Om utilbørlig Kjøren og Riden paa Gaderne.

Man har anordninger mod den stærke kørsel og riden på hovedstadens gaden. Men hvorledes overholdes disse? Dagligt handles derimod, og det synes besynderligt hvis politiet ikke skal kunne se eller vide dette. For nogle uger siden tilkørtes - formodentlig af en slagter - en ung vælig hest gennem Vimmelskaftet, Amagertorv, Østergade etc. 3 gange kørte han ind på fortovet, en mand frelste en pige, dog med opofrelse af en ny silkeparaply etc. - I forrige uge løb et par heste uden kusk, i Vimmelskaftet med en bræddevogn. En dreng på vognen og en mand på fortovet var nær ved at blive ofre. - Hvorledes færdslen dagligt er gennem Østergade, på  hjørnerne af Købmagergade og Amagertorv etc. er vitterlig for alle. - Hvad erstatning kan det være for nogen at i et enkelt sjældent tilfælde en idømmes en ubetydelig mulkt, eller at man efter en besværlig procedure, med vidneførelse osv. måske får badskærerlønnen tildømt - som hos den dømte siden ikke kan fås, og hvor ussel er desuden denne erstatning? - Hvorledes og af hvem kan fx overkrigskommisær Øst der blev overkørt på Amagertorv, får erstatning for et 5 måneders smertefuldt sygeleje, og for at han hele sin øvrige levetid bliver en krøbling? - Når en håndværker, kunstner, overhovedet hvem som helst der skal leve af sin tid og flid, men ikke nyder embedsløn, og derhos er familiefar, lemlæstes ved overkørsel, bliver tabet for ham næsten aldeles uerstatteligt. Det synes derfor ved den tiltagende luksus med heste og vogne at burde komme i betragtning at indbyggerne får en større sikkerhed for dere liv og lemmer mod ubændig kørsel og riden.

(Politivennen nr. 1076, Løverdagen, den 13de August 1836. Side 528-529)

Om Musikken i Rosenborg Have.

Københavns indbyggere må vist nok være meget taknemmelige for at der om sommeren hver søndag eftermiddag opføres en smuk militær musik i Rosenborg Have, hvortil enhver anstændig klædt har adgang. Men man må virkelig beklage at denne lige så uskyldige som behagelige nydelse kun kan blive et ringe antal til del. For anmelderen har flere gange erfare at at når man ikke vil trænge sig ind i den tætsluttede masse af barnepiger med børn, landsoldater osv. der tæt omgiver de musicerende, kan man i en afstand af 30 skridt fra musikken ikke skelne hvad der spilles, kun enkelte afbrudte toner og dundren af den store tromme er hvad man der kan få at høre. Årsagen hertil er at de musicerende er placeret på en fugtig plads mellem træerne der ligger lavere end kavalergangen og hvor musikken ganske bliver indesluttet af publikum så at al resonans forhindres og lyden ikke kan udbrede sig til siderne.

Man vover derfor at anmode de ærede ansvarlige hvorunder dette sorterer, om at afhjælpe denne mangel, hvilken man mener bedst kan ske ved at opføre en forhøjning enten af opkastet jord eller af planker hvorpå musikken kan anbringes omtrent 3 alen højere end de omkringstående.

(Politivennen nr. 1075, Løverdagen, den 6te August 1836. Side 507-508)

Uordener

På Nørrebro klages der over at beboerne i nærheden af gården nr. 41 forskellige gange er blevet foruroliget ved gevær- eller pistolskud. Fx den 7. juli om morgenen da alle naboer derved blev opskræmte fra deres ro, og skrækken havde en aldeles skadelig indflydelse på et nervesvagt individ. Og ligeledes den 12. i denne måned om eftermiddagen. Sådant skyderi tør vist næppe finde sted i indesluttede haver eller mellem bygninger. For ikke at tale om de ubehagelige følger som kunne opstå deraf for svagelige personer, tror man at vores gode politi ikke vil give nabo i nabos hånd, hvilket let kunne blive tilfældet hvis en sådan brug af skydegevær i øvet eller uøvet mands hånd blev almindelig. Ligesom man tvivler på at et velordnet brandvæsen kan tillade sådant. I øvrigt havde vi hørt så meget om den kongelige vildtbanes udstrækning og at der på den intet skud turde gøres uden af de privilegerede, så at det også i denne henseende forekommer os besynderligt at der falder skud på oven nævnte sted.

 (Politivennen nr. 1073, Løverdagen, den 23de Juli 1836. Side 468)

Nørrebro 1823-24. Nr. 41 lå på Fælledvej, ca. midt i husrækken nord for Store Ravnsborg. Søerne anes nederst, Nørrebrogade i venstre side af billedet. Fælleden var dengang stedet hvor alskens militær holdt øvelser.
 

Redacteurens Anmærkning

Ifølge Stadsarkivets kort over Nørrebro lå nr. 41 på Fælledvej, siden mod Søerne og ca. midtvejs mellem det nuværende Nørrebrogade og Sankt Hans Torv. 

Uorden.

2) Rundetårn misprydes altid ved en mængde pjalter af sønderrevne, til dels også af hele plakater. For en tid siden var der på hver side af indgangen anbragt et sortmalet bræt til at klæbe de forskellige bekendtgørelser på. Men tidens tand har gnavet disse brætter så at det der vendte mod Købmagergade, er aldeles borte, mens der af det på den anden side endnu findes findes en del rudera som meget forøger det stygge skue. Det var at ønske at disse måtte borttages selv om intet nyt bræt kom i stedet.

(Politivennen nr. 1072, Løverdagen, den 16de Juli 1836. Side 468)

Om Gadeopløb i København.

(Sluttet)

Vi tror da at finde grunden til nutidens ungdomsfordærvelse især i dens opdragelse på gaden. Mange koner som i en dør eller port sælger brød, frugt osv. tager sit endnu diende barn med sig når hun om morgenen forlader sit hjem og beholder det hos sig hele dagen da hun ingen har som kan passe det hjemme. Når barnet er kommet så vidt at det kan løbe omkring, slutter det sig til sine lige. Begynder først at tage del i de noget ældres lege, og siden som det bliver ældre og altid overlades til sig sig, i det mere fordærvedes optøjer. Således går det også med fattige arbejdsfolks børn der mens forældrene er ved deres arbejde, er betroet til noget ældre brødre eller søstre som da driver omkring med dem på gaden hvor de finder mere morskab end ved at tilbringe dagen indesluttet i deres hjem. Men sådan omdriven kan ikke andet end lede til fordærv.

Dog denne grund til vores almues moralske fordærvelse fra den tidligste barndom tør vi nu håbe efterhånden at se fjernet ved den velgørende indretning af asyler for småbørn. Men en anden lige så vigtig: Mangel på skoler for de ældre børn har vi i mange år forgæves ventet bortryddet. Vel ved vi at der er gjort meget for at skaffe en passende undervisning. men så længe de fleste almueskolers virken som nu er tilfældet, indskrænker sig til at give børnene 15 til 18 timers undervisning ugentlig, og de hele den øvrige tid overlades til sig selv, eller rettere til det selskab af ældre allerede ryggesløse børn som de bestandig træffer på vores gader, vil skolerne kun kunne virke meget lidt eller næsten intet på deres moral selv om vi forudsætter den bedste vilje og evne hos de lærere som de er betroet til. 

Om vi altså antager hvad dog ingenlunde skal være tilfældet, at alle uformuende forældres skolepligtige børn kan gives plads i vores almueskoler og der tog del i den oven for nævnte tarvelige undervisning, vilde der i moralsk henseende kun været udrettet meget lidt for dem, og hvad asylerne - for hvis første indretning her vi skylder det kongelige hus vores erkendtlige tak og for hvis udvidelse og fremtidige beståen et helt selskab nu virker - har opbygget i børnenes tidlige alder, vil hos de allerfleste vist nok blive nedbrudt i skoletiden hvis ikke hovedstaden ser sig i stand til at gøre store forandringer i almueskolevæsnet og almuens børn især afholdes fra en lediggang der af al erfaring stemples som hyppigste årsag til enhver last.

Ja, sådant er let sagt - hører vi vores liberale økonomer sige - men hvorfra skal de fornødne fonds tilvejebringes? Hvorledes skal de med et udvidet skolevæsen nødvendige forbundne forøgede udgifter dækkes? Borgerne er nok så betyngede, de kan ikke bære større byrder! - Hertil kan vi kun i almindelighed svare at enhver fornuftig husholder må vide at skaffe råd til fornødne udgifter. Og som sådanne anser vi virkelig de der anvendes til at afværge en talrig klasse medborgeres altid stigende demoralisering. Vi tror heller ikke at nogle arbejdsskoler kan volde så betydelige udgifter at disse skulle kræve nye pålæg. Og ville disse udgifter ikke på anden måde igen bespares? De ung forbryderes og skøgernes antal, og altså også de på deres varetægt osv medgående omkostninger ville i sandhed formindskes hvis børnene tidligt blev holdt til arbejde, i stedet for at det nu stadigt må forøges så længe de såvel drenge som piger der udtræder af skolerne er aldeles uvant med og altså ugerne tager fat på hvilket som helst nyttigt arbejde der kræver en stadighed som ikke behager når de i en række af år har været vant til en så godt som ubunden frihed. 

En opvoksen dreng vil under sådanne omstændigheder vel også vanskeligt antages i lære af nogen dygtig håndværksmester, og hvem vil antage en unge pige som tyende der vel efter skolereglementet har lært at læse og skrive, men ikke at sy en særk, ja end ikke at stoppe end strømpe? Skulle imidlertid de fornødne midler ikke på anden måde kunne tilvejebringes, mener vi at kunne påpege en resurse til vis afbenyttelse vi finder megen anledning i København hvor upåtvivlelig en stor del logerende og tjenende personer som til dels har stor løn. Fx en del yngre yngre embedsmænd, handelsbetjente, herskabstjenere og flere andre bidrager meget til at forsyne almueskolerne med børn, mens de ikke så vidt vi ved betaler nogen næringsskat eller anden direkte afgift til kommunen. I kancelliskrivelse af 19. maj 1821 til samtlige amtskoledirektioner og fattigdirektioner hedder det nemlig: "at tjenestetyende, logerende eller indsiddere ikke er fritaget for at bidrage til almueskolevæsnet så lidt som til fattigvæsnet når de dertil har formue og lejlighed," og vi mener at en sådan afgift til almueskolevæsnet ville kunne indbringe en ret artig sum i København uden at den behøvede at blive til besvær for det almindelige tyende hvis løn i sandhed er knap nok. For i samme skrivelse hedder det siden: "at det overlades vedkommende autoritet på ethvert sted efter de lokale forhold og kommunens tarv at bedømme hvorvidt tjenestetyendet bør inddrages under ligninger" etc.

Så længe den moralske fordærvelse hos den københavnske almues ungdom ikke kraftig modarbejdes ved at give anledning til, ja endog med strenghed holder den til nyttige sysler, det sker nu ved de her angivne midler eller på anden måde, vil vistnok gadeopløb hyppigt finde sted, men herpå kan alene vores politi råde bod, og vi må da ganske tiltræde det i omhandlede artikel i Dagen fremsatte forslag der går ud på at gribe og afstraffe nogle af dem der deltager i, eller stifter uorden på gaden og at offentliggøre afstraffelsen. Når dette forslag kom til udførelse, ville man sikkert spore de bedste følger. For straffen ville afskrække, da derimod den sikkerhed eller rettere frihed hvormed drengene driver deres uvæsen, opmuntrer kådheden. ligeledes foreslås at gøre forældre langt mere end nu er tilfældet, ansvarlige for deres børns opførsel. Herved må bemærkes at i forordningen af 3. december 1755, dens §21, i den af 13. november 1810 og af 13. september 1835 forbydes det forældre under mulkt og straf at lade deres børn drive om eller lege på gaderne. Men rigtig nok er det ikke blevet bekendt om nogen er straffet for overtrædelse af disse forordninger, hvilket ellers vist ville bringe mange til at holde deres børn fra gaden. 

Hvad forfatterens 3. forslag angår, nemlig at borgerne i henseende til gadeuorden ikke blot skulle bemyndiges, men endog opmuntres til at overtage politiets funktioner og bidrage til ordens overholdelse, da har dette før været fremsat i dette blad som et ønske og man indser ikke hvorfor det ikke for længe siden er gået i opfyldelse. For at et sådant allesteds nærværende polititi ville meget lette arbejdet for det egentlige politi og forebygge mange uordener er indlysende. Men uden en sådan bemyndigelse vil vist ingen vove sig til at standse noget gadeopløb da han sikkert ville blive omringet af drengene, udpebet og fornærmet.

(Politivennen nr. 1072, Løverdagen, den 16de Juli 1836. Side 461-467)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er fortsat fra 1071, 9. juli 1836.