En stinkende Grøvt paa Stokhuslængden.

Langs den del af volden der begrænses af Stokhuslængden fra opkørslen til Peuchens Bastion til henimod Krudttårnet, er anlagt en frugthave der skal tilhøre voldmesteren. I den ene ende af samme er opført et træhus hvori holdes heste og køer hvis urenlighed gennem en rende ledes ud fra huset til den dybe grøft uden om haven. Men da denne grøft på nogle steder er af forskellig dybde, kan urenlighederne ikke finde afløb, men må forblive stående straks ved udløbet indtil de efterhånden kan trænge i jorden. Herved fremkommer en afskyelig stank der især på varme dage er så utålelig at de der bor lige overfor, ikke kan have et vindue åbent. Ved den ene ende af grøften ligger en bunke gødning hvorpå man undertiden opøser det vand der har samlet sig i grøften når dette står for længe inden det trækker i jorden. Men det er så langt fra at denne operation tjener til at formindske stanken at den endnu mere forøger den. 

"Langs den del af volden der begrænses af Stokhuslængden fra opkørslen til Peuchens Bastion til henimod Krudttårnet, er anlagt en frugthave der skal tilhøre voldmesteren." (Fra Historiske Meddelelser om København 1936, s. 708)

Man kan ikke fortænke ejeren i at han ved at holde køer vil udnytte den ham muligt tilståede del af voldens græs og affald fra haven. Men man kan forlange at dette ikke falder gadens beboere til tab eller besvær. Og dette lider virkelig flere ejendomsbesiddere i gaden, da disse enten ikke kan få deres værelser lejet ud, eller hele tiden får det lejede opsagt fordi beboerne som ønsker at bo ved volden i den forventning at nyde en renere luft end inde i staden, heri føler sig skuffet. 

Man indvender ikke som et bevis på det modsatte at den keglebane som ligger lige over for haven på hjørnet af Stokhusgade bliver meget besøgt, så at man især på helligdagene fra morgen til aften såvel før og efter som under gudstjenesten kan høre kuglen rulle og keglerne falde. For de som kommer der, underkaster sig frivilligt et midlertidigt onde i håb om en gevinst eller fornøjelse, mens gadens beboere er tvunget til at opholde sig bestandigt i en atmosfære svanger med fæle dunster. Man har derfor det håb at ejeren vil finde denne anke så beføjet at han skaffer sig et andet passende lokale for sine kreaturer eller i mangel heraf at de ansvarlige som borgernes velvære og sundheds opretholdelse ligger på hjertet, vil formå ham til det. 

(Politivennen nr. 1018, Løverdagen den 11te Juli 1835, s. 440-442).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen "En stinkende Grøvt paa Stokhuuslængden" Politivennen nr. 1060, 23. april 1836. Side 259-261 gentager næsten ordret klagen over grøften. Det hjalp dog ikke: I Politivennen nr. 1067, 11. juni 1836. Side 382-383 blev der atter klaget over stanken af komøg.

Slemt Ophold paa Reiser ved Nattetid.

Idet jeg onsdag den 3. juni passerede vejen gennem Roskilde til Ringsted for at deltage i væddeløbene ved Slagelse, blev jeg ved indkørslen til Ringsted ved den bom som ligger ved konsumtionskontoret opholdt i omtrent tre karter, nemlig fra kl. kvart i tolv til halv et midnat, uagtet jeg gentagne gange vækkede den meget søvnige og uefterrettelige bompasser og mindede ham om at gøre sin pligt. Da min hest som var blevet meget varm efter 7 miles rejse, og derpå pludselig blev kold, og således udsat for forkølelse, hvormed man ikke vel kunne være tjent, anser jeg det med grund for min pligt at bringe dette til offentlig kundskab for at en så ubehagelig mangel og uefterrettelighed må blive afhjulpet.
M. L. Kyhl
Gårdmand i Ballerup.

(Politivennen nr. 1018, Løverdagen den 4de Juli 1835, s. 439-440).

Til Forstanderne for den mosaiske Synagoge, og formeentligen for sammes Kirkegaard!

Anmelderen der for nogle dage siden fandt for godt at besøge en kær afdøds hvilested på jødekirkegården, indtraf netop da man jordede urtekræmmer Salomonsens konge, men blev forhindret i at gå ind på kirkegården, da det hed: "Her gives ikke adgang for nogen der ikke er sortkædt, så længe liget og ligtalen ikke er besørget." Skønt ligtalen holdes på den rummelige åbne plads, og det aldeles ikke var indsenderens mening at deltage i det nævnte optog, måtte han dog se sig krænket i sin formentlig lovlige ret, og opholde sig en rum tid udenfor kirkegården.

Uden tvivl er forstanderne aldeles uberettigede til at give en ordre der forbyder et medlem af samfundet hvad enten han er klædt i sort eller brun kjole, at besøge den fælles kirkegård, uanset hvad tid dette finder sted, især når den pågældende ikke ledsager den afdøde som muligvis stedes til jorden.

Det er derfor højst påfaldende at nogen som helst anden tiltager sig denne som det synes, uhjemlede ret, der således kun kan kaldes anmasselse al den stund det strider imod den skik der finder sted hos kristeligte trosbekendere. - Måtte dig snart den tid komme da jøder bliver lig de kristne i den efterlignelsesværdige dyd - humanitet og broderlig kærlighed, der er grunden til al religion.

"En Mosait"

(Politivennen nr. 1017, Løverdagen den 13de Juni 1835, s. 413-415)

En slem Skik af nogle Amager Bønder.

I nogen tid har en del amagere haft for skik i stedet for straks at køre den gødning de har købt fra renovationskuskene hjem på deres lod at lægge den på det jordstykke der støder til kulerne mellem glaciset og vejen til Strickers Batteri. Disse oplag afgiver ikke alene et højst ubehageligt skue for dem der passerer den vej der løber forbi der, men de formerer i meget høj grad den stank hvormed Christianshavns indbyggere nok så meget er plaget fra de egentlige renovationskuler. 

Når disse bunker gødning køres væk efter at have ligget i noget tid og dunstet, tager ejerne gerne en del af den jord som er befugtet med gødningen med, og herved opstår de store huller som man i regnvejr ser opfyldt med vand der ikke sjældent flyder ud i vejgrøfterne. Dette jordstykke synes at kunne anvendes til noget bedre og sådant oplag ikke tåles der. For det menes at stadens renovationskuler er tilstrækkelige og så hensigtsmæssigt indrettet at enhver bruger af dens gødning har fordel nok af at kunne hente direkte fra kulerne efter ordre. 

(Politivennen nr. 1015, Løverdagen den 13de Juni 1835, s. 391-392)

Bøn for Jydlands Handel.

Det ville vist nok være sand fordel og nytte for landet hvis der kunne findes kraftige midler for at forebygge eller forhindre to fordærvelige uskikke der går i svang i Jylland, især på Vestkysten, nemlig:

1) Den ulovlige brændevinsbrænden i landsbyerne der er fordærvelig såvel for kongen som for landet. Landmanden selv forsømmer derved ofte sine nødvendige forretninger, og gives ikke sjældent anledning til svir og deraf følgende dårligheder. Der siges af mange landmænd at de uden at brænde brændevin ikke ser sig i stand til at svare de påbudte skatter og afgifter. Men denne påstand mener man at være ubegrundet. For på andre steder i Danmark hvor sådan ulovlig brænden ikke finder sted, ser man dog at landmanden slår sig hel vel igennem og kan svare det han bør. Vel er det sandt at Jyllands årvågne toldvæsen og øvrighed har stræbt at hæmme denne uskik. Men endnu har det vist nok langt fra lykkedes dem at afskaffe den da den har fæstet så dybe rødder som det vil være vanskeligt at udrydde, hvis ikke dertil anvendes en endnu større kraft.

2) Den så almindelige og næsten overalt drevne landprang og ulovlig kræmmerhandel, hvormed næsten hele Jylland er opfyldt. Mange borgerlige og lovlige handlende i købstæderne underkues og nedtrykkes for sådanne kræmmere og landprangere der endog drager ind i købstæderne og sælger deres varer, omrejser og handler i hele landet, ja vil måske i tiden danne sig til en fri korporation. Det vil vist nok være vanskeligt ganske for forebygge sådan ulovlig handel der allerede har fået stærk fremgang og har så mange deltager og beskyttere, dog vil den venteligt ved ufortrøden opmærksomhed for en stor del kunne standses og derved var dog meget vundet, hvor iblandt at mange som nu hengiver sig til leddiggang, ville nødes til arbejde og passe det kald hvortil de engang var bestemt, og overlade handlen til de borgere der har opofret deres ungdomsår på at lære den, og som nu derved skal ernære sig selv og familie. Måtte disse par bemærkninger vække højere vedkommendes opmærksomhed for at der kan findes midler til at forebygge ovennævte  uskikke, ville det glæde enhver rettænkende landmand, men især indsenderen.

En jysk handelsbetjent.

(Politivennen nr. 1015, Løverdagen den 13de Juni 1835, s. 388-390)