Man kan komme for tidligt.

Den 3. november fulgtes jeg med en god ven til Nærum for derfra at besørge hans afdøde mor til sit hvilested på Søllerød kirkegård. Vi ankom til kirkegården klokken halv tolv og fandt der et andet lig nedsat i en grav og forladt af følget der opholdt sig i den kro der ligger nær ved kirkegården hvorfra også graveren kom ud til os. Vi bad denne melde præsten at vi var med liget på kirkegården, hvilket han straks udførte og bragte os det svar at præsten læste med konfirmander, men ville komme straks. 

Da vi havde ventet 1 time gik den afdødes søn til præstegården for at anmode præsten om at komme for at foretage jordpåkastelsen. Men han fik ham ikke i tale hvorimod pigen sagde at præsten der var i begreb med at klæde sig på, ville komme straks. Noget efter så vi ham komme ind på kirkegården og nærmede os ham med en ærbødig hilsen hvilken han dog ikke gengældte, men derimod i en vred tone spurgte os hvor vi turde komme ind på kirkegården før den tid der var bestemt til begravelsen nemlig kl. 12. Vi gav det svar at vi ikke var vidende om denne bestemmelse og at vi troede ikke at fortjene nogen bebrejdelse selv om vi var kommet ½ time for tidligt og det så meget mindre som der før vores ankomst var udbragt et andet lig på kirkegården. Dette svar må præsten ikke have fundet tilfredsstillende. For han vedblev endnu noget med sine ikke venskabelige bebrejdelser før han foretog jordpåkastelsen. 

Efter at denne korte ceremoni var til ende, spurgte præsten hvem der havde været inde hos ham, og da den afdødes søn erklærede at det var ham, begyndte han igen at spørge ham hvor han turde understå sig i at skynde på ham når han havde andre forretninger og klokken ikke var 12. Nogle af sørgefølget svarede at klokken nu var kvart i et, hvilket de bekræftede ved at vise deres ure. Men dette beroligede ikke den gode mand, der vedblev med sine bebrejdelser indtil endelig både han og følget forlod kirkegården. 

Skønt denne opførsel ikke ligner den de københavnske præster udviser ved lignende lejlighed, har jeg ikke villet fremsætte mine bemærkninger derover, men kun fortælle sagen som den er foregået for derved at give andre det råd ikke at komme for tidligt ved sådan lejlighed.

Sander
Handskemager.

(Politivennen nr. 1143, Løverdagen, den 25de November 1837. Side 740-742)

Bøn om Borttagelse af Vandtruget paa Skidentorvet!

Hr. Udgiver!

En ven af kreaturerne har ladet hensætte et vandtrug ved posten på Skidentorvet hvoraf de torvende bønders heste kan få en læskedrik før de begiver sig på deres hjemrejse. Så priselig end dette foretagende er, så kan dog dette trug der forbliver stående på sin plads natten over, forårsage ulempe, idet folk i mørke og ved vægtermåneskin kan tørne mod samme og således komme til skade.

Man beder derfor hr. Udgiver at De gennem Deres blad vil anmode den ubekendte veltænkende mand om at borttage truget når bønderne henimod aften forlader torvet, eftersom brugen af samme fra den tid er unødvendig og man tvivler ikke på at han jo gerne efterkommer denne anmodning. For han besidder vist nok så megen menneskekærlighed at det ville smerte ham at erfare om nogen ved at støde mod dette trug i mørke blev uduelig til ægteskab eller fik et eller andet men der muligvis kunne blive livsvarigt.

(Politivennen nr. 1142, Løverdagen, den 18de November 1837. Side 726-727)

Redacteurens Anmærkning.

Allerede i næste nummer af Politivennen nr. 1143, 25.november 1837, side 746, bekendtgjordes at vandtruget på Skidentorvet borttoges om aftenen når bønderne forlod torvet og udsattes igen om morgenen.

Skidentorvet. På artiklens tilblivelsestidspunkt lå Ahlefeldts Bastion og Nørreport umiddelbart til venstre i billedet. Også i dag et af de mest befærdede torve i København. Eget foto, 2016.

Anmodning til Hr. Capitain og Brændeviinsbrænder Marcussen.

Man antager at hensigten med hr. kaptajn og brændevinsbrænder Marcussens nyt anlagte brænderi ikke har været at ryge såvel sine egne som naboernes lejere ud med kuldamp af egne boliger, ligeså lidt som formindske værternes retmæssige leje, eller forringe deres ejendommes værd i nærheden af nævnte brænderi. Som sagerne står nu, vil det uundgåeligt blive tilfældet idet at man nu ikke alene ikke kan lukke et vindue op uden at alle værelserne er indhyllet i kuldamp der ligeså lidt er god for et svagere bryst som for ejeres og lejeres værelser og møbler i det hele taget, men langt mindre som hidtil tørre vask mm. i gårdene eller på lofterne. Men derimod har hr. kaptajn Marcussen sikkert haft til hensigt at forøge sin drifts produktion og som følge heraf også sine indtægter, om ikke for øjeblikket så dog fremtiden. 

I betragtning af det og med bevidstheden om at hr. Marcussen som en rettænkende mand indser og deler den herved pålagte store byrde med sine naboer og genboer, er det man håber og ret inderlig ønsker at man snarest muligt vil træffe de fornødne foranstaltninger med nævnte brænderis skorsten der i det mindste vil gøre det nogenlunde tåleligt i den tilstundende vinter indtil foråret melder sig. Det mest hensigtsmæssige middel vil sikkert være at sætte brænderiets bygning omtrent i højde med de andre bygninger der er i nærheden. På denne måde fik denne ufordragelige kulrøg den mest ønskelige befordring over alle bygningerne, i stedet for som nu hvor den først tager kvarter i naboernes gårde og værelser inden den begiver sig på sin forestående luftrejse.

(Politivennen nr. 1141, Løverdagen, den 11de November 1837. Side 711-712)

"Man kan nu ikke alene ikke lukke et vindue op uden at alle værelserne er indhyllet i kuldamp, men langt mindre tørre vask mm. i gårdene eller på lofterne." (Fiolstræde overfor den nævnte ejendom. Eget foto, 2016).

Redacteurens Anmærkning

Ifølge Krak 1837 boede kaptajn og brændevinsbrænder H. Marcussen på Store Fiolstræde 206. I 1819 var 206 blevet sammenlagt med 207 A, til: 206 & 207 A. I 1859 fik den husnummeret Store Fiolstræde 7, fra 1862 Fiolstræde 7. Huset er fra 1819.

Om vore Dages Separatister.

Historien lærer at der til alle tider har været mennesker der dels af sværmeri, dels i andre hensigter har adskilt sig fra den herskende kirke. Også i nutiden som dog glæder sig ved en større grad af oplysning, er langt fra at være fri for separatistiske konventikler. På mange steder i Jylland og Fyn såvel som på Sjælland findes der folk som har afsondret sig fra den offentlige gudstjeneste og stiftet hemmelige forsamlinger hvori bønder, fiskere og skræddere giver sig af med at forklare bibelen og med at prædike. Så uskyldigt end sådant synes, kan det dog have højst sørgelige følger. For får sådanne mennesker det i hovedet at gudstjeneste bedre og mere bekvemt kan holdes i deres egen stue, og at en fiskers eller skrædders snak kan opbygge mere end præstens tale, så behandler de snart den offentlige gudstjeneste med koldsindighed og foragt og satte omsider mistanke til læren selv. Men løsnes først et bånd som binder dem til staten, vil attrå efter at løsne flere vist nok snart opstå. Allerede giver disse personer sig navn af "troende" og "opvakte", mens de kalder andre som ikke er af deres parti, vantroende eller folk af den nymodens tro hvilke de af alle kræfter søger at omvende.

Ser man hen til den iver hvormed nogle af de mest ivrige separatister søger at gøre proselytter eller forøge deres parti, skulle man let falde på at tro at de blev styret af en skjult hånd der brugte dem til visse hensigters opnåelse. Således lader en bonde ved navn Peter Larsen fra Skræppenborg og en ditto Anders Larsen fra Gamborg i nærheden af Middelfart det ikke være nok med at virke i deres egen kreds, men de rejser omkring i hele Fyn, ja endog i Jylland for at holde forsamlinger og udbrede deres lære. For at have et påskud til sådan omflakken, fører de gerne et kreatur eller en anden varesort med sig som de siger sig at handle med.

Også på Sjælland især i den vestlige og sydvestlige del har dette sektuvæsen slået rødder og endelig vækket øvrighedens opmærksomhed. Blandt de mest ivrige nævner man skolelærer Rasmus Sørensen i Venslev der er bekendt af hans strid med dr. og ridder Bastholm i Slagelse. Denne mand har i flere år holdt gudelige forsamlinger og hans trang dertil har været så stor at han hverken ved biskoppens formaning eller efter at han af kancelliet var beordret tiltalt var at formå til at ophøre med det, før man i retten tog det løfte af ham at holde op med det indtil sagen var endt. Han har ikke indskrænket sig til sit eget sogn, men også holdt forsamlinger i andre sogne og er nu ved Antvorskovs birks ekstraret idømt en mulkt af 100 rigsbankdaler for overtrædelse af forordningen af 13. januar 1741. I samme dom er indbefattet husmand Hans Oested af Vemmelev som er idømt at betale 25 rigsbankdaler, husmand Søren Rasmussen af Ormitsløv og gårdmand Hans Andersen hver 20 rigsbankdaler, samt enken Ane Jensdatter af Foerløv, 10 rigsbankdaler sølv. Men de har samtlige erklæret at ville appellere dommen.

Skønt sådanne forsamlinger er ulovlige, finder de dog medhold og opmuntring i den Nordiske Kirke-Tidende som glæder sig hver gang den får kundskab om at sådanne forsamlinger er begyndt på et eller andet sted eller når med dens egne ord end livsrøre er begyndt blandt folket. Den opmuntrer til udholdenhed og trøster med at det større parti omsider vil gå af med sejren. De præster som efter ed og pligt har overholdt forordningen af 13. januar 1741 og angivet overtræderne for den civile øvrighed nemlig pastor Koch i Wedder, i Ribe stift, pastor Sørensen i Sinding i Århus stift, pastor Jørgensen i Hjarup ved Kolding, pastor Olsen i Holtum ved Vejle, pastor Dalhoff i Nykøbing på Morsø og pastor Duus i Vemmeløv på Sjælland - mænd hvoraf de fleste har givet prøve på kundskaber i flere videnskabsfag - erklæres for åndelig udygtige og tillægges åndelig afmagt. 

"Vist nok" siges deri "kan mange åndelige rørelser både for det enkelte menneske og i mindre og større kredse være skæv, ja meget værre end dette. Men er det en virkelig åndelig livsrøre og ikke en kødelig beregnet beregnet bevægelse, da lader den sig ingenlunde slå ned med udvortes våben. For enhver mand er dog sagtens stærkere end kød og blod. Men ved enhver udvortes hindring bryder den stærkere på, og den ild som først er tændt, blusser stærkere jo mere man udefra pirrer ved og stænger for den - og fremdeles "at åndelige rørelser skal mødes og afvæbnes alene med åndelige våben, hvis de skal bekæmpes og besejres og at enhver som møder dem med verdslige våben, bekender på engang både sin afmagt og sin dumhed." 

Dog ved sådanne henkastede ytringer vil vist nok hverken disse mænd eller nogen gejstlig der stræber at opfylde sit kalds pligter, lade sig afholde fra efter yderste evne og i forbindelse med den civile øvrighed at gøre ende på et uvæsen der kan udarte til fanatisme eller ende med vanvid. Hvilket er mere end tænkeligt når aldeles uvidende mennesker bilder sig ind at være inspireret af den hellige ånd. Således har nogle af de opvakte erklæret at de når ånden kom over dem, kunne prædike og forklare skriften lige så godt som præsten. Ja en bonde i Vemmeløv sogn som med megen iver søgte at gøre proselytter, sagde til en kone der ikke ville bide på krogen, men erklærede at være fornøjet med sin præst: "Nej, du skulle høre præsten i S., det er en anderledes mand, han er ikke født til verden som andre mennesker, han er en af de hellige som står for Guds trone og er sendt herned for at prædike det rene og sande Guds ord." Er dette langt fra vanvid?

(Politivennen nr. 1141, Løverdagen, den 11de November 1837. Side 699-704)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen fulgtes op af "Mere om separatistiske Forsamlinger" som citerer en artikel fra Dresden fra 14. november. Politivennen nr. 1144, lørdag den 2. december 1837, side 754-756.

Ugebladet Nordisk Kirke-Tidende udkom fra 8. januar 1833 til 21. februar 1841. Herefter skiftede det navn indtil 13. februar 1842 navn til Dannebroge. Redaktør og udgiver var præsten J.C. Lindberg. Derudover bidrog også Grundtvig. Bladet agiterede for sognebåndsløsning og imod ændringer i de gamle kirkeritualer.

Foruden linkene til internettet er vækkelsesbevægelserne grundigt beskrevet i "Vækkelsernes Frembrud i Danmark i første halvdel af det 19. århundrede" bind 1-7. 1960-1977, hvorfra nedenstående stammer:

På Sjælland begyndte den gudelige vækkelse i landsbyen Venslev ved Skælskør i 1829. Bevægelsen sluttede i 1850. Den rettede sig bl.a. mod de såkaldte "rationalistiske præster". Hensigten med at trække dem i retten efter konventikelplakaten af 13. januar 1741 var at knytte dem til statskirken, mere end at undertrykke forsamlingerne.

Hans Bastholm (1774-1856) var sognepræst i Sct. Peders kirke i Slagelse 1802-1846 og udtalt rationalist. Han mente at almuen skulle lære af det dannede borgerskab og folk som kunne give "videnskabelige" grunde for deres anskuelser.

Skolelærer Søren Rasmussen helligede sig fra 1840 politisk og folkeoplysende arbejde, bl.a. i landboforeninger. I sine pjecer brugte han et voldsomt sprog mod Bastholm som anlagde injuriesag. Søren Rasmussen tabte.

Se også Kjøbenhavnsposten nr. 80, 5. april 1831, side 265-267.

Et Vink til Vedkommende

Da der mandag aften den 30. oktober var bal ved hoffet i anledning af hendes majestæts høje fødselsdag, ligesom også aftenen derefter, brændte de 8 på begge sider af kolonnaden mellem deres majestæters kongens og dronningens palæer meget mådeligt. Om mangel på tran eller reverberernes dårlige afpudsning var skyld i det, vides ikke. Men det er sandt at denne belysning afveg meget i forhold til den som lygterne på de private bygninger i begge Amaliegaderne frembød.

(Politivennen nr. 1140, Løverdagen, den 4de November 1837. Side 693-694)

Redacteurens Anmærkning

I nogle af de første årgange af Politivennen blev beskrevet uroligheder i forbindelse med kongens (Christian 7.'s) fødselsdag. Så blev der ikke meldt mere om det, men i Kjøbenhavnsposten 10. februar 1836 blev antydet at det bestemt ikke var holdt op med Frederik 6. der havde fødselsdag 28. januar:

"Hamb. Corresp." af 6te dennes meddeler i en Skrivelse fra Kiel under 30te f. M. blandt andet Følgende: "Desværre har Kongens Fødselsdag, ligesom oftere tilforn, ogsaa denne Gang givet Anledning til Slagsmaal og blodige Pander. Studenter og Borgere bleve uenige paa et offentligt Sted, Vagten maatte blande sig i Sagen og gjøre Brug af sine Vaaben, hvorved flere bleve saarede, blandt hvilke en Student høist farligt. En Mængde Studerende ere arresterede."