26 december 2016

Svar paa det i Politivennen Nr. 1032 indrykkede Stykke, betitlet: "Ufred paa Kleinsmedeherberget paa Østergade."

I Politivennen nr. 1032 har en anonym indsender der efter formodning skal være ejer af stedet hr. kontorist Bindseil, ladet indrykke et stykke betitlet "Ufred på Kleinsmedeherberget paa Østergade," og deri fremført at der natten mellem den 5. og 6. i denne måned skulle have været et oprørende slagsmål. Men den ærede indsider har vist drømt om et sådant, da ingen anden end han har hørt til det, eftersom der ikke har fundet noget sted der på mindste måde kan kaldes slagsmål da han vågnede af sin søvn. Hvad lukningen angår, da må indsenderen erindre sig at det var svendenes krodag, og da er det tilladt at have beværtning og dans hele natten. I henseende til Østergades beboere, da har disse vist ikke mere ufred nu end forhen, da denne lejlighed altid har været udlejet til værtshushold. Det kan derfor ikke indses hvad der  har foranlediget indsenderen til at lade nævnte stykke indrykkes. Ikke for at ville geråde nogen som helst pennefejde med den ærede indsender, men blot for at gøre ham opmærksom på det fejlagtige i hans anke, har fremkaldt disse, ligesom man heller ikke oftere vil indlade sig på noget svar.

P. Gries. C. Busch C.Jørgensen
Oldgeseller Krofar


(Politivennen nr. 1033, Løverdagen den 17de October 1835, s. 697-698).


Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på en artikel i nr. 1032, 10. oktober 1835.

25 december 2016

Ufred paa Kleinsmedeherberget paa Østergade.

Natten mellem den 5. og 6 i denne måned var et så oprørende slagsmål mellem en stor del svende som kom fra smedeherberget, og nogle skomagersvende fra det tilstødende skomagerherberg, at samtlige beboere i gården nr. 63. på Østergade blev vækket af deres søvn. Da det ikke er første gang at sådant slagsmål har fundet sted mellem svende der komme fra smedeherberget, så var det at ønske at øvrigheden ville pålægge krofatteren, værtshusholder C. Jørgensen at lukke sit beværtningssted og sin keglebane kl. 11 om aftenen, til hvilken tid alle sådanne udsalgssteder skal være lukket. Så vidt det er indsenderen bekendt, skal alle værtshusholdere og krosteder have deres lejlighed til gaden hvor politiet kan føre tilsyn med de urolige personer der kommer på sådanne steder, og ikke til en baggård eller have som tilfældet er med klejnsmedesvendenes og skomagersvendenes herberger. Da der i øvrigt i gården nr. 63 på Østergade kun bor honnette familier foruden at Adressekontoret med dets tilhørende betjente og det dramatiske litterære selskab har lokaler der, så forventer en del af Østergades beboere at ejeren af stedet om ikke til denne, så dog til april flyttetid næste år, vil give slip såvel på klejnsmedesvendenes som snedkersvendes herberger.
 
(Politivennen nr. 1032, Løverdagen den 10de October 1835, s. 681-682).


Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvaredes i nr. 1033, 17. oktober 1835.

Krak 1836 oplyser om værtshusholder Jørgensen og kontorist C.A. Bindseil, begge Østergade 63. Denne adresse er nutiden Kristen Bernikows Gade 1/Østergade 32-34. Adressen har tidligere været omtalt i Politivennen i forbindelse med det oven nævnte Litterære Selskab.

Oplysning fra Anordningerne til Artiklen "Blind Allarm."

Under denne overskrift er i Politivennen nr. 1031 med rette anket over den forstyrrelse og ulejlighed som blev forvoldt forleden 15. september ved at man i egnen ved Smørum Nedre og Edelgave på Københavns Amt om eftermiddagen mellem kl. 6 og 7 afbrændte betydelig del rapshalm på marken, hvilket blev antaget for ildsvåde. Da klageren dertil fremsætter det ønske at sådan afbrænding forud må blive bekendtgjort "og foretaget til andet tid, hvilket måske kunne have medhold i lovbestemmelserne desangående" så vil indsenderen heraf ikke undlade til klagerens og andres oplysning at meddele at plakat 10. maj 1822 under mulkt af 16 rigsbankdaler sølv forbyder at antænde rapssædhalm på marken tidligere end kl. 8 eller senere end kl. 10 om formiddagen. Og dette lovbud er ved plakat 16. august 1828 udvidet til afbrænding på marken af al anden halm, foder og lignende. Forudsat ellers at det opgivne tilfælde er kommet til vedkommendes kundskab, er det sikkert blevet påtalt ad lovens vej. 

(Politivennen nr. 1032, Løverdagen den 10de October 1835, s. 680-681).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvarede en klage i nr. 1031, 3. oktober 1835.

24 december 2016

Blind Allarm.

Om eftermiddagen den 15. september dette år mellem kl.6 og 7 hørtes såvel i Ballerup som Måløv kirkesogne klokkernes klemten, det sædvanlige signal til ildsvåde. Af den grund ilede folk fra hele egnen hen imod Smørum Nedre og Edelgave, fra hvilken kant en temmelig stærk røg sås stige op. Men hvor forundredes og harmedes man da alt var blind alarm og en røg som blot var forårsaget ved en betydelig del rapshalms afbrænding. Når man nu betænker hvor mange sprøjter, både fra Herlev, Ballerup, Måløv, Jonstrup og flere steder, hvor mange vogne med vandtønder der sattes i bevægelse og den mængde mennesker der forsømte deres arbejde for at komme til hjælp ved den formentlige ildebrand, så kunne vist nok det ønske opstå at sådan afbrænding forud måtte blive bekendtgjort og foretaget til anden tid, hvilket måske også kunne have medhold i lovbestemmelserne desangående. At måtte spilde tiden og løbe som nar i sådanne anledninger, synes at være vel hårdt.Tilmed er følgen heraf den at folk let bliver hjemme en anden gang når ildløs virkelig finder sted. 

(Politivennen nr. 1031, Løverdagen den 3die October 1835, s. 653-654).

Nutidigt landskab ved Smørum Ovre  


Redacteurens Anmærkning

Artiklen blev besvaret i nr. 1032, 10. oktober 1835. Kjøbenhavnsposten indberettede jævnligt om større brande i landsbyer, fx denne fra 24. juli 1834:
Ved en Natten imellem Løverdag og Søndag i Bondebyen Sandberg (imellem Søllerød og Hirschholm, opkommen Ildsvaade ere, i den korte Tid af 1½ Time, 4 Bøndergaarde blevne lagte i Aske.
Der kan have været en grund til den store opstandelse. Året forinden havde en storbrand hærget i Hillerød natten mellem den 10. og 11. maj 1834. Branden er behandlet i et efterskrift. Den medførte at man endelig udstedte forbud mod stråtage i købstæderne. Det blev derfor den sidste storbrand som følge af de brandbare tage.

Om Brændevinsbrænden paa Landet.

Da der ved kongelig resolution af 19. august d. å. er givet håb om at ejere af større gårde på landet under visse betingelser kan vente at få tilladelse til at brænde brændevin, og da denne sag har en almindelig interesse, vil det måske ikke være mange ukært at læse en afhandling om denne materie, selvom talen deri er om en friere eller mere almindelig tilladelse til at brænde. Den har været fremsat i dette blads nr. 466 og lyder således:

*   *   *  

For henved 440 (nu 50) år siden ønskede man ivrigt at brændevin måtte være en mindre almindelig drik såvel i stæderne som på landet. Man mente at dens umådelige nydelse svækkede folket, især de ringere klasser, og fortærede deres formue, ligesom også meget kort blev forbrugt, hvorved kornpriserne måtte stige. At standse denne driks nydelse ved aldeles at forbyde sammes fabrikation ville have haft sine vanskeligheder da gammel vane gjorde nydelsen nødvendig, og man altså ville til større skade for staten have søgt at forskaffe sig udenlandsk fra, hvad man selv kunne producere. 

En klog regering som ikke mener at kunne hæmme et onde, søger at drage det størst mulige gode deraf. En forordning om brændevinsbrænden udkom hvori det blev forbudt landmanden at brænde, og at det blot i stæderne blev tilladt at producere og sælge denne drik mod en bestemt afgift eller accise *)

Forandrede omstændigheder plejer som oftest at fremvirke et forandret resultat. Nu produceres langt mere korn i Danmark end for 30 til 40 år siden. Men da nogle nationer har et forspring i agerdyrkningen for os, og da de som før trængte til vores kornvarer, nu selv avler det meste de bruger, så mangler vi afsætning på vores overflødighed og priserne er flaue. Det er derfor naturligt at det ønske måtte opstå at bonden måtte gives lejlighed til ved selv at forædle sit produkt, at ophjælpe eller bøde på de dybt sunkne kornpriser. Nogle har troet at det ville opnås når det blev tilladt landmanden at brænde brændevin, og da en kongelig kommission er sammentrådt for at give sine betænkninger over denne sag, tror forfatteren heraf det ikke ugavnligt at fremsætte nogle før ytrede meninger, såvel for som imod tilladelsen til at brænde brændevin på landet.

De som er for tilladelsen, holder for

1) At når bonden selv brændte, havde han sit brændevin for lettere køb, end når han skal købe samme i staden.

2) Han kunne bruge bærmen til sine kreaturers føde og feden.

3) Mere korn ville blive forbrugt hvorved prisen ville stige.

4) En mindre mængde stenkul ville medgå da de fleste egne ikke mangler brænde eller tørv.

Modpartiet mener derimod:

1) At når det blev bonden tilladt at brænde, ville det have en højst skadelig indflydelse for standen i almindelighed, idet brændevinsdrikken ville blive endnu mere udbredt end den allerede er. Enhver der kender bonden, ved at han tager rundeligt til det han har i huset, og således ville han ikke nægte sine børn og tjenestefolk det han selv anser for et gode, hvorved disse tidligt ville vænnes til en drik, hvis misbrug kunne have højst ulykkelige følger for dem. Men skal bonden ud med penge, så trykker han sig ved enhver ikke nødvendig udgift. Selv om han selv drikker en snaps engang imellem, så nænner han dog ikke at give børn eller tyende noget med, fordi det koster ham penge. Ser man undertiden en og anden bonde der hjemme aldrig drikker brændevin, komme beruset fra købstaden, så skønner man let hvad lejligheden til at få brændevin bevirker. Landsbykroerne blev nedlagt fordi man fandt dem skadelige da bønderne der drak deres formue op og gjordes uskikkede til deres dont, men hvad ville ske når bonden selv tilberedte denne drik og havde den i overflødighed i sit hus?

Brændevinbrænding er desuden en kemisk operation som har modtaget og kan modtage megenøkonomisk forbedring. De som i købstæderne får tilladelse til at foretage dem, må i forvejen aflægge prøve på at de kender omgangsmåden dermed. Man ved også at destillationen i det store er mere fordelagtig og medtager ikke så meget brændsel og menneskearbejde som når den foretages i det mindre. Bonden med sin ukyndighed,med sit mindre og måske mådeligt konstruerede apparat, ville ikke bringe det ud af kornet som man under andre omstændigheder kunne få. Meget korn ville derved bortødsles og udbyttet dog blive en sveden drank, der efter rigtig beregning kom ham lige så dyrt som om han købte godt og drikkeligt brændevin i købstæderne hvor det sælges for 14 skilling potten.

2) Brændte bonden til sin egen fornødenhed, så ville det lille kvantum bærme han derved fik, ikke bidrage til at han fødede eller fedede et eneste kreatur mere. Nu derimod fødes og fedes mange kreaturer ved de brænderier som er i uafbrudt virksomhed. Ejerne af købstadsbrænderier har forsikret at de under nærværende konjunkturer, aldeles ingen anden fordel har af deres brændinger end bærmen. Men når de jævnligt kan brænde, er de i stand til at holde 20-25 kvægshøveder hvoraf en del giver mælk, og nogle fedes for at sælges til slagtere. Så snart et eller flere høveder er solgt, køber de igen magre i disses sted, og de føder således bestandigt det ovenfor nævnte antal. Regner man det antal af kreaturer som således fødes og fedes ved samtlige brænderier i alle købstæder, så vil man vist ikke finde det ubetydeligt, og næppe ville det blive så stort når det kvantum korn som nu forbrændes i købstæderne, blev forbrændt på landet i mindre portioner.

3) Det er indlysende at når bonden brændte sit brændevin selv, måtte købstadsbrænderne aftage og til sidst standse af mangel på afsætning, og om da en større mængde korn ville forbruges end nu, da et enkelt brænderi forbruger nogle tusinde tønder årligt, er vist nok et spørgsmål man har grund til at fremsætte. At imidlertid en stor del korn ville opsvides, og på grund af ukendskab med den rigtige omgangsmåde bortødsles, er der vist ingen tvivl om. Men at kornet af den grund skulle stige i pris, var næppe ønskeligt. Enhver, det være sig embedsmand eller borger, ønsker vist at bonden må få noget mere for hans produkt, de ville ikke finde det trykkende om de måtte betale kornet 1 til 2 ribs. dyrere når prisens stigning stammede fra vore produkters udførsel til fremmede, så at derfor kom penge i landet til gavn for det almindelige, men at betale kornet dyrere for at bonden skulle drikke sig fuld i brændevin, skøtter næppe nogen om.

4) Det er bevisligt og før omtalt at brænding i det mindste medtager mere brændsel end når den foretages i det større. Vore skove er så vel medtagne at de trænger til fredning, og med tørven bør der heller ikke ødsles. Det kvantum stenkul som brænderierne forbruger, er desuden ikke så betydeligt som man muligvis forestiller sig. Københavns og nogle købstæders brænderier brænder ved stenkul, men de købstæder som ligger fjernt fra stranden, og hvor landtransporten gør kullene dyrere, bruger tørv til deres brændinger, fx Frederiksborg, ringsted, Slagelse med flere.

Således søger modparten at modsige de grunde som anføres af dem der ønsker tilladelse for landmanden at brænde brændevin. Hertil kan endnu føjes:

1) Ildebrand kan let forekomme når brændingen foretages af ukyndige, skødesløse eller drukne personer.

2) Afgiften som svares af brænderierrnee, vil lettere og sikrere kunne ses betalt når der alene brændes i stæderne.

3) Når det blev tilladt bonden at brænde, ville købstadsbrænderierne gå ned, og da det er ene og alene disse der holder hovedet oppe på vores skrantne især sjællandske købstæder, så ville brænderiernes undergang have købstædernes ruin til følge.

For nærværende tid er talen vel ikke om en almindelig tilladelse for landmanden til at brænde. Men at der muligvis måtte oprettes kommune- eller sognebrænderier. Om disse ville føre de samme ulemper med sig som ville flyde af en almindelig tilladelse til at brænde, vover forfatteren heraf ikke at bestemme. Men det synes klart for ham at anlæg af sognebrænderierne mindst ville have samme indflydelse på bondens levemåde, velfærd og morral som de skadelige landsbykroer der før fandt sted, men blev nedlagt i de byer hvorigennem ingen landevej fører. Så ønskeligt det kunne være om afgiften for brænderierne blev noget forringet, så skadeligt menes det at ville være om denne forringelse skulle bevirkes ved sognebrænderiernes anlæg. For disse ville aldeles svække købstadsbrænderierne og sætte ejerne ude af stand til at betale nogen som helst afgift. Sagen fortjener derfor den alvorligste og varsomste undersøgelse. 

At de mænd hans majestæt allernådigst har betroet dette vigtige hverv vil med kyndighed og nøjagtighed behandle det og ikke beslutte noget der kunne synes at gavne enkelte, men ville skade mange eller det hele, derfor borger deres kald og fædrelandssind. 

*) At man har ment det alvorligt med at standse brændevinens alt for hyppige brug, ses af den under 2. august 1786 udkomne strenge forordning angående brændevinsbrænden og krohold på landet, hvoraf slutningen lyder således: For resten vil kongen med besynderligt velbehag anse at øvrigheden og jordgordsejerne på landet lader dem ære angelegent at se al overflødig brug af brændevin så meget muligt indskrænket og afskaffet ved bøndernes bryllupper, barsler og andre værtsskabet og gilder, hvor indenlandsk brændevin må bruges alene til tarvelighed, og når det forhandles fra købstæderne.

(Politivennen nr. 1031, Løverdagen den 3die October 1835, s. 643-653).

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 1032, 10. oktober 1835, s. 669-678 bragtes et brev som var vedlagt artiklen.