Bøn om Forandring af Skydeplads i Roeskilde.

Højtærede hr udgiver!

Jeg har en kone der er gravid og som vor doktor siger er meget nervesvag, og i betragtning af denne hendes forfatning er det jeg vover og håber de gunstig ville give plads for mine bekymringer i Deres blad.

Da den her i byen garnisonerende husareskadron i denne tid indøver heste til at stå for skud på den rideplads der ligger midt i byen tæt til torvet, og jeg med min syge kone for der i nærheden, så er mit ønske til hr. udgiveren om De ikke på en høflig måde ville bede hr. ritmester v. Breckwold om at denne øvelse ligesom i gamle dage måtte foretages udenfor byen på exercerpladsen. Jeg er da overbevist om at så human en mand som ritmesteren (der også har en kone) føler mig i mit ønske. Endvidere tør man gøre opmærksom på at Duebrødrehospitalet for gamle folk med sin sygestue kun er adskilt fra den omtalte skyden ved Fondens Bro og at de gamle syge vist nok ligesom min kone ængstes og foruroliges af denne knalden der på grund af ekkoet fra kirken lyder særdeles stærkt.

(Politivennen nr. 1061, Løverdagen, den 30de April 1836. Side 282-283)

Redacteurens Anmærkning.

Duebrødrehospital stammer tilbage til starten af 1500-tallet og lå oprindeligt udenfor Roskilde. I 1600-tallet flyttede det ind til Roskilde. Det var gennem skiftende tider bolig for fattige. Den eksisterende bygning på Stændertorvet 1D/Fondens Bro 1 og 3 er fra 1878/80.

Varsko.

Den 16. april blev indsenderen heraf gennemblødt af et styrtebad fra huset nr. 15 i Gothersgade første sal. Ved at se efter hvor sådant kom fra, sås et grinende kvindeligt ansigt som med synlig velbehag beså følgerne af sin død. Hvad straf loven byder for sådant, ved indsenderen ikke, men det var ønskeligt at denne måtte blive eksekveret og offentliggjort til advarsel for andre og til betryggelse for fodgængerne.

Schauber. Student.

(Politivennen nr. 1060, Løverdagen, den 23de April 1836. Side 274)

Et Par Ord om Helliggeistes Kirke.

En flittig kirkegænger i ovennævnte kirke som har sin tid således besat at han først kan indfinde sig kort før prædiken begynder, forlader ofte gudstjenesten inderlig bedrøvet over at så mange udvortes omstændigheder forbyder ham at høste den nytte af denne som han under andre forhold burde. Han tager sig derfor herved den frihed til de ansvarlige at fremsætte følgende ønsker hvis opfyldelse han er overbevist om vil glæde mange:

1) at kirkedørene måtte lukkes så snart den egentlige prædiken er begyndt, og holdes lukkede til den er endt. For hvor meget den vedvarende knirken af deres i- og oplukken forstyrrer andagten er bekendt nok. Skulle dette imidlertid synes at være alt for stor indskrænkning i "friheden", tør man dog vel vente det beskedne ønske opfyldt, at dørene indrettes således at de uden støj kan går op og i, og at stengulvet ved indgangen belægges med tæpper. Gid de ansvarlige havde ligesom indsenderen set hvor mange der langfredag til højmesse måtte gå midt under prædiken på grund af den fra dørene gennemtrængende støj og trækvind!

2) at de gamle langs med væggen lige overfor prædikestolen stående forfaldne, næsten aldrig brugte indelukkede stole måtte borttages og gøre plads for dagens lys og de kirkegængere som nu må forlade kirken af mangel på plads, hvoraf disse stole indtager så meget. Anmelderen har i al den tid han har besøgt Helligåndskirken, ikke set nogen gøre brug af dem.

3) At begge dørene på den midterste kirkeport ud til Vimmelskaftet måtte åbnes når gudstjenesten var forbi. For når mange på en gang forlader kirken, må man trænge sig igennem den ene åbne dør, hvorved man er udsat for at sønderrive klæderne på det jernblik der er fastslået på begge portfløjene for at forebygge protens beskadigelse med urinering.

(Politivennen nr. 1060, Løverdagen, den 23de April 1836. Side 264-265)

Fæl Slavecommers paa Volden.

Mandag den 18. i denne måned blev anmelderen ved at besøge en familie som bor på volden, vidne til et usædeligt optrin af nogle slaver der var beordret til at skære græstørv i den inderste del af en bastion. Disse havde nemlig hos sig to løsagtige fruentimmere som morede sig på uanstændig måde og med væmmelige leflerier og efter forsikring opholdt de sig der fra kl. 10 formiddag til kl. 2 eftermiddag.

Det er ikke let at indse hvorledes dette udskud af kvindekønnet havde fået afgang til nævnte sted da den skildvagt som er posteret i kort afstand fra møllen, plejer at anråbe enhver der træder udenfor den banede vej som fører til møllen, eftersom ingen uden speciel tilladelse, må betræde de dele af fæstningsværkerne der ligger udenfor den almindelige voldgang. Ligesom det ikke heller kan forstås hvorledes slaverne i så lang tid kan være overladt til sig selv og uden opsyn, hvilket her synes at have været tilfældet. 

Dog ligeså vist som det er at skuet af et så uanstændigt optrin var højst ubehageligt og forargeligt, ikke alene for de familier der bor på møllen, men også for de som bebor bygningerne ved volden med udsigt udover volden, lige så overbevist er man også om at slavernes højere foresatte er uvidende om sådant. Man har derfor det håb at disse nu de er gjort opmærksom på det, vil pålægge de underordnede betjente til hvem opsynet med slaverne når de er på offentligt arbejde er betroet, at de skal forbyde al offentlig samkvem mellem slaverne og løsagtige fruentimmere, hvorved sådanne sædelighed krænkende optrin vil forebygges og slavernes arbejde ikke forsinkes.

Red.

(Politivennen nr. 1060, Løverdagen, den 23de April 1836. Side 262-264)

Vink til Stadens Vandcommission.

En uskik som kommissionen sikkert ikke endnu har været vidende om er at de såkaldte "løvetandskoner" stikker rødder på dosseringerne og andre steder ved ferskvandssøerne udenfor byen, hvorved jordvoldene lider så mere bekostning end ellers bliver fornøden til deres istandsættelse. Desuden fremavles ukrudt ved sådant roderi. At de offentlige vejen skades, især i kanterne og at grøfterne hærges af disse rodstikkersker er før nævnt i dette blads nr. 950 for 15. marts 1834. Men sådant tages vel ikke så nøje da bonden jo kan tilsiges at udbedre skaden for så vidt angår hans del. Hvem skal desuden egentlig føre opsyn med vejene udenfor den tid vejarbejde foretages? Stadens vejgrøfter værdiges ikke ret meget opmærksomhed ligesom man med grund kan antage at en før offentligt fremsat bemærkning, nemlig at vi har så godt som ingen vejanordning her i landet, ved flere lejligheder stadfæster sig.

(Politivennen nr. 1059, Løverdagen, den 16de April 1836. Side 254-255)