Advarsel.

Når handlende sætter varer i vinduerne, tror man at det sker for at de skal beskues af eventuelle købere, og at enhver forbigående derfor har tilladelse til at tage samme i øjesyn. Men at dette ikke overalt er tilfældet, har en kagebager i Møntergade i forrige uge givet et eksempel på. En fattig dreng stod nemlig udenfor hans bopæl og betragtede de i vinduerne hensatte kager og lækkerier. Men med et springer manden ud, river den studsende dreng kasketten af hovedet og kaster den langt hen på gaden, og ved at give ham nogle slag, spilder drengen i rendestenen den mad han havde hentet fra den velgørende bespisningsanstalt i Gothersgade. For nu at lignende ikke skal hænde andre, fremsættes dette til advarsel hvortil man må føje det ønske at nævnte mand og andre ligetænkende ville sætte et varsko ved deres varer, omtrent lydende sådan: "Ingen må se på disse sager".

(Politivennen nr. 999, Løverdagen den 21de Februar 1835, s. 123)

Redacteurens Anmærkning.

Episoden blev rettet til at have fundet sted i Møntergade udenfor kælderen i nr. 134, ikke nr. 43 i Politivennen nr. 1000, 28. februar 1835, s. 143-144. Adressen er i dag Møntergade 14. Huset er opført mellem 1730 og 1736 for murersvend Niels Hansen Juul, og ombygget i 1763. På fotoet er det huset med bevoksningen omkring vinduet midt i billedet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Landmand Koch er høilig utilfreds over de Uordener, som følge af de Militaires saakaldte Øvelser i Feldttjensten.

Sidste mandag trak en afdeling af andet Jydske Infanteriregiment under anførsel af en løjtnant gennem gården hos anmelderen. Tilfældigvis stod min kone i gården således at soldaterne marcherede tæt forbi hende. Adskillige af de bageste fandt da for godt at knalde med munden, fløjte og gebærde sig upassende mod hende, og tamburen skred endog til en uanstændig håndgribelighed på hende. Jeg som stod på den anden side af soldaterne råbte: "hvor tør i karle gøre uorden her?" Straks lød det fra flere af dem: "Vil du holde kæft, ellers får du prygl." Sergenten vendte sig vel om og talte hårdt til dem med følgende ord: "Ingen bondestreger! husk på, karle, I er soldater her!" 

Mere ville han formodentlig have sagt dem. Men alt gik over hals og hoved afsted efter kommandoen ud gennem haven, hvor jeg til afsked som en følge af en sådan tætsluttet trops hastige fremrykning i en  lille plantage anlagt i år fik nedtrådt 1/3 af de vækster som kom for de fremdragendes fødder. Hos naboen tæt ved mig blev gjort holdt et øjeblik, og jeg bad da hos en tilstedeværende korporal oplyst om årsagen til at nogle af de militære som var på øvelse, når de kom til haven hos mig - for jeg er så uheldig at ligge på Strøget som man siger - altid drejede af og trak udenom og andre ikke, og spurgte om de ikke havde nogen instruks desangående. Han svarede at han vidste intet om det, men mente at de måtte gå frem overalt, men dog ikke afstedkomme skade. Det vil sige forsætlig. 

Anmelderen kender kun lidt til militærvæsenet. Men mener dog at soldaten kan være dygtig selvom det var ham forbudt at betræde nogen have under øvelser i fredstid. Der ved fik han desuden mere begreb om det der forelæses ham om hans vigtige og store prydelse: god mandstugt.

Koch
Landmand. 

(Politivennen nr. 999, Løverdagen den 21de Februar 1835, s. 115-116)

Ønske ved Laboratoriet.

Ved laboratoriet på Christianshavn findes to urinrender der vender ud mod den række nye huse der er opført på skibsbyggerpladsen ved Langebro. Da benyttelsen af disse render sker meget hyppigt, og er et højst ubehagelige skue for de lige over for boende, ønsker disse meget at der måtte opføres et plankeværk eller en skærm for samme.

(Politivennen nr. 998, Løverdagen den 14de Februar 1835, s. 112)

Vægtere med Træsko.

I denne vinter har indsenderen erfaret at adskillige vægtere om aftenen og om natten går med træsko. Skønt det vel ikke kan nægtes at disse især i frost og snevejr holder fødderne varmere end læderfodtøj, så vides det dog ikke om det er vægterne tilladt at bære dem såsom den støj som derved i nattens stilhed forårsages, forstyrrer folks nattero og især er ubehagelig for syge, hvoriblandt indsenderen der bor i Bådsmandsstræde på Christianshavn, må tegne sig. Han mener også at vægterne lønnes således at de på deres poster må kunne vise sig i samme anstændige mondur som den er hvori de møder ved parolen, samt at de hvis det af økonomi eller af anden årsag tillades dem at bære træsko, bør indskærpes at forsyne disse med et underlag af læder eller andet der kan forebygge den højst ubehagelige klapren som denne slags fodtøj ellers forårsager.

(Politivennen nr. 998, Løverdagen den 14de Februar 1835, s. 111)

Til den kongl. General-Postdirection.

Den kongelige generalpostdirektion sørger på så mange måder prisværdigt for den rejsendes tarv, at anmelderen ikke tager i betænkning at henlede dens opmærksomhed på nedenstående inkonveniens, og håber at se denne afhjulpet.

Passagererne med dagvognen bringes som bekendt til en vis gæstgivergård på skiftestederne hvor vognen igen afhenter dem, og dette er således i sin orden på mellemstationerne. Men anderledes forholder det sig i Nyborg på grund af bæltfarten. Poststationsgården er som bekendt et stykke vej fra havnen, og fjernere derfra end den umiddelbart ved strandporten liggende gæstgivergård. De rejsende må til fods gøre turen til og fra mellem skib og postgård. I ondt vejr og under svaghed og søsyge er sådant forbundet med en del ulempe, og mange rejsende tyede derfor helst til den bæltet nærmeste gæstgivergård. Men dette står nu på en måde ikke i den rejsende vilje, for dagvognen afgår fra poststationsgården, og den rejsende må altså gå derhen når han ikke vil skilles for sin befordring. Den samme tvang finder sted fra landsiden, idet dagvognskusken ligefrem nægter den rejsende at træde af i gæstgivergården ved strandporten, hvilket han sider under mulkt ikke at turde tilstede, og den rejsende må således suspendere sin vilje. Da det dog uden nogen ubekvemmelighed eller tidsspilde lod sig gøre at dagvognen kunne afsætte og indtage rejsende fra begge gæstgivergårde i Nyborg, der ligger i en og samme gade på rummelige pladser, og den rejsende derved beholder sin frihed, og konkurrencen bliver ubeskåret, så smigrer man sig med at den højkongelige generalpostdirektion føjer denne til sine mange andre prisværdige foranstaltninger.

Den erindring at den rejsende i Korsør næsten har lige så langt mellem havn og gæstgivergård som i Nyborg, er formentlig ikke af nogen vægt mod ovenstående ønske. For fordi man har en inkonveniens, behøver man jo ikke to når det kan undgås.

(Politivennen nr. 998, Løverdagen den 14de Februar 1835, s. 97-99)