Uordener

På Nørrebro klages der over at beboerne i nærheden af gården nr. 41 forskellige gange er blevet foruroliget ved gevær- eller pistolskud. Fx den 7. juli om morgenen da alle naboer derved blev opskræmte fra deres ro, og skrækken havde en aldeles skadelig indflydelse på et nervesvagt individ. Og ligeledes den 12. i denne måned om eftermiddagen. Sådant skyderi tør vist næppe finde sted i indesluttede haver eller mellem bygninger. For ikke at tale om de ubehagelige følger som kunne opstå deraf for svagelige personer, tror man at vores gode politi ikke vil give nabo i nabos hånd, hvilket let kunne blive tilfældet hvis en sådan brug af skydegevær i øvet eller uøvet mands hånd blev almindelig. Ligesom man tvivler på at et velordnet brandvæsen kan tillade sådant. I øvrigt havde vi hørt så meget om den kongelige vildtbanes udstrækning og at der på den intet skud turde gøres uden af de privilegerede, så at det også i denne henseende forekommer os besynderligt at der falder skud på oven nævnte sted.

 (Politivennen nr. 1073, Løverdagen, den 23de Juli 1836. Side 468)

Nørrebro 1823-24. Nr. 41 lå på Fælledvej, ca. midt i husrækken nord for Store Ravnsborg. Søerne anes nederst, Nørrebrogade i venstre side af billedet. Fælleden var dengang stedet hvor alskens militær holdt øvelser.
 

Redacteurens Anmærkning

Ifølge Stadsarkivets kort over Nørrebro lå nr. 41 på Fælledvej, siden mod Søerne og ca. midtvejs mellem det nuværende Nørrebrogade og Sankt Hans Torv. 

Uorden.

2) Rundetårn misprydes altid ved en mængde pjalter af sønderrevne, til dels også af hele plakater. For en tid siden var der på hver side af indgangen anbragt et sortmalet bræt til at klæbe de forskellige bekendtgørelser på. Men tidens tand har gnavet disse brætter så at det der vendte mod Købmagergade, er aldeles borte, mens der af det på den anden side endnu findes findes en del rudera som meget forøger det stygge skue. Det var at ønske at disse måtte borttages selv om intet nyt bræt kom i stedet.

(Politivennen nr. 1072, Løverdagen, den 16de Juli 1836. Side 468)

Om Gadeopløb i København.

(Sluttet)

Vi tror da at finde grunden til nutidens ungdomsfordærvelse især i dens opdragelse på gaden. Mange koner som i en dør eller port sælger brød, frugt osv. tager sit endnu diende barn med sig når hun om morgenen forlader sit hjem og beholder det hos sig hele dagen da hun ingen har som kan passe det hjemme. Når barnet er kommet så vidt at det kan løbe omkring, slutter det sig til sine lige. Begynder først at tage del i de noget ældres lege, og siden som det bliver ældre og altid overlades til sig sig, i det mere fordærvedes optøjer. Således går det også med fattige arbejdsfolks børn der mens forældrene er ved deres arbejde, er betroet til noget ældre brødre eller søstre som da driver omkring med dem på gaden hvor de finder mere morskab end ved at tilbringe dagen indesluttet i deres hjem. Men sådan omdriven kan ikke andet end lede til fordærv.

Dog denne grund til vores almues moralske fordærvelse fra den tidligste barndom tør vi nu håbe efterhånden at se fjernet ved den velgørende indretning af asyler for småbørn. Men en anden lige så vigtig: Mangel på skoler for de ældre børn har vi i mange år forgæves ventet bortryddet. Vel ved vi at der er gjort meget for at skaffe en passende undervisning. men så længe de fleste almueskolers virken som nu er tilfældet, indskrænker sig til at give børnene 15 til 18 timers undervisning ugentlig, og de hele den øvrige tid overlades til sig selv, eller rettere til det selskab af ældre allerede ryggesløse børn som de bestandig træffer på vores gader, vil skolerne kun kunne virke meget lidt eller næsten intet på deres moral selv om vi forudsætter den bedste vilje og evne hos de lærere som de er betroet til. 

Om vi altså antager hvad dog ingenlunde skal være tilfældet, at alle uformuende forældres skolepligtige børn kan gives plads i vores almueskoler og der tog del i den oven for nævnte tarvelige undervisning, vilde der i moralsk henseende kun været udrettet meget lidt for dem, og hvad asylerne - for hvis første indretning her vi skylder det kongelige hus vores erkendtlige tak og for hvis udvidelse og fremtidige beståen et helt selskab nu virker - har opbygget i børnenes tidlige alder, vil hos de allerfleste vist nok blive nedbrudt i skoletiden hvis ikke hovedstaden ser sig i stand til at gøre store forandringer i almueskolevæsnet og almuens børn især afholdes fra en lediggang der af al erfaring stemples som hyppigste årsag til enhver last.

Ja, sådant er let sagt - hører vi vores liberale økonomer sige - men hvorfra skal de fornødne fonds tilvejebringes? Hvorledes skal de med et udvidet skolevæsen nødvendige forbundne forøgede udgifter dækkes? Borgerne er nok så betyngede, de kan ikke bære større byrder! - Hertil kan vi kun i almindelighed svare at enhver fornuftig husholder må vide at skaffe råd til fornødne udgifter. Og som sådanne anser vi virkelig de der anvendes til at afværge en talrig klasse medborgeres altid stigende demoralisering. Vi tror heller ikke at nogle arbejdsskoler kan volde så betydelige udgifter at disse skulle kræve nye pålæg. Og ville disse udgifter ikke på anden måde igen bespares? De ung forbryderes og skøgernes antal, og altså også de på deres varetægt osv medgående omkostninger ville i sandhed formindskes hvis børnene tidligt blev holdt til arbejde, i stedet for at det nu stadigt må forøges så længe de såvel drenge som piger der udtræder af skolerne er aldeles uvant med og altså ugerne tager fat på hvilket som helst nyttigt arbejde der kræver en stadighed som ikke behager når de i en række af år har været vant til en så godt som ubunden frihed. 

En opvoksen dreng vil under sådanne omstændigheder vel også vanskeligt antages i lære af nogen dygtig håndværksmester, og hvem vil antage en unge pige som tyende der vel efter skolereglementet har lært at læse og skrive, men ikke at sy en særk, ja end ikke at stoppe end strømpe? Skulle imidlertid de fornødne midler ikke på anden måde kunne tilvejebringes, mener vi at kunne påpege en resurse til vis afbenyttelse vi finder megen anledning i København hvor upåtvivlelig en stor del logerende og tjenende personer som til dels har stor løn. Fx en del yngre yngre embedsmænd, handelsbetjente, herskabstjenere og flere andre bidrager meget til at forsyne almueskolerne med børn, mens de ikke så vidt vi ved betaler nogen næringsskat eller anden direkte afgift til kommunen. I kancelliskrivelse af 19. maj 1821 til samtlige amtskoledirektioner og fattigdirektioner hedder det nemlig: "at tjenestetyende, logerende eller indsiddere ikke er fritaget for at bidrage til almueskolevæsnet så lidt som til fattigvæsnet når de dertil har formue og lejlighed," og vi mener at en sådan afgift til almueskolevæsnet ville kunne indbringe en ret artig sum i København uden at den behøvede at blive til besvær for det almindelige tyende hvis løn i sandhed er knap nok. For i samme skrivelse hedder det siden: "at det overlades vedkommende autoritet på ethvert sted efter de lokale forhold og kommunens tarv at bedømme hvorvidt tjenestetyendet bør inddrages under ligninger" etc.

Så længe den moralske fordærvelse hos den københavnske almues ungdom ikke kraftig modarbejdes ved at give anledning til, ja endog med strenghed holder den til nyttige sysler, det sker nu ved de her angivne midler eller på anden måde, vil vistnok gadeopløb hyppigt finde sted, men herpå kan alene vores politi råde bod, og vi må da ganske tiltræde det i omhandlede artikel i Dagen fremsatte forslag der går ud på at gribe og afstraffe nogle af dem der deltager i, eller stifter uorden på gaden og at offentliggøre afstraffelsen. Når dette forslag kom til udførelse, ville man sikkert spore de bedste følger. For straffen ville afskrække, da derimod den sikkerhed eller rettere frihed hvormed drengene driver deres uvæsen, opmuntrer kådheden. ligeledes foreslås at gøre forældre langt mere end nu er tilfældet, ansvarlige for deres børns opførsel. Herved må bemærkes at i forordningen af 3. december 1755, dens §21, i den af 13. november 1810 og af 13. september 1835 forbydes det forældre under mulkt og straf at lade deres børn drive om eller lege på gaderne. Men rigtig nok er det ikke blevet bekendt om nogen er straffet for overtrædelse af disse forordninger, hvilket ellers vist ville bringe mange til at holde deres børn fra gaden. 

Hvad forfatterens 3. forslag angår, nemlig at borgerne i henseende til gadeuorden ikke blot skulle bemyndiges, men endog opmuntres til at overtage politiets funktioner og bidrage til ordens overholdelse, da har dette før været fremsat i dette blad som et ønske og man indser ikke hvorfor det ikke for længe siden er gået i opfyldelse. For at et sådant allesteds nærværende polititi ville meget lette arbejdet for det egentlige politi og forebygge mange uordener er indlysende. Men uden en sådan bemyndigelse vil vist ingen vove sig til at standse noget gadeopløb da han sikkert ville blive omringet af drengene, udpebet og fornærmet.

(Politivennen nr. 1072, Løverdagen, den 16de Juli 1836. Side 461-467)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er fortsat fra 1071, 9. juli 1836.

Til Eierinden af Huset Nr. 135 i Myntergade.

De gøres opmærksom på at det ser noget så ganske forfærdeligt ud når en af de personer til hvem De formodentlig har udlejet det på Deres hus værende dueslag, stiger op på den øverste del af skorstenen, således som fredag den 8. i denne måned var tilfældet om eftermiddagen henved kl. 3 og der, fritstående med en 6 til 8 alen lang stang i hånden jager med duer så at naboer og genboer hvert øjeblik må frygte for at han fra denne højde skal styrte ned på gaden. At De som ejerinde af huset kan befri de omkringboende for den skræk at se et sådant menneske i sit dueraseri at sætte selve livet på spil for en i sig selv ussel fornøjelse, det tvivler vel ingen om. Men når De uagtet gentagne klager som fra beboerne i nabolaget før er fremført over førnævnte dueslag og dets levende inventarium alligevel bortlejer det til alle slags personer, ja for få år siden så man endog en nattevægter at forlyste sig med disse duer, så skulle man næsten tro at De sætter større pris på et par skillinger et sådant dueslag kan indbringe Dem i leje end på Deres medmenneskers ro.

Den i ovenstående linjer omhandlede forvovenhed synes i øvrigt at fortjene politiets opmærksomhed da andre i tilfælde af en ulykkelige hændelse kunne være udsat for fare på liv og lemmer.

(Politivennen nr. 1072, Løverdagen, den 16de Juli 1836. Side 460-461)

"De gøres opmærksom på at det ser noget så ganske forfærdeligt ud når en person stiger op på den øverste del af skorstenen". (Møntergade 16 er ejendommen efter den røde hjørneejendom. Skorstenen må altså være en af de øverste midt i billedet. Eget foto, 2015.)

Redacteurens Anmærkning

Møntergade 135 er nutidens nr. 16. Huset er fra 1730-41 og ombygget mellem 1766 og 1787. Se ovenstående foto.

Om Gadeopløb i Kjøbenhavn.

I "Dagens" tillægsblad: "Søndagen" fra 12. juni læses et velskrevet stykke om gadeopløb i København hvor der gives enlige så sand som sørgelig skindring af den opvoksende ungdoms omdriven og skammelige uordener. Hvorfor, spørges der blandt andet, kan den politivirksomhed der så kraftigt sætter en dæmning for alle andre uordener, ikke kue en talrig sværm af gadedrenge der ved den uanstændigste støjen, hujen, piben og hurraskrigen ikke blot når det gælder forfølgelsen af drukne mennesker, men også ved højtidelige lejligheder, der er hovedstadens indbyggere dyrebare, forstyrrer den offentlige orden på det skændigste? 

Forfatteren foranlediges til dette spørgsmål ved en tumult der lørdag forud fandt sted i nærheden af Laksegade og Nikolaj tårn indtil natten faldt på og som især forårsagedes af drenge fra Nikolai arbejdshus. Til dette bemærker han at der næppe går nogen dag uden at beboerne af ovennævnte kvarter af byen hjemsøges af disse drenge, som når de har forladt skolen er aldeles overladt til sig selv og derfor samler sig i klynger der vel adspreder sig med skrigen og råben når en gadekommissionær nærmer sig, men som så hurtigt samler sig igen at hans komme næsten ikke har anden følge end at de med større kådhed jubler over at de således formår at trodse og undgår øvrighedens betjente. Han anfører som følge af sådan kådhed at den er til stor byrde for borgerne idet den forstyrrer mange mænds virksomhed til sit og sines erhverv der kræver ro, den hindrer den syge i at nyde hvile, ja kan når den går til yderlighed, indjager en syg i sygdoms krise sådan skræk at det kan koste ham livet. At sådan støjen er til skade for den opvoksende ungdom selv og den fremtidige befolkning da den bevirker råhed i sæder og foragt for lovene. At det for den tænkende er et sørgeligt syn at se hvorledes en flok unge mennesker der til sin tid skal være medlemmer af borgersamfundet, med en grænseløs kådhed trodser al god offentlig orden og kun træder ud fra de skoler som kommunen må betale for at være dens medlemmers plage og fredsforstyrrere. At sådan støjen endelig er en stor skandale for os i den fremmedes øjne da han må få et underligt begreb om vores sædelighed og borgerlige dannelse når han ser en stor masse af vores ungdom således foranledige skammelige optrin på gaderne, og han kan ikke andet end højlydt forundre sig over at man i en by hvori de voksne og skatteydende bliver tilholdt den strengeste orden hvori alt andet lader ham spore et godt, omhyggeligt politiopsyn, ikke ved at holde dem der ikke er vokset fra riset til også at iagttage en anstændig opførsel på offentlige gader. 

For at råde bod på det fremsætter forfatteren følgende forslag: 1) at gå strengt til værks mod disse urostiftere ved at gribe nogle af dem der er deltagere eller stiftere af uordenerne, afstraffer dem med legemlig revselse og offentliggør afstraffelsen. 2) At gøre forældrene langt mere end nu er tilfældet ansvarlige for deres børns opførsel. 3) At politisager som opstår i anledning af sådanne uordener må afgøres på en hurtig og simpel måde samt at borgerne i henseende til gadeuorden ikke blot bemyndiges, men endog opmuntres til at overtage politiets funktioner og at bidrage til ordens overholdelse. Det er disse forslag vi nærmere vil omtale og forøge, dog vil vi først søge grunden til den vanart som findes hos nutidens ungdom af den lavere klasse.

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 1071, Løverdagen, den 9de Juli 1836. Side 437-440)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen fortsætter i nr. 1072, 16. juli 1836.