Klage fra Christenbernicovstrædet.

Hr. Udgiver!

Efter at for et par år siden i Deres blad var indført en anke over Antonigades mange logerende fruentimmer, der ikke alene paraderede i vinduerne, men også anholdt folk på gaden, forsvandt straks derpå den største del af disse. Men nu har igen en del af sådanne atter taget ophold i denne gade, til stor ubehagelighed for dens beboere. Dog har et langt større antal af disse natnymfer fundet tilhold i Kristen Bernikows Gade, især af den del fra Antonistræde til Østergade. Her søger de både fra vinduer og fra gaden at lokke mandfolk til sig, fornærme dem som forsmår deres indbydelse og opvækker forargelse ved deres ublu adfærd. Anmelderen som har det uheld at have nogle af disse skabninger lige overfor sig, vover ikke at lade sine næsten voksne døtre komme nær til vinduet for at de ikke skal udsættes for fornærmelse af dem. Mange honnette personer undser sig for at gå gennem gåden for ikke at få skin af at besøge disse væsener, hvorved de næringsdrivende borgere taber i deres erhverv. Vist nok må disse kvindfolk have et opholdssted, men det bør ikke tillades dem at opholde sig i mængde i en så befærdet gade som den her nævnte der endog støder til en hovedgade hvorfra man om aftenen ser dem hente deres rov.

(Politivennen nr. 1109, Løverdagen, den 1ste April 1837. Side 202-203)

En dansk Voltemade *).

Ihm lohnt nicht Gold, ihm lohnt Gesang.

(Bürgers Lied vom braven Manne.)

Natten mellem den 15. og 16. i denne måned strandede under Nordfeldt på Møn en engelsk skonnert Margarete of Dundar, kaptajn Smith af Newcastle, bestemt til Lübeck med en ladning stenkul. Skibets besætning der bestod af 6 mand, havde håb om sammes redning når kullene blev udlossede. Og for at udføre dette forblev de ombord sammen med nogle bønder og søfolk fra Stege, så at der var i alt 14 mennesker på skibet, hvoriblandt en toldbetjent ved navn Hasse. 

Disse havde således arbejdet hele søndagen da det mod aften begyndte at blæse heftigt, hvilket foranledigede at de ikke turde vove sig i land med båden, men troede sig sikre i skibet. Men nu tiltog storm, sne og kulde med en skrækkelig søgang således at kahytten og rummet blev fyldt med vand og is hvorfor alle 14 mennesker hele natten måtte opholde sig på dækket hvor de blev overskyllet af den ene styrtsø efter den anden. Nøden var skrækkelig da man ved dagens frembrud så alle disse ulykkelige menneskers fare og hørte deres skrig om hjælp. Vejret var frygteligt, men alligevel ilede søfolk og ikke-søfolk herfra (Stege) til hjælp. Både blev kørt herfra til stedet og forsøg på at gå gennem brændingerne blev foretaget forgæves 6 gange af 3 mennesker, nemlig skipper Jens Peder Olsen og brødrene Johannes og Anders Wennicke, begge matroser herfra byen. 

Næsten tvivlende om at deres hensigt ville lykkes, nåede de endelig skibet, og ved 3 gange at arbejde sig frem og tilbage bragte de 11 mennesker i land der mere døde end levende blev bragt hen i et hus hvor en læge straks var til stede og ydede dem hjælp. Men toldbetjenten var desværre allerede frossen ihjel en time før redning kom, ligesom også en sømand her fra byen. En engelsk matros var allerede tidligere frivilligt sprunget i søen i håb om ved svømning at redde sig og skaffe hjælp til sine kammerater. Men man så ham kun kort tid kæmpe mod bølgerne hvorpå han aldeles forsvandt. En af de forulykkede eller rettere nu reddede, nemlig skipper Lars Olsen fra Stege der lå med sit lille fartøj på siden af skibet for at indtage kul, mistede dette aldeles. Det blev ganske tilintetgjort næsten uden ringeste spor. Manden har tabt alt. Dog gode mennesker vil sikkert komme ham til hjælp. En subskription er allerede åbnet i denne henseende og flere har tegnet sig for ikke ubetydelige bidrag. 

På fredag skal de døde jordes her med megen højtidelighed. J. P. Olsen og de 2 matroser har her vundet alles agtelse og yndest. For uden dem havde alle de ulykkelige været fortabt. Olsens mod skal have overgået alt hvad man turde vente, ham blev budt og lovet belønning, men han svarede at han ikke reddede mennesker for penge. Han opmuntrede de andre og styrede hele redningsplanen med en sikkerhed og ro der skal have været mageløs. Først om eftermiddagen kl. halv fire lykkedes redningen efter flere forgæves forsøg fra kl. 10 formiddag.

*) Et et brev fra Stege, dateret den 23. i denne måned fik jeg nærværende efterretning om J. O. Olsens og medhjælperes raske handling, med anmodning om at bekendtgøre samme i det først udgående nummer af Politivennen. Men da bladet for forrige uge allerede var trykt før brevets modtagelse, måtte jeg lade bekendtgørelse bero til næste uge. Skønt nu denne herlige dåd allerede er omtalt i et par af vores dagblade, har jeg dog ikke troet det overflødigt at fremsætte den her, da det måske dels kan have interesse at sammenligne forskelliges beretninger om den, dels bidrage til at den kan få en endnu større offentlighed.

K

(Politivennen nr. 1109, Løverdagen, den 1ste April 1837. Side 197-200) 

Et mere roligt billede fra Møn: C. W. Eckersberg: Landskab med stente, Møn, 1810. Det fremgår ikke hvor, men hvis det er en solnedgang, er det på nordsiden. (Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

Wolraad Woltemade (1708 – 1773) var en hollandsk bonde som omkom ved en redningsaktion i 1773. Andre havde forgæves forsøgt at redde de forulykkede. Woltemade svømmede på sin hest frem og tilbage mellem skibet og stranden og fik på den måde reddet 14 ud af de i alt 53 som blev reddet (der var i alt 191 ombord). En udførlig beretning om Woltemade havde stået i bl.a. Den Viborger Samler nr. 12, s. 89-96, mandag den 17. marts 1783:

Amsterdam den 9. Octobr.

Da Aaret 1773. det Ostindiske Compagnies Skib, de Jonge Thomas kaldet, forulykkedes paa Cap, reddede en vis Indvaaner der paa Kysten, navnlig Woltemade, 14 Siele, i det han med sin Hest svømmede frem og tilbage; han vilde formodentlig ogsaa have reddet alle de øvrige, dersom han ikke den 8de Gang havde havt den Ulykke, selv at omkomme i Bølgerne. Directeurerne her have til en Afmindelse om denne ædle Gierning ladet bygge et Skib, som skal føre det Navn: Helten Woltemade, og hvorpaa denne Historie er udhuggen. Samme Skib giør i Aar sin første Reise til Batavia.

Jydske Efterretninger, 1775 kunne meddele at der nu var opkaldt et skib efter ham: Helten Woldemade. Skibet forblev dog tilsyneladende ikke længe i Det Ostindiske Compagnis eje, for 1. februar 1782 kunne man læse dette i Kiøbenhavnske Tidender:

Julii

Den 1ste forefaldt der paa Kysten af Coromandel, imellem Porto-Novo og Moeriepollam en hidsig Træftning imellem Hyder-Alys-Armee og Engelænderne, under Hr. Eyre Coote, hvori de sidste beholdte Marken. Samme Dag blev det Hollandsk-Ostindiske Skib, Heldten Woltemade, erobret af Engellænderne i Nærheden af det gode Haabs Forbierg.

Det er lidt usikkert om der er tale om det samme skib, det står omtalt i en artikel om konflikterne mellem den engelske og hollandske flåde. Her blev skibet der nu står anført som tilhørende et Hollandsk-Ostindiske, erobret af englænderne ved Kap det Gode Håb.
 
Anders Olsen Wennike (1805-?), født i Ulfshale, Præstø Amt. Han var bror til Johannes Olsen Vennike (1802-1872). Begge står opført hhv.1860 og 1850 som bådførere.

Nordfeldt Gods ligger på nordsiden af Møn, nordøst for Stege. Hvor Dundar ligger, forbliver et mysterium. Det nærmeste jeg kan komme er Dundee.

Slemme Følger af Maskerader.

På det sidste maskebal i Hotel d'Angleterre var en maske ret ivrigt beskæftiget med at udspørge de gamle damer om de var konfirmeret. Og når en eller anden af disse spøgende svarede nej, advarede masken for det syndige i at deltage i sådanne forlystelser og fortalte at en agtværdig mands datter i en af Sjællands købstæder af præsten var blevet med et slags eclat bortvist fra konfirmandundervisning og nægtet antagelse til konfirmation, fordi hun med sine forældres tilladelse havde deltaget i et maskebal.

Man troede at det hele var et tåbeligt gækkeri, men det har siden stadfæstet sig at noget sådant virkelig er passeret i en lille købstad på Sjælland, hvor præsten som ovenfor anført af ovennævnte grund skal have bortvist en af de mest ferme konfirmandinder, og det uagtet selskaber hvori ballet blev givet, er så hæderligt at hans højærværdighed for få år siden selv har været til stede ved et af samme selskab givet maskebal hvori samme gang flere konfirmandinder skal have deltaget uden at dette havde til følge at de blev afvist.

Det er naturligt at pigens forældre ikke har været tilfredse med denne fremgangsmåde. Man har besværet sig over for biskop og kancelli, og når sagen er udageret, hvilket man håber snart vil ske til alle parters tilfredshed, vil de nærmere detaljer tillige med samtlige dokumenter i sagen blive offentliggjort. Dette til beroligelse for de svage i ånden der i det omhandlede faktum har troet at øjne en tilbagevenden til et ikke ønskeligt gejstligt regimente, hvilket de mente ville blive så meget mere besværligt for nationen som man fra flere sider har ytret ønske om et eget gejstligt kollegium.

(Politivennen nr. 1108, Løverdagen, den 25de Marts 1837. Side 186-188)

Hôtel d'Angleterre til venstre. Kongens Nytorv. Til højre for statuen Hovedvagten. (Becker)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i nummer nr. 1113,  29. April 1837, side 255-258.

Hvordan et maskebal på hotellet hos Knirsch kunne foregå, fremgik af en artikel i Kiøbenhavnsposten, 1. marts 1831.

Vink til Politiet.

På Kaninlængden flokker sig dagligt en mængde lurvede, pjaltede og væmmelige drenge, en del hjemmehørende i det såkaldte Besnavsede Anker i Store Kongensgade. Disse uopdragne lømler fordriver tiden med at opholde sig i folks døre, eller stå lænet op ad muren og i kådhed med hælene, som også med klinkspil bearbejde væggene. Især ses længden af brændevinsbrænder Brøndums ejendom kendeligt at være medtaget. Knapkastning i vejret truer og har ofte ramt vinduesruderne. Tiltales disse lømler, står folk i fare for at blive uleet eller udskældt. Ja, en gammel kone der ville jage dem fra sin ejendom, blev endog stødt således at hun faldt ind ad sin dør og slog arme og ben. Vist nok har gadens opsynsbetjent ofte truet og forjaget dem, men dette er blot øjeblikkelig. For så snart han fjerne sig, flokkes de igen. Vort årvågne politi vil ved at komme til rigtig kundskab herom, sikker sætte en skranke for dette overhåndtagende uvæsen.

(Politivennen nr. 1107, Løverdagen, den 18de Marts 1837. Side 174-175)

Offentlige Fruentimre i Kjøbenhavn.

Det er en lige så gammel som sørgelig materie, indsenderen heraf atter bringer på bane. Også i dette blad har det oftere været genstand for forskellige betragtninger. I en hovedstad må et sådant onde betragtes som til dels nødvendigt og vil ingensinde ganske udryddes. Sandheden heraf må desværre indrømmes. Men derfor bliver dog det spørgsmål tilbage og dette onde ikke kan begrænses mere, om man ikke i større grad end nu kan afværge dets mangfoldige, i moralsk og fysisk henseende skadelige følger. Indsenderen heraf mener dette spørgsmål kan besvares bekræftende, og han har derfor udbedt sig plads til her at fremsætte sine anskuelser om det.

Ligesom så meget andet af hvad der ligger indenfor Københavns Politis virksomheds sfære er af grunde som vi ikke kender, unddraget publiciteten, således ville kun indviede kunne sige os hvor stort antallet er af disse ulykkelige, og efter hvilke principper man tilsteder dem at kaste sig i det Charybdis, hvorfra sjældent andet end døden eller - straffeanstalten udriver dem. Man har meget forskellige relationer om antallet, men at dette skal gå i tusinder, er temmelig vist. Mere ved man måske om betingelserne, under hvilke det offentlige tåler disse fruentimmeres skændselslevned. Når - hedder det - de hører hjemme i København eller der er forsørgelsesberettigede, samt så længe de ikke forstyrrer den offentlige ro eller sikkerhed, finder man sig i at fruentimmere som det kaldes, logerer hos værter som udpiner fra dem den sidste skilling og om man til dels under samme vilkår indrømmer at drive en skiden næring.

Dette seen med det ene øje og lukken af det andet kan der siges adskilligt imod, ligesom på den anden side en del taler for bordeller i en hovedstad, under fuldkommen offentlig kontrol. Men en diskussion af disse modsatte principper leder til for stor vidtløftighed i et blad af nærværende natur, og kan også gerne forbigås i en artikel, hvis nærmeste øjemed er atter at drage høje vedkommendes opmærksomhed på et mere end sørgeligt anliggende, og at udtale den mening, at det offentlige ikke nok som forebygger dette ondes udbredelse.

Skete ting står ikke til at forandre, og så længe verden eksisterer vil man fra det offentliges side, arbejdes der end nok så troligt og omhyggeligt på at bibringe de unge sunde religiøse og moralske grundsætninger, ikke kunne afværge at svage fruentimmere bliver ofre for forførelse, at enkelte endog synker meget dybt. Men hvad indsenderen føler sig overbevist om kan forhindres er at rekrutteringsmassen for disse dybt sunkne fruentimmere ikke vokser frem som et Hydra, og - at unge piger ikke næsten så snart de er konfirmerede, træder ind i den foragtelige orden. Det er sørgeligt nok at en sådan klasse væsner må tåles som et onder der forebygger et endnu større. Men klassens antal kan meget vel modtage en skarp grænse, al den stund politiet og vi desværre nok som vide at håndværket ikke drives ene af dem som fra tid til anden "møder på kammeret", og at ikke alle kåber, sjal og boaer er tjent ved "Nålen". Hvad der forøves i smug står det ikke i menneskelig magt at afværge, Men den offentlige skandale kan et virksomt politi både overse og tæmme.

Hvorledes den grænse skal sættes, må vi overlade til kyndigere at bedømme. Kun så meget vil vi endnu til slut ytre at ligesom politiet - hvad erkendtligt bør påskønnes - i den senere tid har sat skranker for disse fruentimmeres forargelige færd til langt ud på atten, hvilket uden tvivl alene kan tilskrives en sjælden dygtig politiofficers nidkære midler til at forhindre at den mest uerfarne ungdom, misledet af slet tænkende ældre, så ganske og aldeles forspilder sin fremtid ved at indtræde i disse skarer og derved endnu mere forøger disse allerede nok talrige legion.

(Politivennen nr. 1105, Løverdagen, den 4de Marts 1837. Side 129-132)