En Historie, som kan tjene Haandverkere til Advarsel.

Den 28. i denne måned kom en person der navngav sig E. Foch, til mig og bestilte en pakkasse der skulle være 1 alen 18 tommer lang, 19 tommer bred og 15 tommer høj, alt indvendigt mål. Den blev forfærdiget af Vestervigs brædder, godt sammenpløjet med dyvel og glathøvlet overalt. Dertil medgik 3 brædder a 5 rigsbankdaler tylten, altså kostede træet mig 1 rigsbankdaler 1 mark 8 skilling, arbejdsløn 1 rigsbankdaler, søm til bund og dæksel 1 mark, samt 8 skilling for at transportere den til Hotel du Nord, i alt 2 rigsbankdaler 3 mark. 

Da jeg leverede kassen i hotellet og forlangte 2 rigsbankdaler 5 mark for den, altså 2 mark som min fortjeneste, sagde en lejetjener at nævnte herre var på komedie, hvilket jeg naturligvis ikke modtog. Da komedien var til ende, indfandt jeg mig igen og traf herren som var meget tilfreds med kasse. Men da jeg forlangte 17 mark, blev han som et halvt forrykt menneske, sprang omkring i værelset og gjorde stor alarm. To damer som var nærværende og stemte i med, fandt det urimeligt at give 17 mark for en kasse, da de sager som skulle pakkes i samme, kun havde kostet 9 mark, og at det var rigtigst at jeg tog kassen tilbage, så var alt forbi. Da jeg indvendte at jeg ikke kunne være tjent med det, bad man mig om at jeg ville gå lidt udenfor da jeg så skulle få mine penge. Men efter lang rådslagning kom herren ud og bød mig 2 rigsbankdaler som jeg afslog at modtage og forlod ham, i håb om at finde ham i bedre humør dagen efter. Da jeg kom derhen om morgenen, fandt jeg vognen forspændt og folkene i færd med at pakke på samme. Men herren jeg jeg talte med, var meget studs og erklærede at han havde ladet kassen stå og at han ikke ville have den.

Jeg tror at burde offentligt bekendtgøre denne herres handlemåde for at vise et eksempel på hvorledes man tror at kunne behandle en håndværksmand, samt for at råde enhver ikke at fuldføre noget arbejde for ubekendte, uden at have aftalt om betalingen, ja vel endog under lignende omstændigheder at have fået noget af betalingen forud.

J. A. P. Evers
Snedkermester. 

(Politivennen nr. 1035, Løverdagen den 31te October 1835, s. 726-728).

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1836 findes snedkermester Joh. Ewers, Store Brøndstræde 94. Denne gade lå indtil 1909 i det berygtede Brøndstræde-kvarter, hvor kriminalitet, prostitution og fattigdom var dominerende. Den forløb parallelt med Møntergade fra Gothersgade til Vognmandsstræde.

Forslag, Præstepenges Erlæggelse angaaende.

Af alle de skatter som Københavns borger må betale, er der vist næppe nogen der ydes med mindre beredvillighed end de såkaldte præsteskat. Og det ikke fordi man misunder gejstligheden dens indkomster eller ikke erkender at en arbejder er sin løn værd, men fordi bestemmelsen af hver enkelt borgers bidrag synes ikke at være ganske fri for vilkårlighed. Rodemestrene går nemlig om til de skatteydere og beder dem tegne sig for hvad de vil give. Men når han kommer igen for at modtage skatten, lyder kvitteringen som oftest nogle rigsbankdaler højere, ja undertiden det dobbelt af det man har tegnet sig for, og dette må da uvægerligt betales hvis man ikke vil udsætte sig for udpantning. Spørger man rodemesteren om hvorfor man er sat højere end det man har tegnet sig for, så får man til svar: "Kommissionen har bestemt det således."

Man har stået i den opfattelse at der med denne betalingsmåde burde tages hensyn til hvor mange børn en familie allerede har da en familiefader med talrig børneflok allerede har ydet klækkeligt til kirkens betjente og for fremtiden endnu kommer til at yde mere, mens den ugifte borger eller barnløse familie slipper med at betale det halve, ja vel endog kun en tredjedel, imod denne. At tage hensyn på næringsvejene er vel ikke urimeligt, når kun ikke den ene borger der sidder i lignende næringsvej som hans nabo, måske med meget større indkomster og uden børn, pålægges det dobbelte imod denne, eller når der ikke, uden forespørgsel afkræves ham mere end hvad han har tegnet sig for. Enhver skat, altså også denne, bør efter rimelighedens bydende betales efter ydernes formueomstændigheder. Men hvorledes er det muligt for de respektive kommissioner at kende disse hos folk de måske aldrig har set, og om hvis handel, levemåde osv. de er aldeles uvidende. Man vil indvende at rodemestrene kan hjælpe til at skaffe nogen kundskab herom, men da disse som oftest ikke bor i det kvarter af byen hvor de fungerer, og desuden efter ancienneitet forflyrres fra de mindre til de større kvarterer, kunne de vist nok kun have meget lidt kundskab om de skatteydendes formueomstændigheder. Den borger der altid på anfordring btetaler de påbudte skatter, anser de for rig eller formuende, mens de måske erklærer den for uforumende der ikke af mangel, men for desto længere at kunne gøre brug af sine penge, lader dem løbe flere gange efter et ubetydeligt pengebeløb. At skattens fordeling under sådanne omstændigheder ikke kan ske med den ønskede nøjagtighed, er deraf indlysende.

Om årsagen til den modvillighed hvormed denne skat ydes, mere bør søges i tvivl om dens nøjagtige fordeling efter faste retfærdige grundsætninger, eller den har sin grund deri at gejstligheden er den eneste stand der lønnes med direkte skat *), er ikke let at sige. Men at denne modvilighed ofte finder sted, viser de ikke sjældne eksekutioner som folk der er almindelig bekendte for at eje formue, underkaster sig før de bekvemmer sig til at betale det der afkræves dem. Højst ubehageligt må det også være for gejstligheden på denne måde at modtage en del af deres embedsindtægter, og den vinder vist nok ikke derved. For før opofrede mange på hver af de store højtider både til sin sjælesørger og til de andre kirkebetjente, men siden skatten pålagedes, har de fleste ophørt med at yde frivilligt offer. Igen at ophæve skatten ville imidlertid næppe være tilrådeligt. For det er uvist om de der engang har ophørt med det frivillige offer, atter ville bekvemme sig til at yde det. Men rigtigere ville det være om man kunne finde en anden måde hvorop kirkens betjente kunne lønnes, uden at den havde omtalte ubehageligheder til følge, men derimod konvenerede modtagerne uden at vække ubehaglige følelser hos yderne.

Forfatteren heraf som har tænkt over denne sag, tillader sig derfor at fremkomme med et forslag som hvis det end ikke skulle findes værdigt til antagelse, dog måske turde give anledning til at nogen anden fremkommer med et heldigere og mere hensigtsmæssigt. Han mener nemlig at når det oplagdes husejerne i København at betale årligt ½ promille af deres ejendoms assurancesum, så ville, da samtlige ejendomme i København er assurerede for cirka 49 millioner, tilvejebringes en sum der ikke alene ville være tilstrækkelig ti stadens kirkebetjentes lønning, men endog afgive et overskud af nogle tusinde rigsbankdaler der kunne tjene til en eller anden gavnlig indretning, såsom til oprettelse af friskoler, kirkers vedligeholdelse og lignende, hvortil der ellers indsamles frivillige gaver. Når ejeren af et hus eller gård hvis assurancesum var 10.000 rigsbankdaler, således betale 5 rigsbankdaler, hvori hans husbeboere tog del efter det lejede lokales størrelse, så indses let hvor ubetydelig udgiften ville blive for hver familie **). Den rige ville således som han bør, komme til at betale mere end den mindre formuende, og al tvivl om en retfærdig og nøjagtig fordeling ville bortfalde da enhver husbeboer let kunne erfare den pågældende ejendoms assurancesum, og derefter bregne hvad der tilkom ham at yde. Da navnet "præsteskat" af mange findes stødende, kunne det med så meget mere grund forandres som afgiften kunne få en flersidig bestemmelse. Rigtigst og kortest ville det vist nok være dersom denne afgift betaltes i forening med assurancepræmien, og af assurancekontoret igen indbetaltes til magistraten der så vidt man ved, udbetaler lønningerne til kirkebetjentene. For megen tid og mange ubehagelige bryderier ville derved spares, såvel for de respektive kommissioner der nu bestemmer hvad enhver skal yde, som især for de herrer rodemestre hvoraf forfatteren har hørt flere erklære at den allerubehageligste af de dem pålgte forretninger var den at opkræve præstepengene. 

Måtte dette forslag af højere vedkommende værdiges opmærksomhed og ikke henlægges upåagtet fordi det kommer fra en lægmand, ville forfatteren glæde sig, og han ville ikke anse den korte tid han har anvendt på dets fremsættelse, forspildt eller anvendt til unytte.

*) For så vidtd forfatteren  ved, er der for tiden ingen embedsmand der lønnes ved en til dette øjemed påbudte skat. For 40 år og derover lønnedes stadens skarpretter ved at gå om til borgerne og indkræve 6 skilling af hver stue- eller kælderbeboer, under navn af mestermandspenge. Nu neder han derimod en bestemt årlig løn, samt betaling for enhver eksekutionsforretning efter en fastsat takst.

**) Bonden yder foruden konge- og kirketiende, tiende til præsten der er 1/10 af hans jords frembringelser. Hvis husejeren i København selv skulle betale den foreslåede afgift, uden at hans husbeboere tog del deri, ydede han en halv tusinde del af sin ejendoms værdi. 

(Politivennen nr. 1035, Løverdagen den 31te October 1835, s. 715-722).

Redacteurens Anmærkning.

Præstepengene blev efter 1814 opkrævet i købstæderne, i København blev de slået sammen med degne- og klokkerpenge. Ordningen blev ikke revideret. I praksis pålignede kommissionen præstepengene som en slags formue- og lejlighedsskat, men dog forskellig fra sogn til sogn. Ordningen blev revideret 1904 og 1920.

Spørgsmaal om Tilladelse til at besee de i Liighuset ved Langebro henlagte Forulykkede.

For ikke længe siden fandt en borger her af byen ved sin hjemkomst sin kone fraværende. Og da hun hverken kom hjem om aftenen eller om natten, frygtede ham at hun i en slags sindssvaghed eller melankoli hvortil hun i nogen tid var henfalden, havde taget sig selv af dage. Efter at have efterspurgt hende overalt hos de familier med hvilke hun plejede at omgås, begav han sig i følge med to af sine venner ned til lighuset ved Langebro for at erfare om der ikke nyligt var  indbragt liget af en kvinde. På banken blev døren lukket op af en pige som på mandens spørgsmål temmelig uhøfligt erklærede at der vel var indbragt et lig, men som allerede var vedkendt af dets pårørende, og nægtede dem derfor adgang til at bese liget. I den mening at den ulykkelige muligvis kunne være i live og atter komme til stede, gik manden forpå andre steder at fortsætte sin eftersøgning som dog var forgæves.

"Han begav sig i følge med to af sine venner ned til lighuset ved Langebro for at erfare om der ikke nyligt var  indbragt liget af en kvinde." (På Eckersbergs billede ses i baggrunden Langebro og til højre "dronehuset" hvor to mænd er ved at bære en druknet ind).

Næste dag bekendtgjordes i Adresseavisen at liget af et druknet kvinde var lagt i lighuset ved Langebro, og da den fremsatte beskrivelse over det udseende, omtrentlige alder og klædedragt passede ganske med den savnedes, tvivlede manden ikke et øjeblik på at det var hans ulykkelige kone. Han begav sig derfor atter ned til lighuset, men fik af nævnte pige samme uhøflige, ja endog uhøfligere svar som første gang. Dog da han påstod ifølge kongens fogeds ordre at se liget, blev der endelig lukket op og hans grundede formodning blev nu til sørgelig vished. Han erfarede da også til sin største forundring at intet lig var eller i nogle dage havde været lagt i lighuset foruden det søgte som havde ligget der over 24 timer. Og da han således ikke kan finde nogen grund til at han blev nægtet adgang første gang, tillader han sig at fremsætte følgende spørgsmål:

"Når en familie savner et medlem som man formoder i sindssvaghed kan have aflivet sig selv og man af den grund henvender sig til lighuset for at erfare om den savnede skulle være fundet og indlagt der, er det da opsynsfolkenes pligt at forevise de lig der er henlagt der, eller kan adgangen til at se samme blive nægtet på grund af at de lig der ligger der er vedkendt af pårørende?"

Havde adgangen været tilladt for manden den første gang han indfandt sig der, så kunne megen søgen, efterspørgsel og averteren have været sparet. Og hvis spørgsmålets første del besvares benægtende, da stemmer sådant ikke med den opfordring som avertissementer over fundne og i lighuset henlagte døde sædvanligvis indeholder, nemlig: "De som kan give underretning om denne døde, vil melde sig på kongens fogeds kontor," for skal man have megen ulejlighed for at skaffe sig adgang, vil vedkommende meget sjældent få oplysning om forulykkede døde der ikke har meget nære pårørende.

Til slut kan spørgeren ikke undlade at ytre sin forundring over at opsynet over lighuset er betroet til kvinder. Især da så vidt han har hørt redningsskabet skal forefindes der. 

(Politivennen nr. 1034, Løverdagen den 24de October 1835, s. 706-709).

Redacteurens Anmærkning.

Dronehuset, eller "Druknehuset" var tegnet af P. Meyn og opført 1806. Huset blev brugt til at henlægge fundne lig og til obduktion. Samt bolig til en mand der kunne have opsyn med de døde.

Svar paa det i Politivennen Nr. 1032 indrykkede Stykke, betitlet: "Ufred paa Kleinsmedeherberget paa Østergade."

I Politivennen nr. 1032 har en anonym indsender der efter formodning skal være ejer af stedet hr. kontorist Bindseil, ladet indrykke et stykke betitlet "Ufred på Kleinsmedeherberget paa Østergade," og deri fremført at der natten mellem den 5. og 6. i denne måned skulle have været et oprørende slagsmål. Men den ærede indsider har vist drømt om et sådant, da ingen anden end han har hørt til det, eftersom der ikke har fundet noget sted der på mindste måde kan kaldes slagsmål da han vågnede af sin søvn. Hvad lukningen angår, da må indsenderen erindre sig at det var svendenes krodag, og da er det tilladt at have beværtning og dans hele natten. I henseende til Østergades beboere, da har disse vist ikke mere ufred nu end forhen, da denne lejlighed altid har været udlejet til værtshushold. Det kan derfor ikke indses hvad der  har foranlediget indsenderen til at lade nævnte stykke indrykkes. Ikke for at ville geråde nogen som helst pennefejde med den ærede indsender, men blot for at gøre ham opmærksom på det fejlagtige i hans anke, har fremkaldt disse, ligesom man heller ikke oftere vil indlade sig på noget svar.

P. Gries. C. Busch C.Jørgensen
Oldgeseller Krofar

(Politivennen nr. 1033, Løverdagen den 17de October 1835, s. 697-698).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på en artikel i nr. 1032, 10. oktober 1835.

Ufred paa Kleinsmedeherberget paa Østergade.

Natten mellem den 5. og 6 i denne måned var et så oprørende slagsmål mellem en stor del svende som kom fra smedeherberget, og nogle skomagersvende fra det tilstødende skomagerherberg, at samtlige beboere i gården nr. 63. på Østergade blev vækket af deres søvn. Da det ikke er første gang at sådant slagsmål har fundet sted mellem svende der komme fra smedeherberget, så var det at ønske at øvrigheden ville pålægge krofatteren, værtshusholder C. Jørgensen at lukke sit beværtningssted og sin keglebane kl. 11 om aftenen, til hvilken tid alle sådanne udsalgssteder skal være lukket. Så vidt det er indsenderen bekendt, skal alle værtshusholdere og krosteder have deres lejlighed til gaden hvor politiet kan føre tilsyn med de urolige personer der kommer på sådanne steder, og ikke til en baggård eller have som tilfældet er med klejnsmedesvendenes og skomagersvendenes herberger. Da der i øvrigt i gården nr. 63 på Østergade kun bor honnette familier foruden at Adressekontoret med dets tilhørende betjente og det dramatiske litterære selskab har lokaler der, så forventer en del af Østergades beboere at ejeren af stedet om ikke til denne, så dog til april flyttetid næste år, vil give slip såvel på klejnsmedesvendenes som snedkersvendes herberger.
 
(Politivennen nr. 1032, Løverdagen den 10de October 1835, s. 681-682).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvaredes i nr. 1033, 17. oktober 1835.

Krak 1836 oplyser om værtshusholder Jørgensen og kontorist C.A. Bindseil, begge Østergade 63. Denne adresse er nutiden Kristen Bernikows Gade 1/Østergade 32-34. Adressen har tidligere været omtalt i Politivennen i forbindelse med det oven nævnte Litterære Selskab.