Dyr Logis uden Kost.

Onsdag den 13. maj fik jeg tilsendt fra min søn der har etableret sig i Slimminge Kro 6 unge grise. Så uventet, kær og velkommen denne gave var mig, blev glæden dog forbitret ved følgende tilfælde:

Grisene kom til min bopæl om eftermiddagen ved Gisegårds karl som havde holdt dem i god stand, hvorfor jeg betalte ham 1 rigsbankdaler hvormed han var vel fornøjet. Men om natten derpå går de ud af gården og ned af broen hvor vægteren stødte på dem og drev dem ind på Trommelsalen hos hr,. kaptajn Stauning. Om morgenen kom vægteren til mig på Gråbrødretorv og fremlyste grisene, hvorfor jeg gav ham 20 rigsbankskilling, hvormed han var tilfreds, men lod mig vide at jeg straks måtte sende bud efter grisene da han ellers fik en irettesættelse fordi han ikke havde drevet dem til materialgården. Jeg sendte derfor straks min gårdskarl til Stauning, men han kom tilbage med uforrettet sag, det vil sige uden grisene, og forklarede at Stauning havde forlangt 4 mark for at have huset dem, men dog ville lade sig fornøje med 2 mark. Stauning havde endelig sagt ham: Du hender 2 mark, så står der 6e grise. Min karl er troskyldig nok, henter pengene og bringer dem derud, men får dog ikke grisene udleveret. Jeg nødtes derfor til at lade hr. Stauning indkalde for politiet hvor han i lørdags vedtog straks at udlevere grisene. Men ved udleveringen var en af dem død og de fem andre i højst mådelig tilstand, hvilket er let begribeligt da de i så lang tid aldeles intet havde fået til livets ophold. Havde hr. Stauning haft nogen følelse for de pligter man skylder dyrene, da havde han ikke undladt at give dem nogen føde, især da han vel vidste at jeg kunne erstatte ham samme, lige såvel som jeg kunne betale for deres ophold i hans indelukker. Jeg tror at burde bekendtgøre dette, dels for at gøre andre opmærksomme på at det ikke vil være rådeligt at overlade deres kreaturers forplejning til Trommelsalens ejer, dels for muligvis at bevæge denne til en mere barmhjertig fremfærd mod kreaturerne i fremtiden.

Vesterbro den 17. maj 1835.
J. C. Schmeltzer, slagtermester.

(Politivennen nr. 1012, Løverdagen den 23de Mai 1835, s. 339-341)

Et billigt Ønske til den kongelige General Postdirection gjentages.

Allerede oftere er den kongelige generalpostdirektion blevet anmodet om at overtage dagvognsbefordringen, og som følge heraf at lade dagvognene afgå fra postgården. Men hidtil er dette ikke blevet opfyldt. At direktionen må  have vægtige grundt for ikke at ville indlade sig herpå, må antages da den ellers med så megen varme antager sig publikums sag, og det endog med opofrelse. Dertil kan vi fx henregne den fortrinlige diligencebefordring mellem København og Hamborg, befordringen med fjedervogne ved pakkeposten og nedsættelsen af taksten for befordringen med samme. Imidlertid kan indsenderen dog ikke indse hvorfor det oven nævnte ønskes opfyldelse møder så mange, tilsyneladende uovervindelige vanskeligheder.

Enhver som ikke ved at dagvognsbefordringen er en privatentreprise, må nødvendigvis tro at den er en kongelig post da kusken bruger den kongelige postmundering, og hvad er da vel rimeligere end at den rejsende går til postgården for der at lade sig indskrives. Men der bliver han i flæng henvist til Tornebuskegade, derfra til Knapstedgård og derfra igen til Gardergården, eftersom de forskellige dagvogne ekspederes fra forskellige gæstgiversteder. For ikke at tale om det ubehagelige i således at blive aprilsnar, så er det for fremmede som for enhver anden, anstødende at måde og at aftræde i en smudsig gæstgivergård og i gæstestuen at opholde sig undertiden blandt folk af den laveste klasse.

Når den høje direktion derimod overtog dagvognenen, og derved her ansatte en i postfaget i almindelighed vel bevandret og forekommende betjent som kunne vejlede de rejsende på alle måder, ville det rejsende publikum være den kongelige generalpostdirektion endnu mere forbundet. Der indses heller ikke at en sådant arrangement kunne være til skade for postkassen, eftersom de nu ved dagvognsbefordringen bestående bestemmelse med ubetydelige forandringer kunne vedligeholdes, heller ikke volde direktionen større bryderier end nu, men meget mere formindske samme da der ved oven nævnte postofficers medvirken og omsorg ville komme bedre skik på og orden i det hele. Da den kongelige generalpostdirektion med så megen redebonhed efterkommer publikums rimelige ønsker, håber indsenderen at også dette hos samme vil finde velvillig modtagelse.

(Politivennen nr. 1012, Løverdagen den 23de Mai 1835, s. 337-339)

Ønske om en Opsynsmand paa Christianshavns Vold.

Så behagelig som den nylig givne tilladelse til at måtte passere Christianshavns volde er, især for Christianshavns indbyggere der ikke har noget andet spadserested så harmeligt er det for disse at se en mængde lurvet klædte drenge og piger så at sige have bemægtiget sig en del af volden og valgt den til deres tumleplads. På voldens indvendige dossering er mange og store huller hvorfra de har gjort sig egne opgange fra gaden. Forleden dag så anmelderen dem gribe fat i og rokke de der plantede træer og bestige de der stående avertissementstavler for at kunne komme op på skuldrene af hinanden. Ja, på en af disse tavler er endog allerede enkelte ord bortskårne med knive. Pøbelen driver her sit uvæsen uforstyrret da ingen spadserende vover at indlade sig med de uvorne, og der ingen skildvagt er i nærheden. For de to poster ved møllerne er fjernet så langt fra hinanden at de ikke kan observere hvad der foregår på den strækning der ligger mellem dem. Men selv om de var nærmere, ville de intet kunne udrette for at forebygge denne uorden da de kun tør fjerne sig en kort afstand fra deres poster. Det var derimod ønskeligt om der ansattes en mand til at have opsyn med volden, og når denne blot i nogen tid med en god svøbe holdt disse drenge i ave og fjernede dem fra volden, ville meget arbejde og megen bekostning ved voldens hyppigere reparation spares og vedbørlig orden tilvejebringes.

(Politivennen nr. 1011, Løverdagen den 16de Mai 1835, s. 318-319)

Anmodning til Commandantskabet i Citadellet Frederikshavn.

Den del af det publikum som ved at købe et tegn har erhvervet sig lovlig adgang til Kastelsvolden, har i lang tid været udsat for en meget forskellige behandling af det militær der er kommanderet til fangetårnene, idet man som oftest når fangerne var ude for at trække frisk luft, uhindret stod og så på dem, andre gange blev opfordret til at fremvise tegn, skønt man allerede i forvejen havde fremvist det for skildvagten neden for volden. Atter andre gange blev det forbudt at stå stille, men derimod tilladt at gå frem og tilbage. 

Og sidste søndag den 10. i denne måned blev man endelig efter at såvel overjægeren der førte kommandoen, som også de ekstraordinære poster der var udsat på volden havde tilladt folk at spadsere frem og tilbage, kort efter at en løjtnant havde indfundet sig helt jaget bort fra den del af volden hvor fangetårnene nr. 1 og 2 ligger. Da man altså har al grund til at tro at sådanne ordrer der modstrider hinanden, ikke er udgået fra kommandantskabet, men meget mere er fostre af nogle underordnedes luner, så er indsenderen heraf så fri at anmode kommandantskabet om at lade opsætte nogle tavler på passende steder på volden, hvorpå er anført de regler hvorefter enhver som passerer volden har at rette sig. Herved ville man opnå den dobbelt nytte at militæret ville undgå vrang omdømme og det adgangsberettigede publikum blive fritaget for vilkårlig behandling.  

(Politivennen nr. 1011, Løverdagen den 16de Mai 1835, s. 314-316)

 "Søndag den 10. blev man endelig efter at såvel overjægeren der førte kommandoen, som også de ekstraordinære poster der var udsat på volden havde tilladt folk at spadsere frem og tilbage, kort efter at en løjtnant havde indfundet sig helt jaget bort fra den del af volden hvor fangetårnene nr. 1 og 2 ligger." (Kastelsvolden. Eget foto, 2016)

Bekjendtgjørelse.

Københavns guvernement har under 4. maj ladet bekendtgøre: "Da Christianshavns hovedvold fra Kalvebod Bastion til Amagerport nu er istandsat, beplantet med højtstammede træer og givet en banet vej, lig Københavns vold, tillades det stadens indbyggere til fods at passere oven nævnte vold, i overensstemmelse med de på samme anbragte avertissementstavler." Ved denne tilladelse er et i dette blad flere gange fremsat ønske blevet opfyldt, hvilket vist påskønnet af Københavns og især af Christianshavns indbyggere.

(Politivennen nr. 1010, Løverdagen den 9de Mai 1835, s. 306)