enkelte gående personer. Således fik en anset embedsmand for nogen tid siden da han gik hjem fra Christianshavn, højst uformodet et slag i ansigtet der nødte ham til at holde sig inde i flere uger, af to personer han mødte. Det samme skete nytårsaften en gammel mand, idet han nemlig fik et slag der strakte ham til jorden, af en portnøgle. Ligeledes skal et fruentimmer på Kongens Nytorv lige over for Hovedvagten, være blevet overfaldet af en person der stak hende med en kniv igennem kåben og sårede hende således i hånden at hun måtte forbindes i apoteket på Østergade. 

For sandheden  af disse fortællinger kan indsenderen ikke, i det mindste ikke i det hele, indestå da han selv kun har hørt dem på anden eller tredje hånd. Men han kan ikke nægte at de forekommer ham højst sandsynlige efter det som for nogle dage siden hændte ham selv. Jeg gik nemlig om aftenen mellem kl. 11 og 12 gennem Skindergade da jeg omtrent lige ud for Trompetergangen mødte en person (af udseende og klædedragt at dømme en håndværkersvend) der uden videre kom hen mod mig og med de ord "den skal De have" slog mig efter hovedet. Heldigvis forfejlede han slaget og traf mig ikke i ansigtet, som formodentlig var hensigten, men på halsen hvor en stor chenillekrave afparerede slagets voldsomhed. Højligt frapperet ved denne hilsen, der dog som en venskabsytring forekom mig at være vel massiv, kunne jeg ikke tilbageholde et forundringsråb om "hvad dette skulle betyde".

Da jeg imidlertid smigrer mig med det håb at ingen nogensinde har klaget over at jeg har undladt at give et høfligt svar på en høflig tiltale replicerede jeg, ved at give min nye ven et slag med min i hast fremdragne portnøgle, der øjeblikkeligt bevægede ham til mod al etikette at sætte sig ned uden i forvejen at se sig om efter en stol. Min hensigt var nu at kaste mig over ham og ret inderligt at takke ham for hans "forekommenhed" idet jeg tillige råbte på vægteren. Men som en hjort sprang fyren  op og undløb mens jeg, hindret i løbet ved min store chenille, forgæves forfulgte ham indtil Klosterstræde. 

Skønt jeg først var mismodig over at jeg ikke fik fat i krabaten for at politiet kunne give ham nogle højst fornødne formaninger angående den nye møde at stifte bekendtskab på, overvejede jeg dog at det ville have nødt mig til at følge med på politikammeret og forvoldt mig en del bryderier og tidsspilde, hvorfor jeg trøstede mig med den tanke at han (som kong Harald siger om Palnatoke) "ikke var kommet uplukket hjem fra dette julegilde". Desuden var min påtrængende ven uden tvivl (hvilket jeg slutter af slagets usikkerhed) kun en begynder i faget eller "en drukken dilettant" der måske ved mit argumentum ad hominem blev bragt på bedre tanker. 

Da imidlertid mine ærede medborgere muligvis ikke alle kunne være så heldige, men måske træffer på virtuoser i faget der ved at beregne armens og håndens svingkraft, så er mit råd til enhver der går sent om aftenen på gaden at være på sin post og belave sig på øjeblikkelig at kunne gengælde ondt med ondt. For det er misligt hvor det gælder hurtig hjælp at stole alene på politiets eller vægterens assistance, og det er ved sådanne lejligheder at en mand mest må stole på sin egen kraft og åndsnærværelse. Når da nogle af disse kåde og ondskabsfulde mennesker blev modtaget på en alvorlig og følelig måde, ville de vist  lade deres fæle narrekatterænker fare og opgive et håndværk der blot indbringer brådne pander. 

(Politivennen nr. 996, Løverdagen den 31te Januar 1835, s. 75-78)

"Da jeg om aftenen gik gennem Skindergade lige ud for Trompetergangen mødte jeg en person (af udseende og klædedragt at dømme en håndværkersvend) der uden videre kom hen mod mig og med de ord "den skal De have" slog mig efter hovedet." (Niels Hemmingsensgade, Skindergade krydser i baggrunden. Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning

Trompetergangen er det stykke af Niels Hemmingsensgade som ligger mellem Gråbrødretorv og Skindergade. 

Om udførte gamle Kludes og Beens Igjenindbringelse i Staden.

Da anmelderen forleden aften i tusmørket gik ud af Østerport, mødte han to lurvet klædte personer med sække på nakken, og som da de var kommet ligeud for toldbetjentenes kontor, standsede midt på broen og råbte til betjenten der stod i døren: "Ben". Betjenten svarede: "Passer," hvorpå de fortsatte deres march ind til byen. Anmelderen forundrer sig over at det tillades at ben, klude og andet affald der for dyr betaling udbringes af staden, igen og urenset indbringes i samme, hvor det hos dem der handler med sådant, opbevares på lofter, i kældre eller gårde og udbreder stank og urenlighed. Besynderligt nok at sundhedspolitiet ikke søger at forhindre sådant, da det ellers på andre måder sørger for renligheds vedligeholdelse i staden. Det synes ikke urimeligt om det blev pålagt dem som handler med sådanne sager, at skaffe sig lokaler udenfor byen hvor deres kram kunne ligge indtil det skulle fjernes. Desuden, når man har læst alle de smuglerhistorier som fortælles i H. Hjorhöis konsumtionstidende, kunne man vel finde det tænkeligt at nogen kunne finde på at benytte disse benbærere til at indbringe ufortoldede sager. For at sådant lod sig udføre, kan vel ikke nægtes, når man tager hensyn til hvor væmmeligt det må være at anstille nogen nøjagtig undersøgelse af sådanne sækkes indhold.

(Politivennen nr. 995, Løverdagen den 24de Januar 1835, s. 60-61)

Anmodning til Eieren af Vesterbroes nye Theater, Hr. Ph. Petoletti, samt et Par Ord i Anledning af Hr. Gauthiers Forestillinger.

På grund af den redebonhed med hvilken De, hr. Pettoletti altid opfylder publikums rimelige fordringer, tager man sig herved den frihed at gøre Dem opmærksom på en lille forandring der foretaget ved den for resten skønne og velindrettede ridebane, hvortil Deres teater ligesom ved et trylleslag er blevet omdannet, meget ville bidrage til de besøgendes bekvemmelighed. Nemlig den skranke der omgiver cirkus, er på den side af parkettet som vender mod hovedindgangen alt for høj. Det forårsager at tilskuerne der ikke vil have plads på de to forreste bænke, generes en del, idet de for at kunne se hvad der sker i manegen, næsten uafbrudt må stå eller endog bestige bænkene. 

Ved en ringe bekostning og ulejlighed ville den fejl kunne ændres, og ved at opfylde et ønske som flere nærer, ville De, hr. Pettoletti atter give et bevis på Deres opmærksomhed for hovedstadens publikum der altid har påskønnet Deres mangesidige kunstnertalent og Deres utrættelige iver for at forskaffe indbyggerne adspredelse og moro. 

Ved at omtale det nye teater kan indsenderen ikke tilbageholde sin forundring over at det gauthierske selskabs forestillinger ikke er mere talrigt besøgt end tilfældet hidtil har været, da dog det selskab ubestridt hører til de bedste der nogensinde har vist sig i København. Alexander og Carl Gauthier er sande kunstnere i deres fag, og de ville være en prydelse endog ved de  mest fortrinslige selskaber, ligesom Gauthier den Ældre ved sin usædvanlige lethed, kraft og udholdenhed endnu fortjener rang blandt de første linedansere og trampolinspringer. 

Men årsagen til det mindre tilløb ligger rimeligvis i det at familien Gauthier hvis fordringsløse beskedenhed er almindeligt bekendt, forsmår at anvende vindig pral for at vække en opmærksomhed og velvilje som enhver der  besøgte deres forestillinger, må skænke det. Og at nævnte kunstnere også i virkeligheden allerede har vundet yndest hos den del af det danske folk der har set dem, derom vidner det enstemmige, smigrende bifald hvormed ethvert medlem af selskabet lønnes og den tilfredshed hvormed tilskuerne altid forlader forestillingerne. Idet vi slutter disse linjer, ønsker vi den agtværdige gauthierske familie alt det held hvortil dens kunstnerværd, beskedenhed og redelige vandel gør den så fortjent. 

(Politivennen nr. 995, Løverdagen den 24de Januar 1835, s. 55-58)

Redacteurens Anmærkning.

I Adresseavisen 1. december 1836 blev antydet at Gauthier selv frygtede at hans popularitet var for nedadgående. Med mindre det naturligvis er koketteri

Paa Grund af Hr. Gauthiers Yttring ved Forestillingen den 27de Dennes, at han frygtede for, at have tabt den Yndest, som han smigrede sig med at have erhvervet ved sit sidste Ophold her, kan man forsikkre ham, at dette ikke er Tilfældet; ligesaavel denne som forrige Gang paaskjønnes den umiskjendelig Flid, han med sit Selskab lægger for Dagen, og hvis Hr. Gauthier vil nedsætte sine Priser noget, vil hans seeværdige Forestillinger vist besøges af et talrigt Publicum.

En simpel Landmands Bemærkninger om Stykket i Politievennen Nr. 992, med Overskrivt: "En skammelig Kjøre- og Gangvei nær Kjøbenhavn.

Forfatteren til ovennævnte stykke siger blandt andet om vejen: "Alle bruger den, men ingen vil gøre den i stand og vedligeholde den." Men ser man hen til anordningens ord: de mindre veje og biveje skal vedligeholdes af dem som nytter og bruger dem, så er det let at udlede hvem der er pligtig at istandsætte og vedligeholde denne vej, nemlig alle, det vil vel omtrent sige: det offentlige. Det menes at den da burde sættes i fuldkommen god stand og da den så efter forfatterens mening, ville bleve endnu mere befaret, kunne det offentlige ved at opkræve vej- eller bompenge af brugerne, gøre sig betalt for istandsættelsen og vedligeholdelsen. Da i øvrigt denne vej og flere biveje her i egnen, såsom Godthåbsvej (den Storm blandt så mange urigtigheder i sit skrift har omdøbt og kaldt den Grøndalsvej) jævnligt af vejvæsenet, eller andre vedkommende, blive anvist de vejfarende til almindelig brug, når hovedlandevejen eller andre veje er under stor reparation, så burde de alene af den årsag istandsættes og vedligeholdes af det offentlige. Frederiksberg Bakke, eller rettere vejen over den, er ellers bekendt og i vanry over næsten hele Sjælland (som før Sprogø på sin vis) for den vanskelige kørsel over den, især i frostvejr. Ved at forlægge vejen her noget over imod syd og der udgrave bakken, så blev der en hulvej af tilstrækkelig bredde og om ikke ganske, dog mest så dyb at ingen betydelig højde blev at køre over, kunne dette vejstykke blive en slags sjældenhed her på egnen, en pryd for stedet og af største nytte for den mange krøende som der skulle frem. En del ville det vist kost, men til nytte for fattige arbejdere, og pengene gik hverken til Kina, Øst- eller Vestindien, Frankrig eller England for undværlige eller unyttige ting.

(Politivennen nr. 994, Løverdagen den 17de Januar 1835, s. 38-40)

Ønske om at den Skik, at blotte Hovedet ved Begravelser, maatte afskaffes.

På landet har det fra gammel tid været skik at der i kirken holdes ligtale over døde ved begravelsen. Og om det vel nu ikke er gået til som i de tider da Holberg lader Per Degn sige: "Før min tid holdt folk her i byen alle ligsange for lige gode, men jeg har bragt det på den fod at jeg kan sige til en bonde: hvilken salme vil du have? den koster så meget, den så meget. I lige måde når der skal kastes jord på den døde: vil du have fint sand, eller slet og ret jord" så vedligeholdes dog denne skik endnu. 

Her i hovedstaden har man i de sidste år set indført den skik som nu er blevet så almindelig, at man dagligt i Adresseavisen indsætter taksigelser til præster for afholdte ligtaler endog over aldeles ubetydelige personer. Man indrømmer gerne at denne skik er uskadelig. Og det er vist at den er indbringende eller gavnlig for nogle. Men det er skadeligt for mange gamle, svagelige personer der følger en slægtning eller ven til graven, på vinterdage at stå på en åben kirkegård med blottet hoved for at høre på en lovtale over den afdøde. Især når taleren for at gøre det ret godt, trækker den noget langt ud. Og det er næppe underkastet tvivl at jo mange ved at følge sin ven eller pårørende til graven, af sådan årsag hurtigt er fulgt ham i graven.

Man ønsker af den grund at den skik at stå med blottet hoved under en tales afholdelse ved åben grav måtte ophøre. Og man er sikker på at dette ønske vil opfyldes når nogle af vores værdige gejstlige ved deres indflydelse ville bidrage dertil. Det skønnes ikke at der kan være noget at indvende imod det, da militære i uniform hverken ved begravelser eller som vagthavende under gudstjenesten i kirken aftager deres hovedbeklædning, men blot ved at lægge hånden på samme, ligesom ved hilsen viser deres ærbødighed for stedets og handlingens hellighed. 

Også de mosaiske trosbekendere der dog iagttager sådanne ceremonier, står med bedækket hoved under deres gudstjeneste og tillader ingen anden trosbekender at overvære samme med blottet hoved. Selv den uoplyste og læge mand har et slags begreb om at den allerhøjeste ser på hjertets og tankens renhed og ikke på klædedragt og ceremonier. Således sagde en gammel bonde der en vinterdag kom ind i en kirke med sin hat på hovedet, til en mand som forklarede ham at han burde tage hatten af mens præsten lyste velsignelsen: jeg er gammel, har intet hår på hovedet og kan ikke tåle kulde. Men jeg tænker: er velsignelsen god, trænger den nok gennem hatten. 

(Politivennen nr. 993, Løverdagen den 10de Januar 1835, s. 22-25)

Redacteurens Anmærkning.

Et eksempel på at "Man indsætter dagligt i Adresseavisen taksigelser til præster for holdte ligtaler endog over aldeles ubetydelige personer." kan ses i Adresseavisen den 13. januar 1835, hvor en pastor Waage har talt ved marskandiserenke Ane Marie Holtes begravelse:

Mandagen den 5te Dennes bortkaldte Gud vor kjære stræbsomme Moder, Marchandiser-Enke Ane Marie Holte, fød Lorensen, efter længere Tids Svaghed og 3 Ugers Sygeleie; hvilket herved sørgeligst bekjendtgjøres af hendes efterladte Børn. Hr. Pastor Waage takkes forbindtligst for de skjønne Ord, der uanmodet fremsagdes ved den afdødes Grav.