Historie om Anton, der vilde taget Roret.

Følgende højst besynderlige behandling finder jeg mig foranlediget til at offentliggøre, idet jeg tillige beder sagkyndige at tilkendegive mig i dette blad om den fremfærd som her vil blive tale om, stemmer overens med lovgivningen i Danmark

Den 8. maj d. å. begav jeg mig til Allinge for at sejle med skipper Johan Holm til Christiansø. Men den 12. om morgenen blev nævnte skipper først af den der fungerende toldbetjent kaptajn Kjøller forbudt at afsejle før nærmere ordre. Derefter kom på inspektørens vegne toldbetjent Anton fra Rønne, i forening med sin hund og tilkendegav Holm i en barsk tone at hvis han understod sig i at sejle til Christiansø og ikke medtage ham, så lod han hans sejl rive ned og roret tage fra hans båd. Holm måtte således finde sig i at medtage de to ubudne passagerer. Men hvad der er allersnurrigst er at Anton plat ud forbud skipper Holm at medtage mig, og anvendte også her sin forrige trussel med hensyn til sejlene og roret, og jeg måtte altså rejse tilbage til Rønne for ikke at sinke Holms afrejse. Enhver retsindig vil vistnok indse at både Holm og jeg har ved en sådan behandling lidt tab og uret, og jeg har største lyst til at drage vedkommende under lovens strenghed. Dog er det at jeg først ved disse linjer spørger sagkyndige om jeg skulle lægge sag an mod berørte personer eller jeg skulle lade dem slippe med offentliggørelsen af denne deres handlemåde?

Hans J. Juul.
Skipper og borger i Rønne på Bornholm.

(Politivennen nr. 1067, Løverdagen, den 11de Juni 1836. Side 373-374).

Redacteurens Anmærkning.

Hans J. Juul står noteret i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 3. december 1813 for under Englandskrigene at have indbragt (kapret) en galease til Rønne.

En strafværdig handlemaade af en Hyrekudsk.

Natten mellem den 5. og 6. juni blev min hustru overfaldet af fødselssmerter og da jeg ifølge min stilling næsten hele dagen må være udenfor mit hus og beskæftiget på andet sted, var vi blevet enige om at hun skulle benytte de af det classenske legat på fødselsstiftelsen indrettede konestuer.

I min kære hustrus lidende stilling kunne eller ville jeg ikke forlade hende, og anmodede af den grund vægteren om at besørge mig en vogn for at kunne bringe hende til Fødselsstiftelsen. Denne mand opfyldte med velvilje min anmodning, idet han begav sig til vognmand og hyrekusk Mortensens enke som bor i Strandgade på Christianshavn for at bestille den attråede og med smerte ventende vogn. Ved ankomsten på dette sted mødte imidlertid den hindring at den person der formentlig bestyrer vognmand og hyrekusk Mortensens enkes hyrekuskeri nægtede den bestilte vogn med mindre han fik forudbetaling for turen, uagtet han med hensyn til den vognen bestillende persons dragt (vægteruniformen) kunne se at denne ikke var nogen lazaron eller dagdriver.

Imidlertid afholdt denne vægring ikke denne brave mand skønt han ikke havde så mange penge hos sig, som blev opkrævet for vognen, fra at besørge sit ærinde. For han trak sit ur op af lommen og deponerede dette som sikkerhed for vognlejen.

Af forestående fremgår at min kone uden denne brave mands tjenstvillighed måtte have tilbragt en lang tid i en lidende tilstand da der ikke bor flere end den samme hyrekusk på Christianshavn.

Da der i vores nuværende og af sine undersåtter højstelskede konges regeringstid er emaneret en forordning der dikterer maget betydelige korrektioner og straffe for sådanne personer der viser uhjælpsomhed imod deres i fare stedte medmennesker, så indstilles til høje ansvarlige til modnere overvejelse om der ikke er anledning til at foranstalte vedkommende tiltalt og straffet for denne højst urigtige opførsel, for ikke at tale om det hverken var mere eller mindre end hans pligt at opfylde den gjorte anmodning.

Franck, tøjmagersvend.

(Politivennen nr. 1067, Løverdagen, den 11de Juni 1836. Side 371-373).

Strandgade 28.Foto Erik Nicolaisen Høy

Redacteurens Anmærkning.

Ifølge Vejviseren er der tale om M. C. Mortensens enke, Strandgade 44, Christianshavn. Adressen blev 1856 til Strandgade 28/Wildergade 41, i 1934 henlagt til Strandgade 28-30/Wildersgade 39-43. Strandgade 28 er fra 1626, ombygget flere gange. Også huset i Wildersgade er det fra dengang.

Anmodning til Magistraten.

I huset nr. 106 på Gråbrødretorv som tilhører magistraten, er lokummet i en så faldefærdig tilstand at husets beboere næppe tør vove at benytte samme. Ved indtrædelsen ser hele lokummet ud som om det skulle styrte sammen. Det er allerede sunket betydeligt og en del brædder er løsnet deraf, så at man ikke er sikret mod at falde ned i samme under afbenyttelsen. Den ærede magistrat bedes derfor om snarest muligt at lade samme istandsætte da den dog vel næppe vil være årsag til den skade der højst rimeligt ved denne lokummets dårlige tilstand vil kunne afstedkommes.

(Politivennen nr. 1065, Løverdagen, den 28de Mai 1836. Side 353.

Redacteurens Anmærkning.

Gråbrødretorv 106 er nutidens Gråbrødretorv 11, Valkendorfsgade 20. Huset er fra 1731 og opført for brygger Bent Bentsen. Ombygget 1843-44.

Bekendtgjørelser.

Indsenderen af stykket om den nye kirkegård på Christianshavn indført i nr. 1057 af dette blad, kan ikke nægte sig den fornøjelse at bekendtgøre at det efter offentlig foranstaltning ved en gentagen yderst nøjagtig undersøgelse på stedet hvorved de på forskellig måde i sagen interesserede var til stede, er bragt til den højeste grad af evidens at det omhandlede jordstykke aldrig har været "rakkerkule" eller brugt til aflosning af natrenovation, hvilket flere tidsblade havde gjort anskrig over og at dets anvendelse til kirkegård altså er definitivt besluttet.

(Politivennen nr. 1064, Løverdagen, den 21de Mai 1836. Side 338.

Redacteurens Anmærkning.

Artiker i denne serie: Nr. 1056, 26. marts 1836,  Nr. 1058, 9. april 1836 og Nr. 1064, 21. maj 1836.

En høist farlig Fordom hos Menigmand.

Onsdag den 11. maj i dette år om eftermiddagen passerede jeg over Langebro og bemærkede en mængde mennesker forsamlet på broen. Jeg trådte hen for at se hvad der var på færde og blev da opmærksom på en druknet velklædt kvinde liggende i vandet og fastbundet med et tov til plankeværket som støder fra stadens brændeoplag ud til kalvebod Strand. Da jeg ikke vidste om der var gjort forsøg på at bringe den druknede til live, forespurgte jeg mig hos nogle af de omkringstående om ingen gjorde anstalter til at trække den druknede op af vandet. Men fik det svar af alle at man ikke turde røre ved den formentlige døde (for om hun var skindød eller stendød vidste ingen af de tilstedeværende) før underfogedens folk kom. Ja, en karl gav mig endog det lakoniske svar: "Dem hun hører til, kommer nok og tager hen dersom de vil have hende." Flere ytrede endogså at det var strengt forbudt at røre ved sådanne personer før rettens folk kom. 

Imidlertid kom en velklædt mand til som fortalte mig at den druknede var fundet for flere timer siden ude i stranden og derefter bundet til det sted indtil underfogden kom tilstede. Jeg fortsatte derpå min vej i den overbevisning at her var gjort hvad der kunne gøres og forlod stedet med en vis vemodig følelse og ikke uden harme over at der i vores oplyste tider kunne findes en sådan flegma og en så farlig uvidenhed om de gældende love. For sæt at den druknede måske for få øjeblikke siden enten forsætlig eller hændelsesvis var forulykket hvorom måske næppe nogen af de tilstedeværende var vidende, lige sådan som indsenderen dersom han ikke tilfældigvis havde truffet den mand, ville det jo ikke alene have været højst uforsvarligt af nysgerrighed at være rolig tilskuer til denne sørgelige scene, men endog aldeles i strid med de gældende anordninger der fastsætter straf for mangel på opfyldelsen af en af vores vigtigste pligter: at redde vores næstes liv. Man ser deraf hvor lidt det har båret fugt at man for nogen tid siden i dette blad har bekendtgjort indholdet af plakaten af 4. august 1819 der i dens første § udtrykkelig påbyder: 

"Da det både efter sagens natur og vore loves grundsætninger må anses som en almindelig borgerpligt for enhver der har lejlighed til at frelse nogen som er i livsfare at anvende de midler der i så henseende står i hans magt, så skal det også i særdeleshed påligge enhver som bliver opmærksom på at nogen er sunket i vandet, uopholdelig enten selv eller ved tilkaldt hjælp at foretage alt hvad omstændighederne tillader for at få den druknede taget op og de hensigtsmæssigste redningsmidler anvendt, ligesom heller ingen må vægre sig for ved sådan lejlighed at yde den hjælp hvortil han måtte være i stand."

(Politivennen nr. 1064, Løverdagen, den 21de Mai 1836. Side 326-329)