Virksom Paatale i Politievennen.

For omtrent 2 år siden blev i dette blad ført anke over det tiltagende antal naturlige ægteskaber i Helsingør som havde en mislig indvirkning på moralen og fattigforsørgelsen. De oplysninger som gennem politiet blev forlagt dengang af Frederiksborg amtmandskab, viste at disse forbindelser ikke var færre end 49 i antallet. At de vedkommende fandt det offentliges opmærksomhed henvendt på denne genstand, foranledigede i forbindelse med politiets private forestillinger en del til at fjerne sig fra hinanden, flere til at indgå lovligt ægteskab. Og ved i det hele taget at behandle denne sag med alvor og sindighed bragte man det så vidt at da efter foregående lovbefalet tilhold justitiel tiltale medio november forrige år blev dekreteret mod de overhørige, gik denne kun ud over 6 par. Af de tiltalte er en mandsperson blevet dømt ved militær værneting, og de andre har nu ifølge Højesterets dom af 20. maj udstået fængselsstraf på vand og brød, respektive fra 10 til 3 dage efter deres større eller mindre strafskyld.

Idet man således må anse et om sig gribende onde i Helsingør for tiden næsten aldeles hævet, tillader man sig til slut det ønske at såvel den gejstlige som verdslige øvrighed vil i fremtiden have et vågent øje med at sådanne ægteskabelige forbindelser ikke bliver langvarige, men straks modarbejdes. Senere påtale bliver let af meget beklagelig indvirkning på uskyldiges stilling. 

(Politivennen nr. 1023, Løverdagen den 8de August 1835, s. 521-522).

Søstræde i Helsingør. Mon ikke der har været nogen naturlige ægteskaber her? (Foto: Erik Nicolaisen Høy).

Redacteurens Anmærkning

Indtil 1685 var forhold mellem mand og kvinde en verdslig aftale og havde intet med kirken at gøre. I starten af 1800-tallet kan man forestille sig at dele af befolkningen videreførte de gamle traditioner som nu var blevet ulovliggjort. Ikke alene kunne man som ovennævnte antyder, risikere bøder og fængselsstraf, børnene blev også erklæret for uægte.

Bør Politiet uden Nødvendighed forstyrre Folks Nattero?

I en dansk købstad anmeldte et kræmmerlaugs repræsentanter for nogle uger siden til politiet at en udenbys marskandiserenke benyttede sit ophold i købstaden til blandt andet at tilliste sig brugte klæder og husgeråd for nye kramvarer, og ved at omsætte disse agerede omløberske efter anordningernes udtryk. Hvad enten anmeldelsen herom skete sent på dagen eller man frygtede for at gå glip af byttet næste dag, begyndte undersøgelsen herom i enkens logi henved kl. 10 om aftenen. Efter at nogle stykker og tøjstykker alenvarer var bragt til stede, opgav enken en besiddende handlende som en slags hjemmelsmand til varerne. For nu at forebygge konference mellem enken og den handlende, tog politimesteren ikke i betænkning at lade den vitterligt i flere år sygelige mand vække mellem kl. 12 og 1 om natten, og ved en politiofficer at modtage hans foreløbige forklaring fra vinduet i anden etage. For manden kunne på grund af upasselighed ikke straks forlade sit værelse.

Ved offentligt at omtale denne passage er det som overskriften viser, ikke hensigten at berøre videre det mindre værdige for et handelslaug - som i påtale af laugsindgreb synes idet hele taget at være strengere mod andre end mod dets egne medlemmer - at fremstå som klager eller angiver af et forhold der i de menneskelige forseelsers række sikkert hører til de ikke meget betydende. Endnu mindre vil vi anke over at politiet så nær natten anstillede husundersøgelse hos enken. For omstændighederne bød muligvis ikke at opsætte denne, og hjemmel for det havde man i al fald i anordningernes bogstav. Derimod anser vi og vist flere med os, det for urigtigt i et tilfælde som det nærværende midt om natten at afkræve oplysning af en mand som ved at nævnes af den egentlig pågældende, inddrages under sagen.

Den samme autoritet der skal våge over den offentlige ro, bør næppe uden påtrængende nødvendighed forstyrre denne. Det følger både af sagens natur og af hvad lovene i andre tilfælde foreskriver. Den tid og de dage som er bestemt til hvile og vederkvægelse, må i reglen ikke gå tabt ved ubehageligheder. Ingen mand af nogen opdragelse kræver sin skyldner sent om aftenen, endsige om natten. Og hvad søn- og helligdage angår, da behøver vi blot at anføre den endnu gængse fordom hos almuen at det tilgodehavende er tabt som kræves betalt på disse dage. Af samme humanitets hensyn forbyder lovene at optage vekselprotester før kl. 8 om morgenen eller efter kl. 8 om aftenen, at forkynde stævninger efter solnedgang og kun som undtagelse for København er det bestemt at sådan forkyndelse der kan ske senere på dagen.

Vi tilstår gerne at politiet ofte vil forfejle hensigten for sin virksomhed ved alt for vidtdreven delikatesse. Men vi kræver blot at man skal skelne mellem de forskellige tilfælde. I det her opgivne gjaldt undersøgelsen intet brud på de strengt menneskelige rettigheder, men kun på de såkaldt borgerlige. Vel skal politiet så længe næringsfriheden er begrænset af laugstvang også håndhæve sådant. Men dog skal denne håndhævelse ikke ske på de første menneskelige goders bekostning. I stedet for i det her omtalte tilfælde at ulejlige ved midnatstid den sygelige mand op af sin seng, at ængste hans familie, at foranledige andre husbeboeres dårlige omtale og formodninger - for politibesøg især om natten hører hverken til de behagelige eller umistænkelige - havde intet været simplere end ved midler som vi ikke behøver nærmere at opgive, at hindre enken fra at komme i tale med manden indtil man selv om morgenen havde indhentet hans erklæring. Større nidkærhed for sine rettigheders overholdelse kunne det pågældende laug så meget mindre forlange som det selv havde forsømt tiden og ventet til sidste øjeblik med sin angivelse. Også embedsiver bør have sine grænser, og man glemmer for alting ikke at så stor end myndighed er, lovene har tillagt politiet, har dette dog en særdeles væsentlig støtte i de bedresindedes gode omdømme. 

(Politivennen nr. 1023, Løverdagen den 8de August 1835, s. 517-521).

Om en Landeplage i Hovedstadens Omegn, med en Opfordring til formaaende Mænd.

Spurvene er en sand landeplage for hovedstadens omegn. Indsenderen tør uden at overdrive tingene sige at over 1.000 tønder sæd bliver fortæret i stadens nærmeste omegn eller måske rettere ødelagt, i en sommer af disse plyndrere. Lige sådan går det i haverne. De skarnagtige fugle går løs på alt som: kirsebær, ribs, ærter, bønner, alle frøsorter osv. og fører kort sagt en fuldkommen ødelæggelseskrig. For af alt hvad de griber fat på, ødelægges tre fjerdedele, og kun den mindste del formår de at fortære. Den tale at de er nyttige dyr i skabningernes rækker og den filosofiske snak at udrydder man dem (dette lader sig ikke let gøre) da vil man få at erfare hvor uundværlige de er, gælder kun lidt her. Man behøver bare her på egnen at se hen til tjørnehækkene, spurvenes opholdssted, og man vil da blive klar over hvorledes de er afbladede af kryb eller larver som spurvene lader med god fred, mens i mange andre egne hvor få spurve findes, træer og sæd lider så godt som intet af utøj. Det dejlige sunde majkirsebær må i år næsten ganske undværes, da den ikke ganske ringe del som var blevet tilbage efter misvæksten på denne frugt, er ødelagt. Sikkert havde den udgjort flere hundrede lispund. 

Det næsten eneste råd mod disse plageånder er skydning, skarp og løs, den første især. For når nogle træffes, da går det med spurvene som med andre voldsmænd, de er de største stympere når de kniber. En panisk skræk farer i livet på de overblevne ved de såredes og døendes skrig. Vel kommer de frem igen, men alene for at stille sulten og søger da kun nødvendig næring uden at fordrive tiden med ødelæggelser, hvilket sker når de har fred dertil og nok at tage fat på. Indsenderen opfordrer formående mænd til at forsøge, at udvirke tilladelse for de plagede jordbrugere og gartnere til at bruge en fugleflint. I år er der millioner af de omtalte ulykkesfugle, en ganske uhørt mængde som en følge især af de milde vintre hvori de så let bjerger sig. Ved en sådan tilladelse ville stiftes megen gavn, mens nu de marker som ligger i læ ved træer og andet, bliver mest medtagne. Forrige år blev således et stykke hvede af betydelig størrelse ved eller på Vesterfælled næsten totalt ødelagt. 

(Politivennen nr. 1021, Løverdagen den 25de Juli 1835, s. 494-496).

Anmodning til ejeren af Bryggergaarden Nr. 106 paa Ulfeltsplads.

Ejeren af denne gamle bryggergård anmodes om at efterse om hans folk ikke tillader sig imod anordningerne at udskylle komøg gennem den rende der fører ud til Valkendorfsgade ved Helligåndskirken, da der samme sted ofte er en fæl stank som synes at give tilstrækkelig grund til en sådan mistanke. I lige måde gjorde han vel i at anskaffe et nyt bræt over rendestenen udenfor gårdens port ud til Gråbrødretorv da det der ligger, ikke svarer til hensigten, og mennesker eller kreaturer let kan komme til at brække et ben ved at betræde det.

(Politivennen nr. 1019, Løverdagen den 11te Juli 1835, s. 458-460).

Uorden i Dyrehaven.

Ved besøg i Dyrehaven er man blevet opmærksom på at der indfinder sig krøblinge og tiggere og blandt de sidste unge piger og drenge. Krøblinge bør forbydes at komme der både fordi skuet af sådanne personer gør et ubehageligt indtryk på dem som indfinder sig der for at søge adspredelse og moro, og fordi enhver som har telt eller butik yder en afgift til Gentofte Hospital som bør forsørge sine fattige. Hvad tiggerne angår, da må de jo efter loven ikke anmode om almisse hverken i staden eller udenfor samme, og bør derfor at det i skoven værende politi bortvises. I fredags så anmelderen en halvnøgen lazaron ligge sovende mit på bakken hvor den største mængde af skovbesøgerne gerne promenerer. Sådant skue giver ikke de fremmede der besøger Dyrehaven, noget fordelagtigt begreb om være fattiganstalter.

(Politivennen nr. 1019, Løverdagen den 11te Juli 1835, s. 458-459).