Om unge Grantræers Ødelæggelse i Juletiden.

I de seneste år er det blevet en almindelig skik i juletiden at familier der har børn, anskaffer sig juletræer som behænges med lys og med småforæringer til børnene. For så vidt disse træer er forarbejdede af træ eller papir og således kan bruges i flere år, er denne skik vist nok uskyldig. Men bruges dertil toppe af grantræer eller små hele træer, er den helt sikkert skadelig. For det er utroligt hvilken mængde af sådanne toppe og træer der på den tid indføres i staden og hvoraf uden tvivl størstedelen er erhvervet på ulovlig måde, hvorover man hører hyppige klager på landet. Betænker man hvor lang tid der går inden et sådant træ når den størrelse at det kan afhugges toppen, eller oprykkes til nævnte brug og at denne træart som opvokser af sig selv i andre lande, på Sjælland må plantes og fredes samt at flere tusinde træer således ruineres alene på den lille ø, Sjælland, så må vel enhver ønske at denne skik eller uskik kunne afskaffes eller på nogen måde indskrænkes ved en eller anden foranstaltning. Lagdes der fx en høj accise på sådanne træer og toppe, eller når der ved indførelsen af samme gennem stadens porte blev afkrævet vedkommende fuldgyldig bevis for at det var deres lovlige ejendom, ville vist allerede meget være vundet ved det, og mange hundrede grantræer årligt spares for ødelæggelse.

(Politivennen nr. 1093, Løverdagen, den 10de December 1836. Side 791-793)

God og billig Bevertning samt Middagsspise paa Christianshavn.

I Politivennen har man nyligt ytret at Christianshavn med et folketal på 12.000 indbyggere savner et godt beværtningssted samt god og billig middagsmad for de dannede klasser. Et sådant er nu etableret i Overgade neden Vandet nr. 170, nær laboratoriet hvor en driftig mand bor som behandler sine gæster godt og hvor der tillige er billard, åben og lukket keglebane, et rummeligt og bekvemt, nyligt overalt istandsat lokale samt en smuk have med lysthuse.

Man tør således med sikkerhed anbefale dette beværtningssted for de dannede klasser, især for christianshavnerne og andre som besøger denne by, som har forretning der og kunne trænge til forfriskning.

En Christianshavner.

(Politivennen nr. 1092, Løverdagen, den 3die December 1836. Side 785-786) 

Redacteurens Anmærkning

Der hentydes til en artikel i Politivennen nr. 1084, 8. October 1836. Side 649-650

Naar kan St. Olai Kirke i Helsingør blive repareret?

Til at fremsætte offentligt det anførte spørgsmål mener indsenderen der kan være al grund når man ved både at kirken trænger til reparation og at denne genstand i et halvt års tid eller længere har været under korrespondance mellem autoriteterne. At holde kirkerne ved hævd og bygning som det hedder i lovsproget, at lade dem også i indretning og udseende forkynde deres høje bestemmelse, har altid været erkendt for de ansvarlige bestyrelsers strenge pligt, og at denne i nærværende tilfælde er aldeles tilsidesat, vil vi ingenlunde påstå. Men - kirken har væsentlige mangler, og det endog sådanne som man ikke burde udsætte at afhjælpe. Orgelet nærmer sig vitterlig mere og mere ubrugeligt, en del vinduer er vitterlig så utætte og ellers mangelfulde at nødvendigvis andre sættes i deres sted, gulvet i koret er på nogle steder sunket, osv. Jo mere besøgt St. Olai Kirke bliver, og det har den vel i umindelige tider ikke været i den grad som i det sidste år, jo mere føler man manglerne, og jo mere påtrængende bliver ønsket om at få disse afhjulpet og tillige andre forbedringer og forskønnelser udførte. Som kirkens indvortes nu er, med fremspringende, uregelmæssig anlagte pulpiturer, med ligedan byggede stole, der mangler al smag og passende sirlighed, har den et højst uhyggeligt og skummelt udseende der stikker mærkeligt af mod flere øvrige antikke og skønne prydelser. Også det kolde stengulv kunne man rimeligvis ønske afløst af et lunere bræddegulv. Et sådant ønske tror man endog stemmer overens med hvad kirkens bestyrelse har indbefattet i planen for dens reparation.

Nutidigt interiør fra Sct. Olai Kirke i Helsingør. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

Dersom kirken var aldeles ubemidlet og man derfor havde vanskelighed med at finde udveje for nødvendige og nyttige forbedringer, da var de stedfundne langvarige forhandlinger derom vistnok mere end tilgivelige. For med at udføre arbejde på andres bekostning, eller med andre ord, derfor at beskatte sognet eller byen bør man for tiden hvor klager, begrundede som ubegrundede, over pålæg og byrder hører til dagens orden, være temmelig varsom. Men da det er en bekendt sag at St. Olai Kirke indtager i henseende til den økonomiske stilling en af de første pladser blandt stiftets kirker, og endog ejer henved 40.000 rbd. er vejen til penge vist ikke så særdeles vanskelig. Ved hjælp af kirkens obligationer må det dog høre til mulighederne at rejse pengelån, og da kirken hidtil har givet årlig overskud af større eller mindre betydning, da disse uden tvivl nu må øges ved den ophørte årlige afgift af 500 rbd. til Ringsted bys kirke og ved den betydelig i sidste år voksne stoleleje, så er tillige udsigt til at afbetale et sådant lån. - Man håber derfor at de mest påtrængende reparationer med det allerførste påbegyndes. For højst beklageligt ville det jo være hvis kirkebesøget som på så mærkelig måde er tiltaget siden hr. pastor Boye blev ansat ved kirken, skulle formindskes af ingen anden grund end fordi de noget svagelige må udsætte deres helse for meget i den ikke blot af kulde, men endnu mere af træk fra de utætte vinduer hjemsøgte kirke.

(Politivennen nr. 1092, Løverdagen, den 3die December 1836. Side 771-774) 

En afbrudt Vandring til Amager.

Hr. udgiver!

Det var at ønske at De engang ville behage at komme herud for at tage broens og den til samme stødende vejs beskaffenhed i øjesyn. De ville da få anledning til i Deres blad at bede den ansvarlige råde bod på disse steders store mangler. Beboerne herude er i sandhed virkelig at beklage, da de så nær hovedstaden ligesom er afskåret fra samkvem med samme, på grund af broens skidenhed og den dårlige vejs skyld. Skal man have et bud derind, da må dette betales dyrt, og ingen fra staden bekymrer sig om at komme herud, så at vores næring lider betydeligt under det. en af mine venner som bor på Sjælland, havde lovet at besøge mig når han kom til staden. Han var der nogle damen kom ikke til mig af ovennævnte grund. Jeg lader hans brev følge hermed, for hvis de tror det kan have gavnlige følger at De kan gøre brug af det efter behag.

___________________________________________

De ville, højstærede, venskabeligt undskylde at jeg ikke trods løfte har indfundet mig hos Dem. For jeg er nu færdig med mine forretninger her i staden, og må i dag tilbage til mit hjem hvor min nærværelse er højst nødvendig. imidlertid har jeg dog været på vejen til Dem, men hvorfor jeg ikke kunne fortsætte min vandring, vil jeg fortælle:

Torsdag formiddag besluttede jeg at benytte det smukke vejr og at gå ud til Dem. Jeg gik gennem Christianshavn, hvis gader jeg fandt temmelig rene ligesom gaderne i København. Men næppe havde jeg sat foden uden for Amagerport, før jeg trådte i dynd og skarn op over anklerne. Dog, i håb om at vejen skulle blive bedre, fortsatte jeg min gang til den yderste barriere. Her aftørrede jeg så godt det ville lade sig gøre, noget af det skarn der hængte ved mine støvler og benklæder på noget græs og ukrudt der stod ved indgangen til Fælleden. Under dette arbejde spurgte jeg en soldat som var posteret der, om denne bro ikke ligesom de andre, imellemstunder blev fejet? "Det gør den vel ikke", svarede han "den kunne ellers nok ikke være så skiden." Jeg bemærkede at det i så fald var underligt at der ikke var mangel på slaver, hvortil han svarede: "Nej, dem har vi nok af, og vil hele tiden få flere." På mit spørgsmål hvorfor han mente dette, gav han til svar: "Fordi de har for gode dage og intet at sørge for. Hvor mange husmænd eller inderster på landet som må slide fra morgen til aften hver dag, Gud lader skabe, og næppe kan tjene til tørre brød til sig og sine tror De vel vil anse det for en stor straf at være i slaveriet?" 

På dette kort fra 1814 kan man se hvor anderledes Amagerbro så ud: Christianshavns rudeformede gader ses øverst til venstre. Midt i billedet stadsgraven med broen, og nederst til højre Sundbyerne. Det var formentlig her artiklens forfatter var på vej hen. (Københavns Stadsarkiv.)

Jeg ønskede ikke at fortsætte denne samtale, gav derfor intet svar, men begav mig på vejen igen. Jeg gik atter, eller rettere sagt gled på denne slibrige vej et godt stykke fremad, og undgik kun at falde ved at støtte mig til de der plantede træer. Håbet om snart at træffe en ophøjet fodsti opretholdt mit mod. Men da jeg endelig kom til fodstien på højre side, fandt jeg den så opkørt og så upassabel, at jeg ikke ville betræde den, for ikke aldeles at ødelægge det eneste par støvler jeg havde med fra hjemmet, hvilke havde lidt nok på den vej jag havde gået og nu skulle gå tilbage. Jeg fandt virkelig også tilbagevejen værre end udvejen. For dels var jeg ved ethvert skridt udsat for at falde, da sålernes fugtighed forøgede gangens slibrighed, dels også fordi jeg måtte gå denne vej forgæves og se min forventning, at besøge Dem og kære familie skuffet.

Jeg håber at højtærede ikke anser mig for en forkælet landmand fordi jeg ikke har brudt mig om at vandre i sådant pøl. Men jeg er ikke vant til det, såsom vor amtmand lader det sig være magtpåliggende at vejene holdes i tilbørlig stand, og indtræffer der regnvejr i nogle dage, så at vejene på nogle steder bliver sølede, betjener man sig af træsko, hvilket jo ikke er skik og brug i hovedstaden eller i dens nærhed. Men, selv om jeg havde benyttet mig af sådanne, ville jeg på vejen til Dem dog være blevet udsat for at få dem fyldt med dynd, hvorfor jeg dog nu slap, ved at samme satte sig uden på mine københavnske støvler. I sandhed, jeg beklager de fattige beboere på Amager som dagligt 2 gange må vandre denne vej for ved en lille handel med deres produkter at vinde et højst tarveligt livsophold.

Men min forbavselse over vejens slethed steg endnu højere da jeg kom indenfor Amagerport og ville, til en forandring gå uden om Christianshavn langs med volden. For her, i byen selv, var føret om muligt endnu værre end udenfor porten. Jeg gik nogle skridt fremad, men sank i til over anklerne, og desuden var der så opfyldt med menneskeekskrementer at man skulle antage stedet for et langstrakt lokum. Jeg vendte derfor tilbage og gik op på volden, hvor jeg som man siger, havde det på det tørre. Her kunne jeg ved at passere samme og bestandig have skuet af det fæle føre nedenunder mig, ikke andet end gøre mig følgende spørgsmål: Hvor er vejen neden for disse volde så skiden fremfor de der begrænser Københavns volde? Bor ikke her i den tilstødende bygninger borgere der betaler skatter og afgifter til kommunen? Kan sådant uføre om det endda tørres ved sommerens varme, dog ikke have en meget skadelig indflydelse på denne bys sundhedstilstand? Vil kolera, hvis den nærmer sig, ikke først angribe et sted hvor sådant svineri tåles? Den føromtalte skildvagts ord at vi har slaver nok, faldt mig ind, og jeg spurgte da mig selv, kunne nogle af disse ikke engang for alvor beordres til her at foretage en renselsesfest, og siden let forebygge at snavset, så at sige, ikke vokser dem over hovedet? Dog jeg bliver vel for vidtløftig i min undskyldning for mit ikkebesøg, og vil da afbryde med løfte om at jeg når jeg næste gang kommer til staden, virkelig skal komme til Dem, men - til hest.

(Politivennen nr. 1090, Løverdagen, den 19de November 1836. Side 748-753) 

Velmeent Advarsel til Vægteren i Adelgaden imellem Helsingørs- og Dronningens Tvergade.

Gode mand! tænk på dette strøgs beboere og forskån os for den fatale banken om morgenen på døre og porte der vækker og forstyrrer os alle som ligger til gaden, så at vi ikke mere igen kan falde i søvn for den gang, og tænk da også på de uro derved forvoldes patienter!  - Se derfor at indrette hos vedkommende der absolut skal vækkes, noget der ikke kan forurolige andre. For hvis dette ikke sker, da må en del af nabolaget indgive klage til hr. kancelliråd Knudsen, og da tvivler man ingenlunde på at der vil ske forandring da man over år og dag tålmodigt har fundet sig i denne uorden.

En beboer af nævnte strøg i Adelgade.

(Politivennen nr. 1089, Løverdagen, den 12te November 1836. Side 733-734)