Spørgsmaal om Tilladelse til at besee de i Liighuset ved Langebro henlagte Forulykkede.

For ikke længe siden fandt en borger her af byen ved sin hjemkomst sin kone fraværende. Og da hun hverken kom hjem om aftenen eller om natten, frygtede ham at hun i en slags sindssvaghed eller melankoli hvortil hun i nogen tid var henfalden, havde taget sig selv af dage. Efter at have efterspurgt hende overalt hos de familier med hvilke hun plejede at omgås, begav han sig i følge med to af sine venner ned til lighuset ved Langebro for at erfare om der ikke nyligt var  indbragt liget af en kvinde. På banken blev døren lukket op af en pige som på mandens spørgsmål temmelig uhøfligt erklærede at der vel var indbragt et lig, men som allerede var vedkendt af dets pårørende, og nægtede dem derfor adgang til at bese liget. I den mening at den ulykkelige muligvis kunne være i live og atter komme til stede, gik manden forpå andre steder at fortsætte sin eftersøgning som dog var forgæves.

"Han begav sig i følge med to af sine venner ned til lighuset ved Langebro for at erfare om der ikke nyligt var  indbragt liget af en kvinde." (På Eckersbergs billede ses i baggrunden Langebro og til højre "dronehuset" hvor to mænd er ved at bære en druknet ind).

Næste dag bekendtgjordes i Adresseavisen at liget af et druknet kvinde var lagt i lighuset ved Langebro, og da den fremsatte beskrivelse over det udseende, omtrentlige alder og klædedragt passede ganske med den savnedes, tvivlede manden ikke et øjeblik på at det var hans ulykkelige kone. Han begav sig derfor atter ned til lighuset, men fik af nævnte pige samme uhøflige, ja endog uhøfligere svar som første gang. Dog da han påstod ifølge kongens fogeds ordre at se liget, blev der endelig lukket op og hans grundede formodning blev nu til sørgelig vished. Han erfarede da også til sin største forundring at intet lig var eller i nogle dage havde været lagt i lighuset foruden det søgte som havde ligget der over 24 timer. Og da han således ikke kan finde nogen grund til at han blev nægtet adgang første gang, tillader han sig at fremsætte følgende spørgsmål:

"Når en familie savner et medlem som man formoder i sindssvaghed kan have aflivet sig selv og man af den grund henvender sig til lighuset for at erfare om den savnede skulle være fundet og indlagt der, er det da opsynsfolkenes pligt at forevise de lig der er henlagt der, eller kan adgangen til at se samme blive nægtet på grund af at de lig der ligger der er vedkendt af pårørende?"

Havde adgangen været tilladt for manden den første gang han indfandt sig der, så kunne megen søgen, efterspørgsel og averteren have været sparet. Og hvis spørgsmålets første del besvares benægtende, da stemmer sådant ikke med den opfordring som avertissementer over fundne og i lighuset henlagte døde sædvanligvis indeholder, nemlig: "De som kan give underretning om denne døde, vil melde sig på kongens fogeds kontor," for skal man have megen ulejlighed for at skaffe sig adgang, vil vedkommende meget sjældent få oplysning om forulykkede døde der ikke har meget nære pårørende.

Til slut kan spørgeren ikke undlade at ytre sin forundring over at opsynet over lighuset er betroet til kvinder. Især da så vidt han har hørt redningsskabet skal forefindes der. 

(Politivennen nr. 1034, Løverdagen den 24de October 1835, s. 706-709).

Redacteurens Anmærkning.

Dronehuset, eller "Druknehuset" var tegnet af P. Meyn og opført 1806. Huset blev brugt til at henlægge fundne lig og til obduktion. Samt bolig til en mand der kunne have opsyn med de døde.

Svar paa det i Politivennen Nr. 1032 indrykkede Stykke, betitlet: "Ufred paa Kleinsmedeherberget paa Østergade."

I Politivennen nr. 1032 har en anonym indsender der efter formodning skal være ejer af stedet hr. kontorist Bindseil, ladet indrykke et stykke betitlet "Ufred på Kleinsmedeherberget paa Østergade," og deri fremført at der natten mellem den 5. og 6. i denne måned skulle have været et oprørende slagsmål. Men den ærede indsider har vist drømt om et sådant, da ingen anden end han har hørt til det, eftersom der ikke har fundet noget sted der på mindste måde kan kaldes slagsmål da han vågnede af sin søvn. Hvad lukningen angår, da må indsenderen erindre sig at det var svendenes krodag, og da er det tilladt at have beværtning og dans hele natten. I henseende til Østergades beboere, da har disse vist ikke mere ufred nu end forhen, da denne lejlighed altid har været udlejet til værtshushold. Det kan derfor ikke indses hvad der  har foranlediget indsenderen til at lade nævnte stykke indrykkes. Ikke for at ville geråde nogen som helst pennefejde med den ærede indsender, men blot for at gøre ham opmærksom på det fejlagtige i hans anke, har fremkaldt disse, ligesom man heller ikke oftere vil indlade sig på noget svar.

P. Gries. C. Busch C.Jørgensen
Oldgeseller Krofar

(Politivennen nr. 1033, Løverdagen den 17de October 1835, s. 697-698).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på en artikel i nr. 1032, 10. oktober 1835.

Ufred paa Kleinsmedeherberget paa Østergade.

Natten mellem den 5. og 6 i denne måned var et så oprørende slagsmål mellem en stor del svende som kom fra smedeherberget, og nogle skomagersvende fra det tilstødende skomagerherberg, at samtlige beboere i gården nr. 63. på Østergade blev vækket af deres søvn. Da det ikke er første gang at sådant slagsmål har fundet sted mellem svende der komme fra smedeherberget, så var det at ønske at øvrigheden ville pålægge krofatteren, værtshusholder C. Jørgensen at lukke sit beværtningssted og sin keglebane kl. 11 om aftenen, til hvilken tid alle sådanne udsalgssteder skal være lukket. Så vidt det er indsenderen bekendt, skal alle værtshusholdere og krosteder have deres lejlighed til gaden hvor politiet kan føre tilsyn med de urolige personer der kommer på sådanne steder, og ikke til en baggård eller have som tilfældet er med klejnsmedesvendenes og skomagersvendenes herberger. Da der i øvrigt i gården nr. 63 på Østergade kun bor honnette familier foruden at Adressekontoret med dets tilhørende betjente og det dramatiske litterære selskab har lokaler der, så forventer en del af Østergades beboere at ejeren af stedet om ikke til denne, så dog til april flyttetid næste år, vil give slip såvel på klejnsmedesvendenes som snedkersvendes herberger.
 
(Politivennen nr. 1032, Løverdagen den 10de October 1835, s. 681-682).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvaredes i nr. 1033, 17. oktober 1835.

Krak 1836 oplyser om værtshusholder Jørgensen og kontorist C.A. Bindseil, begge Østergade 63. Denne adresse er nutiden Kristen Bernikows Gade 1/Østergade 32-34. Adressen har tidligere været omtalt i Politivennen i forbindelse med det oven nævnte Litterære Selskab.

Oplysning fra Anordningerne til Artiklen "Blind Allarm."

Under denne overskrift er i Politivennen nr. 1031 med rette anket over den forstyrrelse og ulejlighed som blev forvoldt forleden 15. september ved at man i egnen ved Smørum Nedre og Edelgave på Københavns Amt om eftermiddagen mellem kl. 6 og 7 afbrændte betydelig del rapshalm på marken, hvilket blev antaget for ildsvåde. Da klageren dertil fremsætter det ønske at sådan afbrænding forud må blive bekendtgjort "og foretaget til andet tid, hvilket måske kunne have medhold i lovbestemmelserne desangående" så vil indsenderen heraf ikke undlade til klagerens og andres oplysning at meddele at plakat 10. maj 1822 under mulkt af 16 rigsbankdaler sølv forbyder at antænde rapssædhalm på marken tidligere end kl. 8 eller senere end kl. 10 om formiddagen. Og dette lovbud er ved plakat 16. august 1828 udvidet til afbrænding på marken af al anden halm, foder og lignende. Forudsat ellers at det opgivne tilfælde er kommet til vedkommendes kundskab, er det sikkert blevet påtalt ad lovens vej. 

(Politivennen nr. 1032, Løverdagen den 10de October 1835, s. 680-681).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvarede en klage i nr. 1031, 3. oktober 1835.

Blind Allarm.

Om eftermiddagen den 15. september dette år mellem kl.6 og 7 hørtes såvel i Ballerup som Måløv kirkesogne klokkernes klemten, det sædvanlige signal til ildsvåde. Af den grund ilede folk fra hele egnen hen imod Smørum Nedre og Edelgave, fra hvilken kant en temmelig stærk røg sås stige op. Men hvor forundredes og harmedes man da alt var blind alarm og en røg som blot var forårsaget ved en betydelig del rapshalms afbrænding. Når man nu betænker hvor mange sprøjter, både fra Herlev, Ballerup, Måløv, Jonstrup og flere steder, hvor mange vogne med vandtønder der sattes i bevægelse og den mængde mennesker der forsømte deres arbejde for at komme til hjælp ved den formentlige ildebrand, så kunne vist nok det ønske opstå at sådan afbrænding forud måtte blive bekendtgjort og foretaget til anden tid, hvilket måske også kunne have medhold i lovbestemmelserne desangående. At måtte spilde tiden og løbe som nar i sådanne anledninger, synes at være vel hårdt.Tilmed er følgen heraf den at folk let bliver hjemme en anden gang når ildløs virkelig finder sted. 

(Politivennen nr. 1031, Løverdagen den 3die October 1835, s. 653-654).

Nutidigt landskab ved Smørum Ovre  

Redacteurens Anmærkning

Artiklen blev besvaret i nr. 1032, 10. oktober 1835. Kjøbenhavnsposten indberettede jævnligt om større brande i landsbyer, fx denne fra 24. juli 1834:

Ved en Natten imellem Løverdag og Søndag i Bondebyen Sandberg (imellem Søllerød og Hirschholm, opkommen Ildsvaade ere, i den korte Tid af 1½ Time, 4 Bøndergaarde blevne lagte i Aske.

Der kan have været en grund til den store opstandelse. Året forinden havde en storbrand hærget i Hillerød natten mellem den 10. og 11. maj 1834. Branden er behandlet i et efterskrift. Den medførte at man endelig udstedte forbud mod stråtage i købstæderne. Det blev derfor den sidste storbrand som følge af de brandbare tage.