Et Par Mangler i Kongens Have.

I nogle år efter at gangene i de engelske anlæg i Kongens Have var anlagte, gik man endog straks efter en stærk regn, tørskoet på disse. Men nu da det pålagte grus er bortvejret og bortskyllet, er de længe efter den mindste regn fugtige og ofte fulde af store vandpytter. Efter den jævnlige regn vi har haft i forrige måned, er de i en tilstand at ingen som ikke vil bekvemme sig til at bære træsko, skal ønske at profitere af en spadseretur i haven. Anmelderen som i mandags blot gik en halv gang igennem, mærkede straks fugtighed om fødderne, skønt han ikke bar tynde sommerstøvler. Et par læs strandgrus i enhver af havens gange, ville afhjælpe denne mangel.

Endvidere er den største del af det rækværk der er på begge sider af gangene, formodentlig af mangel på betimelig maling. På nogle steder mangler lægter eller stykker af samme, og snart vil det øvrige ved drengekådhed rent blive ødelagt. For det er en sandhed der grunder sig på erfaring, at når offentlige anlæg begynder at forfalde, anser ondskab og kådhed dem givne til pris, hvorimod de respekteres og skånes når det bemærkes at de af vedkommende fredes og plejes alvorligt og med omhu.

Mange syge som ikke orker at komme udenfor stadens porte og mange embedsmænd hvis forretninger ikke tillader dem at fjerne sig for langt fra deres hjem, fryder sig ved i denne have at kunne nyde en for deres helbred meget nødvendig og gavnlig bevægelse, og erkender med taknemmelighed vore kongers godhed der har tilladt adgangen til samme. Men de må føle sig meget krænkede når de som anmelderen i mandags, uden at turde gøre modsigelse, må høre de fremmede rejsende der beser haven, opholde sig over de her nævnte mangler og erklære at sådanne end ikke findes hos privatmænd i deres hjem. En grund altså mere til at disse mangler afhjælpes.

Vel slutter man sig til at havens vedligeholdelse og forbedring må medføre en ikke ubetydelig årlig udgift uden at der vides om den yder nogen indtægt der på nogen måde kan dække det. Men i alt fald bør der efter anmelderens mening ikke ses så nøje på en forøget udgift, for at haven kan blive sit navn og sin høje ejer værdig. Ved årligt i rette tid at foretage fornødne reparationer, ville man spare større udgifter. For når rækværket og bænkene hvert år blev efterset og malet, ville disse holde sig længere, og ikke så hurtigt fordre afløsning, hvilket vist nok er kostbar.

At der skønt skildvagter er posterede ved begge indgange, ikke sjældent indfinder sig lurvet klædte drenge og personer der efter de opslåede plakaters indhold ikke kan gøre påstand på adgang til haven, men som må forstå at skuffe posternes årvågenhed, er uvist. Hvorfor det ville være godt om et par af gartnerens folk nogle gange om eftermiddagen, især om søndagen, gennemvandrede haven, og udviste dem der begik uorden eller havde skaffet sig uberettiget adgang.

(Politivennen nr. 1014, Løverdagen den 6te Juni 1835, s. 363-366)

F. C. Lund (1826-1901): Mennesker siddende på en bænk i Kongens Have. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Om Græsningen paa Christianshavns Fælled.

Ved i Adresseavisen at læse en bekendtgørelse fra Københavns kæmnerkontor af 9. maj, ses at græsningen på Christianshavns fælled koster for en hest 9 rigsbankdaler, 12 skilling S. og T., og for en ko 6 rigsbankdaler 12 skilling S. og T., hvorimod der på de almindelige fælleder udenfor Nørre- og Østerport kun betales for en hest 3 rigsbankdaler, 12 skilling S. og T., og for en ko 2 rigsbankdaler 12 skilling S. og T. Anmelderen der ikke kan begribe hvordan græsningen på først nævnte fælled betales 3 gange så dyrt som på de andre, begav sig derud for at se om han af stedets fortrinlighed kunne slutte sig til årsagen, hvilket dog ikke ville lykkes for ham. For vel står græsset der meget frodigt, blandet med enkelte belliker og løvetand, men dette er også tilfældet på andre fælleder som en følge af det for vegetationen gunstige forår. Men når kreaturerne som nyligt er sluppet derud, får afædt den første grøde, og vi får en tør sommer, kan føden også der blive smal nok for dem. Denne fælles har i mands minde været kaldet Kløvermarken, formodentlig fordi den engang i fortiden har været besået med kløver. Men heraf er nu end ikke det ringeste spor tilbage, så at man gerne kunne udlove en præmie til den som der kunne finde en enkelte hvid- eller rødkløver. Man har derfor meget rigtigt i de senere år ophørt at tillægge den dette ufortjente navn. At fælleden er indgrøftet og at der holdes en markmand for at passe på at kreaturerne ikke skal løbe bort, er vist nok meget godt, men kan dog ikke være årsag til den uforholdsmæssige høje betaling da samme sikkerhed også findes på Nørre- og Østerfælled.

Gud, siger skriften, lader sin sol gå op over onde og gode, lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Han vil at alle hans kreaturer skal glædes og mættes ved jordens frembringelser. Christianshavn tæller desværre mange fattige, ja arme, familier med børn, for hvilke mælk er en uundværlig fornødenhed. Denne artikel må de søge hos brændevinsbrænderne som er de eneste der holder køer. Når nu disse mænd der om vinteren mens brænderierne er i fuld gang, kan føde deres køer med bærme, om sommeren må søge græsning til dem, og de da intet valg have, men må lade dem græsse på omhandlede fælled, hvorfor der må betales en dyr afgift, hvortil endnu kommer en højere folkeløn for malkningen og mælkens transport, så indses let at det ikke kan svare regning for dem at holde køer uden at forhøje prisen på mælken, til skade for den fattige som kun kummerligt kan ernære sig. Den fattige, den arme der føler enhver skillings pålæg, kan således ikke glædes og styrkes ved årets lovende frugtbarhed, hvori han efter en højere bestemmelse burde tage del. Man har derfor det håb at den høje magistrat ifølge dens bekendte rimeligheds- og retfærdighedsfølelse vil om ikke nogen anmelderen ubekendt omstændighed skulle forbyde det, nedsætte græsningsafgiften for Christianshavns indbyggere, som visselig kunne trænge dertil, og i flere henseender er indre begunstigede end deres københavnske medborgere.

(Politivennen nr. 1012, Løverdagen den 23de Mai 1835, s. 341-344)

Dyr Logis uden Kost.

Onsdag den 13. maj fik jeg tilsendt fra min søn der har etableret sig i Slimminge Kro 6 unge grise. Så uventet, kær og velkommen denne gave var mig, blev glæden dog forbitret ved følgende tilfælde:

Grisene kom til min bopæl om eftermiddagen ved Gisegårds karl som havde holdt dem i god stand, hvorfor jeg betalte ham 1 rigsbankdaler hvormed han var vel fornøjet. Men om natten derpå går de ud af gården og ned af broen hvor vægteren stødte på dem og drev dem ind på Trommelsalen hos hr,. kaptajn Stauning. Om morgenen kom vægteren til mig på Gråbrødretorv og fremlyste grisene, hvorfor jeg gav ham 20 rigsbankskilling, hvormed han var tilfreds, men lod mig vide at jeg straks måtte sende bud efter grisene da han ellers fik en irettesættelse fordi han ikke havde drevet dem til materialgården. Jeg sendte derfor straks min gårdskarl til Stauning, men han kom tilbage med uforrettet sag, det vil sige uden grisene, og forklarede at Stauning havde forlangt 4 mark for at have huset dem, men dog ville lade sig fornøje med 2 mark. Stauning havde endelig sagt ham: Du hender 2 mark, så står der 6e grise. Min karl er troskyldig nok, henter pengene og bringer dem derud, men får dog ikke grisene udleveret. Jeg nødtes derfor til at lade hr. Stauning indkalde for politiet hvor han i lørdags vedtog straks at udlevere grisene. Men ved udleveringen var en af dem død og de fem andre i højst mådelig tilstand, hvilket er let begribeligt da de i så lang tid aldeles intet havde fået til livets ophold. Havde hr. Stauning haft nogen følelse for de pligter man skylder dyrene, da havde han ikke undladt at give dem nogen føde, især da han vel vidste at jeg kunne erstatte ham samme, lige såvel som jeg kunne betale for deres ophold i hans indelukker. Jeg tror at burde bekendtgøre dette, dels for at gøre andre opmærksomme på at det ikke vil være rådeligt at overlade deres kreaturers forplejning til Trommelsalens ejer, dels for muligvis at bevæge denne til en mere barmhjertig fremfærd mod kreaturerne i fremtiden.

Vesterbro den 17. maj 1835.
J. C. Schmeltzer, slagtermester.

(Politivennen nr. 1012, Løverdagen den 23de Mai 1835, s. 339-341)

Et billigt Ønske til den kongelige General Postdirection gjentages.

Allerede oftere er den kongelige generalpostdirektion blevet anmodet om at overtage dagvognsbefordringen, og som følge heraf at lade dagvognene afgå fra postgården. Men hidtil er dette ikke blevet opfyldt. At direktionen må  have vægtige grundt for ikke at ville indlade sig herpå, må antages da den ellers med så megen varme antager sig publikums sag, og det endog med opofrelse. Dertil kan vi fx henregne den fortrinlige diligencebefordring mellem København og Hamborg, befordringen med fjedervogne ved pakkeposten og nedsættelsen af taksten for befordringen med samme. Imidlertid kan indsenderen dog ikke indse hvorfor det oven nævnte ønskes opfyldelse møder så mange, tilsyneladende uovervindelige vanskeligheder.

Enhver som ikke ved at dagvognsbefordringen er en privatentreprise, må nødvendigvis tro at den er en kongelig post da kusken bruger den kongelige postmundering, og hvad er da vel rimeligere end at den rejsende går til postgården for der at lade sig indskrives. Men der bliver han i flæng henvist til Tornebuskegade, derfra til Knapstedgård og derfra igen til Gardergården, eftersom de forskellige dagvogne ekspederes fra forskellige gæstgiversteder. For ikke at tale om det ubehagelige i således at blive aprilsnar, så er det for fremmede som for enhver anden, anstødende at måde og at aftræde i en smudsig gæstgivergård og i gæstestuen at opholde sig undertiden blandt folk af den laveste klasse.

Når den høje direktion derimod overtog dagvognenen, og derved her ansatte en i postfaget i almindelighed vel bevandret og forekommende betjent som kunne vejlede de rejsende på alle måder, ville det rejsende publikum være den kongelige generalpostdirektion endnu mere forbundet. Der indses heller ikke at en sådant arrangement kunne være til skade for postkassen, eftersom de nu ved dagvognsbefordringen bestående bestemmelse med ubetydelige forandringer kunne vedligeholdes, heller ikke volde direktionen større bryderier end nu, men meget mere formindske samme da der ved oven nævnte postofficers medvirken og omsorg ville komme bedre skik på og orden i det hele. Da den kongelige generalpostdirektion med så megen redebonhed efterkommer publikums rimelige ønsker, håber indsenderen at også dette hos samme vil finde velvillig modtagelse.

(Politivennen nr. 1012, Løverdagen den 23de Mai 1835, s. 337-339)

Ønske om en Opsynsmand paa Christianshavns Vold.

Så behagelig som den nylig givne tilladelse til at måtte passere Christianshavns volde er, især for Christianshavns indbyggere der ikke har noget andet spadserested så harmeligt er det for disse at se en mængde lurvet klædte drenge og piger så at sige have bemægtiget sig en del af volden og valgt den til deres tumleplads. På voldens indvendige dossering er mange og store huller hvorfra de har gjort sig egne opgange fra gaden. Forleden dag så anmelderen dem gribe fat i og rokke de der plantede træer og bestige de der stående avertissementstavler for at kunne komme op på skuldrene af hinanden. Ja, på en af disse tavler er endog allerede enkelte ord bortskårne med knive. Pøbelen driver her sit uvæsen uforstyrret da ingen spadserende vover at indlade sig med de uvorne, og der ingen skildvagt er i nærheden. For de to poster ved møllerne er fjernet så langt fra hinanden at de ikke kan observere hvad der foregår på den strækning der ligger mellem dem. Men selv om de var nærmere, ville de intet kunne udrette for at forebygge denne uorden da de kun tør fjerne sig en kort afstand fra deres poster. Det var derimod ønskeligt om der ansattes en mand til at have opsyn med volden, og når denne blot i nogen tid med en god svøbe holdt disse drenge i ave og fjernede dem fra volden, ville meget arbejde og megen bekostning ved voldens hyppigere reparation spares og vedbørlig orden tilvejebringes.

(Politivennen nr. 1011, Løverdagen den 16de Mai 1835, s. 318-319)