22 december 2016

Nogle Bemærkninger i Anledning af den af Herr' Brændeviinsbrænder Thomsen foretagne overordentlige Svømmetour, den 18de f. M.

Det fortjener mere alvorlig opmærksomhed end den synes at have vakt, at hr. brændevinsbrænder N. Thomsen foretog en veludførte svømmetur den 18. i forrige måned mod vind og vejr fra det første tøndemærke ved Kongens Enghave til omtrent 1/4 mil udenfor toldbodbommen - en strækning på omtrent 5/4 mil, uagtet den overordentlige svømmer er en høj svær mand henimod 40 år gammel. Hertil henregner anmelderen ikke at en stor mængde tilskuere overværede samme og indrømmede den sejrende svømmers færdighed og udholdenhed fortjent erkendelse, så at selv danske søofficerer skal have ytret "at intet individ i søetaten formåede at svømme en sådan strækning under lignende omstændigheder."

Denne ytring gav anmelderen anledning til at tænke over hvilken overordentlig nytte det ville være for sømanden og andre når de i ulykkelige tilfælde formåede at svømme en sådan strækning eller endnu længere selv mod vind og strøm. Hvor mange menneskeliv ville ikke på den måde blive udrevet af dødens arme, mens svømningen som den nu i almindelighed læres og øves, kun tjener til ved sådan lejlighed at forlænge dødens kvaler. Vi har således for ikke længe siden oplevet det sørgelige tilfælde at 3 dygtige officerer fra marinen satte livet til på vores kyster ved at kuldsejle med en båd. Og den ene af dem havde dog i sammenligning med andre af hans jævnlige, en særdeles god færdighed i svømning.


Ville det da ikke være hensigtsmæssigt årligt i sommermånederne at foranstalte væddesvømninger for udsatte præmier? Udholdenheden, navnlig længdesvømning mod vind og strøm burde især tages hensyn til. Og anmelderen mener at hensigtsmæssige ordnede væddesvømninger ville være til langt større gavn end hestevæddeløbene, og at de ville blive efterlignet på andre steder. Lad os danske også begynde noget gavnlig nyt! I en tid hvor man lægger så megen vind på gymnastik, synes dette forslag ikke at være upassende. 


Hr. brændevinsbrænder Thomsen gør sin svømmelærer der står ved garden til fods, ære. Og han fortjener opmuntring for at have statueret et sjældent eksempel på hvad mennesket formår at udføre i svømning. Hvilket vil give dem mod og kraft der kender det og  i skibbruddets nødstund må søge at frelse livet ved svømning.

 
(Politivennen nr. 1027, Løverdagen den 5te September 1835, s. 592-594).

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1835 (og 1833) optræder en N. Thomsen, brdvbr, Slippen 155. Slippen er nu Landemærket, stykket mellem Vognmagergade og Gothersgade. 1 mil svarer til ca. 7,5 km, han svømmede altså knap 10 km. Svømmeturen blev også omtalt i Kjøbenhavnsposten, 18. august 1835. Her anføres endvidere præmien på 200 Rbd. Thomsen angaves til at være omtrent 50 år, høj og korpulent, og at han talte med folk i bådene undervejs. Egentlig skulle han være svømmet til Trekroner, men strømmen var imod,og stoppede ved den røde pæl udenfor Toldboden.

21 december 2016

Anmodning til Herr' Malermester E. H. Stoltenberg.

Når De igen koger fernis hvilket ellers så vidt vides er forbudt her i staden, bedes Dee at være noget mere forsigtig end sidste søndag da der som det siges allerede 2. gang opstod husild hos Dem af denne årsag. For skulle De endnu engang være så ubehændig ved denne dont, kunne det vel hænde at de tililende ikke så velvilligt kom Dem til hjælp når de har fået at vide at De giver 12 skilling i belønning til en gammel fortovsjæger der har udsat sig for at få sine klæder brændt op og sit skind svedet for at redde Deres ejendom, og at De jager ham på porten når han ytret at kunne have fortjent noget mere.

Christianshavn, den 25. august 1835.

Ærbødigst
Jens Peter Martin
Arbejdsmand.

(Politivennen nr. 1026, Løverdagen den 29de August 1835, s. 577).

Fra Farver og Vognmand Rasmussen i Kjøge.

I nr. 1024 af Politivennen d. å. har en anonym der skal være en vis cand. jur. Nyholm, anket over den befordring jeg afgav med dagvognen fra Køge til København onsdag den 12. dennes, og i den anledning finder jeg mig beføjet herved at erklære: Den påankede vogn var en holstensk kurvevogn med 3 rummelige, udstoppede og bekvemme agestole, forsynet hver for sig med 2 fjedre under sædet, og antaget af den kongelige generalpostdirektion som lovmæssig, hestene var jo ikke så vel ved magt som hr. Nyholm, men dog i arbejdsdygtig stand, og er ligeledes af vedkommende autoritet erkendte befordringsdygtige, sikkert ikke uden grund, siden de tilbagelagde vejen mellem Køge og København, som er over 5 1/4 mil, den omhandlede dag, ikke som indsenderen beretter i 5, men i 4½ time, bedetiden iberegnet, hvilket kraftløse heste vist nok ikke formår, og postillonen sm skønt halt, dog havde fornøden førlighed til at køre et par heste, var medgivet reglementeret mundering. Om han ikke ha iført sig den undervejs, ved jeg ikke. Men i alt fald kan dette ikke lægges mig til last hvorimod den rejsende som sad ved siden af ham, kunne have pålagt ham at tage denne beklædning på dersom den øvrige ikke behagede ham. 

Uoverensstemmelsen mellem disse bemærkninger hvis rigtighed jeg tilbyder i fornødent fald at bevise, og dn anonyme indsenders fortælling godtgør således at denne referent farer med usandhed og derved har karakteriseret sig som en person der i det hele ikke kan stå til tro, ja endog må formodes at være ledet til sin færd af lave bevæggrunde.

At overalt den måde som Anonymus har valgt at fremføre sin anke på, bestyrker at ædel interesse for sagen ikke er hans drivfjeder, behøver næppe nogen udvikling.

Køge den 21. august 1835
H. Rasmussen.

(Politivennen nr. 1026, Løverdagen den 29de August 1835, s. 572-573).

Redacteurens Anmærkning.

En artikel underskrevet Interveniens i Politivennen nr. 1027, 5.september 1835, s. 586-589, stilet til den kongelige generalpostdirektion, spørger om det virkelig kan være rigtigt at de omtalte heste var godkendt til befordring.

Endnu en klage i Politivennen nr. 1075, 6. august 1836. Side 501-503 beskrev nogle af de miserable heste som Rasmussen brugte. 

20 december 2016

Til vedkommende Øvrighed, med Hensyn til Frederikssunds Færgested.

Anmelderen som den 5. i denne måned foretog en rejse i nødvendige forretninger herfra staden til Jægerspris, kom til Frederikssunds færgested den 6. om morgenen omtrent kl. halv fire. Efter at han og den mand der havde afgivet befordring for ham, næsten 1/4 time havde banket på færgeboden - da aldeles ingen var til stede ved færgen, hvilket dog havde været vedkommendes pligt - lod en stemme endelig sig høre: hvem er det der laver spektakel? Hvem er det der vil rive huset ned? Da vi ytrede at have ventet længe og gentagne gange havde banket, overøste færgekarlen os med grovheder idet han sagde at vores foregivende var løgn og tilføjede at vi ikke måtte banke på hans dør, men at vi derimod skulle skrige af fuld hals. 

Anmelderen finder denne ytring højst urigtig, for kun få har så stærk stemme at den kan høres af en sådan karl, der først vækkes efter 1/4 times stærk banken på hans bolig. Det synes derfor anmelderen hensigtsmæssigt at der blev anbragt en klokke på færgeboden. For derved sparede man den ulejlighed at banke så længe, og man fornærmede heller ikke før nævnte færgekarl der efter anmelderen erfaring kan kaldes en sand grobrian.

Ved at henvende de ansvarliges opmærksomhed på før anførte, nærer man det håb at der drages omsorg for at denne færgekarl bliver erindret om i fremtiden bedre at opfylde sine pligter og at vise høflighed mod de rejsende, hvilket vist er hans foresattes vilje.


(Politivennen nr. 1025, Løverdagen den 22de August 1835, s. 561-562).

"Anmelderen kom til Frederikssunds færgested den 6. om morgenen omtrent kl. halv fire." (Vilhelm Kyhn: Roskilde Fjord nær Frederikssund, 1849. Statens Museum for Kunst.)

Vægteren i Frederiksberg By.

Det ville være at ønske at vægteren i Frederiksberg By, som almindeligvis kaldes Niels, måtte påbydes at tage vare på sin post og bedre opfylde sine pligter end hidtil, da indbyggerne ellers bestandigt vil være udsat for stor fare ved opstået ildsvåde og udsat for tyveri og indbrud. Ofte savner man Niels' råb i flere timer, og mange nætter har indsenderen ikke hørt et eneste råb af ham, så at man fristes til at tro at han fortjener størstedelen af sin løn med at sove. Hertil kan han vel også være trængende når han om aftenen er overstadig drukken, går på værtshus og komme i klammeri med gæsterne, så at disse må sætte ham ud af huset, hvilket i det mindste en gang er sket, kl 11 om aftenen. Dog måske bryder Niels sig ikke om vægtertjenesten, en sådan ligegyldighed synes at vidne om det. Desuden er manden jo bødker og bebor brillante værelser til høj leje så at han rimeligvis ikke trænger til at strabadsere sig som nattevægter. 

Jacob Jacobsen. 


(Politivennen nr. 1025, Løverdagen den 22de August 1835, s. 556-557).

"Manden jo bødker og bebor brillante værelser til høj leje så at han rimeligvis ikke trænger til at strabadsere sig som nattevægter". (Folketællingen for 1850 for Frederiksberg sogn oplyser om en Niels Pedersen, f. 1797. Bødker og vægter, Frederiksberg. Det er dog uvist om det er ham, i givet fald ville han have været 38 år i 1835.)