Slagelse Sct. Mikkels Kirkegaard.

For længere tid siden har adskillige i flere offentligt blade omtalt denne kirkegårds tilstand. Dernæst tav man i nogle år, jeg kan tro fordi man så at sognepræsten var en gammel og affældig mand, og fordi man ventede at når døden engang bortkaldte ham, efterfølgeren da sikkert ville bringe forandring deri. Men da dette aldeles ikke er sket, og alt endnu er fuldkommen i den gamle uorden, tror indsenderen at skylde Slagelse offentligt at give en skildring af denne kirkegård for om muligt derved at kunne virke til en forandring. Vi vil altså skride til beskrivelsen.

Indgangene og indkørslerne hvoraf der omtrent findes seks (foruden de private som vi senere skal nævne) står nu alle åbne, og er i allerhøjeste grad urenlige. En af dem overskylles fx aldeles af en rendesten fra rådhuset, og da der slet ikke er sørget for at aflede vandet, findes det ofte at indgangen står under vand, og derigennem overlades det kirkegængerne at vade. En anden er ikke engang brolagt og ofte ufremkommelig. Byens laveste pøbel og især gadedrengene anser disse som kirkegården i almindelighed (jeg siger det med din tilladelse, min højstærede læser, for sandheden må frem) som stedet til at forrette deres naturlige fornødenheder. Ve derfor den der her ikke agter på den vise Salomons ord: Forvar de fod når du går til Guds hus. For uden at have foretaget behørig renselse, tør han ikke atter nærme sig menneskeligt selskab.

Den der ønskede i korthed at få et begreb om kirkegården uden at gå i det detaljerede, ville jeg råde blot at stikke hovedet ind ad den første indgang der mødes når man kommer fra Nytorv,og derpå se sig til højre, men tillige anbefale at gøre det holdende sig for næsen. -Træder man ind på kirkegården, vil man finde den ligesom besået med større eller mindre gråsten, murbrokker, stumper af sønderslåede ligsten, kalk osv., gravene nedtrådt, stakitterne sønderbrudte, marmorplader med inskriptioner knust ved stenkast, enhver blomst eller busk en slægtning plantede på en afdøds grav, afbrudt eller nedtrådt - kort sagt alt bærer ødelæggelsens tegn. Men dette vil ikke kunne forundre nogen når jeg tilføjer at fx en bager, hvis baghus støder til kirkegården, deri har døre ud til den og på den selv undertiden sit brænde stående, hvilket endog kløves der. Når jeg siger at det hører til dagens orden at se møllelæs passere tværs over den lige forbi kirkedøren, at gadedrengene leger bold, spiller klink osv. på den, at stakitværkerne omkring gravene bruges til at tørre tøj på, eller til at udspænde snore imellem til dette brug. Og endelig at der så vidt indsenderen er bekendt, ikke gøres noget for at forhindre dette væsen. Men at man endog nu har fået døre på de tilstødende hus der hvor man før lagde sten til for at gå ind igennem vinduerne.

Denne Sct. Mikkels kirkegårds tilstand har naturligvis i mange år vakt ønsket at få en assistenskirkegård for alle der hører til sognet, og med megen bekostning har man endelig fået den. Men den henligger endnu uindviet og ubenyttet, hvorfor de der elsker deres afdøde og har råd til det, lader dem begrave på Skt. Peders Kirkegård der danner den mest påfaldende kontrast mod den her er beskrevet, og viser at denne kunne være anderledes, og vi ville slutte med det håb og det  ønske at den engang bliver det.

At denne beskrivelse af en kirkegård kan forekomme en eller anden af læserne utrolig, begriber indsenderen let. Men jeg beder denne om han får lejlighed dertil at bese kirkegården, og da at dømme. Kan han finde den forandret siden jeg skrev dette, da skulle det i sandhed glæde mig.

Sørensen. Student.

(Politivennen nr. 1064, Løverdagen, den 21de Mai 1836. Side 323-326.)

Redacteurens Anmærkning.

Med den nye præsts menes formentlig Gerhard Giese Salicath (1788-1848) der var præst i kirken 1833-1848. Desuden virkede 1818-1836 sognekapellan Peter Uldahl Andreas Riis (1788-?). Dette embede blev kortvarigt nedlagt indtil 1862. Riis var herefter sognepræst for Oure og Veistrup på Fyn.

I Politivennen nr. 1073, 23. juli 1836. Side 482-483 bekendtgjordes at en del gravstene, murbrokker, kalk osv. var fjernet og at stakitporten ud til Nytorv var blevet lukket. I Politivennen nr. 1075, 6. august 1836, side 515 meddeltes at assistenskirkegården nu var blevet indviet, og taget i brug første gang den 4. (enten juli eller august). Denne kirkegård kendes i dag under navnet Sct. Mikkels Kirkegård.

Den i artiklen nævnte kirkegård blev nedlagt 1858, og den sydlige del omdannet til et grønt anlæg med plæne og store træer.

Liigfølge betaler ikke Passagepenge.

Efter at der i dette blad nr. 1057 var fremsat det spørgsmål om bomforpagteren ved Nørreport er berettiget til at kræve pasagepenge for vogne med personer der vil deltage i ligfølge fra et sted i forstaden, er man kommet til kundskab om at han er uberettiget til sådan fordring. De i det anførte tilfælde betalte passagepenge blev nemlig efter øvrighedens foranstaltning af bomforpagteren som havde oppebåret dem, i egen person tilbageleverede til de pågældende i deres respektive bopæle. Hvilket bekendtgøres til efterretning for andre der muligvis kunne komme i lignende tilfælde.

(Politivennen nr. 1062, Løverdagen, den 7de Mai 1836. Side 299)

Bøn om Forandring af Skydeplads i Roeskilde.

Højtærede hr udgiver!

Jeg har en kone der er gravid og som vor doktor siger er meget nervesvag, og i betragtning af denne hendes forfatning er det jeg vover og håber de gunstig ville give plads for mine bekymringer i Deres blad.

Da den her i byen garnisonerende husareskadron i denne tid indøver heste til at stå for skud på den rideplads der ligger midt i byen tæt til torvet, og jeg med min syge kone for der i nærheden, så er mit ønske til hr. udgiveren om De ikke på en høflig måde ville bede hr. ritmester v. Breckwold om at denne øvelse ligesom i gamle dage måtte foretages udenfor byen på exercerpladsen. Jeg er da overbevist om at så human en mand som ritmesteren (der også har en kone) føler mig i mit ønske. Endvidere tør man gøre opmærksom på at Duebrødrehospitalet for gamle folk med sin sygestue kun er adskilt fra den omtalte skyden ved Fondens Bro og at de gamle syge vist nok ligesom min kone ængstes og foruroliges af denne knalden der på grund af ekkoet fra kirken lyder særdeles stærkt.

(Politivennen nr. 1061, Løverdagen, den 30de April 1836. Side 282-283)

Redacteurens Anmærkning.

Duebrødrehospital stammer tilbage til starten af 1500-tallet og lå oprindeligt udenfor Roskilde. I 1600-tallet flyttede det ind til Roskilde. Det var gennem skiftende tider bolig for fattige. Den eksisterende bygning på Stændertorvet 1D/Fondens Bro 1 og 3 er fra 1878/80.

Varsko.

Den 16. april blev indsenderen heraf gennemblødt af et styrtebad fra huset nr. 15 i Gothersgade første sal. Ved at se efter hvor sådant kom fra, sås et grinende kvindeligt ansigt som med synlig velbehag beså følgerne af sin død. Hvad straf loven byder for sådant, ved indsenderen ikke, men det var ønskeligt at denne måtte blive eksekveret og offentliggjort til advarsel for andre og til betryggelse for fodgængerne.

Schauber. Student.

(Politivennen nr. 1060, Løverdagen, den 23de April 1836. Side 274)

Et Par Ord om Helliggeistes Kirke.

En flittig kirkegænger i ovennævnte kirke som har sin tid således besat at han først kan indfinde sig kort før prædiken begynder, forlader ofte gudstjenesten inderlig bedrøvet over at så mange udvortes omstændigheder forbyder ham at høste den nytte af denne som han under andre forhold burde. Han tager sig derfor herved den frihed til de ansvarlige at fremsætte følgende ønsker hvis opfyldelse han er overbevist om vil glæde mange:

1) at kirkedørene måtte lukkes så snart den egentlige prædiken er begyndt, og holdes lukkede til den er endt. For hvor meget den vedvarende knirken af deres i- og oplukken forstyrrer andagten er bekendt nok. Skulle dette imidlertid synes at være alt for stor indskrænkning i "friheden", tør man dog vel vente det beskedne ønske opfyldt, at dørene indrettes således at de uden støj kan går op og i, og at stengulvet ved indgangen belægges med tæpper. Gid de ansvarlige havde ligesom indsenderen set hvor mange der langfredag til højmesse måtte gå midt under prædiken på grund af den fra dørene gennemtrængende støj og trækvind!

2) at de gamle langs med væggen lige overfor prædikestolen stående forfaldne, næsten aldrig brugte indelukkede stole måtte borttages og gøre plads for dagens lys og de kirkegængere som nu må forlade kirken af mangel på plads, hvoraf disse stole indtager så meget. Anmelderen har i al den tid han har besøgt Helligåndskirken, ikke set nogen gøre brug af dem.

3) At begge dørene på den midterste kirkeport ud til Vimmelskaftet måtte åbnes når gudstjenesten var forbi. For når mange på en gang forlader kirken, må man trænge sig igennem den ene åbne dør, hvorved man er udsat for at sønderrive klæderne på det jernblik der er fastslået på begge portfløjene for at forebygge protens beskadigelse med urinering.

(Politivennen nr. 1060, Løverdagen, den 23de April 1836. Side 264-265)