Mere om Frederiksbergs Byveie, samt Noget om Slotshaugen.

Man har i Politievennen læst to indsendte stykker om køre- og gangvejen bag slotshaven, fra Frederiksberg til Kongevejen, hvilke stemmede overens deri at denne vej ikke kan henregnes til byveje, som i følge anordningerne skal vedligeholdes af byens beboere,fordi den befares af alle stænder og klasser, af folk fra alle dele af Sjælland med og uden læs, af herskaber, af dagvogne osv. Intet kan da vær mere rimeligt end at vejvæsenet bør vedligeholde denne, ligesom enhver anden offentlig eller alfarvej. Man gør altså håbe at den i forestående sommer vil få den istandsættelse hvortil den allerede alt for længe siden har trængt. I sin nuværende tilstand kan den snareresammenlignes med et uføre eller en stor lergrav end med en ordentlig kørevej.

Frederiksberg Slot. Det er svært at gætte sig til hvilken spadseregang artiklen hentyder til. (foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018)

Næsten lige så slemme er adskillige af vejene i og omkring Frederiksberg. At i det mindste nogle af disse bør vedligeholdes af husejerne i nævnte by, er sandsynligt. Men man mærker nok at øvrigheden er flyttet fra byen, siden de ikke tilholdes at opfylde denne så nødvendige pligt. I langvarigt vådt vejr især om vinteren, er føret her således at man må være bange for at gå fra en gade til en anden uden at være forsynet med lygte. Og endda har man ondt nok ved at vinde frem. 

Slotshaven har i den forgangne våde vinter været slem især i visse gange. Også sidste sommer var nogle af gangene i en ubehagelig tilstand, på grund af det meget sand som lå så tykt at man næppe kunne arbejde sig frem. Publikum havde derfor banet sig en fodsti på grønsværen langs kanalen forbi slottet. Men denne bekvemmelighed er nu frataget fodgængerne ved en række tjørnevækster som hænger sig fast i damers og kavallerers tøj. At det ikke er sket for at vinde det ubetydelige græs som kan vokse på en sti af ½ alens bredde og 100 skridts længde, er man overbevist om og håber derfor at disse tjørne borttages, især da gagen desuden er smal nok for det spadserende publikum.

(Politivennen nr. 1003, Løverdagen den 21de Marts 1835, s. 181-183)

Erindring til de Herrer Forstandere for den jødiske Synagoge i Kjøbenhavn.

Tredje afsnit § 22.4) i doktor Wolffs agende bestemmer at på torafesten "enkelte medlemmer af menigheden hvis antal, samt hvem der skal beæres dermed, bestemmes af synagogeforstanderskabet, skulle følge parvis, bærende toraer i toget omkring tribunen." Da de herrer forstandere hidtil kun har beæret sig selv med dette hverv, anmodes de om fremdeles at gøre en forandring med det, hvilket endog anmelderen mener at agendens bestemmelse fordrer. 

Den salme man ved sidste torafest lod afsynge af kordrengene, bedes tillige udeladt, da agenden ikke bestemmer dette, og man har ikke før ved den nævnte festlighed ladet en sådan afsynge, hvorfor sådanne afvigelser altid bliver noget uvant for den mosaiske trosbekender så længe han har den overbevisning at forstanderne ved den mosaiske synagoge lige så lidt er berettiget til at afvige fra agendens forskrifter ved den offentlige gudstjenestes ceremonielle ordning, som menigheden medlemmer ved dennes udøvelse.

Bolt.
Examinatus juris 

(Politivennen nr. 1002, Løverdagen den 14de Marts 1835, s. 174-175)

Anmodning til de Herrer Kobbersmedmestere.

Dersom en skomager, skrædder eller anden uden larm arbejdende professionist ville forsøge på at flytte sit værksted ud på gade eller fortov, ville han vist nok snart blive vist indenfor sine egne grænser. Men kobbersmede derimod ser man jævnligt uforstyrret at drive deres støjende profession på offentlig gade. Vel er det humant af øvrigheden at den tillader sådant for ikke at hindre borgere i deres erhverv, men på den anden side kan det dog ikke nægtes at larmende arbejde på gaden fører megen ulempe med sig. For ikke at tale om færdslen især i smalle gader, derved spærres og at den igennemtrængende, dundrende lyd som fremkommer når 3 svende hamrer på en stor sukker- eller brændevinskeddel, er højst ubehagelig for de forbipasserende. Men hvad må den ikke være for de der bor i nærheden, der er nødt til hele tiden at låne øre til det, og især for den syge der trænger til ro og hvis bedste medicin er søvn? Troligt er det også at ejendomsbesiddere i nærheden af et sådant værksted lider skår i deres indtægter eller har ondt ved at få deres værelser udlejet for en nogenlunde rimelig pris. Men det værste er at heste ved denne larm kan blive sky og afstedkomme uerstattelig skade. 

Sådant havde nær hændt i fredags i næstforrige uge i Møntergade. Imens 3 svende hamrede på en stor kobberkedel, kom en karl med to løse heste fra Pilestræde og drejede ind i gaden, men da disse hørte denne banken, blev de urolige, stejlede og ville ikke gå frem, så at karlen måtte vende om og tage en anden vej. På samme tid kom fra den anden ende af gaden en bagervogn, men da den nærmede sig larmen, blev hestene sky, så at karlen ikke formåede at holde dem og først ved flere hjælp fik vogn og heste trukket tilbage, ved hvilken manøvre vognen nær havde tørnet på og væltet en drosche hvori der sad en dame der ikke blev indjaget så lidt skræk. Under dette optrin vedblev svendene deres arbejde og hamrede på kedlen af alle kræfter. 

Møntergade. Bagest Pilestræde hvor karlen kom fra med de to løse heste. Forrest hvorfra bageervognen kørte ind i Møntergade. (Foto. Erik Nicolaisen Høy, 2015)

Man tillader sig i denne anledning at anmode de herrer kobbersmedsmestere om at de, betænkende de fortrin de således nyder frem for den største del af deres medborgere, vil pålægge deres folk at disse når de under deres arbejde på gaden ser heste blive urolige, skal holde inde med arbejdet indtil at hestene er bortfjernet. Man har det håb at de vil opfylde denne anmodning, da arbejdets forsinkelse i et par minutter vel ikke kan komme i betragtning mod den ulykke eller skade dets uophørlige fortsættelse muligvis kan afstedkomme. Det militære viser i almindelighed den humanitet at det standser dets spil når urolige heste der kan forårsage skade, kommer det i nærheden. Hvorfor skulle man da ikke vente samme humanitet af borgere?

(Politivennen nr. 1002, Løverdagen den 14de Marts 1835, s. 168-171)

En Rettelse til Stykket om Fastelavnsløier i sidste Nr.

Indsenderen af stykket: "Uhældige Følger af Fastelavnsløier" i sidste  nummer af Politivennen har ikke været så ganske nøje underrettet om det passerede når han fortæller at hjulmanden skaffede en landmand til at befordre den tilskadekomne mand til Frederiks Hospital og derfor lod sig betale 5 rigsbankdaler. For sandheden er denne. Hjulmanden selv kørte manden i en vogn hvori der var lagt sengeklæder, først til Jægersborg hvor han blev forbundet af lægen der og befordrede ham derfra siden til staden. For forplejningen, kørsel og bompenge, frem og tilbage, betaltes med fornøjelse 4 rigsbankdaler 3 mark, hvilket vel ikke kan anses for urimeligt eller fortjener at anføres som et eksempel på egennytte eller uhjælpsomhed. 

(Politivennen nr. 1002, Løverdagen den 14de Marts 1835, s. 167-168)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er rettelse til nr. 1001, 7. marts 1835.

Tvende Bemærkninger paa Børssalen.

1) Ved at passere Børssalen i mandag formiddag besværedes anmelderen af en fæl støv og muggen lugt som stammede fra at man for nyligt havde fejet gulvet uden at åbne vinduerne. Men da disse er til at åbne, burde dette ske under rensningen. For ellers flyttes støvet kun fra gulvet og kaster sig i vindueskarme, på bænke og andre steder hvor det forbliver liggende indtil hovedrengøring engang finder sted. Ved at åbne vinduerne ville den mugne lugt tillige forsvinde idet den udefra indtrængende luft ville fordrive samme.

"Anmelderen besværedes af en fæl støv og muggen lugt som stammede fra at man for nyligt havde fejet gulvet uden at åbne vinduerne." (Børssalen. Illustreret Tidende, januar 1860)

2) Da anmelderen samme dag efter børstid passerede salen, blev han vidne til at den gamle halvbarbariske skik med at kaste penge til pøbel og gadedrenge fastelavnsmandag endnu har vedligeholdt sig. Man må vist nok forundre sig når man ser folk der gør krav på oplysning og dannelse, kan finde fornøjelse i at se en flok uopdragne drenge rives og flås for at komme i besiddelse af de skillinger der bliver kastet til dem. Vel var nogle politibetjente til stede for at holde orden. Men de kunne ikke forebygge at en del af drengene gik fra legen med sønderrevne klæder, blodige pander, ja måske med et eller andet der først vil vise sig senere. Det var derfor ønskeligt om de der har evne til at kaste penge bort på denne måde - som vist næppe bliver anvendt til nytte - ville give disse til en eller anden velgørende indretning hvoraf der findes flere her i staden. 

(Politivennen nr. 1001, Løverdagen den 7de Marts 1835, s. 157-158)