Den bundløse Plads i Kjøbenhavn.

En rejsende fremmed der i nogen tid har opholdt sig her i staden, gav for nylig sin forundring til kende over den tilstand han fandt en af pladserne i denne ellers så skønne hovedstad. På hans spørgsmål hvad dette næsten bundløse morads kaldtes, sagde man til ham efter at han havde udpeget beliggenheden, at det hed Hauser Plads. Han erfarede nu fremdeles om denne plads at den om sommeren er en tumleplads for hele nabolagets gadedrenge der uophørlig foruroliger og forskrækker de omkringboende ved skrigen, skrålen, stenkast og boldspil og at den da bestandig på grund af den løse grund står i en støvsky der gør den næsten lige så modbydelig på denne årstid som den er om forår, efterår og vinter ved sin skidenhed. Ja at man endog på nævnte plads tillader sig at henkaste døde hunde og katte samt fejeskarn, ja selv menneskelige ekskrementer.

For at det nu ikke skulle falde en fremmed ind at give en beskrivelse over denne plads lig den en englænder for en del år siden gav over Holmens Bro, men især for de der boendes skyld da disse må betale samme brolægningsskat som alle andre i staden, er man så fri at gøre de ansvarlige autoriteter opmærksomme på dette uvæsen der muligvis kunne være ubekendt. Dertil anmoder man dem om at påtage sig denne ulykkelige plads' sag og sørge for at den ikke behandles så stedmoderligt. Hvilket måske alene har sin grund i at dens beliggenhed ikke er midt i hovedstaden.

Konferensråd Hausers minde fortjente vel at pladsen skænkedes nogen opmærksomhed. Den ene skønne bygning hæver sig rask efter den anden i dens omkreds, og disses ejere ville sikkert yde enhver rimelig hjælp for at lette den gensidige kommunikation over dette morads der virkelig ved vådt vejr er næsten ufarbar. Måske kunne de sten der kasseres fra Kongens Nytorv som nu får en ny brolægning, uden synderlig bekostning for det offentlige anvendes til denne stakkels plads' beklædning.

(Politivennen nr. 1044, Løverdagen, den 2den Januar 1836. Side 9-10)

En jydsk Bemærkning.

(Forlangt indført)

I Aarhus Avis nr. 43 for indeværende år læses: "Det er just en af vor tids mest skærende modsigelser at dens ordførere over al deres råben på menings- og ytringsfrihed, glemmer at indrømme andre den. Dette uvurderlige gode skal kun være til for dem. Der skal ingen sandhed gives undtagen den de udgiver derfor. Ingen ret uden den de anmasser sig. Ingen frihed uden den at være deres slave. De opponerer imod alt bestående og denne opposition er deres idol. Men at opponere mod dem selv er en af de synder som aldrig forlades, hverken i dette liv eller i det tilkommende. At denne intolerance må lede til fanatisme er klart. Men hvad den politiske fanatisme har forud for den religiøse er ikke at indse" og endvidere "menings- og ytringsfriheden er kun til for Kjøbenhavnsposten." 

At bringe udgiveren af et vist blad dette i erindring synes at være det bedste svar til ham når han anker over illiberalitet hos de forfattere som vover at skrive mod de principper der er proklameret af ham eller vel rettere gennem hans blad eller når han viser sin kvasi-liberalitet ved at karakterisere disse forfatteres arbejder som dårlig skrevet fordi de ikke indeholder eksklamationer, højtravende fraser eller opfordringer til at angribe den bestående orden.

(Politivennen nr. 1043, Løverdagen den 26de December 1835, s. 859-860).

Et Par Ord i Anledning af Klokker Hansens Retfærdiggjørelse.

I sidste Politivennen har hr. kammerråd og klokker Hansen fralagt sig skylden for at graven til et lig som skulle jordes den 3. december på Assistenskirkegården ikke var gravet ved ligtogets ankomst der. Hvis skylden end måtte være, kan man dog ikke fortænke vedkommende i at de har ytret rimelig fortrydelse over det tilfælde. For når der til den bedemand der er beskikket af øvrigheden til klokker og graver er blevet lagt vedbørlig betaling for en forretnings udførelse, kan ingen komme på at sådant til sidst beror på et ubekendt fruentimmer, af hvem man med hensyn til hendes meget ringe aflønning, 2 rigsbankdaler årligt, ikke har grund til at forvente nogen synderlig dygtighed til eller iver i forretningernes udførelse. Det var heller ikke første gang sådan forsømmelse fandt sted. 

Men for at sådant ikke skal ske tiere, var det hensigtsmæssigt om det blev pålagt bedemændene selv at bestille jorden hos graverne. Man er jo tvunget til at bruge og betale den forretningsmand og da hans bestilling gør det til pligt for ham at indfinde sig hos præst, klokker og hos ligbærernes formand, kunne han også bestille jorden hos graveren. Ulejligheden var ikke stor, især da han kører karet. Mens den stakkels Maren Elisabeth Sandstød daglig må gå omtrent ½ mil for at tjene 2 rigsbankdaler årligt. Kunne denne kone beregne hvad hun nødvendigvis må slide på fodtøjet, hvis hun ikke gå barfodet, ville hun vist frasige sig denne bestilling. 

(Politivennen nr. 1043, Løverdagen den 26de December 1835, s. 853-855).

Redakteurens Anmærkning.

Debatten startede i nr. 1041, den 12. december 1835, s. 824-826. Klokkeren svarede i nr. 1042, den 19 december 1835, s. 841-844). Politivennens redaktør Kristensen knyttede en kommentar i nr. 1054, den 12. marts 1836. Side 172. 

Atter Noget om de Militaires Øvelser i Feldttjenesten og deraf følgende Indtrængen i Hauger.

Det synes at være uden for al tvivl at det beror især på de højere kommanderende om de af egen human følelse vil ved given ordre forhindre deres underordnede fra at trænge ind i og igennem haver under deres øvelser. Følgende tilfælde kan give nogen oplysning om det: Torsdag den 10. i denne måned da anmelderen var i arbejde med at lade en stak flytte ind i hus, kom 2 soldater uventet marcherende frem hos ham over haven mellem træer og stakplads. Denne gang som oftere ved lignende lejlighed trådte jeg hen til dem og sagde: "Jeg ser ikke gerne at soldater kommer her gennem haven." og stillede mig for dem i gangen, idet jeg stolede på min lovlige ret og på at jeg denne gang havde behørige vidner, dem loven kræver for at en mand tør tænke på at tage sig selv til rette ved sådan ulovlig indtrængen over hans skel ind på hans enemærker. Jeg håbede at soldaterne ved denne tiltale skulle lade sig bevæge til at rykke tilbage igen, hvortil jeg engang før havde formået nogle som jeg traf idet de var i færd med at ville bryde hul i stakittet. Men den ene som påtog sig at føre ordet, råbte: Hvad, hvad! Vi må ikke komme her? Jo vi kommer just her og skal videre frem efter kommando! 

Jeg rykkede da straks 3 skridt til side og nøjedes med at turde tænke: --- på denne plet var jeg allerede betroet mand da han kun var en lille pog i Fyn! På denne plet hvor jeg i dette øjeblik sveder ved mit arbejde, for at kunne skaffe den skærv til veje - , på denne plet skal jeg lade mig befale af ham, jeg skal vige tilside for at give ham plads og se på at han nedtræder for sin fod det som jeg med møje og anstrengelse har plantet og fredet, han som ingen anden ret synes at have her end den der er givet ham i spydstagen han fører med sig. Mens jeg derimod i højeste grad har rimelighed og lovens rene og tydelige bogstav for min ret. Næppe var de 2 mænd passeret før mit øje mødte andre af deres lige som i forskellige retninger drog gennem haven og jeg måtte ønske mig til lykke at lysten til at prøve på med alvor at vise de første bort, var så hastigt forgået hos mig. 

En korporal anførte nogle. Ham gik jeg i møde og sagde ligeledes: "jeg ønsker ikke gerne at militære trækker her gennem haven, da det aldrig går af uden beskadigelse og det synes heller ikke at være tilbørligt med sådan gennemmarch." Han svarede: "De undskylder! Vi er befalet til at marchere her igennem!" En af arbejderne ved stakken som hørte og så alt, omtalte nu at kaptajnen ved første kompagni af kongens regiment som disse omtalte soldater alle hørte til, havde på det mest bestemte forbudt at betræde nogen have under disse øvelser. Lignende forbud vides ligeledes at være udgået fra højeste befalende for 2. Jydske Infanteri Regiment. Højligt er det at ønske at disses gode eksempel måtte finde almindelig efterlignelse.

Koch. Landmand
Rolighed på Ladegårdsvejen.

(Politivennen nr. 1043, Løverdagen den 26de December 1835, s. 847-850). 

Redacteurens Anmærkning

Artiklen føjer sig til en række lignende klager, fx i nr. 1038, 21. november 1835.

Nogle Ord, anseete fornødne, i Anledning af den i dette Blads foregaaende Nr. 1041 indrykkede Annonce, betitlet: "Klokker Forsømmelse."

Til at oplyse det urigtige og usandfærdige som finder sted i den under ovenmeldte annonce i dette blad anførte beretning og anke mod mig, må jeg allerførst herved meddele følgende tilståelse:

Undertegnede tilstår herved at have den 2. december dette år på Frue Kirkes klokkerkontor modtaget til Frue Assistenskirkegårds graver 3 gravsedler på lig hvori blandt den ene navnlig på afdøde madame Meyers lig, hvorefter jeg ufortøvet bragte disse gravsedler med deri indsvøbt betaling hen og lagde dem selv i den kasse hos hr. klokker Petersen til Trinitatis Kirke, som han har tilstedt Assistenskirkegårdens gravere der at hensætte til at samle alle de gravsedler i, som bemeldte gravere hver dag her fra byen mager lade afhente og modtage. 
København den 16. december 1835
Maren Elisabeth Sandstød
født Olsen
Til vitterlighed underskriver:
C. A. Meyn C. B. Wederfinch
Cand. theologiæ   Institutbestyrer.

Da nu denne kone der har givet foranstående tilståelse, er den samme som i mange år på graverens vegne hvem det påligger hver dag hos klokkeren at forhøre eller lades forhøre om de lig som er bestilt og derpå at afhente gravseddel, daglig har mødt på klokkerkontoret og afhentet gravsedler på de bestilte lig, og som således ligesom tilståelsen udviser også har mødt her på kontoret den 22. december og modtaget gravseddel, med deri indsvøbt betaling for det i ommeldte annonce til den 3. december bestilte lig, så må jeg vel vente det uden for al tvivl at enhver som læser dette, vil anse mig derved fuldkommen retfærdiggjort. For da det ikke er klokkerens pligt at besørge gravsedlerne enten til kirkegården eller andetsteds hen, men derimod påhviler graveren at besørge samme afhentet, så kan jo ikke heller noget videre ansvar i mindste måde tilregnes eller hvile på mig, så snart den der på graverens vegne er mødt og har modtaget gravseddel på liget, dermed er gået ud af min dør, hvad enten så gravsedlen derefter forvildes eller nogen forsømmelse eller forglemmelse i henseende til gravsedlen ellers dens indhold finder sted. 

Idet jeg nu tror således til fulde at have dokumenteret at jeg hverken fortjener bebrejdelse for forsømmelse eller påmindelse om at varetage mine pligter som jeg nu snart i 12 år i henseende til mit embede har varetaget således at man ikke med ret skal kunne påsige mig at jeg nogensinde i den tid har forsømt eller efterladt noget af hvad der har påligget mig at iagttage, overlader jeg for øvrigt til enhver vel- og retsindet at dømme om sådan adfærd som ved den oven nævnte annonce: Klokker-Forsømmelse er udvist mod mig, idet man uden at kende min skyld eller først at søge nøjere oplysning derom, deri har udtrykt sig endog således som at man ville at jeg skulle anses for forsætlig at ville efterlade mine pligter, hvilken beskyldning er så meget mere krænkende jo mere den er uretfærdig og uforskyldt. Endnu må jeg dertil bemærke at det omhandlede lig var en enke og at konen Marie Elisabeth Sandstød årlig er blevet lønnet med 2 rigsbankdaler af graveren for på sammes vegne at afhente anmeldelsen om de bestilte lig.

Hansen
Kammerråd og klokker til Frue Kirke.

(Politivennen nr. 1042, Løverdagen den 19de December 1835, s. 841-844). 

Redakteurens Anmærkning.

Debatten startede i nr. 1041, den 12. december 1835, s. 824-826. Klagerens gensvar kom i nr. 1043, den 26 december 1835, s. 853-855 og Politivennens redaktør Kristensen knyttede en kommentar i nr. 1054, den 12. marts 1836. Side 172.